FILM // ANMELDELSE – Filminstruktøren Jeppe Rønde blander traumer og tabu med religiøs ikonografi og fornemmelsen for det sublime i Kærlighedens gerninger. Den minder om nogle af dansk films største mesterværker. Uden helt at nå samme luftlag.
Meget kan ske på ti år. I 2015 var Jeppe Røndes debutfilm Bridgend en af de mest omtalte film, da den havde premiere på CPH:PIX, og Rønde fik senere på året en Bodil-nominering til Bedste Film. Han var den mest lovende nye instruktør det år, allerede hyldet for reklame- og dokumentarfilm, og nu også feteret for en cinematografisk stærk fiktionsfilm.
Men hele ti år er gået, før Rønde er klar med spillefilm nummer to. I mellemtiden har han ikke ligget på den lade side, men lavet dokumentar, og Kærlighedens gerninger er også så stor og gennemarbejdet en produktion, at man forstår, den har taget tid at blive færdig med.
I mellemtiden har dansk film også udviklet sig. Store instruktører som Frelle Petersen (Hjem kære hjem), Christian Tafdrup (En frygtelig kvinde, Speak No Evil) og Ali Abbasi (Holy Spider, The Apprentice) debuterede efter Rønde, og hypede debutfilm som Zinnini Elkingtons Det andet offer og Mathias Broes Sauna er langt mere fokuseret på at skabe en ikke bare gennemarbejdet, men også personlig æstetik.
I 2025 fremstår Kærlighedens gerninger lidt som en film af den gamle skole. Eller – hvis man skal være venlig – er den et nyt eksempel på en hæderkronet dansk filmtradition, som vi ellers ikke har set i noget tid. Det er en stærk film, stor og tung og fyldt med godt manusarbejde, skuespil og skæve filmiske valg. Den minder om dansk films største mesterværker, men helt så god er den ikke.
Kærlighedens gerninger er et modent drama
På ét punkt minder Kærlighedens gerninger ellers om mange af tidens debutantværker. Ligesom for eksempel Sylvia Le Fanus Min evige sommer eller Glenn Bechs debutbog, Farskibet, har Jeppe Rønde baseret filmen på eget traume fra opvæksten. Jeg har før opfordret kunstnere til måske lige at vente med at tackle den vigtigste historie fra deres liv, indtil de fik lidt mere erfaring, så klapsalver herfra til Røndes tydeligt modne værk.
Hvem overskred egentlig grænser, dengang de to var små? Og gør sammenblandingen af religion og psykoterapi måske mere skade end gavn?
Kærlighedens gerninger handler om Hanna (Cecilie Lassen), der lever i et religiøst kollektiv, hvor man i fællesskab gennem såkaldte ‘spejlinger’ forsøger at bearbejde medlemmernes traumer. En dag dukker den unge murer Jakob (Jonas Holst Schmidt, kendt fra bandet Blaue Blume) op, og bliver tydeligvis genkendt af Hanna. Det viser sig, at de er søskende, og deler en traumatisk opvækst.
Hanna føler, det er enormt grænseoverskridende, at Jakob er dukket op uden advarsel, og vil ikke samarbejde med ham om at bearbejde fortiden. Men hvem overskred egentlig grænser, dengang de to var små? Og gør sammenblandingen af religion og psykoterapi måske mere skade end gavn?
Religion og tabu
Med en stor fortælling, der blander religiøs ikonografi med provokerende tabuoverskridelse, laver Rønde et i vore dage sjældent eksempel på noget, som nærmest fortjener sin egen genre: Det Danske Dreyer-Trier-Tabu-Drama, eller en DDTTD-film hvis man har travlt.
Som i Carl Th. Dreyers Ordet (1955) befinder vi os i et lille religiøst miljø i Jylland, men småligheden opvejes af en konstant fornemmelse af det sublime og mirakuløse. Som i von Triers Breaking the Waves (1996) bevæger kærligheden sig tættere og tættere på absolut uacceptable seksuelle relationer, men med en fornemmelse af at det måske alligevel alt sammen er kærlighed for Gud? Det er så gammeldags, at det nærmest er helt forfriskende.
Er vi som publikum, der sætter os til en to timers film om tabu og traumer i forventning om at blive underholdt lige så forskruede som filmens religiøse karakterer?
Kærlighedens gerninger er også en lang film, og den er også æstetisk storslået med lange kamerabevægelser og filmiske idéer, der er utroligt gennemførte. For eksempel spiller børnene i kollektivet bold med en usynlig bold, hvilket Jakob har utrolig svært ved ikke at se som tegn på komplet hjernevask. Men den usynlige bold bliver ved med at komme tilbage i filmen, og efterhånden bruges også lydeffekter til at markere den, indtil en virkelig fjollet idé bliver så bærende for filmen, at man bare må tage hatten af for det.
Spejlinger og skuespil
Endnu mere bærende er de såkaldte ‘spejlinger’, hvor beboerne genskaber fortiden for hinanden. De opfører for eksempel Hannas bryllupsdag tidligt i filmen, ligesom børnenes fars begravelse bliver opført i lang tid. Scenerne bliver mere og mere abstrakte, indtil vi ser Hanna og Jakob både som børn og voksne bevæge sig rundt mellem hinanden, mens resten af kollektivet har deres egne bevægelser kørende, og lyd og lys bliver endog meget ekspressionistisk. Det er stærkt imponerende.
Det prikker også til en tematik om, hvad tabudramaet egentlig skal bruges til. Hvorfor giver det overhovedet mening at genopføre tabuer og traumer? Der er noget ubehageligt over den måde, den religiøse gruppe kaster sig ud i at lege hinandens liv, ligegyldigt hvor ekstreme hændelser de opfører. Men er det mindre mærkeligt, end at Jeppe Rønde har opført så stor en maskine som en filmproduktion for at genoplive de mørkeste minder fra hans fortid? Er det nærmest lige så kultisk?
Og er vi som publikum, der sætter os til en to timers film om tabu og traumer i forventning om at blive underholdt, lige så forskruede som filmens religiøse karakterer, der er overbevist om, at noget nærmest mirakuløst vil kunne komme af, at de leger bryllupsfest for hinanden?
Det bedste eksempel på et Dreyer-Trier-tabu-drama
Kærlighedens gerninger har dermed også den kyniske dobbelthed, der gjorde von Triers manipulative melodramaer så fascinerende. Hvad den dog ikke helt har, er æstetisk overskud på Dreyer-Trier-niveau. Manuskriptet er ganske vist nærmest forbløffende godt, og skuespillet er bundsolidt – endda af en ikke-uddannet skuespiller som Jonas Holst Schmidt. Billederne er flotte, og til sidst rammer de det forbløffende sublime.
Men her er ikke en Dreyers strenghed eller en von Triers vildskab. Det er en smule konventionelt. Der er heller ikke Frelle Petersens legen med rum eller Christina Rosendahls metodiske skabelse af frie filmiske eksperimentelle detaljer.
Kærlighedens gerninger ville have været årets vildeste danske film i 2015. Men der er faktisk sket ret meget siden da. Nu er den noget andet. Nu er den det bedste eksempel på et Dreyer-Trier-tabu-drama, siden von Trier sidst var aktuel. Og det kan også noget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og