FILM // ANMEDELSE – Ali Abbasis film The Apprentice handler om, hvordan den virkelige person, som vi kender alt for godt fra medierne, rendte rundt og teede sig i 1970’erne og 80’erne. Det er en i store træk vellykket film om skruppelløs magt og psykopatisk kynisme, skriver Mikkel Stolt.
Jeg skal være den sidste til at brokke mig over, at for eksempel en filminstruktør, musiker eller forfatter får lyst til at skifte udtryksform fra værk til værk. Men Ali Abbasis seneste film har bevæget sig en del væk fra både debuten Shelley (2016), som mange anmeldere kaldte en ”anderledes gyser”, og den genre-udfordrende og -udforskende Grænse fra 2018, som jeg selv mener, var det års bedste film.
Holy Spider (2022) var på POV’s liste over årets ti bedste danske film, om end vores anmelder mente, at der var røget lidt af instruktørens filmiske personlighed i bestræbelserne på at lave den ”internationale thrillerfilm med noget på hjerte, som den vitterligt er.”
Engagerende men lidt forudsigelig
Og konklusionen efter at have set The Apprentice er da også, at det er yderst velturneret og engagerende, men også noget konventionel og åbenlys film, og hvor det personlige præg fra instruktøren først og fremmest åbenbarer sig i tematikken. Her kommer vi nemlig også omkring temaer om, hvad der er rigtigt og forkert, om menneskets dyriske tilbøjeligheder, om racisme, køn og diskrimination – her alt sammen i en setting af ubønhørlig kapitalisme i 1970’ernes og 80’ernes New York City.
Præsident Nixon er den første, vi ser og hører for ligesom at sætte tonen – han er efter eget udsagn ”not a crook” – og derefter møder vi Donald Trump selv på en eksklusiv natklub. Her opdages han af den indflydelsesrige – for nu at sige det med en pæn eufemisme – advokat – Roy Cohn, og det bliver hurtigt klart for mig, at Abassi denne gang simpelthen har villet lave en gangsterfilm.
Den energiske måde, kameraet bevæger sig rundt i natklubben og introducerer forskellige karakterer – bl.a. en navngiven mafioso – minder især om visse scener hos Martin Scorsese, blandt andet i Goodfellas og Casino, og den stoflige tekstur i billederne giver et utroligt overbevisende indtryk af en tid og en stemning.
Det mest overraskende og vellykkede ved den elles ret traditionsbundne fortælling er måske, at filmens klimaks ikke foregår i dens fortælletid
Resten af filmen optræder der da også de for genren så almindelige storfamiliemiddage, scener med afpresning, fester og skørlevned, ligesom det bliver tydeligt, at ”gangsterne” har stor indflydelse på folkevalgte politikere eller i det mindste forsøger på det.
I filmens start er Donald Trump sådan set bare søn til sin jævnt hen patriarkalske og helt almindeligt gammeldags skruppelløse virksomhedsejer af en far, men da firmaet er under anklage fra myndighederne for at være racediskriminerende i udlejningspolitikken i dets ejendomme, finder Donald snart på at hyre Roy Cohn som advokat.
Det meste af midterstykket af filmen går så med at vise, at Cohn langsomt lærer sin nye og lige lovlig lærenemme protegé, hvordan man kan opretholde et skjult magtimperium inde i systemet. Modsat traditionelle gangsterfilm er der denne gang stort set ingen direkte fysisk vold – en scene med hustruen Ivana undtaget, for Trump har også sine egne impulser udover dem, han får fra Cohn – men det ændrer ikke på, at det er en film om at gøre vold på andre. Og om psykopati.
Historien fortælles lineært, hvor man indimellem springer et par år frem, og man køber, at karakteren Trump langsomt både inspireres af sin far, der selv mener at have givet Donald Jr. en god og givende opdragelse, og i særdeleshed af den helt igennem usympatiske Cohn.
Men hans udvikling næres af det eksisterende, korrupte og gennemkapitalistiske samfund, hvilket filmen lige akkurat gør os opmærksom på mellem linjerne i den fortløbende handling. Jeg tænker her på filmens ‘tid og sted’ via den præcise scenografi, kostumerne og den overordnede lyd- og billedæstetik. Mod slutningen frigører lærlingen Donald sig fra troldmanden Cohns indflydelse og uden tak – tværtimod – lader han den gamle capo dø og indtager selv rollen som selvudnævnt gangsterboss. Ganske som vi havde ventet det.
Ender det hele i et gangstervælde?
Sebastian Stan som Trump er ideelt nok både næsten identisk og forskellig fra det forbillede, vi kender fra medierne, mens Jeremy Strong er instrueret lidt vel enstrenget som Cohn. Den bedste skuespillerpræstation er i mine øjne Maria Bakalova som Ivana, som med instruktørens og manusforfatterens hjælp formår at fremstå som både selvstændig, opportunistisk, benhård og sympatisk på samme tid.
Klimaks udebliver
Det mest overraskende og vellykkede ved den elles ret traditionsbundne fortælling er måske, at filmens klimaks ikke foregår i dens fortælletid, men formentlig først skal foregå om nogle uger herude hos os andre. Ender det hele i et gangstervælde?
Selve filmen slutter med, at Trump i en samtale med den journalist, der skal ghost write bogen The Art of the Deal (1987), afslører for os – hvis vi skulle være i tvivl – at han er en copy cat, en narcissist og en gemen svindler. Og dette er vi blevet forvarslet om ved et tidligere, kort møde mellem Trump og en anden svindler(?) og kopist(?), en vis hvidhåret og bebrillet popkunstner.
Men selvom filmen altså naturligvis er opsat på at minde os om, at den handler om virkelige personer, der har politisk indflydelse, så er det jo stadig en spillefilm. Hvis man vil vide noget om virkelighedens Donald Trump, så kan man passende følge med i vores chefredaktørs artikler og analyser fra den amerikanske valgkamp.
(Filmen er set ved en regulær forevisning i provinsen på premieredagen, torsdag. Ingen gratis drinks og anmelderen betalte selv for billetten, red.)
Klik dig videre til mange flere filmanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og