DEBAT // STRESS – “Ja, ja, jeg ved det godt: selvfølgelig har du ikke bevidst valgt at være stresset og ude af balance – men du har valgt ikke at ændre de forhold og vaner, der reelt er årsagen til din stress og ubalance”, skriver Bo Bresson, som punkterer nogle typiske myter, som han ser det, og giver konkrete forslag til, hvordan man kan navigere udenom stressfælderne og skabe en hverdag med overskud og balance.
Robert Storm Petersen (1882-1949), kendt som Storm P, tegnede bl.a.de såkaldte striber. En af disse handler om en vagabond, der en sen aften leder efter sin nøgle under en gadelampe. En anden vagabond kommer forbi, og følgende dialog udspiller sig:
»Har Herren tabt noget?«
»Tjah, æh – min Portnøgle«
»Har De tabt den her?«
»Næh, det var henne i den mørke Gade«
»Jamen, hvorfor leder De så her?«
»Jo, her er betydeligt mere Lys!«
Vi ved godt, at vagabonden ikke finder sin nøgle, når han leder efter den et andet sted end dér, hvor han har tabt den. Og sådan er det også med livets problemer: Hvis vi leder efter løsningerne et andet sted end dér, hvor problemerne er, så finder vi aldrig løsningerne. Eller endnu værre: Vi finder nogle løsninger, der ikke passer til problemerne, og så går det for alvor galt.
Generaliseringer gør ondt værre
Den nuværende stressindsats, som nærmest synes at være gået i selvsving, er formentlig velment, men skyder langt ved siden af målet og gør ondt værre: Stress problematiseres, så vi glemmer, at stress er et grundvilkår, der skal håndteres snarere end undgås, og stress generaliseres, hvilket har alvorlige konsekvenser.
For det første føler man sig efterhånden unormal, hvis man ikke er stresset – det er lige til at blive stresset af.
For det andet fjerner det fokus fra de arbejdspladser, hvor stress rent faktisk er et problem.
For det tredje gør det stressproblemet diffust og uoverskueligt – og så risikerer vi endnu engang, at det bliver ved de fine ord fra politikere og dyre, langsommelige ekspertudvalg.
Selvom stress er mindst hyppigt forekommende blandt danskere i beskæftigelse (se nedenfor), så skylder vi de mennesker, der rent faktisk er ramt af arbejdsrelateret stress, at ressourcerne bliver sat ind dér – og helst i dialog med de ansatte, som udmærket godt ved, hvor skoen trykker.
Alle os andre, der er stressede, fordi vi ikke forstår at organisere vores liv, bør til gengæld selv tage ansvaret for at løse de problemer, vi har skabt.
De fleste danskere er ressourcestærke nok til at skabe en velfungerende hverdag, hvor der er overskud til både familie og arbejde
At finde opskriften kræver fire ting:
- Faktuel viden om, hvad der stresser, så vi fokuserer de rigtige steder.
- Viden om, hvordan hjernen fungerer, så vi bruger den rigtigt.
- Forståelse for, hvad familieliv er i det 21. århundrede, så vi kan navigere klogt.
- Vilje til at påtage os ansvaret for vores eget liv, herunder familieliv, og til at tænke i løsninger.
Disse fire punkter er udgangspunkt for den resterende del af artiklen.
Arbejdet er ikke skyld i stigende stress
I en artikel i djøfbladet tidligere i år redegør arbejdsmiljøforsker mag.scient.soc. og dr.med. Tage Søndergård Kristensen for, at det ikke er arbejdets skyld, at danskernes stress stiger.
Det gør han på baggrund af Den Nationale Sundhedsprofil, som er gennemført i 2010, 2013 og 2017.
Det er værd at bemærke, at Sundhedsprofilen baserer sine konklusioner på bl.a. følgende spørgsmål: »Hvor ofte har du følt dig nervøs eller stresset inden for den seneste måned?«
Der er ikke en entydig definition af stress, og der måles heller ikke på, om folk rent faktisk er stressede. Undersøgelsen afdækker heller ikke årsagerne, men alene, om danskerne føler eller oplever, at de er stressede. Det er væsentligt at holde sig det for øje.
