Dage i Damaskus

i Internationalt/Liv & Mennesker/Politik & Samfund/Rejse/USA af

Da jeg fornylig skrev en blogpost om Syriens førstedame, Asma al-Assad, frembragte det en lang række minder fra mine oplevelser i Damaskus for år tilbage. Fra lang tid før krigen. Minder, som fortjener at se dagens lys igen, og som bringer billeder frem af et Syrien, helt anderledes end det sønderbombede og iturevne land, vi ellers kun hører om i disse år.

En syrisk skønhed

Mit speciale på universitetet omhandlede Syrien og de alvorlige menneskerettighedskrænkelser, der har fundet sted i landet i årevis. Jeg havde derfor et særdeles kritisk syn på landet forud for min arbejdsrejse dertil. Jeg havde under specialeskrivningen opnået indgående kendskab til syriske fængsler og behandling af politiske fanger.

Af samme årsag var jeg ærligt talt ganske klam om snudeskaftet ved tanken om at skulle opholde mig i byen i en periode. Alligevel blev jeg, uagtet mit indgående kendskab til landet, forelsket i Damaskus fra det øjeblik jeg kørte derind. Mange har beskrevet byen som grim. Jeg synes ikke, den var grim. Den var brun. Der var ikke så mange andre farver på byens bygninger. Det var tydeligvis en by, der var ramt af Vestens økonomiske sanktioner.

Men den havde en sjæl, en puls og en livsnerve, som pumpede løs i hver en brosten, på hvert et fortov og gadehjørne i byen. Da jeg kom ind i souken med dens gamle stræder, var det nærmest med en magisk kraft; man blev suget ind i det bølgende menneskehav i de smalle stræder, omsvøbt af alle mulige stærke lugte af krydderier, stærke parfumer, grøntsager, nødder, silkestoffer, mandesved, hormoner i luften, angstens sved.

Dufte og lugte, der, som i en eksplosion af sanseindtryk, flød sammen og pirrede ens sanser. Som silkestof, der svøbte sig om én og førte én dybt ind i hjertet af souken med stræder så gamle, at de er nævnt i Biblen. Derinde kunne man forsvinde, lade sig opsluge fuldstændigt af stedets magi, dets historie, dets menneskeskæbner. Derinde forsvandt al frygt og alle forbehold, for derinde blev livet levet, som byens indbyggere havde gjort i 2000 år, med skiftende herskere og tyranner, med skiftende religioner og politiske dagsordner.

Opsøgt af efterretningstjenesten  

Inden min afrejse til Damaskus blev jeg af en ven med kendskab til den syriske efterretningstjeneste og dens fremgangsmetoder advaret: ”På et tidspunkt vil du opleve, at en vildfremmed mand pludselig vil kontakte dig på gaden. Undgå al øjekontakt og gå videre, som om du slet ikke har hørt, hvad han sagde. Vend dig ikke om. Det er den syriske efterretningstjenestes måde at teste dig på; om du er spion. De vil teste, om du er en trussel, eller samarbejdsvillig. Gå videre, fuldstændig uanfægtet”, var hans råd.

Da jeg kom ind i souken med dens gamle stræder, var det nærmest med en magisk kraft; man blev suget ind i det bølgende menneskehav i de smalle stræder, omsvøbt af alle mulige stærke lugte af krydderier, stærke parfumer, grøntsager, nødder, silkestoffer, mandesved, hormoner i luften, angstens sved.

Det skete præcist, som min ven havde sagt. En dag i souken blev jeg pludseligt og som et lyn fra en klar blå himmel, opsøgt af en fremmed mand. Soukens stræder er små og smalle, fyldt med mennesker, og ikke et sted for folk med klaustrofobiske tendenser.

Han kom løbende hen imod mig med et blik i øjnene, som om han havde brug for min hjælp, rørte mig på skulderen og sagde et eller andet hurtigt, og pludselig var han væk.  Jeg huskede min vens råd, slog hurtigt blikket ned, vendte mig ikke om, og fortsatte uanfægtet videre ind i soukens menneskehav. Men jeg vidste, han var der, og han ville afvente og se, hvad min reaktion ville være. Jeg er sikker på, at jeg var under observation under resten af mit ophold. Men jeg blev ikke opsøgt af flere efterretningsmænd resten af min tid i byen.

