LIV & MENNESKER// KLUMME – Der er meget længere fra hovedstaden til den halvforladte stationsby på Stevns end de 60,3 kilometer, som tælleren registrerer i min støvede, bulede Citroën. Faktisk er der fysisk endnu kortere, hvis jeg kunne sejle over Køge Bugt og træde tørskoet i land i Bøgeskoven, blot en halv snes kilometer fra klinten. Min hemmelige strandperle renset for untji-untji-untji-musikken og nyerhvervede silikonebryster. Jesper Grunwald – også kendt som Taxamanden – fortæller om, hvordan en bonderøv krydser sit spor.
Her bader de mørkebrune knæ og underarme med tilhørende snehvide overkroppe. Sent på dagen og lørdag-søndag, når arbejdsdagen og -ugen er slut. Her kølnes de fede, de tyndslidte og ufuldendte kroppe side om side med almindelighederne i ubetydelig afstand fra de sandpumpede fluepapirer på den anden side af bugten.
Men det er langt væk.
Jeg har taget den tur masser af gange, og jeg er stadig overrasket over mit hurtige skift mellem universer.
Jeg trækker mit københavneri ud som et stykke lyserødt tyggegummi. Det bliver tyndere og tyndere – og det brister som regel, når jeg kører fra motorvejen ud for det sydlige Køge
De første 15-20 kilometer er den sædvanlige cirkel udenom den hovedstad, hvor jeg har kørt vejene flade i min taxi det sidste årti. Så cruiser jeg på motorvejen gennem sydvestegnen med dens blanding af etniske højhus-miljøer og klassiske parcelbebyggelser. Jeg trækker mit københavneri ud som et stykke lyserødt tyggegummi. Det bliver tyndere og tyndere – og det brister som regel, når jeg kører fra motorvejen ud for det sydlige Køge.
Jeg følger kystvejen, hvor der dukker flere og flere luksusboliger op som små øer af københavnerkulturen.
Det er på de sidste 10 kilometer fra kysten, ind i landet, at jeg udskifter min dagligverden, og bonderøven krydser sit spor. Det er en lidt forbudt følelse i min biodiverse og bæredygtige hverdag i 2100 København Ø.
Men jeg elsker altså det kultiverede, friserede, landbrugsskabte landskab. Når vinterbyggen står knivskarpt og er blot få dage fra at blive høstet og konverteret til det, den ligner mest lige nu: Et tæppe af guld. Når landmændene (fuldt legalt) brænder frøgræs-halmen af, fordi asken er god for næste afhøstning.
Når Ole, naboen til mit feriested, manden der på nogle får årtier har udviklet den fædrene gård fra en beskeden størrelse til en temmelig stor bedrift med pattegrise, frø- og kornavl – når han sidder øverst og troner på den gigantiske mejetærsker, der styres af et joystick og satellitnavigation.
Og nej, det her skyldes ikke et fetich-erotisk forhold til mekanik og industrielt landbrug eller skruppelløs tilbedelse af giftspredning og kortsigtet profittænkning. Grunden til min begejstring er navlestrengen til min egen barndom og livet i provinsen. Ikke så meget pis – altså bortset fra gyllen.
Man gør sig umage.
Tør man sige det? Man er vant til at slås for føden.
Det er da muligt, at min barndoms Bornholm ved et mirakel plantede mig i en livsglædens oase. Men jeg genkender altså ikke livet på landet som en dagligdag af åndsforsnævring og selvundertrykkelse
Da flygtningen Esben Arnakke krydsede sit spor i Aksel Sandemoses roman om den fiktive by Jante, skabte han den af alle slags mennesker citerede Jantelov. Janteloven, der i 10 bud har samme budskab: Du er et nul, et skrog – du er ikke en skid værd.
Jeg respekterer og læser den store forfatter. Jeg forstår, at han må have levet i et helvede i sin barndoms Nykøbing Mors – så forbandet, at han flygtede til moderens hjemland, Norge.
Og det er da muligt, at min barndoms Bornholm ved et mirakel plantede mig i en livsglædens oase. Men jeg genkender altså ikke livet på landet som en dagligdag af åndsforsnævring og selvundertrykkelse.
– – –
Jeg møder den jævnaldrende solbrune mand med børnebørnene for enden af badebroen på kanten af bøgeskoven. Hudfarven er ikke tilfældig, Han er pensionist og kan gøre, hvad fanden der passer ham. Hans smukke sjællandske dialekt fortæller, at han er på hjemmebane. Det viser sig – trods egnsforskelligheden – at vi har meget til fælles. Vi elsker at lege med børnebørnene, nu hvor arbejdstiden er noget, vi selv råder over.
Og så har vi – ikke uden stolthed – forladt profilerede jobs, da vi nåede kvalmegrænsen. Han er søn af landbruget ligesom jeg – men ønskede på ingen måde at bruge sit arbejdsliv med husdyr og traktor. Han blev bankuddannet men fik smag for mere skolegang og uddannelse. Tog studentereksamen som voksen og en akademisk grad som agronom og arbejdede i mange år som specialist i udenrigsministeriet, indtil djøfiseringen fjernede arbejdsglæden.
