POLITIK // ANMELDELSE – “Når TV2 vælger at sende en program-serie i valgkampen, der er optaget før, valget blev udskrevet, så opstår der en del politiske – og dermed – demokratiske problemer,” skriver Ole Blegvad efter at have set alle fire afsnit af Højskolen – 24 timer. 12 partiledere. En samtale om Danmark.
Den gode gamle dramatiker engelske William Shakespeare (1564 – 1616) har sagt mange præcise ting i sine skuespil. Hans værker kredser grundlæggende om mennesker. Om kærlighed, magt og identitet, og om moral og ansvar. Shakespeare skriver ofte om konger og magthavere, næsten altid med et kritisk blik på magtens mekanismer.
I stykket Macbeth lyder det blandt andet: “Look like the innocent flower/But be the serpent under it.”
Lidt frit oversat betyder det, at man vil fremstå venlig og uskyldig udadtil, mens man i virkeligheden skjuler noget farligt eller listigt. Vis ét ansigt udadtil, mens virkeligheden er en anden. Altså at gøre en slags god mine.
De nye sager kan tvinge politikerne til at ændre retorik og positioner midt i valgkampen. Denne logik er sat helt ud af spillet i Højskolen
Nu har TV2 sendt alle fire afsnit af Højskolen – 24 timer. 12 partiledere. En samtale om Danmark. Og det er tid til en status over det nye politiske debatformat, hvor Ryslinge Højskole som ramme har fokus på de 12 forskellige partiledere og forskellige politiske emner. I et reality-lignende format skal ledere debattere med og mod hinanden; i firemandsgrupper, i én-til-én-dueller og i samtaler med Natasja Crone. Samtidig er der almindelig højskolehygge med mad, drinks, hygge, sang og samvær.
Der er talt og skrevet meget om programmet allerede. Både om form og indhold og ikke mindst om programmets rolle og placering i valgkampen.
Når seerne ved mere end programmet
Når TV2 vælger at sende et program i valgkampen, der er optaget før, valget blev udskrevet, så opstår der en del politiske – og dermed – demokratiske problemer. En valgkamp er i sin oprindelige form en flydende og dynamisk proces, hvor den politiske dagsorden formes af partiernes planlagte budskaber, som så pludselig skifter retning af uforudsete begivenheder, mediedagsordener og modstandernes strategiske træk. De nye sager kan tvinge politikerne til at ændre retorik og positioner midt i valgkampen. Denne logik er sat helt ud af spillet i Højskolen.
Alex Vanopslaghs sag om brug af kokain, Lars Løkke Rasmussen og Moderaternes tilbud om at give Jon Stephensen penge for at forlade sit mandat i Folketinget og hvem, der fik ideen til at fjerne store bededag er eksempler på debatter, der ikke er med, fordi programmet er forproduceret.
Virkelighedens valgkamp overhaler den iscenesatte valgkamp, så man som seer, især i de tre sidste afsnit af Højskolen, sidder med mere viden end politikerne i programmet. De kommer ind imellem til at tale mod bedrevidende.
Hygge og uenighed
Der er talt meget om, hvor dejligt det er at se, hvordan de politiske ledere kan tale sammen på trods af uenigheder. Men det er jo bare helt almindelig omgang med andre mennesker. Selv fans af FCK og Brøndby ville tale pænt til hinanden, hvis de medvirkede i tv-program, hvor målet var at vinde sympati. For mig viser hyggen mere magtmennesker og magtstrukturer. Lederne taler pænt på tv, mens løjtnanterne sendes i byen med hårde og konfronterende synspunkter på de sociale medier.
Vi lod som om politikerne sagtens kan være i stue sammen. PR-materialet fra Tv2 og de spots, der har kørt på tv, lagde vægt på idéen om, at politikerne kan være sammen i samme rum og tale sammen, selv om de er politiske modstandere.
