Klodsmette – et intetsigende CPR-nummer

i Danmark/Liv & Mennesker/Sundhed af

KLUMME – Jeg fik en kraftig hjerneblødning i foråret 2018. Det blev min entré i en verden, hvor borgerens status ville være bedre som bevidstløs eller død. Alt det ind i mellem er ubelejligt og hakkes sammen med det andet dårlige kød i Jobcentret på Baldersgade i København.

Jeg har ikke mødt dårlige mennesker. Det ville ellers have været rart.

Jeg har mødt kedsommelige, trodsige, sultne, febrile, teatralske eller mirakuløst overbeviste mennesker. Hvis de er sultne, er deres opmærksomhed rettet mod døren, selvom de ser på mig.

Jeg mødte engang en kvinde, der var så sur og maverumlende, at jeg fik ondt af hende og sagde, at hun gjorde en stor indsats.

Jeg har mødt mig selv. I vinduesruderne bag forvaltningens ansatte. Ofte er vinduerne opdelt i felter af støv på indersiden og regn på ydersiden. Mit ansigt ser usympatisk ud i afspejlingen, og for mig er det omvendt – dagsregnen er lydefri og hænger i gardiner inden i mit hoved, støvet sidder udenpå.

Det er fem måneder, siden jeg har haft en stor hjerneblødning i lillehjernen på grund af for højt blodtryk. Jeg er 50 år og heldig, fordi jeg ikke er lammet eller død

En dag opdager jeg, at jeg græder. Jeg kigger væk, og damen over for mig bekendtgør, at hun ikke har noget visitkort. Alt papir bliver makuleret.

Uden for vinduet er efteråret vedholdende i hver en dråbe på Københavns Kommunes kantbed. Som en gammel slægtning, der altid kommer tilbage og har en vigtig, men ubekvem, pointe.

Det er fem måneder, siden jeg har haft en stor hjerneblødning i lillehjernen på grund af for højt blodtryk. Jeg er 50 år og heldig, fordi jeg ikke er lammet eller død.

Tvangsgråd

Heromkring er man vant til, at folk er labile. Tvangsgråd, hedder det, en uterlig bivirkning, der kommer over os. Vi tvinges til at tude foran andre voksne mennesker, fordi der er opstået forrykninger i vores følelsesapparat.

En forårsmorgen, da jeg blev kørt til genoptræning i hjerneskadecentret, betroede min chauffør, at han for ti år siden fik seks blodpropper i hjernen. Længe efter hulkede han ved synet af en lille hund eller et bestemt parcelhuskvarter ved Brønshøj. Det var meget belastende for en voksen mand, for han fik ikke blot våde øjne, men nærmest hylede mod himlen. Nu er han bare ’særligt sensitiv’, noget, der ellers tilskrives højt begavede drenge i små skoleklasser. Dem, der keder sig med almindelig undervisning.

Jeg fik dog et glimt af chaufførens særdeles voksne overlevelsestaktik den morgen, et karaktertræk, der ikke kommer fra hans tid som patient. Han er fra Amager.

Samtidig er det en af mine patient-oplevelser fra den anden side af det system, som har foldet sig ud på forskellige Nørrebro-adresser. En form for kanal, en parallelverden, under alt lortet, hvor jeg er blevet transporteret rundt til diverse aftaler i genoptræningsafdelinger.

I forvejen har mit syn været forrevent, så mine øjne fokuserer diffust og blævret på perifere indtryk, altså også en kanal. I kanalen. Det har skabt særligt intense køreture gennem mit København og sommeren fra et andet klimabælte. Bygninger fra 1800-tallet, der pludseligt læner sig ind mod hinanden, røde sten, grønne porte, vejarbejde med sære, grå huller. En mand her og der, han ser forbavset ud under hjelmen, denne underlige sameksistens af mennesker, som ingen andre ser. Kun dem, der ikke kan se.

Jeg græder på grund af hendes ansigt med de smalle læber, der minder om husholdningselastikker, de usynlige kontrakter mellem os, min taske på gulvet, det papirløse rum

Og mine medpatienter i bilerne, ensomheden, som brydes i et kvarter, mig, der interviewer, men gør det varsomt, og elsker, at historierne ikke skal bruges til noget, at de ikke er cases. Bevidstheden.

