BØGER // ANMELDELSE – “Jeg håber, Demokraterne får læst First Great Sorrow. My Years with Robert F. Kennedy,” skriver Erik Boel. “Hvis de skal vinde præsidentvalget i 2028, skal de gøre Robert F. Kennedys kunststykke efter og genskabe koalitionen af hvide arbejdere i bl.a. Midtvesten, de sorte, latinoerne og de unge vælgere. Også af den grund er det en vigtig bog, Chaffee har skrevet.”
Hvis man i dag googler Robert F. Kennedy, er der tre sider med hans søn Robert F. Kennedy jr., som er sundhedsminister i Trump-administrationen. “Jeg er ikke klar over, om folk overhovedet ved, at junior har en far”. Sådan siger Donna Chaffee, der er aktuel med bogen First Great Sorrow om netop Robert F. Kennedy (senior!).
Det var mordet på præsident John F. Kennedy i 1963, Robert F. Kennedys ældre bror, der fik Donna Chaffee (årgang 1947) til som bachelorstuderende at melde sig som frivillig hos Robert F. Kennedy. Han var justitsminister i Kennedy- og Johnson-administrationerne indtil 1964, hvor han blev valgt som senator fra New York. Chaffee arbejdede for ham on and off, indtil han blev myrdet i juni 1968.
Chaffees bog understreger, at Kennedy er stærkt aktuel, når han igen og igen advarer mod den omsiggribende vold i det amerikanske samfund, ”som atter sætter en skamplet på vores land og på ethvert individs liv”
Robin Williams har udtalt: ”If you can remember the sixties, you weren’t there”. Det passer ikke på Donna Chaffee, der i den grad var til stede og kan huske 1960’erne. Hun tog ikke del i den massive hash- og LSD-tåge, der lå over den amerikanske hippiekultur, men vokser op i et middelklassemiljø i Californien. Chaffee er ikke aktivist, men har mange drømme og håb for fremtiden. Det er her, Robert F. Kennedy kommer ind i billedet.
Han tog arbejderklassen alvorligt
Hendes bog First Great Sorrow er et inciterende røntgenbillede af et årti, hvor alt synes muligt. Chaffee er et førstehåndsvidne og med denne bog uden filter oplever læseren nærmest selv at være tilstede. Bogen rummer ikke nye, saftige afsløringer. Men Chaffee minder os om, hvorfor Robert F. Kennedy var den rette mand til rette tid og om, hvorfor han fortsat kan inspirere os i dag.
First Great Sorrow er et portræt af den mest provokerende, originale og gådefulde politiske skikkelse i 1960’erne. Et portræt præget af indsigt og respekt for politikeren. For at sige det som det er: En politiker som Chaffee i realiteten var forelsket i. Måske ikke så overraskende i lyset af Robert F. Kennedys udseende som en Hollywood-skuespiller og en magnetisk karisma.
Det er en kvalitet ved bogen, at det er den 18-årige og ikke den knap 80-årige Donna Chaffee, der taler – formentlig ud fra dagbogsnotater. Når man er 18 år, tillægger man sine venner og idoler de mest fremragende egenskaber. Hun reagerer samtidig stærkt på begivenhederne i de turbulente 60’ere. Chokket, de afsætter i hendes hjerte, er stort.
I bogen følger vi Robert F. Kennedys 82 dage lange kampagne i foråret 1968 under primærvalget for at blive præsident.
Da Kennedy bliver myrdet den 6. juni 1968, bryder Chaffees verden sammen. Ved begravelsen på kirkegården Arlington står hun ved siden af Robert F. Kennedys stabschef Joe Dolan. “I turned to Joe and said: “It’s all over now, isn’t it, Joe?” He nodded his head in agreement.
“Yes, it’s over.”
Chaffee ender i en årelang depression. I realiteten kommer hun sig vel aldrig over mordet.
Mange år senere i 1988 henviser hun udtrykkeligt til Kennedy, da hun træder i karakter som whistleblower. Hun går til medierne med oplysninger om, at Los Angeles County, hvor hun arbejder, misbruger midler, der var tiltænkt de fattigste i LA.
Som et resultat af sagen mister Chaffee sit arbejde, men som hun skriver: ”However, like the Senator, I felt that power without principle was equivalent to corruption”.
Kennedy opbyggede en koalition af den hvide arbejderklasse og de sorte ved at overbevise dem om, at de har fælles interesser. Han var sig fuldt bevidst, at projektet kun kunne lykkes, hvis han tog arbejderklassen alvorligt i dens syn på bekæmpelse af kriminalitet, sociale spørgsmål og patriotisme.
