FOLKEMØDE 2026 // REPORTAGE – ”Men så ankommer ordensmagten i form af fire politibetjente, hvoraf en af dem fyndigt siger: ’Må vi lige tale lidt med dig?’ Og det må de selvfølgelig. Nogen har anmeldt, at jeg lusker rundt ved TV 2, og de vil godt høre, om den sorte taske er min, og hvad jeg har gang i? Om de må kigge i tasken, om de må slå mig op i et eller andet politi-intelligence-system, om de må tage et billede af mig, om jeg ved og vil udtale mig om, hvad jeg hedder, og hvor jeg bor,” skriver Bent Gringer.
Det var lørdag, og Folkemødet nærmede sig sin slutning i Allinge. Solen bagte ned over ”Fremtidens Scene”, som POV står for sammen med Danske Tech Startups på havnen lige over for TV 2. Faktisk er teltet fyldt til randen, og der står folk uden for og lytter med.
Pludselig vakler en kampsvedende mand ud og gisper: ”Jeg må have luft”.
En fugtig varme slår ud gennem de åbne sektioner i teltet og rammer mig lige i ansigtet: Manden er ved at få et hedeslag, fremgår det. Andre giver ham vand og får sat ham ned. Selv føler jeg omgående et såkaldt call for action
Er det den sikkerhedspolitiske situation, afskeden med den velkendte, gamle verdensorden og Trumps seneste tosserier, der giver ham trykken for brystet? Eller har han forsøgt at eftergøre POV’s chefredaktrice, der sidder i panelet om dansk udenrigspolitik på nye vilkår indenfor? Hun er i stand til at sige kloge ting i et rasende tempo i flere minutter på bare én udånding.
En fugtig varme slår ud gennem de åbne sektioner i teltet og rammer mig lige i ansigtet: Manden er ved at få et hedeslag, fremgår det. Andre giver ham vand og får sat ham ned. Selv føler jeg omgående et såkaldt call for action.
Jeg har nemlig netop dagen før været på selvsamme scene – i POV’s egen paneldiskussion ”Pas på demokratiet” – og talt engageret (og langt) om vigtigheden af, at vi ikke bare er ”forbrugere i foreningerne”, men deltager aktivt i de store og små fællesskaber, involverer os, bruger vores ytrings- og forsamlingsfrihed og især husker at se, tale med og drage omsorg for andre end os selv.
Jeg får i den ombæring også sagt, at det er den fælles praksis omkring løsningen af fælles problemer, der er grundlaget for demokratiets styrke. Med andre ord skal vi handle og ikke bare mene noget.
Den slags forpligter; i hvert fald dagen efter.
Mens jeg for mig selv stille genoplever mine egne bedste pointer – og også nogle af de tre andre, som er i ilden i panelet, moderator Agi Csonka samt Olav Hesseldahl og Zakia Elvangs endnu bedre nedslag – er manden kommet til hægterne og er på vej ind i teltet igen.
Har han intet lært? Det er jo som at se en Trump-vælger i 2024, og jeg beslutter, at jeg må gøre noget for at redde ham og hele forsamlingen fra den selvvalgte hede-og-manglende-frisk-luft-katastrofe, som truer.
Teltet er stort og lavet af hvide plastikpresenninger, der er lynet sammen i hjørnerne med en lynlås. Hvis man åbner lynlåsene i hjørnerne, kan der laves gennemtræk, og der vil strømme rigelige mængder af kold nordeuropæisk luft ind i teltet, hvor El Niño-lignende tilstande hersker. Ja, sådan ræsonnerer jeg i hvert fald.
TV 2 har deres bagsceneområde lige bag ved POV’s telt, og de vil gerne vide, hvad en midaldrende mand med en stor sort taske ligger og fumler med bag ved deres scene
Jeg slæber samtidig rundt på en stor sort taske, for vi er tjekket ud af vores sommerhus, men det skal ikke stoppe mig i at gøre noget for fællesskabet – vi har alle sammen noget, vi bærer rundt på, og jeg kanter mig om på bagsiden af teltet og begynder at bearbejde lynlåsen. Den sidder fast, og jeg maser lidt med den, da jeg bliver prajet af to noget bistert udseende typer – security eller chefer, det ved jeg ikke, men der er, som alle ved, strammet op på det løsagtige hos TV 2.
Det viser sig, at TV 2 har deres bagsceneområde lige bag ved POV’s telt, og de vil gerne vide, hvad en midaldrende mand med en stor sort taske ligger og fumler med lige der. De synes, jeg skal gå ind gennem forsiden af teltet, men dels kan jeg ikke åbne lynlåsene indefra, og dels vil jeg ikke gerne ind i teltet, for alle, der har set en ubådsfilm, ved jo som bekendt, at det kan være dødsensfarligt at gå ind i et lukket rum, hvor reaktoren lækker. Og sådan føles det faktisk efterhånden i teltet.
Men jeg går ikke desto mindre om på forsiden og prøver så at hive lidt i noget presenningsplastik for at give luft til den demokratiske samtale i teltet. Det er symbolsk og hjælper ikke spor. Sådan er der desværre så meget.
”Må vi lige tale lidt med dig?”
Men så ankommer ordensmagten i form af fire politibetjente, hvoraf en af dem fyndigt siger: ”Må vi lige tale lidt med dig?” Og det må de selvfølgelig.
