PETER VESTERDORF // BOGUDDRAG – EU-ekspert og Venstremand Peter Vesterdorf har skrevet sine erindringer. Udover en tur rundt i den danske EU-politik, hvor Vesterdorf var aktiv i årtier indeholder bogen også et væld af anekdoter, bl.a. om Fritz Schur og den uheldige ambassadør, om Svend Auken, der fik vredet armen rundt, om Henning Christophersen og George H.W. Bush, om en oprørsk gruppe Venstre-MF’ere og om barokke oplevelser i Udenrigsministeriets flygtningekontor – ja selv Mette Frederiksens børnepolitik er der plads til. POV bringer en række nedslag fra bogen.
Fra kapitlet om studietiden
Det sidste fag var et mareridt. Det var hos prof. Koktvedgaard i universitetets hovedbygning på Frue Plads. Salen var fuld.
Der var to sortklædte censorer – en fra byretten i København og en fra Højesteret.
Umiddelbart før jeg gik ind til straffeproces-eksamen, havde prof. Koktvedgaard skældt den foregående eksaminand voldsomt ud, fordi der var en fotograf, der fotograferede professoren, da han ønskede studenten til lykke med cand.jur. titlen. Jeg kom noget rystet ind efter det optrin.
Ved De, hvad jeg tror, De kan blive. De kan blive en god lovgiver, men heller ikke det er gældende ret i Danmark. Det er gældende ret i USA
Da jeg tog stolen og skulle sætte mig ned, fik jeg nålestik over hele overkroppen og i kinderne – totalt stress. Jeg fik en slags blackout på et tidspunkt.
Jeg svarede korrekt på hans spørgsmål, men det var det rigtige svar på et andet spørgsmål – jeg forklarede, hvad fængslingsbetingelserne var, og ikke, som jeg skulle have gjort, hvad fængslingsgrundene var. Koktvedgaard sagde, idet han kneb øjnene ubehageligt sammen:
”Ja, det er godt, men det, De har beskrevet, er ikke fængslingsgrundene, men fængslingsbetingelserne. Vil De så forklare, hvilke fængslingsgrunde vi så har?” Det gik jeg så ganske pænt i gang med, men fik en eller to for meget med, hvortil han iskoldt sagde: ”Ja, det er gældende ret, blot ikke her i landet”
Lidt senere fulgte han stærkt ironisk op med følgende svada: ”Ved De, hvad jeg tror, De kan blive. De kan blive en god lovgiver, men heller ikke det er gældende ret i Danmark. Det er gældende ret i USA” – kullusionsarrest tror jeg, det var. På den måde skulle det jo gå galt og tilmed i noget ret let stof. Jeg fik karakteren 9 ud af 16!
Men var til gengæld cand. jur. So what? Jeg tog revanche ved sidenhen at blive lic. jur. i en fyldt sal i Metropolitanannekset med tre professorer til stede – to dr. juris (Gulmann og Ole Espersen) samt en fra statskundskab. Jeg talte 54 minutter til forsamlingen om delegation i EF-retten og afleverede også nogle latinske sætninger, hvilket fik nogle tilhørere til at smile.
Far og mor var der også samt nogle kolleger fra udenrigsministeriet og Holger Hansen, min gode ven fra Folketinget, og som senere også blev lic. jur. Jeg havde fået 14 dage til at lave en forelæsning om et emne i tilknytning til min licentiatafhandling, som jeg fik stukket ud. Forelæsningen, der handlede om delegation (delegata potesta non potest delegatur) findes i mit chatol.
Han var frygtet, men kunne også ud over at være ekstremt arrogant og nærmest ondskabsfuld være flink og hjælpsom
Jeg mødte senere Koktvedgaard ved flere lejligheder, og engang da jeg forlod Patentdirektoratet sammen med ham en fredag eftermiddag, ville jeg nævne min eksamensoplevelse over for ham – han havde ikke behandlet mig fair ved eksamen. Men da han på vej ud bemærkede:
”Dejlig dag i dag, Vesterdorf, vi skal hjem og nyde det med familien”, kunne jeg ikke få mig til at vende tilbage til den gamle sag. Til gengæld susede jeg forbi hans Passat stationcar (han havde stiftet ny familie og havde mindre børn) i min Maserati Shamal! Også en slags hævn, men uden at han vidste det. Prof. Koktvedgaard døde senere i ret ung alder af kræft.
Han var frygtet, men kunne også ud over at være ekstremt arrogant og nærmest ondskabsfuld være flink og hjælpsom. Jeg oplevede ham især, da han var formand for Udvalget for Intellektuel Ejendomsret.
Som en lille smagsprøve på ham fortæller jeg følgende. En dag, da to unge ansatte i Patentdirektoratet skulle fortælle om et spørgsmål, de havde forsvaret i Bruxelles, stillede han dem et spørgsmål. De svarede efter bedste evne.
