METOO & MØRKETAL // KRONIK – Lad os undersøge #MeToo’s tavse grupper og latente bevægelser. Mørketallenes ukendte krænkede. De sagesløse kvinder, som tages til fange i magtspillet, og de, som opportunt og beregnende spiller det. Hvorfor hører vi ikke fra dem? Hvornår opdages de af medierne, og hvornår træder de selv på scenen? Kan overgreb finde sted i en ‘magtsuspenderet’ relation, og hvor er de sårbare mænd i alt det her, spørger Gorm Bloch, der er på jagt efter mulige svar.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I takt med at #MeToo-bevægelsen har udviklet sig, kan der ikke være tvivl om, at en del kvinder har oplevet at føle sig grænseovertrådt mod deres vilje, lyst og helt uden at invitere til det. Ingen har dog statistikkerne, og vi er med garanti ude i mørketal.
Indtil videre er det imidlertid mestendels kvinder inden for den politiske sfære, medie- og filmbranchen samt musik- og teatermiljøer, vi har haft på scenen – alle hvad man kan kalde for profilerede brancher.
Det er vel et problem, at så få kvinder inden for ‘helt almindelige’ jobs og brancher får deres historie fortalt?
Man kan snildt forestille sig, at direktionsgangene i globale virksomheder, et powerbrand, en bestyrelsesformand for en anerkendt humanitær fond eller direktøren for en NGO står for tur som de næste.
Men hvad med mindre ‘eksotiske’ og talrigt befolkede brancher som servicefag, små produktionsvirksomheder eller de tusindvis af kommunalt ansatte inden for pleje, omsorg, vedligehold og håndværk?
Hvad med de ufaglærte, de ledige, de som er på revalidering eller i ressourceforløb? Kommer de nogensinde i rampelyset?
Er det ikke et problem, at så få kvinder inden for ‘helt almindelige’ jobs får deres historie fortalt?
Så vidt jeg kan se, udgør de en del af de tavse bevægelser i #MeToo, og det er også et problem, som journalisternes eget fagblad gjorde opmærksom på i en stor feature fra august.
Mørketal og læsertal
En stor del af ansvaret herfor ligger hos medierne, både de tabloide og de lødige med deres kyklopiske og sensationslystne fiksering på kendisser og folk, som allerede er i spotlightet med star quality.
Der er ikke meget salg i Britta på 55 fra Gundsømagle, som fortæller om sine krænkelsesoplevelser fra det hyggelige bondehus
Her savner jeg mere undersøgende journalistik, modige reportere som vil forfølge sandheder i mørketallenes labyrint hos ‘helt almindelige’ kvinder (og mænd) i mindre byer og på landet.
Men jeg tvivler på, at det vil ske med mediernes fiksering på læser-, lytter- og seertal. Her er der ikke meget salg i SOSU-assistenten Britta på 55, som fortæller om sine krænkelsesoplevelser fra det hyggelige bondehus. Hun ser lidt træt og furet ud og er den stille type, der ikke ‘brænder igennem’ på skærmen.
Ergo er der ikke meget salg i hende, ingen skarpe meldinger på Twitter eller Facebook.
Der er heller ikke meget trafik og salg i Leif på 53. Han er elektroingeniør, bor alene i sin lejlighed i Værløse, går ikke til fitness, bygger modelfly og er lidt nervøs. Fremragende til sit arbejde, men ikke just den udadvendte type, som kaster gode citater af sig. Ikke desto mindre har han følt sig krænket flere gange gennem sit liv. Vi vender tilbage til Leif senere.
Når kvinder forfører
Der er også et andet spørgsmål, jeg gerne vil stille: Kan alle kvinder med velberådet hu sige sig fri for at have udnyttet deres køn og sexappeal? – lidt flirt til en jobsamtale, en firmafest eller tirsdag morgen på afdelingschefens kontor?
De mange små hints og kommentarer, fingerstrejf på skrivebordet og koppen?
Hvordan får vi belyst kvinders rolle i MeToo-kontekst? En anonym rundspørge eller et onlinespørgeskema? Håndsoprækning i et auditorium ved et arrangement kun for kvinder?
Kan han blive lidt mere medgørlig, lydhør og sensibel i forhold til hendes åbenlyse talent og evner, hvis hun nu bare booster og kildrer hans selvtillid og tveæggede narcissisme en anelse?
Er det helt utænkeligt, at en begavet kvinde kan manipulere med en mand for at opnå noget?
