#METOO // ESSAY – Hvorfor talte så mange pludselig? Søren Peter Iversen og Iben Gammelgård undersøger, hvordan #MeToo udviklede sig som en kædereaktion med afsæt i sociologen Mark Granovetters tærskelteori. ”Alligevel efterlod #MeToo ikke kun klarhed. Når tærskler først kollapser, kan tempoet i anklager og reaktioner også overstige institutionernes evne til at følge med.”
Der findes øjeblikke i historien, hvor noget, der længe har været kendt, pludselig bliver umuligt at overse. #MeToo var et sådant øjeblik. I efteråret 2017 begyndte historier at dukke op i et tempo, der var svært at følge med i: fra filmstudier i Hollywood til redaktioner, universiteter og politiske miljøer. Verden havde ikke ændret karakter, men den var for en stund holdt op med at lade som om.
Det, der før blev håndteret i det private – uformelt og hviskende – brød frem i det offentlige rum som et mønster snarere end enkeltstående skandaler.
For at forstå, hvorfor tavsheden netop dér begyndte at briste, er det værd at huske, at #MeToo ikke begyndte i 2017. Udtrykket blev introduceret allerede i 2006 af den amerikanske aktivist Tarana Burke som et forsøg på at skabe sprog og fællesskab for unge – især sorte kvinder – der havde oplevet seksuelle overgreb.
Burkes projekt var ikke offentlig anklage, det var genkendelse. Tanken var, at mennesker, der havde oplevet det samme, kunne spejle sig i hinanden ved at sige to enkle ord: ”Me too”. På den måde kunne isolationen brydes, og skammen måske løsne sit greb.
I årevis cirkulerede udtrykket i relativt lukkede kredse uden større offentlig gennemslagskraft. Først da fortællingerne i 2017 begyndte at blive gentaget i stor skala – godt hjulpet på vej af sociale medier – på tværs af brancher, lande og sociale lag, blev de individuelle erfaringer forbundet i et mønster, der ikke længere kunne ignoreres.
Tavshed som social tilpasning
Mange har siden spurgt, hvorfor det skete netop da. Svaret findes sjældent i de dramatiske forklaringer. Det ligger snarere i de sociale strukturer, som gjorde tavsheden mulig, og i de mekanismer, der pludselig gjorde tavsheden uholdbar.
Sociologen Mark Granovetter har, så vidt vides, aldrig selv skrevet om #MeToo. Alligevel er hans teorier overraskende velegnede til at forstå bevægelsen.
I hans tærskelmodel for kollektiv adfærd er det afgørende, hvad mennesker mener, og hvornår de handler. Ethvert menneske bærer rundt på en grænse for, hvornår en handling bliver mulig: Hvor mange andre skal tale, før jeg selv gør det? Hvor stor social risiko er jeg villig til at bære alene?
Den, der har den laveste tærskel, bliver bevægelsens foregangsperson. En enkelt stemme kan være nok til at sætte noget i gang. Når først én taler, kan det få en anden til at gøre det samme og derefter en tredje. Det bliver til en kritisk masse, der udløser en kædereaktion.
Før #MeToo var tærsklerne høje. Krænkelserne var ikke sjældne – det afgørende var, at prisen for at sige noget var forudsigelig og ofte meget høj. Den kunne aflæses i karrierer, der gik i stå, i relationer, der brast, og i blikke, der gled væk.
På mange arbejdspladser eksisterede der en form for tavs viden: hvem man helst ikke burde være alene i elevatoren med. Hvilke middage man burde undgå. Hvilke historier der blev fortalt i køkkenet, og hvilke der aldrig blev skrevet ned.
Tavsheden var ikke nødvendigvis et moralsk svigt. Den var en social tilpasning. Et rationelt svar på et system, der i mange tilfælde belønnede diskretion og straffede dem, der brød den.
Tærskler og kædereaktioner
Da de første stemmer brød igennem, ændrede det både samtalens indhold og dens betingelser. For hver fortælling blev tærsklen for den næste lidt lavere.
Granovetter beskriver, hvordan sådanne processer kan accelerere. Ikke fordi mennesker pludselig bliver modigere, men fordi de ikke længere er alene. Det kollektive opstår ikke nødvendigvis som en fælles vilje; det opstår gennem en kæde af genkendelser.
At #MeToo spredte sig så hurtigt, skyldes også den måde, vi i forvejen er forbundet på. Granovetter pegede allerede i 1970’erne på de såkaldte svage bånd – relationer mellem bekendte, kolleger og perifere kontakter – som samfundets egentlige kommunikationsårer.
Det var gennem disse bånd, at #MeToo bevægede sig og vandt større og større udbredelse. En historie i filmbranchen blev genkendt i mediebranchen. En fortælling fra universitetsverdenen spejlede noget, andre havde oplevet på hospitaler eller i politiske ungdomsorganisationer. Ikke fordi historierne var identiske, men mønstrene var.
Men måske er Granovetters vigtigste bidrag til sociologien netop hans insisteren på, at handling altid er socialt indlejret. Før #MeToo var tavsheden både individuel og strukturel. Den var indlejret i arbejdspladser, i magthierarkier og i uformelle normer om loyalitet og diskretion.
Når bevægelsen brød frem, var det derfor ikke kun fortællinger, der blev delt. Det var normer, der blev forhandlet på ny.
Uforudsete konsekvenser
Alligevel efterlod #MeToo ikke kun klarhed. Når tærskler først kollapser, kan tempoet i anklager og reaktioner også overstige institutionernes evne til at følge med. Granovetters model rummer netop denne dobbelthed: Den forklarer både, hvordan undertrykkende tavshed kan brydes, og hvordan sociale dynamikker kan løbe hurtigere end de strukturer, der skal håndtere dem.
Det er ikke en afvisning af bevægelsen, det er en påmindelse om dens kompleksitet.
#MeToo fremstod som et moralsk lyn fra en klar himmel, men var i realiteten et strukturelt skred. Et øjeblik, hvor det sociale landskab ændrede sig så markant, at det, der før var usigeligt, pludselig blev forventet at blive sagt.
Men tærskelmekanismer har også en bagside. Når grænser først flytter sig, kan små forskelle i timing få store konsekvenser: Den, der står frem tidligt, kan blive mødt med anerkendelse og legitimitet, mens den, der venter, risikerer at blive mødt med spørgsmål som: ”Hvorfor siger du det først nu, eller hvorfor sagde du ikke fra med det samme?” Samtidig spreder anklager sig ofte hurtigere, end de kan undersøges, og efterlader både anklagede og institutioner i et vakuum mellem reaktion og retssikkerhed. Tærskler bryder tavshed, men skaber også nye gråzoner, hvor tempo, timing og opbakning fra andre spiller en afgørende rolle for, hvem der bliver hørt og hvordan.
Granovetter hjælper os til at se, at samfundsforandring sjældent begynder med nye normer eller værdier. Den begynder med grænser, der flytter sig – ét lille nøk ad gangen. Men vi må selv være opmærksomme og sætte spot på de udfordringer, der følger med.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og