
DAGENS // POV BUSINESS – “Kære arbejdsnarkoman, sig farvel til din dopaminrus. Lær at holde pauser, restituere og være nærværende, og sig goddag til ægte arbejdsglæde. Den er derinde.” Vel tilbage fra sommerferien, spørger Louise Sparf om du egentlig fik slappet af og restitueret? Eller havde du måske en følelse af, at noget manglede? Måske var det din daglige arbejdsrus.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her
I Danmark engagerer vi os så stærkt i vores arbejde, at vi sætter vores helbred over styr. Omkring 430.000 danskere oplever dagligt symptomer på alvorlig stress og 35.000 danskere er i gennemsnit sygemeldt pr. arbejdsdag ifølge Stressforeningen Danmark.
Virksomhedernes belønningssystemer er sat op, så hvis du ofrer alt for arbejdet, bliver du lønnet og belønnet herefter
37 timer er normtiden i de fleste ansættelseskontrakter, men er du ambitiøs forventes det, at du arbejder langt mere. For vi har svært ved at måle succes ud fra andet end antallet af timer.
Advokaten, den administrerende direktør og iværksætteren hyldes alle på forsiden af aviserne for deres lange, hårde (underforstået succesfulde) arbejdsuge. Og virksomhedernes belønningssystemer er sat op herefter; hvis du ofrer alt for arbejdet, bliver du lønnet og belønnet herefter.
Helbred over styr
Derfor lever mange af os et liv, hvor vi konstant arbejder for meget. Vi bilder os ind, at det er digitaliseringens skyld, fordi grænserne mellem arbejde og fritid er smeltet sammen, men i realiteten skyldes det, at vi vedbliver at tro på historierne om, at vi er uundværlige på jobbet.
De fleste af os er bange for at miste kontrollen, for ikke at blive anerkendt, for ikke at være betydningsfulde og for ikke at være gode nok.
Japanerne bruger begrebet, Karõshi: at arbejde sig selv ihjel. Karõshi betyder bogstaveligtalt ‘overarbejdsdød’.
Begrebet opstod i 70’erne efter en bølge med hjertestop og selvmord på de japanske arbejdspladser. Alvoren fik dog ikke virksomhederne til at ændre belønnings- og anerkendelsesmønstre.
Normen dikterer, at vi har en såkaldt ‘work life balance‘-kultur og naturligvis skal vi hente vores børn, men lige så snart vi er hjemme, kommer computeren frem
Selv i dag belønner chefer verden over fortsat efter antallet af timer. Konsekvensen er, at ansatte i Japan bliver ”hemmeligt” på kontoret.
I Danmark går vi hjem, for normen dikterer, at vi har en såkaldt work life balance-kultur og naturligvis skal vi hente vores børn, men lige så snart vi er hjemme, kommer computeren frem. Vi skal signalere, at vi er tilgængelige. At vi er betydningsfulde. At vi fortjener ros.
Ros virker som narkotika
Når vi bliver rost og belønnet for et stykke arbejde, udløser vores hjerne dopamin. Det stimulerer de dele af hjernen, der skaber følelsen af stolthed og tilfredsstillelse. Når der udløses dopamin i hjernen, fjernes følelsen af træthed og erstattes af lyst og motivation til at yde mere.
Ros og belønninger har dermed direkte virkning på vores effektivitet, ganske som virksomhedernes belønningssystemer ønsk
Problemet er, at rusen og lystfølelsen kun er kortvarig.
Efter en kort optur, følger en lang nedtur og jagten på en ny belønning kan begynde. En ond cirkel for arbejdsnarkomanen er sat i bevægelse.
Det paradoksale er, at virksomhedernes belønningssystemer og bonusser, der er skabt til at understøtte effektivitet og incitament og til at arbejde hårdere, kun lykkes kortvarigt. Effektiviteten erstattes hurtigt af manglende glæde og motivation for arbejdet.
Slagsiden af at køre hele dagen i 4. gear (på de høje beta-frekvenser) er utålmodighed, ophidselse, og sågar angst og frygt
For arbejdsnarkomanen jagter nu kun belønningen og ikke længere glæden ved arbejdet. Arbejdsnarkomanen er blevet ligeglad med selve arbejdet.
Det er performancekulturens svigagtige bagside, som Christian Ørsted skriver i sin bog ”Livsfarlig ledelse”.
Hjernen på overarbejde
Arbejdsnarkomanens konstante jagt på en ny dopamin-rus betyder, at hjernen konstant er på arbejde. I jagten på anerkendelse og ros, på at nå tallene og producere flere timer, glemmer mange af os at restituere og lade op, og både virksomheder og medarbejder negligerer pauserne.
”Pausen” er for mange kun transporttiden til og fra arbejdspladsen.