Denne forårsmorgen samlede chaufføren også en ældre mand op, som sad med lige ryg ved siden af mig på bagsædet og svarede opvakt på mine spørgsmål. Manden befandt sig i en hvid sky af infantilt dunet hår og hud, som var vasket ned af en tålmodig kone.

Ja, han havde haft en blodprop, ja, det er generende.

Han skulle afleveres på Glostrup Hospital, og taxachaufføren støttede ham hen til indgangen med de frotté-klædte bænkevarmere. Den tidligere vognmand klappede patienten på ryggen, som om den gamle krop rent faktisk kunne tåle et ægte dunk.

– Husk, min ven, når de tester din hukommelse: Du hedder Svend.

– Ja, ja.

Da chaufføren kom tilbage, satte han sig ind, smilede og lod den ene pegefinger cirkle på rattet. En attitude, som kun kendetegner mandspersoner, der er vokset sammen med deres biler.

– Jeg kører meget for ham, han er ret dement. Han hedder Frank.

Jeg tuder, som den idiot, jeg er

Jeg har hørt mange med hjernesygdomme fortælle om overfølsomme reaktioner, som den tidligere vognmand, der undskyldte, da han blev stiv i kæberne ved afkørslen til Brønshøj.

Men det sker sjældent for mig.

Der er næsten aldrig vildfarne tårer på vej ned af mit ansigt, jeg rømmer mig ikke hvert andet øjeblik for at løsne halsmusklerne.

I Jobcentret græder jeg, fordi kvinden der knap får sat sig, før hun siger, at hun ikke har ansvar for sygedagpenge og de andre beløb, der måske udbetales af Ydelsescenter København. Hun må ikke engang vejlede om sagsbehandling i forhold til min sociale og økonomiske status, men danner bro til de forløb, jeg ikke er nået til endnu.

Jeg græder på grund af hendes ansigt med de smalle læber, der minder om husholdningselastikker, de usynlige kontrakter mellem os, min taske på gulvet, det papirløse rum. Jeg føler elektrisk rastløshed og synes, det er synd for min taske, at den er så leddeløs og fyldt med lort, at den altid tipper over, selv når jeg stiller den op ad et stoleben.

Jeg har ingen opsparing eller forsikring som freelancer, indbetaler ikke længere til pension, og jeg står alene med ansvaret for to døtre på en københavner-adresse

Jeg har ingen erindring eller forudfattet mening om, hvorfor der er arrangeret et møde for os to her i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, BIF. Efter alle de andre besynderlige samtaler, jeg er blevet indkaldt til gennem de seneste måneder. Det har foregået, siden jeg skulle støtte mig med højre underarm og ind i mellem læggen op ad væggene i korridorerne.

Vi spiller i hvert fald ikke fodbold her.

Jeg er en nar, men det er først nu, det går op for mig, hvor frygtelig barnlig og naiv jeg har været.

Jeg tuder som den idiot, jeg er.

Mediebranchens pålægspølse

Den dag, min hjerne blev omdannet til en knitrende hvid skærm stedvist dekoreret af blodsprøjt, og ambulancen kørte 160 kilometer i timen gennem byen, stod jeg fortvivlende dårligt på arbejdsmarkedet. Jeg har ingen opsparing eller forsikring som freelancer, indbetaler ikke længere til pension, og jeg står alene med ansvaret for to døtre på en københavner-adresse.

Jeg var endt som en bedaget pålægspølse, der havde fået mediebranchens mest hygiejniske, færdigthakkede behandling. Stædig, som jeg påstås at være, drønede jeg dog rundt og hamrede løs i tastaturet.

Jeg glemte bare at leve. Igen. Og sikre mig selv og mine nærmeste, hvis kroppen blokerede med det ultimative stopsignal.

Med andre ord skal min situations alvor ikke udelukkende lægges på ‘samfundet’. På den anden side er der disse fakta: Jeg har arbejdet og betalt skat hele mit voksne liv, og hjerneblødningen slog mig næsten ihjel. Gælder det ikke?

Da jeg i ugerne efter d. 21. april lå med et langt operations-ar i nakken, en ventil i panden og slanger anrettet i hele kroppen, var jeg optimistisk. Da alle andre indlagte på akutafdelingen ud over en yngre fyr og jeg var bevidstløse. Da jeg måtte gå med et gangstativ og blev hjulpet i vaskerummet af en sygeplejeelev fra Venezuela.

Da syntes jeg, at tilværelsen var fin.

Godt nok tog jeg det yndige væsen i at kaste et medlidende blik mod mig, da jeg fik lov at sidde 25 minutter i en lænestol. Hun forsøgte at skjule det med en glad gestikuleren og viftende gummihandsker, men hun kom hen til mig og spurgte til mine døtre på en måde, der forekom mig … definitiv. Hvorfor havde hun så ondt af mig? Jeg følte mig som mig, jeg havde klaret den.

I den anden ende af stuen lå Verner på 68, hvis arme stadig viste en sejlers solbrændte stamina. Han var blevet fundet i koma i sin lejlighed. Nu blev han løftet af sengens hejseværk, badet grundigt bag rumdelere og fik suget luftrøret fri for slim af en larmende anordning. Mens ekskonen og vistnok en forvirret søster sad og pillede i kiosk-sandwicherne.

De kom aldrig til at tale med Verner igen, ikke med den, han var. Ham skulle man begræde. Dem skulle man støtte, for de ville komme til at savne hans irriterende madvaner og påståelighed.

Et intetsigende CPR-nummer

Sådan var min indstilling. I den stund var min glæde ved at eksistere stor, men optimismen kan til dels forklares med hjernens evne til at forklæde smerte og være vidunderligt pragmatisk. Desuden anede jeg ikke, at tilstanden senere ville blive revet systematisk ned af de samme mennesker, som skulle forestille at hjælpe med almindelige fornødenheder.

Meget hurtigt efter Rigshospitalets genstart af min lillehjerne blev jeg placeret i en maskine, som jeg godt nok havde læst og hørt om, men aldrig troet mulig. Det var en selvhenter af den helt elementære slags. Københavns Kommunes.

Regionens læger er nogle af landets, måske Europas, bedste i denne kategori, og de lappede kyndigt på sårene i lillehjernen.

Hver gang en sag om lavpraktiske, menneskelige behov, indledes i mit navn, skal jeg starte forfra, ofte i en ny afdeling med nye formularer

Man glemte dog at bekymre sig om de ødelagte øjne, den absurde træthed – og mig. Det skulle ’de andre’ have gjort. Jeg ved endnu ikke, hvem de er.

Jeg sidder forkvalmet og rundt på gulvet i Jobcentret, formentlig sjette eller syvende gang. Men jeg begynder at ane, hvor intetsigende jeg er som CPR-nummer. Alt hvad den ansatte siger, er afgørende for min fremtid; alt, hvad jeg siger, er ligegyldigt for hende.

Desuden kan jeg ikke oversætte hendes ord, hvor meget jeg end koncentrerer mig. Jeg hører en sætning, forsøger at give den en plads i verden, være fødselshjælper for den. Men meningen, de danske ord, ruller om bag det klæde, som forer hele rummet.

Ordene er historiske for mig, men jeg har glemt dem, før de trækker vejret første gang.

Jeg har en hjerneskade, og det er klart, at den udfordrer mig. Jeg har stress, fordi det er mit eget ansvar at tage tur efter tur ud til Lærkegade for at få afslag efter afslag på ansøgning efter ansøgning. Modafgørelser, digitale versioner, skriftlige versioner, skemaer, dokumentation af min elendighed fra bank og skattevæsen.

Hver gang en sag om lavpraktiske, menneskelige behov, indledes i mit navn, skal jeg starte forfra, ofte i en ny afdeling med nye formularer. Tandbehandling og nye briller er fx to uafhængige, tidkrævende kampe for mig, og det er lang fra sikkert, at jeg kan få nogen af delene. Jeg går rundt med en knækket, betændt tand på sjette måned og bruger kun håndkøbs-briller fra tiden før sygdommen.

Ret til at skide på min hjerne

Det betyder også, at kvinden i Baldersgade på forhånd opgiver mig som samtalepartner og menneske. Jeg er ussel for statistikken i denne silo. Damen påtager sig ikke engang at henvise mig til andre kvalificerede i forvaltningerne, og den anden dame, min tilkendte sagsbehandler i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, har gloet ligeglad på mig siden det første møde i forsommeren.

Først efter fire måneder hentede hun min sygejournal. Efter lange, fuldkommen barnagtigt uvedkommende, beretninger fra mig.

Der står oven i købet i en forvaltnings-formulering, at det ikke er ’sygdommen i sig selv, men uarbejdsdygtigheden’, der er relevant på denne adresse.