Parallelt med Sundhedsprofilen har Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø gennemført en række undersøgelser af danskernes arbejdsmiljø i perioden 2012-2016. Denne systematiske afdækning viser, at der ikke er sket ændringer i det psykiske arbejdsmiljø.
Sandheden er, at vi danskere kun arbejder 25 procent af vores vågne tid i løbet af et arbejdsår, så vi har masser af tid … Det, der stjæler vores tid, er vores skærm
Tallene fra Sundhedsprofilen viser, at det oplevede stressniveau blandt de beskæftigede danskere er relativt lavt: I 2017 var det 14 procent, mens der fx var 28 procent blandt de uddannelsessøgende og 33 procent blandt de arbejdsløse.
Sundhedsprofilen peger på, at langt den mest stressede gruppe i Danmark er yngre kvinder. I aldersgruppen 16-24 år oplever 36,3 procent af kvinderne, at de er stressede (for unge mænd er det 18,2procent).
Se i øvrigt min forrige artikel på POV: Børn og unge har brug for deres familie.
Familie- og arbejdsliv – fra enten-eller til både-og
I virkeligheden er der rigelig med plads til både familie og arbejde i hverdagen, men vi ser ikke løsningerne, fordi vi fokuserer på problemerne de forkerte steder.
Den generelle holdning er nemlig, at familie- og arbejdsliv er konkurrerende delliv, hvor man er tvunget til at vælge det ene på bekostning af det andet. Det er et begrænsende mindset, der blokerer for den dobbelte ambition: et godt familieliv og et spændende job.
Sandheden er, at vi danskere kun arbejder 25 procent af vores vågne tid i løbet af et arbejdsår, så vi har masser af tid – se bl.a. Rockwoolfondens undersøgelse – Jens Bonke fra RFF vurderer, at resultaterne ikke har ændret sig væsentligt siden undersøgelsen i 2012).
Det, der stjæler vores tid, er vores skærm – se bl.a. DR’s Medieudviklingen 2017.
Vi bruger samlet set flere af vores vågne timer på medier end på vores arbejde … Med det rigtige mindset ligger der stor gensidig værdi i krydsfeltet mellem familie og arbejde
Hvis vi er villige til at skrue ned for Netflix og Facebook, kan vi frigøre masser af vores tid til familien – uden at arbejde mindre.
Det er den intelligente løsning, der tilmed gør os bedre til vores arbejde. Undersøgelser viser, at medarbejdere, der har balance mellem familie- og arbejdsliv, er mere produktive samt mindre stressede og syge.
Min erfaring er, at de også er dygtigere, fordi familielivet på daglig basis træner vigtige personlige kompetencer som empati/EQ, teamwork, problemløsning og konflikthåndtering – og for ledere værdibaseret ledelse og delegering.
Smartphonen – og andre afbrydelser
Bodil Jønsson, der er professor på Lunds Universitet og bl.a. har skrevet bogen Ti tanker om tid, taler om hjernens omstillingstid.
Ligesom det for en maskine kræver tid at stille om fra produktion af en dims til en anden, har hjernen også brug for tid til at stille om fra en aktivitet til en anden. Det tager ca. 20 minutter, før vi er så godt inde i en opgave eller en relation, at vi yder vores optimale.
Afbrydelser gør med andre ord, at vi ikke når det, vi ellers kunne nå. Og det er en stor stressfaktor. På arbejde er der mange afbrydelser fra telefoner, der ringer, og kolleger, der vil tale med en.
Men mange undersøgelser peger på, at den største kilde til afbrydelser er vores smartphone: Den lader vi os forstyrre af helt op til 160 gange om dagen – det svarer i gennemsnit til hvert sjette-syvende minut. Derfor kan vi nemt opleve, at vi knokler dagen lang, men reelt ikke får noget fra hånden.
Som leder har jeg flere gange været med til at indrette et såkaldt Silent office, hvor medarbejderne kan arbejde uforstyrret med opgaver, der kræver fordybelse.