Resultatet er, at korttidshukommelsen kan svigte. Vi oplever irritation, tankemylder og rastløshed. Vi får kort lunte og en aggressiv og utålmodig adfærd. Vi mangler ro, koncentration og fokus.
Vores oprindelige motivation er blevet uproduktiv. Hjernen er på overarbejde.
Arbejdsnarkomanen kører i 4. gear
Hjernen svinger med forskellige frekvenser også kaldet hjernebølger. Vores hjernebølger udsender en elektrisk aktivitet, Hz pr. sekund, som kan måles ved at sætte elektroder på hovedets overflade. Hjernebølgerne bevæger sig fra delta (0,5 – 3 Hz pr. sekund), som er vores drømmeløse søvnstadie over thea, alfa, beta og op til gamma (36-42 Hz pr. sekund), som er høj energi og hvor vi typisk er i en tilstand af ekstase og flow.
Hvis ikke du reagerer på alarmlamperne, vil motoren slå fra eller brænde sammen. Det samme gælder hjernen
Vi har brug for at bevæge os mellem de forskellige frekvenser, ligesom en bil har brug for sine forskellige gear. Hvis du presser din bil for meget og kører for stærkt i for lang tid, så vil bilen blive varm. Den er på overarbejde og alarmlamperne vil blinke.
Hvis ikke du reagerer på alarmlamperne, vil motoren slå fra eller brænde sammen. Det samme gælder hjernen.
Arbejdsnarkomanernes hjerne befinder sig det meste af dagen i de høje beta-frekvenser, hvor hjernebølgerne svinger mellem 18 – 35 Hz pr. sekund. Her bruger vi vores logiske tænkning og rationaliserer os frem til løsningerne. Det er et sundt og nødvendigt stadie til at konsekvensanalysere situationer og se nye perspektiver i svære problemstillinger.
Arbejdsnarkomaner kører typisk fra 1. gear (delta) direkte til 4. gear (beta) og ned igen, uden at tage pauser til restitution. Resultatet er, at vi ikke udnytter vores hjernes kapacitet optimalt og kører på lav produktivitet, selvom hensigten er det modsatte.
Slagsiden af at køre hele dagen i 4. gear (på de høje beta-frekvenserne) er utålmodighed, ophidselse, og sågar angst og frygt. Der kan opstå en ubalance i kroppen og vi har nemmere ved at føle os stressede. I værste fald kan hjernen brænde sammen og efterlade sorte pletter, hvor der ingen aktivitet er.
Det leder mig tilbage til de skræmmende tal, jeg præsenterede i starten af klummen: 430.000 danskere oplever dagligt symptomer på alvorlig stress og 35.000 danskere er sygemeldt pr. arbejdsdag. Måske fordi mange af dem er arbejdsnarkomaner, der ikke har lært at holde pauser og bruge de forskellige frekvenser i hjernen.

Hjernen i balance
Det er vigtigt at passe på hjernen. Den skal have tid og ro til at genoplade sig selv, hver dag.
Succes er et ”inside job”, hvor pauser er en naturlig del af din ydeevne, og altså ikke en afvigelse fra præstationer
Toppræstationer kræver overskud og restitution f.eks. i form af motion, søvn, meditation og kontakt med naturen til at berolige og afspænde hjernen. De forskellige afspændingsformer reducerer svingningerne i vores hjernebølger (ned til 4-13 Hz pr. sekund), og hjælper os med at gå fra en tilstand af uro og stress til at være tilstede i nuet, mærke vores følelser og sætte vores tanker på pause.
Fokus på åndedrættet øger blodgennemstrømningen i kroppen, så hjernen bliver meget modtagelig for ydre stimuli samtidig med at hjernen faktisk reparerer sig selv. Bogstavelig talt lader din hjerne op. Det er ikke hokus pokus. Det er videnskab. Læs mere om topforskeres forsøg med hjernescanninger under meditation her.
Hjernen skal afkoble for at tænke nye veje rundt om et problem. Det har elitesporten vidst i mange år, nu er det på tide at bringe den viden ind i vores virksomheder.
Det skal være slut med at associere hårdt arbejde med lykke og tilfredsstillelse. Balance og arbejdsglæde skal vokse indefra og ikke lokkes frem af høje bonusser. Vi må bryde med den forestilling om, at succes er lig med antallet af arbejdstimer.
Succes er et ”inside job”, hvor pauser er en naturlig del af din ydeevne, og altså ikke en afvigelse fra præstationer.
Kære arbejdsnarkoman, sig farvel til din dopaminrus. Lær at holde pauser, restituere og være nærværende, og sig goddag til ægte arbejdsglæde. Den er derinde.
LÆS MERE OM ARBEJDE, KARRIERE OG LEDELSE FRA LOUISE SPARF HER
Topillustration: Arbejdsnarkomaner bryder sammen på et tidspunkt. Og arbejdsglæden fortager sig. Foto: Freepik
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her