FILM // ESSAY – POV’s filmredaktør, Mikkel Stolt, havde egentlig ikke tænkt sig at anmelde den danske gyserfilm ”Speak No Evil”, men da han så den nogle uger efter premieren, var der noget, der nagede ham. Noget var ikke, som det skulle være, så han var nødt til via et essay at genopleve filmoplevelsen. Advarsel: Den følgende tekst afslører noget af handlingen i filmen – og muligvis også noget om skribenten.
Den danske gyser instrueret af Christian Tafdrup fik generelt temmelig gode anmeldelser, men har ikke solgt særligt mange billetter i biograferne, godt 60.000 efter seks-syv uger – hvilket afgjort må være under forventning.
Det er ikke usædvanligt i sig selv, men måske alligevel for en såkaldt genrefilm. Så da den i sidste uge havde to visninger i min lokale biograf, tog jeg dyrlægen med, for hun er ofte frisk på en gyser. Instruktøren havde optrådt en del i pressen, hvilket også fik mig til blive mere nysgerrig, for han og PR-folkene var dygtige til at sprede en vis forventning til denne film med den åbenbart deklarerede ambition om at være ”den mest ubehagelige danske film nogensinde.”
Både i et tv-interview jeg så og i et interview i filmmagasinet EKKO, fortæller Tafdrup sågar, hvad han selv mener, at filmen handler om rent tematisk, så det ville blive spændende at se, om jeg ville fatte det.
Dyrlægen havde også set forskellig foromtale og havde fået det indtryk, at det var noget for hende. Hun ser klart flere gysere, end jeg gør, men jeg kan næsten altid drille hende og gøre hende bange ved bare at holde hovedet foroverbøjet og gå frem mod hende – præcis som den unge pige, der kom op ad brønden i den mest uhyggelige film, vi har set sammen, nemlig den japanske Ringu.
Den film indeholder jo både psykologisk-realistiske og overnaturlige elementer, hvilket mange af de bedste gysere vel også gør. Speak No Evil skulle derimod være uden metafysiske fænomener, sådan som vi havde forstået det.
Musisk gys i overflod
Nå, vi får vores billetter i Skibby Kino, der i parentes bemærket fylder 80 år i disse dage, hvoraf den seneste halvdel af levetiden har været en frivilligt drevet forening. Den kører en temmelig lødig programpolitik med lejlighedsvise premierefilm, mens Speak No Evil altså kun har fået to visninger et par uger efter filmens Danmarks-premiere.
Inde i salen er der kun fem udover os, og der plejer ærligt talt at være flere. Gyserstemningen forøges selvfølgelig heller ikke af, at der som ’forfilm’ vises en masse hyggelige billeder fra biografens liv gennem årene, men det giver da et andet par i salen tid til at hente et par glas rødvin.
Vi bliver siddende i vores sæder, og da filmen begynder, starter det godt: En bil ruller gennem et mørkt terræn, mens musikken – komponeret af Sune Kølster – uheldssvangert og lækkert dissonant giver bange anelser på den gode måde.
Anslaget viser sig at være et ’flash-forward’ til et senere tidspunkt og forløses derfor ikke, og pludselig er vi i Italien. Et dansk forældrepar – spillet rigtigt fint af Morten Burian og Sidsel Siem Koch, og hvor er det rart at se nogle mindre kendte ansigter i en dansk film – er på ferie med deres datter.
De møder snart et hollandsk ægtepar med en søn på nogenlunde samme alder som datteren. Persontegningerne af danskerne kridtes godt op – også hjemme i Danmark igen – men vi jo allerede ved fra foromtalen, at de to nederlændere ikke er så flinke, som vi tror, selvom de inviterer den danske familie på besøg senere.
En scene fra ferien med datterens tabte tøjkanin skurrer lidt, idet den er for tydelig et set-up samtidig med, at det ikke virker realistisk, at datteren skulle kunne glemme eller tabe noget så vigtigt for hende, men det er jo sådan, det er, i gysere og andre genrefilm, tænker jeg: Vi skal acceptere ting, vi ellers synes virker fortænkte, så jeg lader det passere.