Nogen har anmeldt, at jeg lusker rundt ved TV 2, og de vil godt høre, om den sorte taske er min, og hvad jeg har gang i? Om de må kigge i tasken, om de må slå mig op i et eller andet politi-intelligence-system, om de må tage et billede af mig, om jeg ved og vil udtale mig om, hvad jeg hedder, og hvor jeg bor, og om jeg venligst vil vente her, indtil der ankommer en politimand med flere stjerner, som kan beslutte, hvad der videre skal ske i den politiforretning, som er under udvikling?
Jeg aner, at nogen ganske har misfortolket situationen, svarer beredvilligt på alt, poserer for fotografen og lader politiet undersøge min taske. Den er fuld af snavset tøj, og der dukker en POV T-shirt op, men ak, det er det gamle logo, så T-shirten beviser ikke, at jeg er en af POV’s arrangører – hvad jeg faktisk heller ikke var, selvom jeg sad i demokratipanelet. Men jeg havde dog både drejet på en lydknap og lynet en anden lynlås op tidligere, så en slags arrangør var jeg vel.
De fire politifolk er meget venlige og korrekte, men en af dem har den der ”du er sgu’ skyldig i et eller andet, og jeg skal nok finde ud af det”-attitude, som altid virker på mig
De fire politifolk er meget venlige og korrekte, men en af dem har den der ”du er sgu’ skyldig i et eller andet, og jeg skal nok finde ud af det”-attitude, som altid virker på mig, fordi han grundlæggende har ret: Jeg har tidligere haft en tendens til at køre for stærkt, hvad jeg ikke er spor stolt af, men sådan er det, og derfor får jeg kronisk dårlig samvittighed, når jeg ser politiet i bakspejlet. Og det kan en god politimand lugte – det ved enhver.
Politiet beder mig vente på stedet, indtil den overordnede politimand kommer. Jeg spekulerer over, hvorfor de ikke sagde, hvad klokken var? Om der er forskel på at blive tilbageholdt og at blive anholdt? (Svaret er, at ja, det er der). Om man får oplæst sine Miranda rights i Danmark? (Nej, sådan nogle har vi ikke i Danmark, men vi har nogle danske formuleringer, der ligner, og jeg har helt sikkert set for mange amerikanske film).
Jeg funderer videre, mens jeg venter. Bliver jeg mon samlet op af den bornholmske variant af ICE og anbragt i en opsamlingslejr, inden jeg bliver deporteret til et fremmed land – fx 2400 København NV, hvor jeg faktisk bor?
Nej. Det blev der i sidste omgang ikke noget af.
Den overordnede konstaterer hurtigt, at det vist er en misforståelse, og de bistert udseende TV 2-typer, som står lidt væk og måske håber på nogle gode billeder og en breaking-bjælke, må gå tilbage og passe på den nu meget mindre dramatiske TV 2-bagscene.
Det er godt, Folkemødet i Allinge passer på os, der deltager
Men der er to seriøse ting, jeg har reflekteret over på bagkanten af denne lille historie:
Den ene handler om, at jeg er glad for, at politiet i Danmark og mere specifikt Folkemødet på Bornholm faktisk passer på os. Og at beredskabet fungerer. En mand med en stor sort taske kunne principielt godt være en bombe-tosse, der ville sprænge TV 2’s køleskabe i luften. Eller, mere alvorligt, nogle af deltagerne i de Ukraine- eller sikkerhedspolitiske paneler, med temmelig prominente gæster, som POV har afviklet i teltet.
Så 100 % respekt for politiets grundige arbejde, selvom det ikke var så behageligt, at det ikke var indlysende, at man er ærkeenglen Gabriel, bare fordi man lige har lagt vingerne en stund. Jeg ér glad for, at man kan afvikle en begivenhed som Folkemødet med så lidt afstand – både bogstaveligt og i overført forstand – mellem borgere og politikere, som der er i Allinge.
Og hvis prisen er, at nogle mistænkelige typer som undertegnede bliver tjekket, er det OK for mig, når det foregår nogenlunde høfligt.
En høj tillid til staten og myndighederne er en forudsætning for demokrati, når samfundet udstyrer staten med sine magtmidler. Og staten må generelt have tillid til borgerne, ellers bliver det hele utrygt. Sådan er det stadig i Danmark
Den anden tanke handler om, at jeg er glad for, at jeg er dansk, og at episoden fandt sted i Danmark. For en høj tillid til staten og myndighederne er en forudsætning for demokrati, når samfundet udstyrer staten med sine magtmidler. Og staten må generelt have tillid til borgerne, ellers bliver det hele meget utrygt. Sådan er det stadig i Danmark. Sådan er det ikke i Rusland eller Kina. Eller – og det er næsten det værste – sådan er det heller ikke i USA mere for store grupper af befolkningen.
Det kan man læse meget mere om i POV – et non-profit og uafhængigt kvalitetsmedie uden betalingsmur.
Personligt er jeg blot bekymret for, om politiet husker at slette episoden og mit billede i POL-INTEL-systemet. Der kører på verdens bedste, men desværre amerikanske software. For ellers får jeg da for alvor problemer i skranken, når jeg rejser til USA næste gang med min sorte taske. Jeg arbejder trods alt i Praktiserende Lægers Organisation. Som oftest forkortes til PLO.
Læs mere af Bent Gringer i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og