Kennedy hånede ikke de mennesker, der levede af sociale ydelser, men gjorde det klart, at målet måtte være fuld beskæftigelse, så enhver kan klare sig selv.
Chaffee viser, hvorledes Kennedys opposition til Vietnamkrigen blev mere markant op gennem 1960’erne – han begynder slet og ret at anse krigen for umoralsk. Kennedy gik ikke på kompromis med sine synspunkter om borgerrettigheder eller kritik af Vietnam-krigen for at tækkes den hvide arbejderklasse.
Men han gjorde det samtidig klart, at han heller ikke lå på linje med de hvide middelklassestuderende, der var militærnægtere eller endog sympatiserede med kommunisterne i Nordvietnam.
På universiteterne blev der buet af Kennedy, når han påpegede, at det var uretfærdigt, at de studerende kunne slippe for en tur til Vietnam med henvisning til deres studier – mens de fattige unge fra arbejderklassen blev sendt i krig.
Kennedy repræsenterer en dobbelthed: På den ene side er han en realistisk, pragmatisk magtpolitiker. På den anden side gør han klart, at hvis først man har fundet sin egen vej, skal man ikke gå på kompromis, men være tro mod sig selv.
Han kunne flirte med revolutionære ideer. Engang spurgte han Roger Baldwin, hvad denne syntes om Che Guevara? Baldwin svarede: ”Jeg synes han er en bandit”. Kennedy svarede selv: ”Jeg synes, han er en revolutionær helt”. Ved en lejlighed sagde Kennedy, at var han ikke født ind i en af USA’s rige familier, var han formentlig blevet revolutionær. Norman Mailer bemærker, at nok var Kennedy sheriffen i byen (som justitsminister først i 1960’erne) – men han kunne lige så godt være endt som den fredløse.
Naturligvis bidrog det til fascinationen af Robert F. Kennedy, at han var bror til den beundrede, myrdede præsident. Om end de to var meget forskellige: John F. Kennedy afmålt og rationel, Robert Kennedy langt mere lidenskabelig.
Det langsomme forfald
Robert F. Kennedy har stået i baggrunden af broderen, der indtog Det Hvide Hus. Det er i høj grad bogens fortjeneste, at den bringer Robert F. Kennedy ud af John F. Kennedys skygge.
Robert F. Kennedy var en handlingens mand: Når han ville forstå fattigdommen i USA, tog han ud til de sorte i Mississippi eller i ghettoen eller han besøgte drueplukkerne i Californien. Han konfronterede dem, der var berørt, så dem i øjnene. Den konventionelle snik-snak, som politikere elsker at excellere i, lå Kennedy fjernt.
Chaffee fremhæver, at Kennedy med sin skarpe retorik fremstår autentisk og med en energisk karisma. Samtidig var han en intellektuel, der ofte citerede poesi i sine taler.
Da Kennedy skulle forklare, at han havde skiftet holdning til dødsstraffen og nu var imod, henviste han til den franske eksistentialist Albert Camus.
Mordet på Robert F. Kennedy slukkede håbet om at samle et splittet USA. Et Amerika præget af omfattende raceuroligheder og voldsomme demonstrationer mod Vietnam-krigen, som politiet slog ned med hård hånd. Dertil en række politiske mord. Sommeren 1968, der er gået over i historien som The Summer of Love, var i virkeligheden et USA præget af vold, opbrud og på randen af borgerkrigslignende tilstande. Ikke ganske ulig USA i 2026.
Chaffees bog understreger, at Kennedy er stærkt aktuel, når han igen og igen advarer mod den omsiggribende vold i det amerikanske samfund, ”som atter sætter en skamplet på vores land og på ethvert individs liv”.
Men Kennedy peger også på en anden slags vold, ”langsommere, men lige så dødbringende som skuddet eller bomben i mørket. Institutionernes vold, ligegyldighedens og passivitetens vold, det langsomme forfald. Det er den vold, der rammer de fattige, der forgifter forholdet mellem mennesker, fordi de har forskellig hudfarve.”
Robert F. Kennedy har et budskab til os i dag og måske ikke mindst til ungdommen. Chaffee citerer en tale, han holdt for studenter i Sydafrika i juni 1966: ”Each time a man or a woman stands up for an ideal or acts to improve the lots of others or strikes out against injustice he sends a tiny ripple of hope…and those ripples build a current which can sweep down the mightiest walls of oppression and resistance.”
Jeg håber, Demokraterne får læst bogen. Hvis de skal vinde præsidentvalget i 2028, skal de gøre Robert F. Kennedys kunststykke efter og genskabe koalitionen af hvide arbejdere i bl.a. Midtvesten, de sorte, latinoerne og de unge vælgere. Også af den grund er det en vigtig bog, Chaffee har skrevet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og