FILM // ANMELDELSE – I tidens trivselsdagsorden rammer det nye danske hverdags- og spændingsdrama Dobbeltfejl med Sidse Babett Knudsen og Sofie Gråbøl som en klat forfriskende cremefraiche til en brandvarm, bagt kartoffel, skriver Astrid Grove. Der er nemlig håb at hente i filmen, hvor tre mødre med næb og kløer beskytter hver sin søn mod mobning, stigmatisering og overbelastning i kampen om sandhedens grumme ansigt. Med frygtsomme nærbilleder, absurde hverdagsmomenter og slagkraftigt skuespil holder filmen seeren spændt fast fra start til slut.
Efterhånden bliver historierne om børns og unges mistrivsel kun flere og flere. I skolen forsvinder fagligheden, de sociale medier spreder grænseoverskridende videoer og nogle forældre opdrager deres børn pissedårligt.
I tidens trivselsdagsorden rammer det nye danske hverdags- og spændingsdrama Dobbeltfejl som en klat forfriskende cremefraiche til en brandvarm, bagt kartoffel. Der er nemlig også håb i filmen, hvor tre mødre med næb og kløer beskytter hver sin søn mod mobning, stigmatisering og overbelastning i kampen om sandhedens grumme ansigt.
I kapløb mod Oscar-statuetten
Amalie Næsby Fick er instruktøren bag den nye film, der bygger på forfatteren Anne Mette Kirks roman Dobbeltfejl fra 2023.
Fick er uddannet fra Den Danske Filmskoles animationslinje i 2016 og har blandt andet arbejdet som instruktør på tv-serierne Carmen Curlers (2022-2025), Skruk (2022-2024) og Sex (2020-21).
Den nye film, Dobbeltfejl, har været i kapløb med Marijana Jankovics Hjem og – som den komitéen valgte – Guldbjørn-vinderfilmen Kvinde Ukendt af May el-Toukhy om at blive den danske kandidat til nomineringen i kategorien International Feature Film til den kommende Oscar-uddeling.
Spørgsmålet er derfor, om Dobbeltfejl kan leve op til de forventninger, deltagelsen i kapløbet medfører. Men inden vi fælder dom, så lad os dykke ned i, hvad den nye film egentlig vil.
Hvad vil Ficks film?
Ficks nye film tager os med til en lille provinsby, hvor markiser og farverige husfacader pryder en brostensbelagt gågade. Her arbejder den sympatiske Sara (Sofie Gråbøl) i en køkken-, kontor- og nipsforretning ved siden af den succesfulde ejendomsmægler Anne Sofie (Sidse Babett Knudsen).
De to kvinder kalder hinanden “skatter”, tager en svingom på dansegulvet og deler en aften cigaretter i en baggård ved en fest på deres sønners folkeskole.
Men under festen begiver Anne Sofies søn, Frederik (Viktor Garrison), Saras søn Oskar (August Mjelva-Aaen) og skolens nye dreng Niels-Christian (Julian Brix) sig ud på en mørk skaterbane. Dagen efter beskylder Oskar – den yngste i flokken – de to andre drenge for at have udsat ham for et seksuelt overgreb.
Som et godt dansk hverdagsdrama løses gåden om, hvis søn gjorde hvad, mellem og inden for familierne. Der er komiske øjeblikke, som når Sara og Anne Sofie diskuterer vold og politi, mens kameraet stiller skarpt på et reklameskilt for “danske Ingrid-ærter”, der gør forbrydelsens alvor udholdelig.
Samtidig holder alvoren os spændt fast i hverdagsmiljøet, fordi filmen som en detektivhistorie holder os i stram whodunit-sele, hvor sandheden om forløbet på skaterbanen først afsløres et godt stykke inde i filmen.
Skuespil med skam og frygt
Filmen er ubehagelig, fordi den handler om et påstået seksuelt overgreb på en lille dreng, der i forvejen er ensom og har sit hoved i en skærm. Skuespilleren bag er den 14-årige August Mjelva-Aaen, der på imponerende vis trækker os ind i Oskars indadvendte univers.
Skamfuldt kryber han nemlig sine små skuldre sammen, efter han har tisset i bukserne på skolen. Og med tyngde i blikket ser han to elever fra skolen hviske om ham, hvorefter Oskar smider sin vaffel med flødeskum på jorden på byens lokale torv, hvor hans mor, Sara, forsøgte at give ham en hyggelig eftermiddag.