Men når timeglasset begyndte at løbe, så viste duellerne mellem f.eks. Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen, og Morten Messerschmidt og Martin Lidegaard, at de ikke kun er politisk uenige, men faktisk heller ikke har særligt meget respekt for hinanden.
I det sidste program skal politikerne selv evaluere døgnet på Ryslinge Højskole. De fleste synes, at det har været et døgn med gode samtale, hvor der har været plads til uenighed, og det hele er foregået i en god tone og respektfuldt. Mette Frederiksen siger endda selvrosende, at hun håber, ”at danskerne har fået øje på, at de har nogle bedre politikere end de tror.”
De 11 af lederne er stort set positive, da Lars Boje Mathiesen bryder den gode stemning ved at sige, at der er forskel på at tale om politik og private forhold. Der er samtalen mellem partilederne hyggelig med pli og ordentlighed, men at han ikke er gået ind i politik for at få gode venskaber.
Det er stort set den eneste sten i skoen, som findes i sidste afsnit af Højskolen.
Når proselytterne roser
I mange af Shakespeares værker skildres magten ofte som et spil, hvor manipulationen har frit spil. Efter det andet afsnit af Højskolen var Kristian Thulesen Dahl i P1 Morgen for at give en analyse af programmet. Her sagde den tidligere leder af Dansk Folkeparti, at han ikke troede, at programmet ville få direkte indflydelse på valget, men at det kunne være afsæt til historier eller til debat i andre medier, som dermed ville være med til at sætte en dagsorden.
Primært i forhold til sympatier og antipatier til de enkelte politikere. Man kan så føje til, at Højskolen efter de to første afsnit ikke rigtigt har haft nogen effekt på valgkampen, og heller ikke i en mediedebat om, hvorvidt programmet er nyskabende eller ej.
Men programmet har delt seerne. Er det for meget reality og for lidt politik? For meget hygge og for lidt konflikt? Når jeg har hørt folk, der er for og imod, så har der været en klar tendens. De positive har (af dem jeg har noteret) ofte været folk med en klar interesse i at stå på god fod med politikerne eller med TV 2/produktionen.
Vis mig den journalist med drømme om tv og produktionsselskaber, der i demokratiets højskoletradition tør sige højt, at programmet er noget skidt
Vis mig den folketingskandidat fra et hvilket som helt parti, der i demokratiets højskoletradition tør sige højt , at programmet er noget skidt.
Vis mig den journalist med drømme om tv og produktionsselskaber, der i demokratiets højskoletradition tør sige højt, at programmet er noget skidt.
Vis mig dén person med økonomisk eller indflydelsesmæssig afhængighed af politikere og medier, der i demokratiets højskoletradition tør sige højt, at programmet er noget skidt. (hvem vil ikke gerne have et job som moderator på Folkemødet?)
Aktive politikere og mediefolk med politisk og økonomisk afhængighed, der er kritiske over for Højskolen findes nærmest ikke – det er i sig selv nærmest et demokratisk problem.
De negative kritikere, jeg har læst og hørt, har ofte være tidligere politikere og mediefolk, som synes konceptet er mere iscenesat medieunderholdning end det er politisk relevant.
Blev vi klogere?
Når programmerne nu er henlagt til Ryslinge Højskole, så kan man lidt højtravende sige, at Grundtvig og Hal Kochs højskoletradition udspringer af idéerne om, at demokrati ikke kun er et politisk system, men også en samtalekultur. I deres vision er respekten afgørende for, at mennesker med forskellige synspunkter kan mødes og tale sammen. Jeg synes, at nogle af samtalerne og en del af samværet virkede mere, som var det på tålt tid.
De fire programmer er nu sendt. Blev vi som seere klogere? På politik, på politikerne som mennesker? Svaret vil altid være individuelt.
Jeg vil læne mig op ad Shakespeare, der i King Lear lader en af karakterne sige: “put a good face on it”. Altså forsøg at få noget til at se bedre ud, end det er.
Godt valg.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og