MADKLUMME – Snakken gik over middagsbordet her til aften. Om at nogle hamstrer og nogle dømmer og nogle gør sig mere rigtige end de andre. Jeg tænker, at vi hver især reagerer, som vi kan og nogle af os reagerer med at få forsyningsangst.
Det er, hvad det er. Det skal nok gå over, når de finder ud af, at vi intet kommer til at mangle. Vi er forskellige og vi reagerer forskelligt. Ingen er mere rigtige end andre. For mig betyder samfundssind også at kunne forstå og rumme, at andre reagerer anderledes end mig.
Uanset reaktionen skal vi alle have noget at spise og ud over at lave mad, der er sundt, og styrker vores immunforsvar, så skal vi lave mad, der mætter og dermed strækker langt og som også gerne må være nemt at spise og smage godt.
At tænke sig godt om i forhold til mad betyder også, at du bruger alt, hvad du har og spiser op
Du kan bage dit eget rugbrød. Det er intet, der kan gøre os trygge, som når der er et godt brød, så kan vi komme langt. Du kan få opskriften lige her.
Den er supernem og god. Og du får to store brød ud af det. Brødet er fantastisk med koldt smør og noget lækkert pålæg som fx hønsesalat eller en god tunsalat rørt af en dåse tun i vand, mayonnaise, citron, fint hakkede rødløg og masser af friskkværnet peber.
At tænke sig godt om i forhold til mad betyder også, at du bruger alt, hvad du har og spiser op. Det kan selvfølgelig være virkelig kedeligt at spise tørt rugbrød, men så lav de tørre skiver om til lækre rugbrødschips som du dyppe i hummus.
Nu hvor vi skal vænne os til en hverdag hjemme i en periode, kan vi lige så godt starte dagen med noget lækkert, sundt og mættende som en dejlig stak pandekager.
Verdens nemmeste pandekager får du lige her.
Verdens nemmeste pandekager (2 pers.)
2 æg
1 moden banan
Vanillepulver
Evt. havregryn, hasselnødder eller mandler.
Riv evt. citronskal i.
Smør til stegning.
Sådan gør du:
Blend det hele til en ensartet masse i en god blender mens smørret smelter på panden. Hæld en halv til en hel dl dej på den varme pande og steg. Server med en klat kold smør og hvis du har en sød tand sirup eller sukker.
Skal der mere substans på morgenbordet, kan du lave en stak æggemuffins. Kun fantasien sætter grænser for smagsvarianterne.
Æggemuffins
6 æg
En stor håndfuld spinat
Revet ost
Grønsager som squash, rød peberfrugt, grønne ærter, løg, broccoli.
Evt. bacon.
Sådan gør du:
Pisk æg, put den revne ost i. Steg bacon let. Det skal bare lige have farve, ikke blive sprødt. Svits løg og grønsager for lige at knække smagen.
Smør en muffinform med plads til 12 muffins. Hæld lidt æg i bunden. Læg så et spinat og andet fyld og hæld over med æg ikke helt til kanten. Bag dine muffins i ovnen på 180 grader til de er fine og gyldne. Lav gerne en stor portion, som I kan gå og spise af. Hvis du bedst kan lide dine muffins varme, kan du nemt varme dem på en pande.
Fotos: Skribenten
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her