Såvel på arbejde som hjemme kan vi vælge at lade vores smartphone ligge, så vi rent faktisk kan forbyde os i vores opgaver og relationer. Ved at være effektive i nuet, når vi mere – uden stress
Det er en fornøjelse af se det afslappede og nærmest salige udtryk i ansigtet på en medarbejder, der har nået mere på to timer i enrum, end hun/han normalt skulle bruge flere dage på.
Såvel på arbejde som hjemme kan vi vælge at lade vores smartphone ligge, så vi rent faktisk kan forbyde os i vores opgaver og relationer. Ved at være effektiv i nuet, når vi mere, og dermed reducerer vi en væsentlig stressfaktor.
Vi har tabt nøglerne et mørkt sted
»Det er arbejdspladsens og samfundets ansvar« er desværre blevet et mantra i et velfærdssamfund, der har taget overhånd. Mange (om end ikke alle) arbejdspladser er familievenlige, og samfundet stiller nogle fantastiske rammer til rådighed.
Ifølge OECD er Danmark det land i verden, der har de bedste rammer for såkaldt WorkLife Balance (selv foretrækker jeg betegnelsen LifeBalance). Men det nytter ikke noget, hvis vi blot kræver mere i stedet for med glæde at gøre brug af de muligheder, vi allerede har.
Når vi kigger indad og erkender, at vi selv har løsningerne på det liv, vi drømmer om, er der næsten ingen grænser for, hvad vi kan udrette
Det er vigtigt at forstå, hvordan hjernen fungerer, så vi kan bruge den rigtigt – ellers løber den af med os. Hjernen består bl.a. af en arbejdshukommelse – jeg kalder den RAM ligesom i en computer.
RAM’en har to svagheder: Den har en meget begrænset kapacitet (vi kan håndtere lige godt og vel én ting ad gangen), og vi kan ikke ikke tænke på noget specifikt.
Derfor er der mange, der tager arbejdet med hjem mellem ørerne. Så tror de, at de arbejder, men i virkeligheden lader de bare arbejdet fylde mere, end det behøver (det er formentlig en væsentlig forklaring på det faktum, at danskerne overdriver deres arbejdstid, sådan som ovennævnte undersøgelse fra Rockwool Fonden også viser). Det går ud over det nærvær, som er forudsætningen for et godt familieliv.
Og dermed er der sat gang i en uheldig cirkel, hvor man føler, at man hverken slår til derhjemme eller på arbejde. Jeg kalder det kronisk dobbelt dårlig samvittighed – og det er en væsentlig stresskilde.
Den eneste måde at sætte grænser for arbejdet er at tænke på noget andet i stedet for: Hvis man bevidst tænker på sin familie, kan man ikke samtidig tænke på sit arbejde.
Ulvetimen – et selvskabt onde
Ulvetimen er oprindeligt den sidste del af natten, hvor ulvene hyler. I den moderne børnefamilie er ulvetimen den sidste del af eftermiddagen, hvor familien har så travlt med at hente børn, købe ind, rydde op og lave mad, at alle i familien hyler.
Her er det ikke et naturfænomen, men et selvskabt onde. Årsagen er en manglende forståelse for, hvad familieliv er i dag. Jeg taler ofte for, at der er mange fællestræk mellem en virksomhed og en familie som grundlag for gensidig inspiration og værdiskabelse.
Men især på et punkt er familie og arbejde fundamentalt forskellige: tempoet. Hvor arbejdet foregår i højt tempo (her skal der præsteres), bør familielivet foregå i langsomt tempo.
Simpelt hen fordi både kærlighed og det at give et barn på to år en flyverdragt på kræver tid. Forstår man ikke denne forskel, tager man sit høje tempo fra arbejdet med ind i familien, og så har vi balladen.
Dels fordi vi som mennesker ikke kan holde til konstant at køre i højt gear – vi har behov for at geare ned efter arbejde – og dels fordi vi dermed ikke får ro til at skabe en familie med stærke og nære relationer, som ellers er forudsætningen for, at vi trives som mennesker.
Det at skifte fra lav- til højtempo om morgenen og fra høj- til lavtempo om eftermiddagen er en kompetence, som det er bydende nødvendigt at lære, så man undgår stressfælden.