Mange af filmens scener er hjerteskærende, ikke mindst fordi flere historier om børn, der mistrives og ikke går i skole, har floreret i medierne de seneste år. Dobbeltfejl har ikke løsningen, men hiver os med ind i forældrenes frustrationer og håbløshed, når børnene mistrives.
Ubehaget tager til i styrke, når nærbilleder af Anne Sofies små, bevægelige ansigtsmuskler tager os ind under huden på en mors stigende frygt for, hvad hendes søn er i stand til. Sidse Babett Knudsen kombinerer overbevisende personlighedstræk fra, hvad der kan karakteriseres som en dance mom og en bjørnemor.
Med baggrund i konkurrencesport træner Anne Sofie sønnen Frederiks baghånd, reflekser og ambitionsniveau i den lokale tennisklub. Når rygterne om overgrebssagen spreder sig, hjælper det ikke, at de to formodede gerningsmænd (drenge), Frederik og Niels-Christian, skal dyste mod hinanden i et klubmesterskab.
I filmens afslutning smelter læring om ansvar, forsoning og håb for fremtiden smukt sammen
Tennisspillets tempofyldte klip, høje lyde af boldslag og nærbilleder af sveddryppende pander intensiverer filmens igangværende kamp om at identificere den skyldige. Det er dragende og bidrager til uforudsete drejninger igennem filmen.
Selvom vi kunne forledes til at tro, at de unge, der vinder i sport også har de tryggeste familieforhold og det bedste omdømme, så spejler sporten dog ikke blot livet i Dobbeltfejl. Sporten får sin egen rolle ved at operere dels som barnets pusterum fra familiens udfordringer, dels som en opslidende konkurrencearena.
Sport er godt, sport er sundt, men først og fremmest skal sport være sjovt, fortæller Dobbeltfejl os, hvor vores tids samfundsdebat om præstationskultur bliver sat under mikroskop.
Med diagnosen som våben
Anne Sofies beskytterinstinkt som en bjørnemor forstærkes, da hun tager de to andre drenges fortid som gidsel. Hun fortæller skolen, at Oskars troværdighed er svækket, da han formentlig har autisme, og afslører Niels-Christians brogede fortid til et forældremøde.
Filmen understreger, at fremtiden ikke styres af fortiden, men af nutidens stigmatiseringer og rygtespredning. Det er nemlig tydeligt, at én budbringer hurtigt kan skabe et ekkokammer af forældre, der i bedste mening vil beskytte deres børn.
Når Dobbeltfejl i høj grad fortælles fra forældrenes perspektiv, bliver jeg mindet om den britiske mini-dramaserie Adolescence fra 2025, der skabte chokbølger og politiske diskussioner om indgriben over for den såkaldte manosfære.
I serien udrulles børnenes koder for emoji-brug og digitale færden, efter den 13-årige Jamie dræber skolekammeraten Katie på en mørk parkeringsplads.
Vi er ikke i samme skala i Dobbeltfejl. Her ser vi “blot” en række af aggressive beskeder mellem drengene fra tennisklubben om at “få fisse” og at Anne Sofie ikke ved, at det kan være upassende at sende en aubergine-emoji til en skoleleder. Men fælles for Adolescence og Dobbeltfejl er, at bevismaterialet findes i børnenes digitale univers.
Og i takt med afsløringerne af hemmelighederne, dukker det centrale spørgsmål op: Er børnene ofre for den digitale samfundsudvikling, eller truer børnenes digitale tilstedeværelse fremtidens samfund? Uanset hvad svaret er, imponerer Dobbeltfejl i hvert fald med sit faste greb om spænding fra start til slut.
Forbrydelse og straf
Når en forbrydelse finder sted, må den skyldige tage sin straf. Det står klart mod filmens afslutning, hvor læring om ansvar, forsoning og håb for fremtiden smelter smukt sammen. Men det er også ved afslutningen, vi opdager, at tennisklubbens træner har taget nogle lettere tvivlsomme valg.
Selvom dette indskud af en ny fortælling giver filmen endnu mere af den gode slags kant, formår Dobbeltfejl ikke at lukke fortællingen, inden rulleteksterne begynder.
Det er ærgerligt, men det er heldigvis en parentes i en ellers virkelig god film, der rammer en aktuel samfundsdebat om mistrivsel. Og apropos det indledende spørgsmål, om hvorvidt filmen lever op til de høje forventninger, er mit svar et rungende ja.
(Set til pressevisningen)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og