SUNDHED & DIGITAL KULTUR // KRONIK – Da statsministeren pegede på den digitale kultur som en trussel mod fremtidens trivsel og sundhed, rystede flere sundhedseksperter uforstående på hovedet. Men betragtningerne rammer plet, for hvilke konsekvenser har det for de mange børn og unge mennesker, som klager over mistrivsel, at de nærmest lever som uploadede spor i en digital anti-verden?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er en verden, og der er en anti-verden, og de er begyndt at flyde sammen. Det må være denne præmis, som lå til grund for statsministerens tale d. 11. april ved Regionernes Politiske Topmøde.
Temaet var sundhedsvæsenets udfordringer, men både regionspolitikerne og diverse sundhedseksperter fik sig tilsyneladende en lille overraskelse, da statsministeren valgte at se udfordringerne i et langt mere eksistentielt og kulturelt perspektiv end det forventede om struktur, økonomi og varme hænder. En stor del af talen tog således udgangspunkt i statsministerens bekymring for, “at vi i sundhedsdiskussionen misser de advarsler, der nu står og blinker”.
Med andre ord ønskede hun at tematisere, hvad vi bliver syge af: “Hvad nu, hvis det, der er mest skadeligt for vores børn og unge, os alle sammen, er de skærme, der har det med at klistre sig fast til vores hænder? Som ligger ved siden af vores seng, og som følger os som en skygge overalt, hvor vi går?”
Vores måde at være menneske og samfund på har ændret sig, uden nogen rigtig opdagede det, selv om de sociale og menneskelige konsekvenser af internettet har været undersøgt gennem mange år
Statsministeren pegede altså på den digitale kultur som en trussel mod fremtidens trivsel og sundhed. Flere sundhedseksperter rystede uforstående på hovedet, bl.a. Lægeforeningens formand, som blot konstaterede, at “hvis vi slår op i sygdomsbyrdeprofiler og alt muligt andet, så ser vi ikke noget om skærme”. Måske havde der været plads til en lidt mere indsigtsfuld betragtning: Hvad sker der med den sociale og psykiske sundhed, når de unge, og mange andre, lever og færdes i en digital anti-verden? Kunne det fx resultere i den manglende trivsel, som utallige undersøgelser allerede har dokumenteret?
Det er ikke nyt, at der er en sammenhæng mellem menneskets psykiske habitus og de kulturelle strømninger. Freuds Kulturens byrde fra 1930 står som en monumental opfordring til at være interesseret i forholdet mellem det enkelte menneske og kulturens dominerende strømninger.
Derfor er det naturligvis også statsministerens opgave at sætte den digitale kulturs menneskelige og eksistentielle konsekvenser på den politiske dagsorden. I den seneste udgave af Sundhedsstyrelsens analyser af sygdomsbyrden i Danmark står der nemlig, at de forskellige typer af sundhedsmæssige faktorer “alle påvirkes af både levevilkår og strukturer i samfundet”. Det handler altså om, hvilke faktorer der har betydning for danskernes sundhed, og som derfor kan være af betydning i “planlægningen både nationalt, regionalt og kommunalt”.
Stedet som ikke er
Politik er en intetsigende affære, hvis der ikke er en eksistentiel drivkraft til at tænke over fremtidens udfordringer. Selv om sundhedseksperterne og regionspolitikerne ikke kunne se nødvendigheden, så er det statsministeren, som har fat i denne eksistentielle ende, når hun sætter fokus på, hvordan mennesker – bl.a. sundhedsmæssigt – reagerer på erfaringerne med at blive trukket ind i den digitale kulturs anti-verden.
Selvfølgelig er vi stadig i verden, men det er ikke længere helt præcist, hvad det betyder at være i verden. Og ikke mindst hvad venter der os, når både vores individuelle og samfundsmæssige verden bliver reformateret af den digitale anti-verden? Som den tyske filosof Peter Sloterdijk spørger: “Hvor er vi, når vi er i verden?”
I den digitale anti-verden findes denne eksistentielle tyngdekraft ikke, så vi blæser let væk og afkobles fra kendte forestillinger om medmenneske, samfund og fællesskab
I 1997 kaldte Tor Nørretranders den fremvoksende digitale verden for “Stedet som ikke er”. Det var titlen på hans bog, som handlede om “fremtidens nærvær” i en verden struktureret og formet af internettet. I dag, 27 år efter udgivelsen, er bogen stadig læseværdig, med en fremragende analyse af, hvordan oplevelsen af vores verden som et “sted” vil ændre sig med internettets udbredelse.
1997 knyttede Nørretranders’ håb sig til, at internettet ville binde mennesker mere sammen og øge interessen for kvaliteten af nærvær og samvær, netop fordi tid og sted blev af mindre betydning med den digitale udvikling. Dette blev af mange også set som en progressiv styrkelse af demokratiet, endda en teknologi med muligheder for at udvikle en politisk kultur domineret af direkte demokrati.
De mest entusiastiske så for sig, at der via nettet og den “personlige computer” løbende kunne holdes afstemninger, så folket blev inddraget direkte i de politiske beslutningsprocesser. Det var næsten det samme, som Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, sagde i 2017 om Facebooks mission: Vi vil “bringe verden tættere sammen” gennem meningsfulde Facebook-grupper.
Den digitale anti-verden
Det er uomgængeligt, at internettet i det seneste årti har skabt en social revolution. Som Susie Alegre skriver i Freedom to Think, så har internettet virket som en langsom og vedvarende bølge, hvor stadig større landområder eroderes, indtil vi en dag opdager, at vores mentale landskab er blevet grundlæggende ændret til det, vi her beskriver som en digital anti-verden.