De har lovmæssigt ret til at skide på min ødelagte hjerne og kører mig igennem proceduren på samme måde, som hvis jeg havde et benbrud.

Desuden har de mange ord været igennem en voldsom omskrivning. Klæge i deres konsekvensløshed og uansvarlighed. Som en af de mere direkte fagkonsulenter sagde, da hun blev hentet ind som bagstopper af en vred socialrådgiver. (Jeg kunne tilsyneladende ikke forstå noget som helst).

– Vi må ikke være for pædagogiske, hverken i skrift eller tale. Det kan få folk til at gøre sig forkerte forhåbninger, som vi ikke kan indfri.

Nuvel. De har et vanskeligt opdrag. Men dette må også være nogle af artens mest forhærdede eksemplarer. Uden at blinke ’tilbyder’ de mig kompetencer, ressourcer, afklaring og beskæftigelse. Jeg bliver oven i købet inviteret til ’jobsamtale’ på Baldersgade.

Der sidder jeg så som så mange før og efter mig. De fleste endnu ringere stillet end mig. Jeg får foretræde med min træsko. Og mudder i den træsko.

Klodsmette har gjort det igen.

Aktiverings-øen

For at holde desorienteringen ud, viser jeg med håndfladen mod den kvindelige kommunerepræsentant, at mødet er slut.

Det er fem måneder siden, at jeg havde et brusende højt blodtryk og kastede op på en drengs sneakers på et busstoppested på Vildersgade, mit svælg raslede noget om en ambulance gennem brækket – og jeg besvimede.

Der begynder at danne sig uheldige metaforer foran mig, nu, hvor jeg gradvist erkender hele denne miserable færd. Billeder, som kompenserer for og kvikker op på historien om lalleglade idiot-Mette.

Hvor fra, hvor til og med hvad skal denne brobygger bygge en bro? Hende foran mig, der er et af de mest udtryksløse mennesker, jeg nogensinde har truffet (og jeg har ligget og siddet og gået foran min del af lægestanden).

Men de tektoniske plader, der har rykket sig under hele min eksistens, er kun mit område. De gør mig mere og mere sløv, og jeg lever snart op til mit nummer

Skal jeg transporteres over på en aktiverings-ø, hvor regeringen har noget at sige? Måske bør jeg tage en færge derover, ligesom når man overgår til dødsriget, og giver færgemanden en guldmønt?

Hvad nu, hvis jeg skal sejles til Lindholm i Stege Bugt sammen med de benhårde udlændige?

Måske ville det være rart. Så kan jeg stå og betragte en lovende horisont fra mit udsigtssted på færgedækket, ligesom i film, hvor selv teenagerne er henrykte for at flytte fra metropolen og ud i randområdet.

Ude i venteværelset sidder de andre klienter, stolene er placeret, så det ligner en lille provins-banegård fra 70’erne. Men vi skal ikke ud og rejse, vi skal stræbe efter et eller andet, forstå noget essentielt, der aldrig er blevet forsøgt forklaret. Fordi ingen ved …

Hvis bare nogle af disse Baldersgade-folk havde været dårlige eller onde. Hvis jeg kunne have oparbejdet en stålsat vrede. Råbt med uretfærdighedens retfærdige indignation og fortalt alle i min omkreds, at man gjorde en mor og to børn fortræd. Gjort oprør med rette.

Men de tektoniske plader, der har rykket sig under hele min eksistens, er kun mit område. De gør mig mere og mere sløv, og jeg lever snart op til mit nummer.

Der er ingen dårlige mennesker her.


Klummen er først bragt på Mette Nexmands personlige blog, som du kan læse her.


Foto: Mette Nexmand.

Mette Nexmand, uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole. Har arbejdet som redaktør og journalist på flere livsstilsmagasiner, senest som digital redaktionschef hos Benjamin Media. Har desuden arbejdet i client media-branchen og skabt koncepter, kommunikationsstrategier mv. for fagforeninger, ngo-organisationer og private virksomheder.
Personligt meget optaget af historie, litteratur, design, arkitektur og samfundsforhold. Er udpræget nørd, når det kommer til historie/idéhistorie. Er sprogmenneske om en hals, men forsøger også at være i en konstant læringsproces omkring naturvidenskabelige emner. Skriver en litterær blog, hvor alle disse emner kommer i spil.