Hummus af hjemmekogte kikærter og kærlighed

i Liv & Mennesker/Mad af

WIBRANDS HVERDAGSMAD – Hummus, den lækre puré af kikærter, er altid at finde i Trine Nygaard Wibrand køleskab. Sammen med gulerødder er det en velsmagende og sund men lidt mere eksotisk snack til hverdag og fest. Her fortæller Trine om sit møde med dippen fra Mellemøsten, og hvordan hun selv har udviklet sin egen opskrift.

Første gang jeg smagte hummus var i London. Jeg var lige landet. Min veninde hentede mig på Victoria Station, og snart var vi på vej mod hendes hjem. Men først skulle vi lige i det lokale marked efter gulerødder og hummus.

Hjemme anrettede hun indholdet fra plastikbøtten på en fin tallerken og dressede den op med olivenolie, paprika og flagesalt. Gulerødderne skar vi i stænger, og så var der serveret.

Det smagte jo fantastisk, og vi spiste os mætte i hummus og supersprøde gulerødder, mens vi drak os fjollede i kolde øller på deres tagterrasse.

Helt hvordan den oprindelige opskrift lød, eller hvor jeg fandt den, kan jeg ikke huske. Du får den, som den er nu. Med masser af hvidløg, hjemmekogte kikærter og grønsagsbouillon i stedet for salt

Hjemme i København var der ingen tvivl om, at jeg skulle servere den gode, sunde snack for familien. Vi elsker pre-dinner snacks, som serveres mens en eller flere af os laver mad og resten af flokken hygger omkring spisebordet i samme rum.

Det er noget af den bedste hygge, jeg ved. Jeg har altid foretrukket at lave min mad selv fremfor at købe præfabrikerede madvarer. Så jeg serverer selvfølgelig helst ikke hummus fra køledisken i supermarkedet.

“Det er kærlighed”

Dengang fandt jeg frem til en opskrift og begyndte at lave min egen hummus. Og det er ligesom kogte linser og quinoa til frokostsalaten en ting, der altid skal være i køleren hjemme hos os. Ligesom spinatlasagnen som du måske har stiftet bekendtskab med, en af de retter alle elsker.

“Det er kærlighed”, siger min kære mand indimellem, når jeg laver hummus, så der er til hele ugen. Og det er det. Jeg elsker at lave det. Det er nemt, det er hurtigt, og det er sundt. Og så bliver min familie glade for at få det med i madpakken.

Den oprindelige opskrift piftede jeg i sin tid op og gjorde den til min egen, som jeg har for vane at gøre. Siden er den blevet delt flittigt til venner og familie – senest til min superseje svigersøn af en soldat, der nu er kendt på kasernen som ham, der har hjemmelavet hummus og grønt med. Også i muddergrøften.

Ingredienserne er kikærter, citron, hvidløg, spidskommen, herbamare, olivenolie og friskkværnet peber.

Helt hvordan den oprindelige opskrift lød, eller hvor jeg fandt den, kan jeg ikke huske. Du får den, som den er nu. Med masser af hvidløg, hjemmekogte kikærter og grønsagsbouillon i stedet for salt. Alt bliver bedre med grønsagsbouillon, hvis du spørger mig.

Hummus á la Wibrand

Start med at bløde kikærterne ud i vand dagen før, du skal bruge dem: De skal stå minimum 12 timer.

200 gram tørrede kikærter giver cirka 500 gram kogte, og da jeg laver minimum et kilo ad gangen, tager jeg 400 gram fra posen. Det kan jeg lige så godt, for vi bruger de færdige kikærter i salater, supper og i pande- og gryderetter.

Det, der ikke bliver brugt nu, ryger i en bøtte i køleskabet til salater og resten ryger i fryseren. Det er vigtigt altid at have bønner, kikærter og linser klar til en hurtig ret.

400 gram kogte kikærter – du kan også bruge en dåse.

3 fed hvidløg

3 spsk. tahin med salt. Jeg bruger helst kun den fra Urtekram fordi den har en god, kraftig smag.

Saften fra en citron. Ind i mellem bruger jeg citronsaft på flaske – i vores familie også kaldet turbocitron, spørg ikke hvorfor, det kommer fra svigersønnen – og så bruger jeg en-to spiseskefuld.

1 tsk. stødt spidskommen

En god stor teskefuld Herbamare eller en-to terninger grønsagsbouillon rørt ud i et lille glas vand

1/2 dl god olivenolie

Friskkværnet peber

Put alt i en blender eller foodprocessor og blend. Hæld mere vand eller olie, alt efter smag, indtil hummussen får den konsistens, du bedst kan lide.

Hummus, quinoa og linser.

Serveres på en fin tallerken lige som min veninde gjorde, dengang for 20 år siden, med olie, paprika og flagesalt. Server sprøde grønsager som blomkålsbuketter, gulerødder, peberfrugter, agurkestænger eller knækbrød som en lækker snack.

Husk at lave nok til at du kan få noget med i madpakken, for eksempel, som min mand, i en wrap med salat fra aftenen før. Det giver en god og mættende frokost med masser af vitaminer og fibre.

Find inspiration til salat her og her.

Du kan også bruge hummussen som tilbehør til middagen. Det smager skønt til et stykke kød, der har været på grillen, eller til bagte, stegte eller grillede grønsager.

Foto: Skribenten

Trine Nygaard Wibrand arbejder med pr-strategi, brandbuilding og forretningsudvikling og som boardmember i advisory boards. Hun bruger sin ekspertise og sit betydelige netværk til at styrke brands, styrke deres WHY og løfte deres synlighed. Hun er uddannet journalist i USA speciale i Magazine Journalism. Sideløbende hermed har hun en næsten færdig grad i sociologi med fokus på social psychology.
Hun har altid skrevet for kvinder og som regel også om kvinder og emnerne har altid været de helt nære inden for sundhed, portrætter, rejser, selvudvikling og ledelse. Hendes grundlæggende nysgerrighed har altid været på menneskers liv, interageren, handlinger, motivationer og erfaringer. Hun har igennem de sidste 20 års tid skrevet for en lang række danske magasiner, en del ugeblade og et par aviser, altid livsstilsstof. De første ti år med egen virksomhed hvor hun ud over at levere til magasiner og ugeblade også lavede pr, branding og forretningsudvikling for små virksomheder. De sidste ti år har hun tilbragt på den anden side af bordet, overvejende i ledende roller bla som forlagsdirektør i Chili Group, redaktionschef på ugebladet SØNDAG, og sidst som chefredaktør for modemagasinet IN hvor hun skabte et modemagasin med stor journalistisk tyngde uden at gå på kompromis med præmissen. Portrætfoto: Stine Heilmann

Seneste artikler om Liv & Mennesker