Kan vi tale om Disneyland?

Jeg husker fra mine dage i Damaskus, at alle vægge havde ører. Det er såmænd ikke noget specifikt for lige Syrien, det gjaldt og gælder for de fleste lande i nabolaget. Man kunne nærmest som naturlov gå ud fra, at alle taxachauffører arbejdede for regimet. Man skulle ikke sidde og udtale kritik af regimet i en taxa. Tilsvarende skulle man heller ikke sidde på restauranter og drøfte sådanne politiske emner. Og slet ikke forhold vedrørende Israel.

En aften mødtes jeg med en FN-medarbejder på en udendørs restaurant, hvor udlændinge fra blandt andet FN og andre internationale organisationer mødtes. Ikke overraskende var stedet proppet med tjenere, hvis primære opgave var at opsnappe eventuelle politiske trusler og emner i gæsternes samtaler.

Mens vi sad under Damaskus smukke og mørke nattehimmel, forklarede han, at man per definition aldrig omtalte ved navn ”dét dér land, der grænser op til Ægypten, og som det hér land aldrig har anerkendt som stat”. I stedet omtalte diplomater og FN-medarbejdere altid Israel som Disneyland. Og på den måde fik vi diskuteret Disneyland og politiske forhold i forbindelse hermed. Om restaurantens tjenere nogensinde har undret sig over alle de mennesker, der gennem tiderne har talt om Disneyland, skal jeg ikke gøre mig klog på.

En krig, ikke en borgerkrig

Krigen i Syrien kan rent teknisk vel næppe kaldes en borgerkrig længere. En borgerkrig i klassisk forstand handler som udgangspunkt om forskellige interne fraktioner i et samfund, der er uenige.

Syrien er ikke ”mit” land. Jeg har ikke familie derfra eller rødder i den syriske jord. Men i den korte tid, jeg var der, fik jeg lov til at være et af byens børn. Det er ikke alle byer, der har dén evne til at modtage og favne den tilrejsende.

Eller en befolkning, der ønsker en hersker afsat, der ikke ønsker at miste sin magtposition. Hvad der oprindeligt var en udløber af revolutionen i Tunesien og Ægypten, startede som et simpelt ønske fra civilbefolkningen om at få væltet deres præsident Bashar al-Assad, er i dag endt i et folkedrab, og statssammenbrud med alverdens eksterne aktører, der hver især har egen dagsorden at følge i et land, der ikke er deres.

En stadig strøm af ikke-syriske klaphatte

Et strålende eksempel herpå er blandt andet Islamisk Stat med dertilhørende klaphatte, der som bekendt har grundlagt deres såkaldte kalifat i byen Raqqa i Syrien. Det er de færreste af disse ignoranter, der overhovedet er af syrisk afstamning, endsige taler arabisk. De fleste af dem er opvokset i Europa, og taler knap nok arabisk. Derudover er der en vis tilstrømning af saudiarabiske og irakiske ungersvende, der føler trang til at slå sig løs under Islamisk Stats faner. Det er med andre ord ikke syriske statsborgere, der udgør kernen af dette arrangement. Bevares, der er tilsvarende andre såkaldte religiøse fraktioner af syrisk oprindelse, der ligeledes kæmper i krigen, herunder al-Nusra-fronten. Men de udgør ikke flertallet af disse aktører med en religiøs komponent som markør.

Derudover er der andre arabiske, kurdiske, armenske, assyriske og turkmenske grupperinger og libanesiske Hezbollah-soldater, for slet ikke at nævne russisk militærs bombninger, saudiarabiske penge, iransk militærstøtte, tyrkiske tropper samt den amerikanske og koalitionens bistand. Det er med andre ord ikke længere en ”ren” borgerkrig med kun syriske stridende parter.

