FILM // ANMELDELSE – Hjem kære hjem, der er tredje film i Frelle Petersens trilogi om stille dramaer i Sønderjylland, er næsten lige så god som de to første. Og det er nærmest mirakuløst.
Jeg har rost rigtig mange yngre danske instruktører over de sidste ti år. Talentmassen er stor, og de fleste år byder på rigtig gode danske debutfilm. Men det som lige giver en god film fra et nyt navn lidt ekstra guf, er, at man samtidig kan drømme om, hvor gode film den nye instruktør kan komme til at lave i fremtiden.
Det er så langt fra hver gang, den drøm går i opfyldelse. Det er svært at finde finansiering til film nummer to, og der er også nogle, der bukker under for presset til at lave noget mere bredt og konventionelt anden gang i håb om at få en mere sikker plads i filmbranchen.
Men fremover kommer jeg til at have en standard for, hvor godt det kan blive. Da Frelle Petersen lavede Onkel i 2019, var det noget helt nyt og overrumplende. At det seks år senere er blevet til en trilogi med Resten af livet (2022) og Hjem kære hjem, så bliver det simpelthen ikke bedre. Frelle Petersen har opbygget sit helt eget filmsprog, og i stedet for at blive mere ‘moden’ over tid, så gør han bare tingene lidt anderledes hver gang, fordi det passer bedre til hver films fortælling.
Velfærdspres
Jette Søndergaard spiller igen hovedrollen for Frelle Petersen, her som Sofie, fraskilt med en deledatter og ny på jobbet som hjemmehjælper. Hun er idealistisk og vil gerne gøre en forskel, men små og store udfordringer og uretfærdigheder tærer efterhånden på kræfterne.
Det er en fortællestruktur, jeg har set i andre nyere film, der fortæller om presset på den moderne velfærdsstat. Den kan for eksempel sammenlignes med Ken Loachs Sorry We Missed You (2019), hvor et ægtepar arbejder som henholdsvis vareleverandør og hjemmehjælper, og problemerne skabt af platformsøkonomi og velfærdsbesparelser begynder at akkumulere. Man kan også hoppe på Filmstriben og se Asphalt City (Jean-Stéphane Sauvaire, 2023) med Tye Sheridan og Sean Penn, der på noget mere Hollywoodagtig måde fortæller om ambulancereddere i New York.
Problemerne er mindre i Frelle Petersens Tønder, der er færre narkomaner med skydere, som Sofie skal forholde sig til. Men til gengæld er der kolleger, der ikke skifter ble ordentligt uretfærdige pårørende, og det helt simple faktum, at de gamle borgere forfalder og har brug for mere hjælp, end hun kan give dem.
Overlegen æstetik
Men hvis plottet ikke er så overraskende, så er Frelle Petersens æstetik igen fuldstændig fantastisk. På verdensplan. Igen står kameraet helt mærkelige steder, og klipningen har en ret atypisk rytmik.
Der er skruet lidt ned på mærkværdighederne i forhold til Resten af livet, men det giver mening. Resten af livet skildrede en utrolig tæt familie, og skildrede deres fortrolige og komplekse rum ved at stille kameraet op stort set overalt i rummet, så alt var helt tæt på, eller skævt, eller kantet.
Da jeg så traileren, var jeg lidt nervøs over, om Frelle Petersen havde opgivet særpræget. Men det har han ikke
Hjem kære hjem foregår mest mellem hjemmehjælpere og borgere, og det er ikke en lige så tryg og intim relation, så i stedet bruges der lidt mere håndholdt kamera til at skildre den skrøbelige menneskelighed mellem de gamle og de fortravlede.
Det er en anelse mindre egensindigt. Da jeg så traileren, var jeg lidt nervøs over, om Frelle Petersen havde opgivet særpræget. Men det har han ikke, han har bare valgt nogle mere effektive filmiske greb til den her fortælling.
Hjem kære hjem er lige så præget af filmisk overskud og stærke filmiske valg som trilogiens to foregående. Der er så mange vidunderlige detaljer, både i det store – kameraet bliver ofte hængende hos de gamle mennesker, efter at hjemmehjælpen har forladt dem, og de nu er alene – og i det små, som i det mest hjerteskærende billede af en hindbærroulade, jeg nogensinde har set. Den står urørt på bordet, fordi Sofie ikke havde tid til lidt hygge med en gammel pårørende.
‘Hjem kære hjem’ er dette årtis Danmarksfilm
Mest af alt tror jeg, at jeg justerer min opfattelse af Frelle Petersens helt særlige talent. Han er simpelthen eminent til at bruge de rum, hans film foregår i. Gården i Onkel, parcelhuset i Resten af livet, i Hjem kære hjem de små lejligheder, som lige knap er store nok til, at hjemmehjælperne kan udføre det arbejde, som måske egentlig burde foregå på et hospital. Og samtidig de andre så typisk danske rum, gymnastiksalene, grillbarerne, arbejdspladserne.
Her er man ikke bange for store virkemidler, for gråd og kram og melankolsk filmmusik. Men man kan også filme hindbærroulade, så det slår lige så hårdt
Frelle Petersens trilogi er simpelthen et af de bedste kunstneriske portrætter af Danmark, vi har fået meget længe. Fordi den så eminent skildrer danske rum. Det bearbejdes filmisk, og forstærker hvad der også er et knusende sikkert manuskriptarbejde. Der er et klimaks med en kagedåse og en pakke karameller, som ikke skal afsløres her, men det er overlegent skrivearbejde.
Resultatet er tre film, som kan analyseres minutiøst og detaljeret. Men som også bare sparker direkte i hjertekulen. Her er man ikke bange for store virkemidler, for gråd og kram og melankolsk filmmusik. Men man kan også filme hindbærroulade, så det slår lige så hårdt. Og det er godt nok godt gået.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og