Først måtte han kæmpe sig frem for smørret på brødet men fandt de sidste år beskæftigelse som konsulent for diverse små foreninger og firmaer.
Vi taler om kærligheden til det frie land og det liv, vi aldrig helt kan slippe. Men også om den underlige dekadence i udviklingen af det moderne landbrug og samfundet omkring det. Om danskerne, der hæmningsløst accepterer boligpriser, der vel er den enkeltfaktor, der er mest afgørende for, hvordan vi lever og prioriterer vore ressourcer.
Hellere bide sig fast i prisstigninger uden for kontrol end at flytte ud af byen. Men fødevarerne – de skal være billigere. Måske økologisk til den magthavende middelklasse – men først og sidst – billige. Så nu lever middelklassen i de struttende bymiljøer en tilværelse, hvor prisen på det, vi indtager gennem munde for at regenerere vores celler og overleve – maden, ikke udgør nogen væsentlig, økonomisk udfordring på budgettet.
Men murstenene? Beliggenheden?
Men de bliver større og større – agerbrugene – efter den kapitale logik, at kun dem med de store penge, kan betale markedsprisen for en landbrugsbedrift
Forældrekøbslejligheder, der eksploderer i pris og viser sig at være en rigtig god symbiose af afkoms-curling og god forrentning af penge, man alligevel havde liggende. Ofte tjent på prisstigninger i egen bolig. Kapitalforvaltning uden at røre en finger. Toværelses lejligheder, der koster en halv eller en hel million mere end et godt hus på Stevns – blot en time fra hovedstadens økonomiske manier.
Og vi taler om det, vi ser med egne øjne, og som jeg hører meget lidt eller intet om i de store medier, der er midt i en kollektiv orgasme eller depression over fodbold eller corona: At det moderne landbrug, der skal producere til lave fødevarepriser og høje jordpriser og ny, dyr teknologi centraliseres på stadig færre hænder. Noget, som endnu ikke chokerer på Stevns, hvor godser og storlandbrug altid har hørt til dagens orden.
Men de bliver større og større – agerbrugene – efter den kapitale logik, at kun dem med de store penge kan betale markedsprisen for en landbrugsbedrift, der skal drives med kirurgisk præcision herunder stordriftsfordele for overhovedet at gøre investeringen meningsfuld.
Og jeg nyder selvfølgelig de fede croissanter fra Danmarks dyreste bagere, der har valgt at slå sig ned i klynger netop her
Vi, morfar og farfar på badebroen i Bøgeskoven, er enige i, at vores børnebørn og oldebørn vil opleve godsejervældets tilbagekomst. Om det er katastrofalt eller uundgåeligt? Vi ved det jo ikke, men vi undrer os over, at den udvikling går under radaren, og at politikerne hellere vil tale motorveje og togskinner, så vi kan transportere os hurtigst muligt mellem byerne.
Jordene, som skinner og asfalt skal lægges på, interesserer dem ikke voldsomt.
Nu er jeg tilbage i speltsegmentet, hvor jeg tilsyneladende hører hjemme. Og jeg nyder selvfølgelig de fede croissanter fra Danmarks dyreste bagere, der har valgt at slå sig ned i klynger netop her.
En vis eftertænksomhedens kritiske klarsyn har meldt sig. For det er jo ikke uden grund, at der er for mange bajere på havebordene i de døende landsbyer, og at til-salg-skiltene står som tidsler i vejkanten af udkanten. Og det er ikke udpræget smukt at gense den nedlagte brugs og købmandsforretning i min ferieby gennem mere end 10 år.
Dens tidligere centrum er ved at skvatte sammen og ligner mest af alt en kulisse til en film om en døende kultur.
Men jeg kan ikke slippe kærligheden til udkanten og grunder over, hvor civilisationen er mest under pres.
De små roser står der endnu i deres krukker som fodlænker til bænken. Visne og døde af tørst
Er det hos de hurtigtkørende drengerøve, der fejrer kammeratens status som pebersvend ved at slæbe to afdankede campingvogne hen foran ungkarlens velplejede hus og bemale dem med et budskab – ja, jeg må vist lade billedet tale for sig selv. Blot antyde at et meget folkeligt udtryk for en kvindelig kønsdel indgår i lyrikken.
Eller er det her i selvværdets uformelle, urbane centrum, hvor gæsterne på vores bidrag til byfællesskabet – en hvilebænk foran de store vinduer til lejligheden – dels har smidt cigaretskodder, pølsepap og plastikkrus og dels har stjålet de to plantekrukker, som jeg ikke havde bundet med stålkabel til husmuren.
De små roser står der endnu i deres krukker som fodlænker til bænken.
Visne og døde af tørst.
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF JESPER GRUNWALD TAXAMAND HER
Topillustration: Pixabay. Øvrige fotos: Taxamanden også kendt som bonderøven i denne klumme.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her