Mille Mortensen

En branche, der ikke tager et nej for et nej 

i Kultur/Medier af
NYE NORMER I MEDIEVERDENEN // INTERVIEWSERIE –  Da TV2 Nyhederne sidste år stod i orkanens øje efter Sofie Lindes tale om seksuel chikane og sexisme i den danske mediebranche, tog ledelsen kontakt til forsker Mille Mortensen og bad om hjælp. Hun holder et interessant spejl op, som viser, hvordan hverdagsrutiner umærkeligt risikerer at glide over i mere eller mindre grænseoverskridende adfærd.

Tonen kan være hård, og et nej tages ikke for et nej.

Det er bare for sjov, når nogen sparker til din stol, og selvfølgelig er du på 24/7, også når du egentlig har fri, for sådan er det bare at være i mediebranchen.

Men skal det blive ved med at være sådan, og ved folk nok om, hvad nyhedproduktionens rutiner gør ved dem i længden?

Kultur bliver meget hurtigt vaner. Vi får blinde vinkler, som gør, at vi selv har svært ved at sætte ord på

Sidste efterår foretog forskeren Mille Mortensen det, der i hendes verden kaldes for ‘etnografisk feltarbejde’ på TV2s nyhedsredaktioner i København og Odense. Hun var på det tidspunkt ikke ubekendt med medieverdenen, men hun var vant til at opleve den fra den anden side af kameraet.

Som ledelseskonsulent og forsker i mobning og krænkelser ved Københavns Universitet har hun nemlig været særligt efterspurgt som ekspertkilde, siden Sofie Linde gav den danske mediebranche et wake up call med sin revolutionerende tale.

Mille Mortensen
For Mille Mortensen var det interessant at finde ud af, at mediefolk føler sig forpligtede til at følge med i nyhedsstrømmen, selv om de ikke er på vagt. Hun stiller spørgsmålstegn ved, om de nogensinde holder fri. Foto: Henning Lund

Da det stod klart for TV2 Nyhederne, at de selv havde akut brug for hjælp til at ændre arbejdspladskulturen, gik de skridtet videre og hyrede Mortensen, som startede med at observere adfærden under nyhedsproduktionen.

Hun brugte sammenlagt fem dage og deltog lejlighedsvis selv i den redaktionelle proces som en del af sit studie.

‘‘Kultur bliver meget hurtigt vaner. Vi får blinde vinkler, som gør, at vi selv har svært ved at sætte ord på. Derfor ville jeg ikke få det samme ud af udelukkende at undersøge arbejdskulturen gennem interviews, som jeg gjorde ved at komme ud i praksis,’’ forklarer hun om sin metode.

Som journalist er det en ret speciel oplevelse at høre Mille Mortensen fortælle, hvad hun så i sit arbejde på TV2 Nyhederne.

På den ene side er der intet nyt under solen, når man som undertegnede selv har mange års erfaring fra nyhedsbranchen, og på den anden side ser man noget helt nyt, når hun som udefrakommende samler fragmenterne af en journalistisk hverdag til et billede af det samlede pres, der som noget helt selvfølgeligt arbejdes under hver eneste dag på danske mediearbejdspladser.

Der er en reel helbredsmæssig risiko forbundet med at have så højt et arbejdstempo

I sit feltarbejde lærte Mille Mortensen, at ansatte i nyhedsproduktion kan risikere at være på arbejde på alle mulige tider af døgnet, hvor de er underlagt skiftende deadlines. Hun har set medarbejderne på TV2 spise deres frokost foran skærmene og arbejde i et meget højt tempo uden ret mange af de pauser, som er vigtige for det sociale velbefindende, fordi det er i pauserne, man finder ud af, at der er et menneske bag redaktøren, som hun udtrykker det.

‘‘Der er en reel helbredsmæssig risiko forbundet med at have så højt et arbejdstempo, hvis det står på for længe. Og man kan være bange for at tjekke ud, tage den lidt med ro, fordi konkurrencen er så hård,’’ siger hun og peger på den ‘nyheds-fomo’, som hun kan se, vi lider af.

‘‘I ved det jo godt, men for mig var det interessant at finde ud af, at selvom man ikke er på vagt, så er man alligevel lidt på arbejde, fordi man føler sig forpligtet til at holde øje med nyhedsstrømmen og følge med i, hvad der sker. Spørgsmålet er, om I nogensinde holder fri.’’

Mille Mortensen
Folk spørger ofte Mille Mortensen, om hun mener, at de ikke må grine mere, mens de går på arbejde. Hun svarer som regel, at det bestemmer de jo selv, men hvis de stopper, bliver det da meget kedeligt. Foto: Henning Lund

Mille Mortensen lærte, at der arbejdes efter vagtplaner, og at det er hensigtsmæssigt for produktionen at sidde i storrum, fordi der lynhurtigt kan deles vigtige informationer hen over bordene, men hun ser også en bagside ved den arbejdsform, for når tonen til tider bliver hård, kan det være svært at sige fra.