Dette er ikke en religionskrig

Hvor mærkeligt det end må lyde, vil jeg til stadighed anføre, at denne krig ikke er en religionskrig. Der er grupperinger, heriblandt Islamisk Stat og al-Nusra-fronten, som naturligvis har baseret hele deres eksistensberettigelse på et vanvidskoncept, som de i eget perverst verdensbillede har tilladt sig at kalde islamisk. Det er ikke et billede, der harmonerer med den enkelte syriske muslimske families religionsopfattelse.

Præsident Bashar al-Assad er alawit, en lille sekt af shiamuslimsk oprindelse, mens det muslimske flertal i Syrien er sunnimuslimsk. Men oprøret var i sin oprindelige form ikke et sekterisk oprør. Det var derimod et ønske om indførelse af demokrati. Det var således først efter borgerkrigens udbrud, at magtliderlige størrelser med smag for krig og ødelæggelse kom på banen, og med en religiøs indpakning – og massiv økonomisk opbakning fra udlandet – introducerede den religiøse komponent i krigen.

Uanset hvor meget disse grupper kalder sig religiøse i deres afgrundsdybe vanvid, handler det stadig helt inde i kernen om magt. Det handler om at kontrollere geografiske områder, særligt gerne dem med oliekilder, og historiske monumenter, der kan sælges – eller sprænges i luften for blot at markere sig som magtfaktor.

For præsidenten er det en særdeles velkommen fordel med disse gruppers tilstedeværelse i landet, fordi de legitimerer hans til stadighed aggressive krigsførelse mod civilbefolkningen for at komme disse grupper til livs.

Et multireligiøst samfund

Syrien er et land, der igennem mere end 2000 år har huset alverdens forskellige grene af islam og kristendom. I Syrien har der altid været sunnimuslimer, kristne af forskellig observans, herunder græsk ortodokse, armenske katolikker, alawitter, drusere, shiamuslimer, salafister og yazidier.

Når jeg tænker tilbage på min tid i Damaskus er det med en særlig ømhed for byen og dens indbyggere. Deres appetit på livet, deres åbenhed overfor fremmede, den følelse af at være velkommen i deres smukke, gamle by

Det har aldrig tidligere været årsag til en krig af disse dimensioner mellem de forskellige religioner i landet. Tværtimod. De har hidtil levet i samhørighed. Så tag ikke fejl. Denne krig er ikke religiøst baseret. Den handler om at erhverve sig magt.

Åh Damaskus – med krydderier, parfumer, kjoler, silkeruller, dadler og duften af vandpiber

Når jeg tænker tilbage på min tid i Damaskus er det med en særlig ømhed for byen og dens indbyggere. Deres appetit på livet, deres åbenhed overfor fremmede, den følelse af at være velkommen i deres smukke, gamle by.

Vel vidende, at fængslerne blev proppet med uskyldige mennesker, der modigt forsøgte at ytre sig kritisk mod et regime. Vel vidende, at efterretningstjenesten holdt et stramt greb om befolkningen. Men denne by og dens borgere viste, at livet skulle leves desuagtet. På trods og i trods. Med alt hvad dertil hørte dengang før krigen. Med hjerteblod, mod og livsnerve, uanset hvilken etnisk gruppe og religion man måtte tilhøre. Med dufte fra souken med alle dens butikker med krydderier, parfumer, kjoler, silkeruller og ægte tæpper; plastikskåle og plastikduge, nødder og dadler, børn og kvinder på vej hjem, familier ude at handle, cigaretrøg og duften fra vandpiber, skopudsere og kebabboder, grøntboder, frugtsælgere, te-sælgere og cafeer. Restauranter og duften af velberedt mad.

Det er disse sanseindtryk fra Damaskus, jeg altid vil mindes.

Syrien er ikke ”mit” land. Jeg har ikke familie derfra eller rødder i den syriske jord. Men i den korte tid, jeg var der, fik jeg lov til at være et af byens børn. Det er ikke alle byer, der har dén evne til at modtage og favne den tilrejsende. Men denne særlige evne havde smukke, gamle Damaskus. Engang, før krigen.

Topfoto: Wikimedia Commons. yeowatzup from Katlenburg-Lindau, Germany – Souq al-Hamidiyya, Damascus, Syria

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.

Seneste artikler om Internationalt