Lad os se bort fra klicheen om, at mænd tænker med underlivet. Lad os antage, at han abstraherer fra sin libido, fordi han af principårsager ikke vil lade sig friste af en køn kvindelig kollega.
Han ved, det strider mod code of conduct, og hans arbejds- og ægteskabsetik er som udgangspunkt uangribelig. Kan han mon fristes eller påvirkes alligevel med lidt elegance, antydninger og diskret flirt?
Kan han blive lidt mere medgørlig, lydhør og sensibel i forhold til hendes åbenlyse talent og evner, hvis hun nu bare booster og kildrer hans selvtillid og tveæggede narcissisme en anelse?
Hun ved godt, at hun er attraktiv og indbydende. Og hvis hun ikke er, så ved hun godt, at ‘den uskyldige lille leg’ ikke er en option, og derfor tager hun måske tager afstand fra den og definerer den som uværdig?
Vi hører aldrig om dem, fordi tabuet er stærkt, og skam er blandt de stærkeste og mest lammende følelser
Hun ringeagter måske endda de kvinder, som dyrker legen, og hun tøver ikke med at bagtale dem, når hun taler med veninder eller nærtstående kolleger.
Kvinders ‘overgreb’ på mænd?
Lad os antage, at der findes sårbare, usikre og selvværdsramte mænd derude. Der findes endog mænd, hvis fysik næppe er kvinder overlegen.
Der findes mænd, hvis libido er fraværende eller yderst beskeden. Mænd, som tvivler på egen formåen i alskens sammenhænge. Mænd, hvis udseende og krop ikke ligefrem udskiller feromoner og testosteron. Mænd, hvis selvværd pendulerer kritisk eller er kronisk lavt.
Hvordan forholder det sig med det psykiske beredskab i mødet med et uforudsigeligt moment, et kulturelt blow-up af forventning og konvention, når det andet køn uvarslet overskrider deres intimsfære? Det være sig symbolsk via en ytring eller fysisk via en fingerberøring, en curling af håret eller en subtil grimasse eller gestik i rummet. Er det kun kvinderne, som risikerer offerets rolle, eller er mændene – lad os for tydelighedens skyld kalde dem ‘de sårbare mænd’ – akkurat lige så udsatte? Og måske i visse tilfælde endnu mere udsatte, fordi ‘svage mænd’ er tabu og taberagtigt?
Kan disse mænd havne i situationer, hvor deres grænser trodses ikke bare psykisk, men også fysisk? Kan de lade sig forføre og udnytte mod egen vilje og lyst – af en snu, beregnende og legesyg kvinde, som nyder at dominere dem?
Hans storhed strømmer så stærkt, at han ligefrem tror, at han hjælper slavemennesket frem i verden ved at lade hende låne lidt af sin magtfuldt strålende sol
De findes måske ikke i hobetal, men de findes. Vi hører bare aldrig om dem, fordi tabuet er stærkt, og skam er blandt de stærkeste og mest lammende følelser. Tilsat frygten for at blive misforstået og latterliggjort er det næppe disse mænds ambition at gå til vennerne eller mediernes offeralter med deres historier. Leif og ‘krænkerkvinden’ tilhører hver deres tavse gruppe.
Nietzsche og ‘spillet’
Magt kan være en berusende, ætsende kraft. Det hele bliver en leg uden tilsyneladende konsekvenser, og det er en dejlig leg, for den blæser taget af trivialiteternes hus og inviterer på et herligt F-16 ride, hvor galoperende selvkærlighed og kønsdrift slippes løs.
Overmennesket møder slavemennesket. Det fristende objekt for egoets begær. Slavemennesket vil fri af sine lænker og tør ikke gøre modstand af frygt for at blive smidt i katakomberne, blive ydmyget og degraderet. Så i stedet accepterer hun spillet, den unge ambitiøse kvinde, og det megalomane ego får frit lejde til at kræve sin ret og tage for sig.
Som overmenneske kan han måske endda føle sig positivt forpligtet. Han nyder det. Han fortjener det. Legen og følelsen af kontrol. At han rent faktisk tør, gør det – og slipper af sted med det. I en eksalteret tilstand af frihedsberuselse og anything goes-mentalitet bilder han sig selv ind, at hans hensigter og handlinger har karakter af komplimenter og stilfuldt kurmageri.
Hans storhed strømmer så stærkt, at han ligefrem tror, at han hjælper slavemennesket frem i verden ved at lade hende låne lidt af sin magtfuldt strålende sol. ‘Slavemennesket’ repræsenterer også en tavs gruppe.
Krænkelse mellem ligeværdige?
Vi sætter scenen hypotetisk og suspenderer magtfaktoren: En ligeværdig relation mellem mand og kvinde, der er præcist samme sted på karriere- og løntrin, intelligens og social kapital. De arbejder på samme arbejdsplads. Ingen kan fyres eller forfremmes af den anden. Begge løber en risiko ved at træde forkert i forhold til arbejdspladsens uskrevne kodeks.
Havde det været en kampvogn i 100-kg klassen eller en hærget havnebænk-kvinde med vulgær udstråling, er det ikke sikkert, jeg havde syntes, det var OK
De er omtrent lige fysisk attraktive. Ingen kan opnå en gevinst via den anden, bortset fra en umiddelbar og ganske kortsigtet lystbetonet tilfredsstillelse. Hvad er sandsynligheden for et overgreb eller en ‘krænkelse’ i det scenarium? Formentlig meget lav.
Kompliment eller krænkelse?
Jeg har aldrig selv følt mig seksuelt krænket. På en festlig bytur eller i et selskab har jeg et par gange oplevet, at en kvinde gav mig et kælent niv eller strøg over numsen. Det er også sket uden invitation og tilhørende flirt, ergo ud af det blå.
Der har været tale om tiltrækkende kvinder, som gjorde det, og jeg kan ærligt ikke afvise, at det faktisk spiller en rolle.
Havde det været en kampvogn i 100-kg klassen eller en hærget havnebænk-kvinde med vulgær udstråling, er det ikke sikkert, jeg havde syntes, det var OK. Jeg var næppe blevet såret eller rystet, men havde alligevel helst været foruden. Omvendt: Med de attraktive kvinder har jeg været mere large og sågar modtaget den lille gestus som en fræk og vovet kompliment.
Gør det mig til en usympatisk forskelsbehandler, en trussel mod ligestilling, en chauvinist? Eller er det alment accepteret, at en kompliment eller ligefrem fysisk gestus og tilnærmelse ‘ude i byen’ er mere acceptabel og måske endda ønskværdig, når aktøren er attraktiv frem for det modsatte?
Fra egen harddisk: Fristelser, fravalg og dømmekraft
Jeg er næppe perfekt som menneske, men i arbejdssammenhæng har jeg altid optrådt korrekt og respektfuldt over for kvindelige kolleger. At gøre noget mod eller ved en kvinde, uden hendes lyst og samtykke, ligger mig uendeligt fjernt. Jeg kunne ikke drømme om at definere det som min ret ‘at betjene mig’ af en kollega som et stykke legetøj.
Hun lagde sin hånd over min på musen. Hun havde jeans på og rullede på et tidspunkt stolen ud fra bordet, udbrød ‘shit, hvor er her varmt!’, hvorefter hun spredte benene ud til siden
Derved adskiller jeg mig fra de danmarksberømte seriekrænkere, men til gengæld tror jeg, at jeg er i båd med den overvejende majoritet af danske mænd. Lad os lige holde fast i det, så vi får repeteret proportionerne.
Claudia og ‘de forbudte trin’
I 2007-2011 var jeg direktør i eget marketingfirma med otte ansatte. Jeg boede i Nyhavn og gik på arbejde i habit eller skjorte, blazer og nydelige sko. Engang havde jeg en smuk ung kvinde til jobsamtale. Hun var aspirerende skuespillerinde og danser. Lad os kalde hende Claudia her.
Samtalen gik godt. Claudia var motiveret og nydeligt klædt, intet udfordrende eller påfaldende. Samme dag havde jeg to andre til samtale. De var venlige, men manglede potentiale.
Det er først nu, efter alle disse år, at Claudia toner frem fra mindernes katalog. Er der mon nogle derude, der genkender motiver i min beretning?
Claudia havde ligesom det der ekstra, så hun fik jobbet. Hun viste sig hurtig at være dygtig, lærenem og ærgerrig, hvilket er vigtigt, når man arbejder på performance-baseret løn. Jeg stod for træning af nye medarbejdere. Vi var i samme mødelokale ved gruppeundervisning. Vi var også omkring hendes bord og skærm, når jeg skulle vise hende noget eller omvendt.
Til sagen: Flirtede hun lidt med mig? Ja. Flirtede jeg igen? Ja. En dag bad hun mig hjælpe med et Excel-ark. Det var sommerhedt, og hun var let udringet og i en ærmeløs skjorte med flæser. Hun pegede på de små bogstaver, så jeg måtte tættere på skærmen.
Hun slyngede sit hår rundt, så det ‘tilfældigt’ dryssede ned over min underarm. Hun lagde sin hånd over min på musen. Hun havde jeans på og rullede på et tidspunkt stolen ud fra bordet, udbrød “shit, hvor er her varmt!”, hvorefter hun spredte benene ud til siden. Jeg rømmede mig, og sagde, at jeg skulle ringe til en kunde nu og hastede videre.
Et par uger senere kom Claudia ind på mit kontor. Hun var sur over, at hun ikke havde fået den lønforhøjelse, hun mente, vi havde stillet hende i udsigt. Jeg forklarede, at hun måtte have misforstået noget, for hun havde de facto ikke nået det aftalte mål.
Hun fik tårer i øjnene, blev vred, stemmen skælvede, og hun skred fra kontoret. Samme aften modtog jeg hendes opsigelse per mail, uden angivelse af årsag.
Måske slagmarkens parter aldrig når konsensus – men vi kan måske stræbe mod en våbenhvile?
Det kom bag på mig. Jeg havde intet gjort forkert, og vi var aldrig gået over grænsen. Et bevidst fravalg fra min side. Min konklusion dengang var, at Claudia var et emotionelt gemyt, skuespiller og til drama, og mere suppe kunne jeg ikke koge på den sag. Det er først nu efter alle disse år, at Claudia toner frem fra mindernes katalog. Er der mon nogen derude, der genkender motiver i min beretning?
En af mine venner har engang i fortiden arbejdet som rådgiver for et fagforbund og senere som seniorrådgiver for en minister. Han har deltaget i selskabslivet backstage i begge miljøer og også været tæt på indercirklen i et stort kendt filmselskab.
Han har fortalt mig om episoder med ambitiøse kvinder og deres offensive flirtmetoder i jagten på karrieredestinationer. Min kammerat var aldrig deres slutmål – men han var et instrument på vejen, et access point, for disse kvinder. At han dengang blev lettere frapperet og samtidig fandt tilnærmelserne underholdende og pirrende, er ikke pointen her.
Våbenhvile og appel
Kære ‘mandlige’ krænkere. Prøv at lære af de gevaldige rap, I har fået over nallerne. Arbejd med jeres kvindesyn, jeres kiksede dømmekraft og manerer – og kom så op på hesten igen!
Kære ‘sårbare’ mænd. Såfremt I har følt jer krænket af en kvinde: Find modet og stå frem og fortæl jeres historie. I er næppe alene.
For langt hovedparten af vi mænd og kvinder elsker og respekterer jo hinanden langt det meste af tiden. Ikke sandt?
Kære kvinder. Jeg føler virkeligt med de mange af jer, som er blevet krænket af en formatfattig, magtfuldkommen og i min optik patetisk og meget lidt maskulin ‘mand’. Jeg undskylder på mit køns vegne, ikke mindst til de af jer, som fortsat tilhører mørketallets population.
Kære kvinder, som anerkender jeres fantastiske køns mulige motiver, dagsordner og medspil, skitseret i ovenstående: Træd dog i karakter og gå på scenen – bare et par af jer!
Det vil tilføje debatten vigtige nuancer og et forsonende potentiale. Måske slagmarkens parter aldrig når konsensus – men vi kan måske stræbe mod en våbenhvile?
For langt hovedparten af vi mænd og kvinder elsker og respekterer jo hinanden langt det meste af tiden. Ikke sandt?
Efternote:
Min term #PerhapsMeToo bunder ikke i et ønske om at blæse låget af Pandoras æske, men derimod om at åbne det lidt yderligere, så forseglede tabuer og stemmer kan flyve ud.
Det startede som en ordleg og en overvejelse, om jeg selv var i målgruppen. Det er jeg så ikke, men jeg mener, at termen dækker de grupper, jeg omtaler i artiklen.
LÆS FLERE ARTIKLER OM METOO HER
LÆS FLERE ARTIKLER AF GORM BLOCH HER
Topfoto: Installationen ‘Broken’, Frankfurt am Main, Hauptwache, 2020. Foto: Flickr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
