Lige for tiden bor jeg i en faldefærdig ruin. Jeg siger det ikke på den der kunstnersmarte boheme-måde, hvor det hele er så bohemean chic, at det er tre potteplanter fra at ende som et midteropslag i Isabellas.
Jeg mener det mere på den måde, hvor der er isblomster på indersiden af ruden i køkkenet på kolde morgener, hvor håndvasken er temperamentsfuld og utæt og der var begyndt at vokse selvstændige livsformer i mit klædeskab indtil jeg lånte en affugter af en ven.
På den måde, hvor jeg pludselig husker, hvor meget de gik op i boligindretning i de socialrealistiske arbejderromaner, vi fik læst op af lærer Andersen i 1970’erne om børn, der måtte leve i den bagerste baggård og fik fedtemadder med salt og tæsk i skolen.
På ingen måde har jeg ondt af mig selv, for jeg ved, at det er en overgang. Lige nu er det et nødvendigt onde, at jeg bor her, for engang skal jeg bygge et hus med et vidunderligt køkken.
Køkkenet er både dem, vi gerne vil være, og dem, vi i virkeligheden er. Og jeg elsker det menneskelige, der er i køkkener. Det levede liv
For jeg elsker køkkener. Til fester og på besøg, så er jeg den, der både begynder og ender i køkkenet. Det er her man dufter sig frem til menuen, får en snak over gryderne og finder frem til sjælen af, hvem man end besøger. Stuen er til det pæne. Det er facaden, man viser frem til gæsterne, mens køkkenet er, hvad man virkelig tænker. Det er her, der hænger tegninger fra børnene på køleskabet og sedler om, at der skal betales ind til skiferien. Her, hvor der står en slat balsamico fra Firenze på bordet, eller hvor krydderierne ligger i alfabetisk orden. Hvor der står økologisk mælk i køleskabet, men curryketchup på den nederste hylde.
For slet ikke at tale om …
Bornholmske rugkiks og hotdogpølser.
Ottolenghi-kogebøger og mikroovnspopcorn.
Hjemmelavet hybenmarmelade og grøn frugtfarve.
Køkkenet er både dem, vi gerne vil være, og dem, vi i virkeligheden er. Og jeg elsker det menneskelige, der er i køkkener. Det levede liv.
Mit mugne køkken
Måske elsker jeg andres køkkener endnu mere lige nu, fordi jeg for første gang i mit liv bor i et hus, hvor jeg ikke synes, det er hyggeligt at være i køkkenet.
Når jeg fortæller det til folk, der kender mig godt, gisper de en lille smule, fordi de ved, hvor meget jeg elsker at lave mad og hvor mange timer jeg normalt tusser rundt i mit køkken og slapper af.
Men det rum, der er til madlavning i min nuværende bolig, er i en sørgelig forfatning. Den slidte røde formica-bordplade har en lille dal, hvor vandet fra den lækkende hane har det med at finde hen i en lille sø, jeg møder hver morgen. Luften er så fugtig, at jeg har droppet af fylde mit flagesalt i den lille saltgris, fordi det ganske enkelt finder tilbage til sin saltvandsform på et par døgn.
Der er sorte skjolder af mug på væggene, komfuret består af to elplader, og gulvet er af en sådan beskaffenhed, at det konstant ser ud som om det trænger til at blive vasket. Selv efter man lige har gjort det.
En af ruderne er gået i vinduet og er blevet erstattet af en spånplade, der ikke gør meget for at løfte stemningen i rummet. Køkkenmodulerne består af to aldrende Billy-reoler fra IKEA, der var så sølle, at ikke engang spejderne gad tage dem med, da min forgænger fik huset tømt.
Til gengæld efterlod de en sixpack af Shandy (sidste dato 2012) og en mellemstor Ninja Turtles-plasticfigur. Jeg har endnu ikke helt forstået meningen af denne symbolske gestus, men jeg er sikker på jeg nok bare ikke har ledt længe nok.
Men lad mig nøjes med at sige, at det er ikke et hyggeligt køkken, og jeg er gået fra at hænge i hele eftermiddage over en boblende Osso Buco eller Beef Rendang til at få det overstået i ét hak, så jeg koger ris, laver mad, vasker op og får det hele afviklet hurtigst muligt, mens jeg har en podcast i ørerne og lader som om jeg er et helt andet sted.