Det kan gøres ved at stå et kvarter tidligere op om morgenen, så alle får en rolig morgen som udgangspunkt for en produktiv dag, og ved at blive siddende nogle minutter efter turen hjem fra arbejde, indtil man er i familiegear.
Det lange liv
Overskud i hverdagen – og det er efter min mening meget vigtigere end en familieferie i ny og næ – handler om organisering på den lange og den korte bane.
Først og fremmest skal livet leves som et helt liv … Man behøver heller ikke nødvendigvis at takke ja til et lederjob, samtidig med at man har små børn
Jeg møder ofte med undren mennesker, der opfører sig, som om hele livet skal fyres af i ét heat i alderen 30-40 år: Der etableres familie, drømmehuset købes, og karrieren sættes på turbo. Er det ikke nok til at få stress, supplerer man bare med at lave hjemmebagte boller til børnenes institutioner, tage en efteruddannelse og træne til en ironman.
Det gode liv kan vare hele livet (statistisk set 80-85 år), hvis man er villig til at hellige sig børnene, mens de er små, at vente med at købe drømmehuset, til man har råd uden frivilligt at indføre stavnsbåndet, samt at holde igen med de sociale, sportslige og andre udenomsambitioner, der begrænser muligheden for at lykkes med den dobbelte ambition: et godt familieliv og et spændende arbejde.
Man behøver heller ikke nødvendigvis at takke ja til et lederjob, samtidig med at man har små børn. Ikke fordi det at have børn gør en til en dårligere leder (tværtimod), men snarere fordi man er for ung til at have den nødvendige menneskelige erfaring og derfor er nødsaget til at kompensere ved at arbejde for mange timer.
En velfungerende hverdag
Der er også mange gevinster at hente ved at organisere dagligdagen med lidt omtanke.
Her er nogle lavpraktiske tips:
Sluk alle gadgets (smartphone, tablet, tv mm.), når I har familietid, og nyd at være sammen uforstyrret – det har også den positive effekt, at hjernen får ro, så den undgår at brænde sammen.
Gør én ting ad gangen, gør det sammen og gør det i langsomt tempo.
Generelt er de huslige opgaver en overset mulighed for at skabe sam- og nærvær i familien
Er børnene for små til at deltage i opgaverne, så lad den ene forælder passe børnene, mens den anden laver mad osv. (mennesket kan ikke multi-taske, og derfor er det mindre stressende at gøre én ting helhjertet end to ting halvhjertet).
Køb ind én gang om ugen og vælg et tidspunkt, hvor det kan gøres i ro og mag, fx tidligt lørdag, inden de andre fortravlede familier invaderer supermarkeder og butikscentre.
Tal sammen om det, der betyder noget i livet, og sørg for at opleve naturen jævnligt. Skal I se tv, så gør det i det mindste sammen.
Sørg for med jævne mellemrum at lave ingenting (i vores familie hedder det ikke en skid-tid).
Dårlig ledelse
Der er ingen tvivl om, at dårlig ledelse er en væsentlig kilde til stress og sygefravær (se bl.a. denne undersøgelse fra Teglkamp & Co).
Men det nytter ikke noget at forholde sig passivt og kun give udtryk for sin utilfredshed og sine frustrationer overfor kollegerne, mens lederen som regel er den sidste, der får at vide, hvis hun/han ikke gør det godt nok.
Ofte er undskyldningen for passiviteten, at man bliver fyret, hvis man siger sin mening.
Hvorfor egentlig affinde sig med en hverdag uden overskud og balance, når det er helt unødvendigt, og ingen har gavn af det?
Det kan illustreres med denne dialog, som jeg har haft rigtig mange af gennem årene i forskellige variationer:
Pia: »Jeg er først og fremmest mor.«
Bo: »Hvorfor tager du så telefonen, mens familien sidder sammen og spiser?«
Pia: »Ellers bliver jeg fyret.«
Bo: »Tager du så også telefonen, når du sidder i et møde på arbejde?«
Pia: »Nej, det kunne jeg aldrig finde på – det ville blive betragtet som virkelig dårlig stil.«
Bo: »Så du mister jobbet, hvis du ikke tager telefonen, når du er sammen med familien, mens det i arbejdsmæssig sammenhæng er god stil at lade være med at tage telefonen?«
Pia – med et anerkendende nik: »Det er korrekt.«
Bo: »Hvor mange i virksomheden er blev fyret, fordi de ikke tog telefonen, fordi de var sammen med deres familie?«
Pia: »Ingen i de 16 år, jeg har været der.«
Men Pia risikerer selvfølgelig at blive den første, og den frygt lader hun sig styre af.
Viser det sig i øvrigt, at man rent faktisk ville miste sit job, fordi man tillod sig at bringe løsninger i spil overfor sin leder, burde man spørge sig selv, om det virkelig er sådan et job, man ønsker, eller om man er bedre tjent med at finde sig et andet job.
Her kan nævnes, at der sker godt 800.000 nyansættelser om året i Danmark (Beskæftigelsesministeriet, 2017), og at ca. 157.000 danskere hvert år skifter direkte fra et job til et andet (Eurostat, 2018), så muligheden for at skifte det job, man har, ud med et andet, synes at være indenfor det muliges kunst.
Min erfaring har dog lært mig, at frygten for at miste sit job, fordi man prioriterer en aftale med familien, i 99,99 procent af tilfældene er indbildt
Det handler om at fokusere på og tale om løsningerne frem for at gå og se problemer, der reelt ikke er der.
Ræk ud efter hverdagens mirakel
Vi har sat et menneske på månen, vi er ved at bygge en mere end en km høj bygning, verdens hurtigste tog pt. kører over 400 km/t, og en maraton løbes på lige godt to timer.
For mig viser det, at mennesket er i stand til at udrette mirakler, når vi vil. Hverdagens mirakel er også muligt for langt de fleste af os, hvis vi blot har viljen til at definere vores drøm og gå efter dem.
I et samfundsmæssigt perspektiv vil det, at de ressourcestærke klarer ærterne selv, også frigøre midler til at hjælpe dem, der reelt trænger. Det ville glæde Kim Larsen.
Genmæle: Svar på Kristoffer Munk’s påstande
Kristoffer Munk påstår – rosværdigt fyldestgørende – at jeg har skrevet artiklen “Stress og ubalance er ALTID et valg”, hvori der foreslås både nemme og smarte løsninger fra Elfenbenstårsvej. Jeg står gerne på mål for mine synspunkter – bl.a. fordi de bygger på mere end 20 års erfaring – og Kristoffer Munk er mere end velkommen til at være uenig i dem. Men jeg kan ikke acceptere, at Kristoffer Munk vender mine synspunkter på hovedet og herefter tillægger mig disse omvendte synspunkter. Tilmed bruger han disse omvendte synspunkter til at give mig en personkarakteristik, som ikke har hold i virkeligheden (jeg noterer, at Kristoffer Munk aldrig har mødt mig).
Jeg kan oplyse, at jeg bor i Herning (et pænt stykke vest for Valby Bakke) og har skrevet artiklen “Stress og ubalance er et valg”, der indeholder seriøse argumenter og gennemprøvede løsninger. At nogle af dem er hverdagsagtige, kan næppe bruges som argument for, at de ikke virker.
For mig er temaet så alvorligt, at det fortjener, at vi holder tungen lige i munden – ellers går vi galt i byen. Først og fremmest skal vi skelne mellem årsag og ansvar. Årsagen til stress og ubalance kan være selvforskyldt (også selvom det kan være svært at erkende) eller uforskyldt. Ansvaret for at komme ud af stress og ubalance kræver aktive valg. De fleste – men ikke alle – danskere er ressourcestærke nok til selv at løse deres problemer. De få, der ikke kan, skal selvfølgelig have hjælp. Og det er der flere ressourcer til, når de, der kan hjælpe sig selv, rent faktisk hjælper sig selv. De mennesker, der har behov for hjælp, er formentlig dem, som Kristoffer Munk behandler – og det skal han have tak for. Men de er næppe så repræsentative, at det berettiger til almengyldige konklusioner. Det er netop disse generaliseringer, som jeg advarer imod først i min artikel.
Topfoto: Creative Commons – stressbarometer.
Der er inspiration at hente på FamilieStrategi.dk og i min bog Familien fortjener hjemmelavet leverpostej.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
