ARBEJDSPRODUKTIVITET // KOMMENTAR – Husker du og din arbejdsplads at tage pauser? Mange mennesker undervurderer betydningen af at tage en pause og det kan give koncentrations- og hukommelsesproblemer for vores hjerne skal have tid og ro til at genoplade sig selv. Hjerner, der får restituerende pauser, giver 31 % højere produktivitet og bidrager til et bedre arbejdsmiljø med styrket motivation og fokus – og mindre irritation og utålmodighed, skriver Louise Sparf, som ikke længere synes, at travlhed bør være et mål for succes.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Pausen var p.c (præ-corona) ofte associeret med vores transporttid til og fra arbejdspladsen. Med corona fik vi en tiltrængt mulighed for at bruge den frigjorte pendler-tid til roligere morgener og gode lange pauser i løbet af dagen.
Men den danske arbejdsstyrke er delt i to: dem, der har taget pausen til sig, og dem, hvor pausen i værste fald er ikke-eksisterende.
Pauser skal hyldes og bruges som et (livs-)vigtigt ledelsesværktøj
Jeg kender alt for mange i min nære omgangskreds; min mor, min veninde, kollegaer og samarbejdspartnere, der står op om morgenen, logger på computeren og først rejser sig efter 8-9-10 timer med tunge skærmøjne, ondt i nakken og hovedpine.
I min klumme fra august om arbejdsnarkomaner beskrev jeg, hvorfor toppræstationer kræver pauser og restitution i form af motion, søvn, meditation og daglig kontakt med naturen til at berolige og afspænde hjernen. Fordi hjernen skal have tid og ro til at genoplade sig selv, hver dag. Det er ikke hokus pokus. Det er videnskab.
Alligevel fortsætter travlhed med at være det stærkeste våben i ledernes styringskasse, og det daglige antal af møder på Teams er den ypperste målestok for succes.
Men forskning viser, at det kun er på den meget korte bane, at det kan betale sig at arbejde 12-14 timer i døgnet, minimere søvn og glemme motion. I længden giver det ikke bare et dårligere resultat og et ringere produkt; du bliver et dårligere menneske. Videnskaben siger det (se f.eks. “Hjernen på overarbejde”, Tingleff og Lunding-Gregersen, 2018).
En glad hjerne giver 31% højere produktivitet.
En overbelastet hjerne, der kører hele dagen i 6. gear, medfører utålmodighed, ophidselse, og sågar angst og frygt. Når du sover for lidt og glemmer pauser, så opstår en ubalance i kroppen, og i værste fald kan hjernen brænde sammen og efterlade sorte pletter, hvor der ingen aktivitet foregår – for altid.
Derfor skal du passe på din krop og din hjerne.
Derfor skal pauser hyldes og bruges som et (livs-)vigtigt ledelsesværktøj.
Ledere skal hjælpe deres medarbejdere med at sætte pauser i kalenderen og med at prioritere dem
Pauser reducerer svingningerne i vores hjernebølger og hjælper os med at gå fra en tilstand af uro og stress til at være til stede i nuet, mærke vores følelser og hjælpe os med at sætte vores bekymringer og tanke-mylder på stand by.
Dybe vejrtrækninger øger blodgennemstrømningen i kroppen, så hjernen kan reparere sig selv. Bogstavelig talt lader din hjerne op, når du fokuserer på at trække vejret helt ned i maven, dybt og roligt.
Ledere skal hjælpe deres medarbejdere med at sætte pauser i kalenderen og med at prioritere dem. Virksomheder skal lære at bruge pauser og restitution som et aktiv – som et konkurrenceparameter.
Det har elitesporten gjort i årevis, men erhvervslivet og topledere ignorerer, hvad videnskaben har bevist, og fortsætter med at hylde travlhed og belønne efter antallet af registrerede timer.
Hvordan gør vi pauser til et udbredt ledelsesværktøj?
Det kræver en fælles, samfundsmæssig indsats at fjerne travlhed som status, en 80-timers arbejdsuge som prestige og at gøre op med myten om, at travlhed er lig med effektivt arbejde.
Travlhed forhindrer vores hjernes kapacitet i at fungere optimalt. Hjernen kører på lav produktivitet, selvom hensigten er det modsatte. Hjernen skal afkoble for at tænke nye veje rundt om et problem.
Som samfund skal vi stoppe med at associere hårdt arbejde med lykke og tilfredsstillelse. Balance og arbejdsglæde kan kun vokse indefra og ikke lokkes frem af høje bonusser, firmabil, fine titler. Rusen fortager sig hurtigt og forplanter sig som utilfredshed.
Tør I skabe en arbejdsplads og en kultur, hvor pauser i form af ro, refleksion, stilhed og nærvær, ikke er off hours, men anerkendes og værdsættes, som det de er – livsvigtige?
I jagten på anerkendelse og ros, på at nå tallene og producere flere timer, glemmer mange af os at restituere og lade op, og både virksomheder og medarbejder negligerer pauserne.
Resultatet er, at korttidshukommelsen kan svigte. Vi oplever irritation, tankemylder og rastløshed. Vi får kort lunte og en aggressiv og utålmodig adfærd. Vi mangler ro, koncentration og fokus. Vores oprindelige arbejdsmotivation er blevet uproduktiv.
Ændringen kræver ledere, der tør bryde med forestillingen om, at succes er lig med antallet af arbejdstimer og stoppe med at belønne herefter. Ledere, der tør gå forrest som et godt eksempel og sige højt, at travlhed er fortid og pauser er fremtiden.
Hos Mindcap arbejder vi med følgende simple værktøjer til at huske pauserne i hverdagen;
- Stilhed og dybe vejrtrækninger i starten af et møde, hvor en vigtig beslutning skal træffes. Det gør vi for at samle fokus og sætte øvrige tanker på hold.
- Check-in mandag og fredag morgen; Vi spørger, hvor er du på det fysiske, mentale og emotionelle plan, så vi som kollegaer ved, hvordan vi skal omgås dig og hjælpe dig.
- Energibarometer fra 1-6, hvor 6 er høj energi, lyst og motivation. Det hjælper os med at sætte ord på de ting (både mennesker og opgaver), der giver og dræner vores energi.
- Gåture i naturen. Det giver anderledes samtaler, forandrer hjernens fokus og flytter bekymringer.
- Træk stikket. Inden en bekymring eller en udfordring går i hårdknude, så træder vi væk fra det, sover på det eller lægger det til side et par dage og ser, hvad der spirer af alternative løsninger. Vi anerkender, at hjernen skal afkoble for at tænke nye veje rundt om et problem.
Hvad gør I? Tør I skabe en arbejdsplads og en kultur, hvor pauser i form af ro, refleksion, stilhed og nærvær, ikke er off hours, men anerkendes og værdsættes, som det de er – livsvigtige?
LÆS MERE I POV AF LOUISE SPARF HER
Topillustration: Travlhed er fortid, og pauser er fremtiden. Foto: Unsplash.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her