BØGER // ANMELDELSE – Nanna Holms debutroman Røde Port er ikke et eksperimenterende værk, skriver Louise Juhl Dalsgaard. Bogen påstår ikke at at ville skubbe til litteraturens grænser eller udforske narrativets bæreevne. Til gengæld er det en bundsolid og fængende roman, velskrevet og velkomponeret.
Vi har mødt fortællingen før.
Bøger om børn, der vokser op med frisind og vide rammer, men også med forældre, hvis selvrealiseringsprojekt skygger for deres velbefindende. Barndomme, hvor ubekymret leg er erstattet af fællesmøder og hvor godnatlæsningen tager form af politiske båltaler.Behøver vi virkelig flere?
Ja. I hvert fald hvis det er skrevet så godt, som tilfældet er med Nanna Holms debut Røde port, vil mit svar lyde.
Hvad er et fællesskab, hvis ingen er enige om, hvori det fælles består
Røde Port er en episk velturneret fortælling om tre unge mennesker, hvis venskab vokser ud af sommerkollektivet Røde Port. Her træder de deres barnesko i højt græs og med klirren af flasker. Til lyden af kampråb mod kapitalismen og en ubetinget tro på fællesskabet som bærende kraft. Et fællesskab, der dog ikke er mere fast og urokkeligt, end at det til hele tiden vakler.
For hvad er et fællesskab, hvis ingen er enige om, hvori det fælles består?
Børn i et inferno af følelser og politiske projekter
Gry, Mona og Aske hedder de tre børn, vi følger den sidste sommer, de er samlet på Røde Port med deres forældre, der alle er vokset ud af 70’ernes hippie-ideologi. En ideologi, der foreskriver, at ingen må begrænses i deres udfoldelse – heller ikke, hvis den skulle komme til at stå i vejen for andres.
Monas far, Ebbe, er alene afsted, hans kone Vibeke har valgt at bruge sommeren på en kvindelejr uden mand og barn.
Askes mor, Jytte, kæmper med en ulykkelig kærlighed – til Niels, der som sommeren udvikler sig, forsvinder ind i et stadigt mere omfattende misbrug og en virkelighedsopfattelse, der skrider til fordel for syner og psykoser.
Grys mor, Liv, kæmper med at komme overens med de lige lovligt frie rammer. Hun stiller krav og mødes med buhråb og kritik for sin, i de andres øjne, overansvarlighed.
I dette inferno af følelser og politiske projekter tumler børnene rundt og forsøger at navigere mellem barnlig uskyld og en gryende bevidsthed om tingenes sammenhæng.
Gry forsøger at ignorere forældreness tiltagende konflikter. Aske er bekymret for Niels, der måske, måske ikke, er hans far, svaret blafrer i vinden. Ligesom så meget andet: Niels psykiske habitus, for eksempel, der veksler mellem grandiose forestillinger om altings sammenhæng og helt modsat: svært depressive tanker om altings snarlige sammenbrud.
Mona, der er ældst, mærker brysterne bule bag blusen og forelsker sig i Allan, en knallertkørende fastboer, der i al sin almindelighed tiltrækker Mona af netop den årsag. Hans sindige og jordnære væsen.
Hjem, hvad er det?
Parallelt med udfoldelsen af særligt den sidste sommer i kollektivet Røde Port, følger vi de tre nu voksne børn, der hver især er udfordret af tilværelsen. Aske kæmper med et alkoholmisbrug, der sætter kontakten til hans kun få år gamle søn på en alvorlig prøve. Mona sidder fast i et ægteskab, hvor nærvær er erstattet af praktisk samarbejde om hverdagen og de to store børn. Hun er i tvivl, famler gennem dagene og savner noget, men uden at være ikke sikker på hvad.
Gry søger kærligheden hos den stabile, men også dødkedelige Søren. De tager sammen på cykeltur til Sverige – men hjem hver for sig. Også hun længes og er, som Mona, i tvivl om, hvad det er, hun længes mod. Måske bare noget andet end fortiden og Røde Ports påståede ”lykkelige frihed”.