‘‘Det er illusorisk at forestille sig, at vi nogensinde kommer krænkende handlinger til livs, for vi mennesker har forskellige grænser, og det er forskelligt, hvad man kan sige til hinanden, afhængigt af hvor godt man kender hinanden og dagsformen i øvrigt.’’

I ved det jo godt, men for mig var det interessant at finde ud af, at selvom man ikke er på vagt, så er man alligevel lidt på arbejde

‘‘Det i sig selv sådan set heller ikke noget problem. Problemet er, når ikke vi kan tale om det. Og det bliver vanskeligt, når man sidder mange mennesker i samme lokale, når der i øvrigt kan gå lang tid, før man ser folk igen, og man i øvrigt har vanvittigt travlt, og i øvrigt ikke får holdt pauser, så hjernen ikke får ro. Alle de arbejdsvilkår tilsammen betyder, at det fortrolige rum, hvor man tillidsfuldt kan dele noget sårbart, bliver rigtigt svært at finde,’’ siger hun.

Så hvordan skaber TV2 Nyhederne en bedre arbejdskultur, hvor det bliver lettere at tale om, hvor ens grænser går og ikke mindst at sige fra? En af de byggesten, som Mille Mortensens har bragt med ind i udviklingsarbejdet er begrebet ‘psychological safety’, som er opfundet af den amerikanske forsker Amy Edmondson.

Det dækker oplevelsen af, at man kan tale om alt, hvad der er svært på arbejdspladsen, f.eks. fejl, uvidenhed, inkompetence, når ens grænser er nået eller endda overtrådt. Vel at mærke uden at frygte repressalier eller at blive latterliggjort.

Mille Mortensen
Professor Amy Edmonson fra Harvard forsker i ledelse og management og er anerkendt som en af klodens 50 dygtigste på sit felt. Hun har udviklet og opfundet begrebet ‘psychological safety’ på arbejdspladsen. Foto: Harvard University.

Det er indlysende lettere sagt end gjort at implementere psykologisk tryghed, og Mille Mortensen nævner da også, at det ikke er nogen god ide at pålægge medarbejderne en masse nye møder, men at man med fordel kan arbejde det ind i den praksis, der findes i forvejen. Det kan f.eks. være redaktionsmøderne, som hun selv har deltaget i.

‘‘Jeg var meget overrasket over, i hvor stort omfang de møder bærer præg af envejskommunikation. Jeg havde en forestilling om, at det skulle være et læringsrum, hvor vi spillede hinanden gode. I den verden, jeg kommer fra, er der en mere ligevægtig fordeling af taletid. Her oplevede jeg i høj grad, at det var redaktøren, der sagde noget, og så bjæffede reporterne lidt ind imellem.’’

Efterkritikken er også et af de indsatsområder, hun peger på. Man kunne starte med at kalde det noget andet.

‘‘Inden for ledelses- og organisationsudvikling er det mange år siden, vi er holdt op med at kalde det kritik. I de fleste menneskers hoveder klinger kritik af noget negativt.’’

Vi ved rent forskningsmæssigt, at det ofte starter i det små

‘‘Feedback er et bedre ord, for det er et læringsrum, hvor vi bliver klogere og i dette tilfælde skaber den bedste nyhedsproduktion til glæde for seerne. Her kan der oplagt opbygges en fortrolighed, hvor man sparrer om hinandens ideer, uden at nogen tager det personligt, hvis deres ide får kritik. Hvor man kan sige højt, at det kan være mega træls, at man på et tidspunkt traf et valg, som i bagklogskabens ultra-klare lys viste sig at være uhensigtsmæssigt.’’

Mille Mortensen havde allerede gjort sig en anden vigtig observation i nyhedsbranchen, inden hun gik i gang med sit feltarbejde på TV2. Nemlig at journalister ikke tager et nej for et nej.

Som forsker føler hun sig forpligtet til at stille op som kilde og dele sin ekspertviden, men nogle gange hænger det simpelthen ikke sammen for hende tidsmæssigt, og så må hun takke nej. I den situation har hun oplevet, at reporteren ikke umiddelbart accepterede hendes afslag. Tværtimod – og det kan jeg som tidligere redaktør skrive under på – er det en redaktionel dyd at være vedholdende og få aftalerne i hus, selvom ‘offeret’ stritter imod.

Men det kan lejre sig i adfærden i øvrigt, fortæller Mille Mortensen.

‘‘Det bliver en form for almen praksis, at når folk siger fra, er det ikke nødvendigvis det samme, som at man ikke kan skubbe på alligevel. Det kan der i hvert fald være en risiko for, det er der ingen tvivl om. Vi ved rent forskningsmæssigt, at det ofte starter i det små.’’

