KLUMME – Jeg kunne skrive en længere afhandling om håndteringen af ”diagnosebørn” med referencer til både mit private liv og mit job som fast, daglig taxichauffør for ”J”. Men for det første bryder jeg mig ikke om begrebet. For det andet er ”J” – prinsessen – et ganske almindeligt menneske, der, udover diagnosernes udfordringer, er fyldt med ømhed, humor og selverkendelse.
”Hvorfor har du ikke slået din ’hotspot’ til”, spørger hun anklagende.
Et angreb der virker som om, det har været forberedt i timevis. Hun skal på nettet, og det skal være nu!
I øjeblikket kunne det lyde som sidste akt i et socialrealistisk teaterstykke om ægteskabets fallit. Eller en af de dårlige dage ved hoffet, hvor dronningen giver den dummeste af sine lakajer tørt på – sådan helt udenfor det glansbillede, vi normalt får præsenteret af regenten.
Hun er bare pissesur!
Men vi befinder os i en helt anden virkelighed.
Jesper, Jesper, jeg har fundet et helt nyt navn til dig”
”J” er en ung dame på 16, der tænder helt af, når skoledagen har været skæv. Så er der bare absolut intet, der er godt nok. Og jeg er TAXAMANDEN, der i et par år har kørt ”dronningen” fra en af forstæderne i København til specialskolen syd for bymidten og hjem igen, når skoledagen er slut. Jeg kalder hende ”prinsessen”. Hun er ikke gammel nok til at være dronning, men alligevel – en teenager med en adelsdames attitude. Og så – selvfølgelig – et kælenavn med tendens til den gode side.
Prinsessen!
Skal vi sige 30 pct. ironi og 70 pct. kærlighed?
Det er nok derfor, jeg savner hende mere end nogen anden kunde her et par måneder efter, at coronaepidemien lagde det meste af taxibranchen ned.
Jeg kunne skrive en længere afhandling om håndteringen af ”diagnosebørn” med referencer til både mit private liv og mit job som fast, daglig taxichauffør for ”J”. Men for det første bryder jeg mig ikke om ordet ”diagnosebarn”. Det er faktisk upræcist. Principielt et generelt begreb, men ”diagnosebarnet” er reelt metafor for psykiske diagnoser som ADHD, autisme, Tourette. Underligt!
Vi går jo normalt ikke rundt og identificerer mennesker med deres sygdom og kalder nogle for kræft-manden, diabetes-konen eller hofte-mennesket.
For det andet er ”J” – prinsessen – et ganske almindeligt menneske, der, udover diagnosernes udfordringer, er fyldt med ømhed, humor, kærlighed – og selverkendelse.
Også i dag leger vi en leg, der passer lige godt til den unge dame, der er meget ung i sjælen og den udpræget barnlige taxichauffør. Jeg elsker den, når hun er allermest sur
“Har det været en møgdag?”, spørger jeg prinsessen.
Hun returnerer med en hård bold.
“Det gider jeg ikke snakke om. Men har du slået dit ‘hotspot’ til? Hvorfor er det ikke bare sat op, når du kommer.”
“Hallo ”J”, gider du ikke lige tjekke det ud, inden du gi’r skideballe?”
Nu sker det igen! Hun får mig bragt derhen, hvor jeg glemmer al professionel distance. Jeg er ved at blive sur, som var hun min datter. Eller konen – bortset fra aldersforskellen
Der er dødstille i vogn 86.
“Er du på hotspot med mobilen?”, spørger jeg irriteret, selv om jeg kan høre, at hun allerede surfer på YouTube.
“Virker den?”
“Jaaaa”, svarer hun småmopset.
Jævnligt er der også alvor i vores dialog. Om at være barn, når man ikke bor fast sammen med mor eller far. Om frygten for egen voldsomhed, og medicin, der skal sikre, at hun ikke bevæger sig ud på det overdrev, hvor man ikke kan styre sin vrede
Så lyder den 16-årige prinsesse pludselig som et forskolebarn, der godt er klar over, at hun gik for vidt.
Også i dag leger vi en leg, der passer lige godt til den unge dame, der er meget ung i sjælen og den udpræget barnlige taxichauffør. Jeg elsker den, når hun er allermest sur. Love hende den største is, hvis hun kan undlade at grine i 5 minutter. Så starter jeg mit show, der varierer fra byens mest syge grimasser, over en gengivelse af hendes utrolige surhed – til underlige lyde eller høje sange fra min barndom. Eller julesange i sommervarmen med nedrullede vinduer, så de øvrige trafikanter må tro, at det er taxichaufføren, der er diagnosebarnet.
I det praktiske liv deler vi succesen med mit infantile opdragelsessystem.
Hun bryder sammen af grin efter ganske få minutter og får alligevel – med jævne mellemrum – den is, som hun aldrig har vundet.
Men jævnligt er der også alvor i vores dialog. Om at være barn, når man ikke bor fast sammen med mor eller far. Om frygten for egen voldsomhed, og medicin, der skal sikre, at hun ikke bevæger sig ud på det overdrev, hvor man ikke kan styre sin vrede. Døre, der smækker. En smadret tallerken.
Hvorfor går du på pension? og hvorfor kan du ikke bare køre taxi indtil sommer, når min skole slutter?”
Masser af spørgsmål til mig om min familie og mine børn. Hvordan de lever? Hvad de arbejder med? Og så – oftere og oftere – frem til den tid, der venter ”J” efter sommerferien, når grundskolen er slut. Og, ja, diagnoserne gør, at prinsessen ikke kan følge de vante stier. Problemer der er noget mere udfordrende end to måneders corona-fravær eller de kommende studenter, der må afstå fra den velkendte køretur.
DM i proportionsforvrængning.
”J”s udfordringer er af en anden – mere jordbunden karakter.
Jeg savner prinsessen af den virkelige verden. Der, hvor der kommer menneskeord ud af munden. Der, hvor sjælen både bærer på smerte og kærlighed.
De sidste dage inden corona, begyndte hun pludselig at tale om, at vores tid sammen snart var slut. Om hvad jeg ønskede mig i fødselsdagsgave.
“Hvorfor går du på pensio? og hvorfor kan du ikke bare køre taxi indtil sommer, når min skole slutter?”
“Arh, skat, de par måneder klarer du sgu nok med Frank og Casper”, siger den gamle, mens jeg er ved at revne af stolthed over den slet skjulte kærlighedserklæring.
Kærlighedsbærer og humorist. Det er det, hun er
“Det er dig, jeg vil køre med. Du er den bedste taxichauffør.”
Prinsessen ser ikke, at lakajen er ved at få tårer i øjnene.
Kærlighedsbærer og humorist. Det er det, hun er. Som for et år siden, hvor hun efter skole kastede sig ind på bagsædet af vogn 86 med et kæmpegrin, der ikke blev mindre bredt af Tourette-trækningerne i hendes ansigt.
“Jesper, Jesper, jeg har fundet et helt nyt navn til dig.”
Jeg forbereder mig på noget med ”Flot Fyr” eller ”Store Bamse”.
Så er det hendes grin eksploderer totalt, mens hun nærmest glider fra bagsædet ned på Mercerens gulv.
“GAMLE STINKE-OST”, hører jeg fra prinsessens grove mundtøj.
Jeg måtte sunde mig en stund i grinekrampe, før jeg smækkede gearvælgeren i ”drive”.
PS: Denne klumme er skrevet i forståelse med ”J” s mormor, mor og far.
LÆS FLERE KLUMMER AF TAXAMANDEN HER
Foto: Skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