Det bliver straks vanskeligere, da vi og den lille familie kommer til Holland, for det, som virkede så godt i anslaget – halvvejs neutrale billeder, der polariseres af musikken, gentages igen og igen, uden at der sådan set sker noget uhyggeligt. Det er nok bare mig, tænker jeg, men jeg kan fornemme på dyrlægens kropsholdning ved siden af mig i mørket, at hun nok deler min opfattelse om, at det bliver for bastant med den gysermusik.
Krumspring
Nu er vi kommet dertil i filmen, hvor der af rent dramaturgiske årsager skal skrues op for de onde hollænderes sære opførsel, og de er da også både mærkelige og ubehagelige.
Jeg kan godt lide, når det knirker og knager lidt i konstruktionen af et givet værk, men medmindre der er tale om et decideret metaværk, hvor selve tilblivelsen er en del af fortællingen, så vil jeg meget nødig kunne se det konstruerede.
Det giver kortvarigt en god fornemmelse af, at filmen faktisk har tænkt sig at snyde mig
Men jeg sidder i de næste tre kvarters tid og kan næsten høre manuskriptforfatternes Christian og Mads Tafdrups interne diskussion. Danskerne i filmen vil væk og hjem, hun mere end ham og datteren er heller ikke lige i humør til at blive, så filmen laver forskellige krumspring, der dels skal øge spændingen hos os, dels mindske de medvirkendes chancer for at overleve.
Alligevel – eller derfor – får en af de andre biografgæster tid til at gå ud i foyeren og få fyldt sit rødvinsglas op.
Jeg ved jo fra foromtalen, at filmen blandt andet handler om ”den korrektheds- og høflighedskultur, vi [danskere] lever i”, og der er også ganske gode scener, hvor det udpensles, hvor ubehageligt akavet danskerne i filmen må føle sig overfor de mere og mere aparte hollændere.
Et elegant twist?
Og der er også tid til at dvæle ved, at manden føler sig både fortabt og fastlåst i sin tilværelse, bl.a. med en lettere dominerende, mere handlekraftig men også en anelse utilregnelig kone.
Her er der fine hilsner til Tafdrups forrige film, En Frygtelig Kvinde, og det giver kortvarigt en god fornemmelse af, at filmen faktisk har tænkt sig at snyde mig. Som seer er man nemlig ellers overbevist om, at de danske forældre kommer til at dø, og at der sker noget med temmelig ubehageligt med datteren, hvilket også er noget, som foromtalen har antydet.
Derfor bliver jeg virkelig glad som biografgænger, da jeg i adskillige minutter faktisk tror, at det alligevel er danskerne, der er de virkelige onde. At filmen vil twiste det hele og samtidig undergrave alt det, jeg har hørt i forvejen. Dét, tænker jeg i mørket, ville fandeme være elegant.
Men hvorfor?
Men … det sker ikke. Der sker i store træk nogenlunde det, man ellers tænkte undervejs, og mens dette sker, sidder dyrlægen og jeg desværre begge og funderer over problemerne med en gyser, der insisterer på ikke at have overnaturlige elementer med, og som samtidig vil sige noget helt konkret.
De to hollandske figurer – og ham meget mere end hende, der i virkeligheden mest bare er nødvendig, fordi manden skal være gift, for at det skal passe – bliver nemlig samtidig ophøjet til en slags mytologiske figurer, der er sat til at straffe handlingslammede bløddyr, men da vi sådan set er i virkeligheden i filmen, så afmonteres den logiske sans aldrig, hvilket jeg ellers troede og håbede for en times tid siden. For man kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor tager de ikke bare hjem?
Det kunne de sagtens (og her spiller tøjkaninen igen en urimelig rolle). Hvorfor myrder hollænderne dem ikke bare og stjæler og lemlæster barnet, som de har planer om? Hvorfor har ingen fundet eller savnet de andre forældre og børn, som der jo må have været?