En favn at finde hjem i, måske.
Hjem: Hvad er det? Sådan synes de alle tre, at spørge sig selv.
Er det storfamilie, fælles økonomi og endeløs frihed, sådan som de lærte på Røde Port? Eller var prisen for frihed for høj? Som nu Niels, der fik lov at forsvinde for øjnene af alle, fordi ingen turde (eller ville) indskrænke hans frihed. En frihed, der for Niels’ vedkommende resulterede i psykisk sygdom, misbrug og et langsomt eskalerende vanvid. De tre, nu voksne, børn, må spørge sig selv, om det virkelig er sandt: At frihed indebærer at gå i hundene, uden at nogen griber ind. Om det, de oplevede, virkelig var fællesskab og socialisme, sådan som de voksne påstod, eller måske snarer en ekstrem liberalisme?
Alt går ligesom op, og man lukker bogen med en følelse af at have afsluttet et stort og spændende kapitel, men også uden behov for at tænke videre
Alle tre kæmper de med at finde noget at holde fast i, nu fortiden synes at vakle. Heldigvis har de hinanden.
Mona tilbyder Aske et sommerhus at afruse i, og både han og Mona kommer Gry til undsætning, da hendes mor, Lis, der nu bor alene på Røde Port, bliver syg. Således samlet i fortidens sommerkollektiv kulminerer årevis af fortielser. Ikke som man kunne vente i en kæmpe eksplosion, nej snarere i et stille suk: En afsløring af de fortielser, der har redet dem alle som en mare gennem flere årtier, men også med en erkendelse af, at frihed i værste fald kan have form af et stort sort hul.
Nanna Holms debut er imponerende. Ikke fordi den er formmæssigt original, snarere tværtimod: Røde Port er et klassisk episk drama, en udviklingsroman med vekslende perspektiv, Røde Port set fra henholdsvis fortid og nutid. Karaktererne er nuancerede og smukt udfoldet i passager som denne, hvor Aske kører med Mona på vej til afrusning, og de taler om fortidens somre, om Røde Port:
Bilen æder sig gennem landskabet. Det er rart at sidde ved siden af Mona. Rart, at hun taler med ham igen.– Men hold nu kæft, hvor var det også fedt, ik? siger han så. – Når vi var på Røde Port. De voksne blandede sig ikke i, hvad vi lavede, hvor vi var, og hvornår vi gik i seng. Den totale frihed.
Mona nikker, holder øjnene på vejen, og der breder sig en alvor over hendes ansigt.– Men altså, måske er det også lidt de samme historier, vi fortæller hinanden igen og igen, siger hun så. – Om festerne og sommerrevyen og alt det. Ikke så meget om, når det blev mørkt, vel?
Disen duver ud over markerne, og Aske registrer en uro i benene, prøver at ignorere tørsten.
Og så buldrer varmen pludselig indefra.
Vi forstår de to temperamenter, Aske, der tripper og længes efter at kvæle mørket med alkohol, og deroverfor Mona, der modsat ønsker at rive plastret af såret, se virkeligheden i øjnene.
Skal man anholde bogen for noget, en kritik eller måske bare en observation, så må det være, at den i ét og alt lever op til det forventede af en stor episk roman. Nutiden spejler en til en fortiden, spøgelserne fra før går igen i et Nu, ikke bare metaforisk men helt konkret – i form af hallucinationer og gulnede fotos. Alt går ligesom op, og man lukker bogen med en følelse af at have afsluttet et stort og spændende kapitel, men også uden behov for at tænke videre, udover værket.
Er det en fejl? Nej, Røde Port er ikke et eksperimenterende værk. Bogen påstår ikke at at ville skubbe til litteraturens grænser eller udforske narrativets bæreevne. Til gengæld er det en bundsolid og fængende roman, velskrevet og velkomponeret. Lur mig, om vi ikke om nogle år vil se Røde Port udfoldet som spillefilm på de store lærreder. Tre timer med Mona, Aske og Gry. Jeg vil uden tvivl sikre mig en billet på første række!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og