‘‘De store voldsomme sager, hvor der virkelig har været tale om krænkende handlinger af en grov karakter, starter altid i det mindre, og så eskalerer det. Det er derfor, det er en god ide at arbejde med de små situationer også. At vænne sig til at tale om det.’’

I jeres branche er det blevet legitimt at sms’e 24/7, altså også uden for arbejdstid

Et andet karakteristika for nyhedsbranchen er den flittige brug af sms’er på alle tider af døgnet. Det kan også blive en glidebane, for selv om det er arbejde, man kommunikerer om, kan det foregå på et tidspunkt, hvor man måske sidder med et fyraftensglas i hånden, og så er der en vis risiko for, at grænserne mellem det faglige og private bliver flydende.

Mille Mortensen bemærker, at i forskerbranchen kunne man ikke drømme om at bruge sms’er på samme måde. Man kommunikerer fortrinsvis via email eller ringer sammen.

‘‘I jeres branche er det blevet legitimt at sms’e 24/7, altså også uden for arbejdstid. Og jeg ved godt, at det i virkeligheden ikke giver mening at sige ‘uden for arbejdstid’, fordi I arbejder på alle tider af døgnet. Men så kunne man i stedet tale om, hvorvidt man skal sms’e ‘uden for vagt’.’’

Mille Mortensen
Mille Mortensen blev overrasket over, at redaktionsmøderne i så høj grad var præget af envejskommunikation. I den verden, hun kommer fra, er der en mere ligevægtig fordeling af taletiden. Foto: Henning Lund

I sit feltarbejde lagde Mille Mortensen mærke til en intern joke på redaktionen, som gik ud på, at man sparkede til en kollegas stol, når man gik forbi.

Da hun fulgte sine observationer op i interview med medarbejderne, spurgte hun ind til, om det virkeligt blev opfattet som sjovt. Svaret kunne svinge fra et ja til et nej, måske ikke, men at det var noget, man altid havde gjort, og at man jo ikke gik i stykker af det.

‘‘Folk siger ofte til mig, om jeg mener, at de ikke må grine mere, mens de går på arbejde. Jeg plejer at svare, at det bestemmer I jo selv, men hvis I stopper, bliver det da meget kedeligt. Budskabet er ikke, at vi ikke må grine sammen.’’

‘‘Budskabet er, at det er helt vildt vigtigt, at det er muligt at sige fra, når man synes, det bliver for meget, uden at risikere at blive latterliggjort. Uden at nogen f.eks. siger, at hold da op, det er blevet moderne at være krænkelsesparat. Man kan jo i stedet sige, at man havde en intention om, at noget skulle være for sjov, og at det kan man så høre, at det ikke var. Point taken.’’

Der er ikke nogen quick fixes, det tager tid

Det arbejde, som Mille Mortensen hjælper TV2 med, kræver netop den vedholdenhed, som branchens folk er mestre i.

Når de arbejdskulturelle praksisser er undersøgt, skal man prøve at forstå, hvad det er, der gør, at folk har vænnet sig til at være sammen på de måder, de nu engang har, og som i visse tilfælde kan vise sig at være uhensigtsmæssige. Dernæst skal man i gang med selve udviklingsprocessen for organisationen.

‘‘Man skal træne sine ledere i ikke bare at håndtere, men også forebygge krænkende handlinger, mobning og seksuel chikane. Man skal have en arbejdsmiljøorganisation til at fungere fornuftigt, og man skal træne medarbejdere i at opbygge endnu mere psykologisk tryghed. Der er ikke nogen quick fixes, det tager tid. I omegnen af et års tid til to,’’ anslår Mille Mortensen.

Til gengæld peger hun på, at de organisationer, som har tålmodigheden til at holde fast, får en bæredygtig løsning. For når vi først har vænnet os til en ny praksis, bliver den lige så rutinemæssigt indlejret og svær at lave om, som den vi har nu.


Hvis du ikke har tid til at fordybe dig i alle de lange undersøgelses-interviews, kan du få highlights i denne artikel: “En chef skal ikke gå på bar og ende i en syvhestes brandert“.

Se links til alle interviews (opdateres løbende) i serien her: Ulla Pors: “Alle ved, at vi på mange måder har fået et ordentligt spark bagi”, Lea Korsgaard (Zetland): “Du bliver fyret, hvis du er et røvhul”, Sandy French (DR): “Vi vil se tilbage og tænke, at det var da utroligt, som de talte til hinanden dengang”.


Interviewet med forsker Mille Mortensen er foretaget 12. marts 2021 som led i en undersøgelse af, hvordan danske mediearbejdspladser ændrer arbejdskulturen i kølvandet på efterårets sexismedebat. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) står bag projektet, som følges op til efteråret. TV2s nyhedsdirektør Ulla Pors gør sammen med Mille Mortensen status den 30. november ved et livetransmitteret event på DMJX.


Topillustration: Mille Mortensen. Foto: Henning Lund

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur