MISTRIVSEL // KOMMENTAR – Stress har længe været forstået som et komplekst fænomen, og de færreste forskere ville i dag beskrive stress som et entydigt arbejdsmiljøproblem. Netop derfor bliver det interessant, når spørgsmålet om kompleksitet pludselig træder så tydeligt frem. For hvorfor bliver det netop nu så vigtigt at understrege, at stress ikke kan forklares ud fra arbejdet alene? spørger Thomas Milsted efter at have læst Dansk Arbejdsgiverforenings nye rapport om stress blandt danske lønmodtagere.
Det er ikke nødvendigvis altid de problemer, der diskuteres, som er de mest interessante, men den måde, de forsøges gjort forståelige på. Diskussionen om stress og mental sundhed i arbejdslivet er måske ved at udvikle sig til netop sådan en diskussion.
For der er noget bemærkelsesværdigt ved Dansk Arbejdsgiverforenings nye rapport Mental sundhed – stress og trivsel blandt danske lønmodtagere. Ikke på grund af rapportens tal eller undersøgelser, men på grund af den måde stress bliver beskrevet på. Rapporten handler ikke alene om omfanget af stress. Den handler også om, hvordan stress overhovedet skal forstås i samtidens arbejdsliv.
Rapporten handler ikke alene om omfanget af stress. Den handler også om, hvordan stress overhovedet skal forstås i samtidens arbejdsliv
Allerede i præsentationen af rapporten understreger Dansk Arbejdsgiverforening behovet for en mere nuanceret og præcis forståelse af stress. Der advares mod forklaringer, hvor arbejdet får for stor betydning som årsag, og i stedet beskrives stress som noget, der opstår i et komplekst samspil mellem arbejdsliv, privatliv, relationer, sygdom, personlighed, livskriser og individuelle strategier.
Det er der i sig selv ikke noget opsigtsvækkende i. Psykiske belastninger opstår sjældent isoleret fra resten af livet, hvad enten det handler om arbejde, privatliv eller andre livsarenaer. Mennesker lever ikke i adskilte rum, hvor arbejdet kan skilles fra erfaringer, relationer, bekymringer eller sårbarheder.
Kritik af det psykiske arbejdsmiljø stiger
Stress har længe været forstået som et komplekst fænomen, og de færreste forskere ville i dag beskrive stress som et entydigt arbejdsmiljøproblem. Netop derfor bliver det interessant, når spørgsmålet om kompleksitet pludselig træder så tydeligt frem. For hvorfor bliver det netop nu så vigtigt at understrege, at stress ikke kan forklares ud fra arbejdet alene?
Måske hænger det sammen med, at arbejdslivet samtidig befinder sig i en periode, hvor kritikken af det psykiske arbejdsmiljø vokser. Gennem flere år har forskningen beskrevet sammenhænge mellem høj arbejdsmængde, uklare krav, lav autonomi og psykiske belastninger.
Mange mennesker oplever et arbejdsliv præget af acceleration, dokumentationskrav, konstante omstillinger og en stigende udfordring ved at trække grænsen mellem arbejde og resten af livet. Samtidig bliver psykisk mistrivsel stadig oftere beskrevet som et organisatorisk og strukturelt spørgsmål frem for alene et individuelt problem. Den seneste sammenfatning fra Myndigheten för arbetsmiljökunskap, der bygger på 97 nordiske studier, peger tilsvarende på arbejdsvilkårenes betydning for trivsel.
Det er i det lys, rapportens retorik bliver interessant.
Særlige måder at beskrive stress på
For når behovet for at forstå stress mere præcist og mere nuanceret gentages igen og igen, begynder diskussionen også at handle om, hvilke forklaringer der opleves som utilstrækkelige. Noget i rapportens måde at formulere sig på peger mod en bekymring for, at arbejdet er ved at få for stor forklaringskraft i den offentlige samtale om stress. Dermed bliver spørgsmålet heller ikke kun et spørgsmål om forskning eller data. Det kommer også til at handle om, hvilke forklaringer der får autoritet, og hvilke former for ansvar der træder frem eller bliver skubbet over i skyggen gennem bestemte måder at beskrive stress på.
Det kan blandt andet mærkes i rapportens beskrivelse af arbejdet. Arbejdslivet fremstilles gennemgående som noget, der skaber mening, identitet, fællesskab og trivsel. Det er der naturligvis meget genkendeligt i. For mange mennesker er arbejdet tæt forbundet med oplevelsen af at bidrage med noget meningsfuldt og indgå i sociale og faglige sammenhænge, der rækker ud over dem selv. Danskerne er generelt også godt tilfredse med deres arbejde.
Samtidig bliver forbindelsen mellem arbejdets organisering og psykiske belastninger mindre tydelig, når årsagerne til dem skal forklares. Kompleksiteten træder især frem i det øjeblik, arbejdet risikerer at blive gjort ansvarligt for mistrivsel. Dermed kommer det positive lettere til at fremstå som noget, arbejdet producerer, mens belastningerne i højere grad forbindes med medarbejderens samlede livssituation.
Det gør ikke rapporten uærlig eller kynisk. Tværtimod virker ønsket om en mere nuanceret forståelse oprigtigt. Men måden, problemer beskrives på, er jo ikke neutral, for beskrivelser former også det felt af løsninger, der fremstår rimelige, nødvendige og mulige.
Når stress først og fremmest forstås som resultatet af menneskers samlede belastningsbillede, bliver det nærliggende at rette opmærksomheden mod individuelle strategier, robusthed, personlig balance og tidlig støtte. Arbejdets organisering forsvinder ikke helt ud af billedet, men den træder længere tilbage. Arbejdsmængde, tempo, selvledelse, digital tilgængelighed og permanente omstillinger kommer lettere til at fremstå som vilkår, medarbejdere må lære at navigere i, snarere end forhold, der kan forandres organisatorisk.
Måske er det netop her, spørgsmålet om kompleksitet får sin særlige betydning. For kompleksitet kan åbne forståelsen af et problem, men den kan også gøre ansvaret mere flydende. Jo flere forhold, der bringes i spil samtidig, desto vanskeligere bliver det at afgøre, hvor belastninger opstår, og hvem der skal handle på dem. Diskussionen bevæger sig gradvist fra arbejdets organisering til medarbejdernes samlede livsførelse.
Måden stress beskrives på, former forestillingen om, hvad arbejdslivet er
Det er jo ikke fordi, det er nyt i arbejdsmiljøhistorien. Diskussioner om nedslidning, arbejdsskader og psykisk arbejdsmiljø har gennem årtier været præget af spørgsmål om, hvor direkte forbindelsen mellem arbejde og belastning egentlig kan beskrives. Når årsager bliver mere sammensatte og vanskeligere at afgrænse, bliver det samtidig vanskeligere at placere ansvar organisatorisk, juridisk og politisk. Måske er det netop derfor, kampen om sproget og definitionerne bliver så betydningsfulde.
Måden, stress beskrives på, former forestillingen om, hvad arbejdslivet er. Om arbejdet først og fremmest skal forstås som et fællesskab, mennesker må lære at leve i på trods af belastninger, eller om arbejdets organisering fortsat må kunne gøres til genstand for kritik og behov for forandringer.
Spørgsmålet er derfor måske ikke alene, hvad stress er, men også, hvad der bliver vanskeligere at få øje på, når stress i stigende grad beskrives som noget, der opstår overalt.
Hvis du er interesseret i at læse flere artikler om arbejdsliv, så følg Thomas Milsted her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og