Selv oplever jeg at få en følelse af at have set en underligt passiv-aggressiv selvtægtsfilm
Til slut er både vi og filmens danske voksne efterladt i en mergelgrav, eller hvad det nu er, hvor jeg – fordi jeg er blevet irriteret over det åbenlyse udkomme – har god tid til at tænke på, hvorfor der står sådan en høj tingest i det rå og øde landskab. Er det en kommentar til monolitten i Stanley Kubricks ”Rumrejsen 2001”, og skal vi forstå scenen her i filmen som, at vi er tilbage på abestadiet? Og gælder det både bødlerne og ofrene eller kun den ene part?
Eller er det en kommentar til og kritik af danskernes hang til Montana-bogkasser og andre reolsystemer, og dermed et billede på vores naivitet og manglende evne til ”at genkende og afkode det onde, fordi vi i vores del af verden er så godt opdraget og velmenende”, som Tafdrup også udtrykker det i ovennævnte interview?
Jeg ville elske, hvis disse – formentlig overdrevne – tolkninger var rigtige, fordi det ville bringe filmens virkelighed op på et andet niveau. Desværre afmonteres dette af, at filmen slutter med, at hollænderne er på vej tilbage til Italien, nu med den danske datter stum (jeg siger ikke hvorfor) på bagsædet i stedet for deres ”søn”.
Dermed bibeholder filmen sin egen ”realistiske realitet” og laver ikke en ny filmisk virkelighed, som den ellers var på vej til i mine øjne, og som måske akkurat ville have afbødet min skuffelse over ikke at blive narret, som jo ellers tit er en god egenskab i mange gyser- og andre spændingsfilm.
Ubehaget
På vej hjem i bilen lufter dyrlægen nogle af sine frustrationer over den manglende logik i plottet – hun er jo naturvidenskabsmand – men som hun under normale omstændigheder i en god gyser ville se gennem fingre med.
Selv oplever jeg at få en følelse af at have set en underligt passiv-aggressiv selvtægtsfilm. I stedet for at tage kampen op mod det onde afskum som en god revolvermand eller filmhævner, så synes filmen at sige, at de skulle have taget kampen op. For de måtte åbenbart ikke bare tage af sted og køre hjem til Danmark, fordi … fordi det forhindrede manuskriptet dem i.
Men måske er det den virkelige virkelighed med krig og militær oprustning, der har forplumret mit syn på filmen, og som får mig til at tænke, at filmen er ubehagelig på en helt anden måde end intenderet? Men hvem er jeg i øvrigt til at tale ondt om andre folks arbejde? Jeg kunne bide mig i tungen.
De fleste andre anmeldere syntes som sagt, at det er en fremragende film – og jeg har ikke lavet en egentlig analyse af, om de i virkeligheden ikke bare delvist har taget den massive foromtale for gode varer og har købt ind på den tematik, som den tilvejebragte.
Men det bebrejder jeg faktisk ikke instruktøren. Jeg ved af egen erfaring, at tv-redaktører, filmkonsulenter, penge- og PR-folk altid plager én med at formulere, hvad meningen med ens film egentlig er, så det skriver man så et eller andet om for at tækkes dem. Til sidst tror man selv på, at det er det, som ens film handler om, fordi det bliver gentaget så tit. Men så kommer det ofte til at skygge for materien – for selve filmen – og er det mon det, der er sket her?
Det kunne også være superinteressant at høre, hvad publikum mener. En enkelt anmelder hørte en biografgænger sige ”Det var … en lortefilm!” efter filmen, og noget kunne tyde på, at de betalende tilskuere ikke har anbefalet filmen i tilstrækkelig grad til deres venner, eller også har omtalen af filmens ubehageligheder afholdt folk fra at se den. Bevares, nogle ville have godt af at kunne gemme sig bag en pude henimod slutningen, mens jeg nok ville have haft mere glæde af et glas rødvin eller to.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