Han sagde så: ”Det er jo ikke det, jeg spurgte om. Sig mig, har De ikke forstået, hvad jeg siger”? Han stillede spørgsmålet igen. Og de svarede igen åbenbart ikke tilfredsstillende. Han fulgte med iskold stemme op med følgende svada: ” De kan åbenbart ikke besvare mit spørgsmål. Så har De jo heller ikke været i stand til at forsvare de danske synspunkter i Bruxelles!”. Pinlig tavshed fra de unge embedsmænds side og direktoratets direktør, Mogens Kring, følte det givetvis også sådan.
Ved en anden lejlighed var Koktvedgaard til gengæld så flink – vel at mærke mod mig – at gøre sig til talsmand for synspunkter, jeg skulle forsvare på vegne af Håndværksrådet. Det gik så ud over Warning Hansen fra DI, der blev helt rød i hovedet og for en gangs skyld kom til kort.
Det var også udtryk for en slags anerkendelse, at professoren bad mig om at anmelde Hjalte Rasmussens bog EU-ret i kontekst, hvilket jeg så gjorde og gav Hjalte en generelt god anmeldelse i Ugeskrift for Retsvæsen, dog med undtagelse af hans synspunkter om EF/EU-domstolen.
Fra kapitlet om min tid i Håndværksrådet (nu SMV-Danmark)
Nå, men ”nedsat moms-manøvren” var en af mine ”sejre”, der gav sig udslag i topmødet i Luxemburg i 1998, hvor stats- og regeringscheferne godkendte forslaget.
Den var til gengæld ikke populær hos (nu afdøde) Kong Hans (alias fhv. direktør for DI Hans Skov Christensen). Ved et møde i København, hvor ca. 10 danskere var inviteret til at spise middag med kommissæren for det indre marked, Frits Bolkestein, afbrød Hans Skov Christensen mig, da jeg var ved at fortælle Bolkestein om ideen om nedsat servicemoms.
”It is just his personal opinion,” udbrød Skov Christensen temmelig flabet og højlydt. ”No,” svarede jeg køligt, ”it happens to be the opinion of nothing less than the 10 million small- and medium sized enterprises in Europe that are members of UEAPME”.
Så sagde Kong Hans pudsigt nok ikke mere om det, men Bolkestein syntes om ideen, for han skulle snart have sit sommerhus i Sydfrankrig malet, fortalte han!
Fra kapitlet om mine år i udenrigsministeriet
En dag blev jeg ringet op af en herre, der med autoritativ kommandostemme sagde: ”Er det fuldmægtig Vesterdorf”
Jeg svarede ja, hvorefter han bekendtgjorde, at han var ambassadør Janus Paludan (Island). Han spurgte derefter i en meget ubehagelig tone:
”Sig mig, kan De ikke skrive”? Jeg spurgte ham noget rystet om, hvad der var galt. Det viste sig at handle om en telex, jeg havde sendt til ambassaden i Reykjavik til almindelig information.
Vi skal passe på. Han er en helvedes klog rad, men et dumt svin, der sidder deroppe i Reykjavik og glor ud over Altingssletten uden at have andet at lave end at genere hårdtarbejdende folk (sic!) som os. Skriv et korrekt, men ubehageligt svar til ham
Den handlede om en handelsaftale mellem Danmark og Egypten. Han fortsatte efter at have identificeret genstanden for sin opbragthed: ”Hvad står der i entêten”?
Jeg svarede ved at læse enteten op, hvortil han sagde: ”Men det er jo ikke det, sagen handler om” Jeg svarede igen rystet: ”Men hvordan mener De”?
Jo, sagde han. Entêten skulle lyde: Godkendelse af ratifikation af aftale og ikke blot ratifikation af aftalen. Jeg fortalte det til Lose, som ambassadøren allerede havde ringet op, inden jeg fik fat på Lose.
Lose sagde: ”Vesterdorf, det er sgu noget lort, det her. Vi skal passe på. Han er en helvedes klog rad, men et dumt svin, der sidder deroppe i Reykjavik og glor ud over Altingssletten uden at have andet at lave end at genere hårdtarbejdende folk (sic!) som os. Skriv et korrekt, men ubehageligt svar til ham. Så får vi overhunden (dvs. afdelingschef, ambassadør Repsdorph) til at skrive det under”.
Jeg skrev en sådan tekst.
Den blev godkendt og sendt til Janus Paludan, der i en telex til UM havde skrevet, at vi ikke viste sagen fornøden respekt. Tekstens sidste linjer lød: ”Udenrigsministeriet må på det bestemteste afvise, at sagen ikke er behandlet med fornøden respekt”.