Vores måde at være menneske og samfund på har ændret sig, uden nogen rigtig opdagede det, selv om de sociale og menneskelige konsekvenser af internettet har været undersøgt gennem mange år. Og “mange år” vil i den digitale æra sige siden 1993, hvor Howard Rheingolds bog, The Virtual Community, beskrev det digitale samfund som lige så virkeligt som det fysiske samfund. Hermed begyndte den diskussion af de sociale og menneskelige konsekvenser af internettet og den digitale kultur, som statsministerens tale om “skærmenes” indflydelse på den menneskelige habitus ligger i forlængelse af.
Hver gang det afsløres, hvordan de sociale medier helt samvittighedsløst skader brugerne, begynder diskussionen om, hvordan vi kan gøre den digitale anti-verden mindre skadelig
Lægeforeningens små-hånlige og arrogante afvisning af statsministerens tematisering af dette temas sundhedsmæssige dimensioner bygger ikke på nogen dybere indsigt i, hvordan mennesket eksistentielt er funderet i verden. Menneskets verden er fysisk, vores plads i den er stedbunden, vi indoptager den gennem fysisk nærvær og sansning, og der er en mellemmenneskelig, social, psykologisk og eksistentiel tyngdekraft, som holder os fast.
I den digitale anti-verden findes denne eksistentielle tyngdekraft ikke, så vi blæser let væk og afkobles fra kendte forestillinger om medmenneske, samfund og fællesskab og føres til andre virkelighedsdimensioner, som giver os helt ukendte erfaringer af os selv og vores muligheder og begrænsninger.
Den digitale anti-verden giver ikke oplagte muligheder for, at mennesker kan orientere sig efter kropslige erfaringer og sociale interaktioner. Det betyder noget for forståelsen af sig selv og af andre; en ny orientering mod verden og mod selvet, som vi også sundhedspolitisk må forholde os til blandt mange andre risikofaktorer.
Formateringsstress
Der tales om mistrivsel og ensomhed, om manglende evne til at indgå i sociale relationer, om en ændret forståelse af egen-kroppen. Vi kan naturligvis ikke udelukkende definere verden ud fra, hvad den ikke længere er. Men noget tyder på, at vi er ved at genskabe vores liv og personlige erfaringer som en enhed, der ikke længere eksisterer i den fysiske verdens sociale liv, men primært i det digitale livs anti-verden. Hvilke konsekvenser har det for mange af de børn og unge mennesker, som klager over mistrivsel, at de nærmest lever som uploadede spor i en digital anti-verden?
Undersøgelserne af mistrivsel afslører måske noget om, hvad der sker, når et online- og uploaded menneske returnerer fra den digitale anti-verden til den fysiske verden; når vores online-selv kommer tilbage og så at sige forfølger os langt ind i den fysiske verden.
Helt patetisk bliver det, når folk begynder at skrive om (på de sociale medier naturligvis), hvordan de nu overvejer at holde pause eller helt at droppe disse medier
I essayet “People Aren’t Meant to Talk This Much” analyserer den amerikanske professor i digitale medier Ian Bogost nogle konsekvenser af det moderne online-liv: Tech-giganternes entydige interesse er kvantitet. Brugerne af de sociale platforme skal motiveres til at komme i kontakt med endnu flere, skrive endnu mere, lægge endnu mere på nettet og forvandle sig selv til et uploadet digitalt spor. De sociale platformes “giga-samfund” forudsætter svage sociale bånd. Stærke bånd tager for lang tid og vil bremse det menneske-flow, som tech-giganterne lever af at kapitalisere.
Det såkaldte senmoderne menneske er karakteriseret ved flere og flere “svage” bånd – og det i et omfang, så betydningen af de “stærke” tilknytninger næsten drukner. Midt i flodbølgen af “venner” på de sociale medier viser undersøgelser, at mennesker alligevel savner venner – rigtige venner – og lider under det, helt til grænsen af det eksistentielt ødelæggende.
Den digitale anti-verden er ikke formateret til det menneskelige. Men det er os mennesker, som kommer til at føle os fejlformateret, ramt af formateringsstress, for det digitaliserede menneske er en amputering af det menneskelige. Hver gang det afsløres, hvordan de sociale medier helt samvittighedsløst skader brugerne, begynder diskussionen om, hvordan vi kan gøre den digitale anti-verden mindre skadelig.
Helt patetisk bliver det, når folk begynder at skrive om (på de sociale medier naturligvis), hvordan de nu overvejer at holde pause eller helt at droppe disse medier. Men hvor nemt er det lige?
Washington Post skrev i 2021 om brugere (i den digitale anti-verden tales der ikke om mennesker), som forsøger at forlade den digitale anti-verdens sociale medier, men ender med at stille spørgsmålet: Jamen, hvor skal man så gå hen for at mødes, tale sammen, finde nyheder, søge viden, finde underholdning, være med i verden? Måske er den fysiske verden allerede blevet langt mindre forståelig end den digitale anti-verden?
Omslaget på en engelsk udgave af Freuds Kulturens byrde viser et menneske i bur. I dag kunne dette være en illustration af, hvordan vi er ved at blive fanget i et bur mellem den fysiske verden og den digitale anti-verden. Buret kunne erstattes af den skærm, som statsministeren nævnte, da hun talte om, hvad vi måske i stigende grad vil blive syge af i fremtiden. Eller mere præcist: hvad der allerede i dag skaber formateringsstress i form af mistrivsel, utilpassethed og fremmedgørelse – helt ud til kanten af det sundhedsskadelige.
Læs også Peter Schjødts kronik om unges mistrivsel, “Frygten for fiasko”, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
