MADKLUMME // PECANTÆRTE – Har man set bare et par amerikanske film eller serier, har man nok fået en fornemmelse af, hvad Thanksgiving handler om. Helligdagen er lige om hjørnet i USA, hvor hele nationen går all in på traditioner i massevis. Især dem, som handler om søde sager.
Egentlig er Thanksgiving en høstfest, som går tilbage til de første tilflyttere fra den gamle verden, og i dag siger man da også tak for hvad man nu måtte være taknemmelig for – men i praksis handler Thanksgiving, som i de fleste landes nationale traditioner, om MAD.
Tærten kan sluges lige efter hovedretten – eller mens man stener til den traditionelle fodboldkamp i flimmeren sidst på dagen
Menuen er dog stadig inspireret af fortiden, og derfor baseret på de ingredienser, de første tilkommere havde adgang til: Majs, kalkun, græskar, søde kartofler og nødder.
Hovedretten er oftest den traditionelle, gigantiske fyldte kalkun med mos af søde kartofler, majsbrød, bønner og tranebær-sovs (fra dåse!).
Og selvom man allerede ved, at hovedretten er godt til den søde side og for eksempel kan opleve bagte søde kartofler dænget til med skumfiduser, puddersukker og whisky, så skal der selvfølgelig også serveres dessert.
Her ryger der tit to tærter på bordet: en pumpkin pie med fyld af bagt, sødet græskarmos – og så denne vidunderlige pecan pie, hvor fyldet af smør, nødder, brunt sukker og chokolade kan glæde enhver supersød tand.
Pecantærten kan sluges lige efter hovedretten – eller mens man stener til den traditionelle fodboldkamp i flimmeren sidst på dagen.
Happy Thanksgiving!
Pecan pie (pecantærte) med chokoladestykker
Mørdej
250 g mel
30 g mandelmel
90 g puddersukker
120 g smør, koldt i tern
1 stort æg
Pecan-fyld
75 g sukker
110 g mørk sirup
1 æg
10 g smør
1 tsk vanilje ekstrakt
1 knivspids salt
1/4 tsk kanel
70 g pecannødder – 30 g af dem hakket, de resterende til dekoration på toppen af kagen
50 g mørke chokoladeknapper
Mørdej
I en foodprocessor hakkes mel, mandelmel, puddersukker og smør sammen, indtil smørret er blandet sammen med de tørre ingredienser. Derefter tilføjes ægget og det hele blendes sammen, indtil dejen har samlet sig.
Pak dejen ind i et stykke plastfilm og lad den hvile i køleskabet i minimum 1-2 timer eller natten over.
Tænd ovnen på 165°C alm. ovn.
Drys et stykke bagepapir med lidt flormelis, og giv en kagerulle samme behandling. Placer dejen på bagepapiret og rul dejen ud, til den har en tykkelse på ca. 4 mm. Sæt dejen på frys i 5 min.
Skær dejen til, så den passer til en perforeret tærtering med en diameter på 18,5 centimeter, og placer dejen i formen, så bund og sider er dækkede. Sæt formen i fryseren i 10 min.
Bag bunden i formen i 10 min og lad den køle ned.
Pecantærte-fyld
Smelt smørret. Hak 30 g pecannødder. Rør nu alle ingredienserne sammen i en skål, undtagen de resterende hele pecannødder. Pisk ikke for meget, da der ikke må komme for mange luftbobler i massen – den skal bare have en ensartet konsistens.
Samling
Hæld fyldet i den afkølede tærtebund og dekorer med de resterende hele pecannødder.
Bag i 22-25 min til overfladen er gyldenbrun og lad derefter tærten afkøle på en rist. Hvis man ønsker, kan man dekorere kagen med lidt chokoladepynt.
Vil du udover de lækre opskrifter, vi deler med læserne hver fredag, også gerne følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.
Topfoto: Unsplash
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her