De gamle ambassadører blev opfattet nærmest som guder, eller betragtede i visse tilfælde nok sig selv som sådanne. Om det er sådan i dag, ved jeg ikke
Der fik han den. ”Det har han sgu godt af”, sagde Lose. Det viser unægtelig lidt om forholdene visse steder i ministeriet. De gamle ambassadører blev opfattet nærmest som guder, eller betragtede i visse tilfælde nok sig selv som sådanne. Om det er sådan i dag, ved jeg ikke.
Fra kapitlet om min tid i Livgarden
Særlig speciel var premierløjtnant Skeel, der døde kort efter min militærtid i en bilulykke i Californien. Han var fra det fine gods Lyngsbækgård på Mols, der tilhørte hans far Otto Skeel. Da sønnen var død, skrev jeg et kondolencebrev til dem med et par pæne ord om vores tid sammen med deres søn i Livgarden og fik et pænt takkebrev. Skeel var høj, bredskuldret med diabolske øjenbryn og kraftig røst. Han nød tydeligvis at spille en slags rolle som den barske, men også sjove og lettere sarkastiske officer.
Jeg tror, at han, ligesom jeg kunne finde på det med min lærerrolle på Fakse skole, syntes, det var sjovt at drive sin officersrolle ud i en form for parodi. Engang kommanderede han 395, Ole Andersen, der senere blev en berømt trompetist, til at spille den populære, men svære Hans Peter Petersens trompetkoncert for ham, ellers ville han blive smidt i spjældet, forkyndte Skeel let truende.
Det gjorde 395 så meget flot og til alles moro. ”Flot 395”, sagde Skeel og tilføjede: ”De kan komme og besøge os på herregården derhjemme på Mols og spille til bondebal der!”
Jeg mødte senere, ca. 40 år, Ole Andersen i St. Magleby kirke, hvor han en juleaften spillede solotrompet. Der havde været andre trompetister der, og nogle af dem var virkelig i topklasse. Men det spil, jeg hørte den aften, var så formidabelt, at jeg spurgte kirketjeneren, hvem det var, og blev så klar over, at det var selveste Ole Andersen, der ifølge den berømte dirigent Sergiu Celibidache, når Ole var i form, måske var den bedste trompetist i Europa!
Ole udbrød, da han så mig: ”Hvad fanden er det dig, 95” – nemlig 495, og vi fik en kort snak om gamle dage i militæret. Ole var en årrække solotrompetist i DR’s symfoniorkester.
Fra kapitlet om min tid i Håndværksrådet (nu SMV-Danmark)
Det var ikke uproblematisk at udtale sig til pressen, og især ikke i konkurrencesager. Det er således nogle få gange hændt, at jeg er blevet kontaktet med henblik på at dementere noget, jeg havde udtalt til pressen.
Således blev jeg af en professor i konkurrenceret engang ringet op på vegne af en organisation, der repræsenterede meget store virksomheder, hvoraf nogle havde haft problemer med konkurrenceretten. Han ville have mig til at dementere en udtalelse.
Da jeg nægtede, fordi jeg ikke så nogen grund til at dementere, endte vores noget skarpe samtale med, at han sagde, at så måtte jeg jo selv tage følgerne, hvorefter jeg spurgte, hvad han mente med ”følgerne” – var det måske Hells Angels? Så sluttede samtalen.
Et lignende tilfælde indtraf, da jeg en morgen midt på mit skrivebord i Håndværksrådet fandt en telefax med følgende korte kommando: ”Ring!” Beskeden var fra Knud Pontoppidan, juridisk chef hos Mærsk.
Pontoppidan var formentlig under pres fra Hr. Møller for at få mig til at dementere. Men det gjorde jeg altså ikke
Jeg ringede til ham og indledte med let ironisk at sige, at jeg var blevet helt bange, da jeg læste hans meddelelse. Pontoppidan krævede i en umisforståelig kommandostil, at jeg straks skulle dementere det, jeg var citeret for i Berlingske.
Det nægtede jeg, med henvisning til at jeg ikke kunne tilbagekalde faktuelle oplysninger (som i det pågældende tilfælde handlede om bødestørrelser ved overtrædelse af konkurrenceretten).
Pontoppidan var formentlig under pres fra Hr. Møller for at få mig til at dementere. Men det gjorde jeg altså ikke. Det er vist en udbredt opfattelse, at det ikke er risikofrit at nægte at gøre det, som visse store virksomheder ønsker, men man kunne i det mindste ønske, at de viste lidt mere pli i deres henvendelser til omverdenen i anliggender af den nævnte type.
Peter Vesterdorf: It’s now or never – en EU-eksperts erindringer, 352 sider, Trykværket, 200 kr, er udkommet.
Topfoto: Peter Vesterdorf.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