Men at have et så sølle køkken, har i virkeligheden været en gave. Det har åbnet mine øjne for andre menneskers køkkener.
Jeg studerer dem med ny interesse, ikke mindst fordi jeg jo på et tidspunkt i fremtiden skal i gang med at designe et til mig selv. Men jeg søger også over i andre menneskers køkkener, fordi jeg simpelthen elsker og savner den særlige hygge, der opstår i et køkken når man laver mad til andre mennesker og gør sig parat til at dele et måltid sammen.
Spinat, tyfus og hakkebøffer
Det er, som om jeg åbner mine sanser mere og nyder alle de køkkenoplevelser, der er at hente i verden omkring mig og suger det til mig i taknemmelighed.
I den her uge har jeg været inviteret til påskemiddag hos en nabo på Amager med den mest fortryllende forårssalat med små delikate vagtelæg, knaldende røde ørredæg, sprøde grønne asparges, spinat og sennepsdressing. Vi havde ild i brændeovnen og talte om bøger, karrierer, familie, husbyggeri og glæden ved dadler.
Aftenen før var jeg i Gentofte hos Lone på 75 år, der havde inviteret på Cordon Bleu med stuvet spinat og frisk blomkål. Og vi sad i den fine spisestue bagefter og talte om en mand som vi begge to holder uendelig meget af, og om søstre og hvordan en nabokrig kan løbe helt af sporet.
Ugen begyndte i Bruxelles, hvor jeg lå på sofaen i det store åbne alrum, min veninde har der i byen.
Det var eftermiddag efter en lang gåtur, og solen skinnede ind i det højloftede rum, mens hun bagte kanelsnurrer, for det var nu engang faldet hende ind, at det måtte gøres lige nu.
Og jeg læste højt for hende af en fagbog om pest og plettyfus og sundhedslove i Middelalderens København. Vi havde det fantastisk. Og snurrerne blev selvfølgelig ret fænomenale, for hun er en fremragende kok.
Alle de her oplevelser og hundredvis af andre fantastiske køkkentimer jeg har uden selv at have et dejligt køkken, viser bare for mig, at det rum, vi laver mad i, egentlig ikke handler om at have et såkaldt samtalekøkken med blanke overflader og designerskabe. Det er et sted, der bor i sjælen, og det er lidt lige meget hvordan det ser ud. Bare der er mad og kærlighed
Og her til aften har jeg stået og lavet mad i min mors køkken. Mine forældre var netop kommet hjem efter fire måneder på farten i Sydeuropa og deres første måltid skulle være bøf med bløde løg, brun sovs, kartofler og hjemmelavet agurkesalat.
Og mens vi sad og spiste, og jeg hørte om turen, talte min mor og jeg om, at hakkebøf med løg bare er sådan noget, man ved, hvordan man laver uden opskrift, fordi man har set sin mor gøre det så mange gange.
Og så fandt min far en flaske vin frem de havde fundet i Portugal, hvor de tilfældigvis boede på campingplads med en pensioneret vinindkøber fra en stor britisk supermarkedskæde.
Og min niece på seks år erklærede, at mine bøffer smagte lige så godt som leverpostej – og det er noget af en kompliment.
Køkkenet bor i sjælen
Og alle de her oplevelser og hundredvis af andre fantastiske køkkentimer jeg har uden selv at have et dejligt køkken, viser bare for mig, at det rum, vi laver mad i, egentlig ikke handler om at have et såkaldt samtalekøkken med blanke overflader og designerskabe. Det er et sted, der bor i sjælen, og det er lidt lige meget hvordan det ser ud. Bare der er mad og kærlighed.
Når det er sagt, så glæder jeg mig så usigeligt meget til at få et rigtigt køkken. Med plads til min spanske safran, mine marokkanske fade, mine plastictallerkener fra Paris med prinsesser på, til mine genbrugsgafler, mine hundredvis af kogebøger, mine loppefund fra New York, mine tørrede chilier fra Mexico og alle de andre tacky ting, der hører til i mit verdenskøkken.
Indtil da nyder jeg andre menneskers køkkener i fulde drag.
Topfoto: Lone Theils. Forårssalat hos min veninde Birgitte i hendes køkken på Amager med brændeovn og kølig hvidvin.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
