FILM // ANMELDELSE – Den danske film Min evige sommer fortæller en ekstremt rørende historie om liv og død. Eksekveret med sans for detaljen, i karakterskildring såvel som kameraføring. Det skaber en fornemmelse af ægte liv, som gør dødens tragik så meget mere overvældende.
Det canadiske rockorkester Arcade Fire sluttede deres klassiske dødsfaldsbearbejdende debutalbum Funeral med nummeret In the backseat, der handlede om glæden ved at køre på bagsædet som barn, for så senere at skulle køre bilen selv som voksen.
I like the peace / in the backseat / I don’t have to drive / I don’t have to speak / I can watch the countryside / And I can fall asleep lyder første vers, inden omkvædet siger Alice died in the night / I’ve been learning to drive / My whole life.
Jeg spekulerer på, om debutterende instruktør Sylvia Le Fanu havde den sang i tankerne, mens hun lavede Min evige sommer. Til at starte med ser vi i hvert fald 16-årige Fanny (Kaya Toft Loholt) sidde på bagsædet i en bil, sovende – formodentlig med tømmermænd efter fejring af afsluttet 9. klasse – mens hendes to forældre kører bilen, og vi får sågar en smuk montage af det danske landskab, mens bilen kører mod familiens sommerhus på Sydfyn.
Men så senere efter at Fannys mor Karen (Maria Rossing) for alvor er mærket af en uhelbredelig sygdom, får vi en anden scene af familien på vej hjem fra hospitalet. Denne gang med Karen på bagsædet, træt og udmattet af sin sygdom, mens Fanny bekymret ser til fra forsædet.
Som med Arcade Fires klassiske album er Min evige sommer altså også en fortælling om at blive voksen. Om hvordan verden bliver mindre rolig og mere intens.
Og det er en smuk håndteret film, hvor ro og intensitet veksler æstetisk via afvekslende kameraarbejde og klipning. En særdeles lovende debut.
“Min evige sommer” er en livsomvæltende sommer
Sommeren efter 9. klasse er nok en vigtig tid for alle, og eftersom Fanny skal på efterskole efter sommerferien, ville der alligevel være et element af, at hun skulle sige farvel til familien og stå på egne ben. Men hendes mor er alvorligt syg, så der foregår nogle endnu mere omvæltende ting i Fannys liv.
Til at starte med mærker vi ikke så meget til det. Måske fordi familien forsøger at opføre sig normalt, og faren Johan (Anders Mossling) i det hele taget ikke virker som om, han snakker meget om følelser. Men det, som skal ske, kan selvfølgelig hverken skjules eller benægtes.
Karen er svagelig og skal have sygeplejere på besøg. Og omverdenen opfører sig også bare en anelse anderledes, som når Fannys kæreste Jamie tager blomster med til Karen, da han kommer på besøg, eller når Fannys veninde giver Karen et ekstra langt kram, før hun går. Som om hun er sikker på, det er sidste gang, de ses.
Det er en af de største danske tårepersere længe
Efter en pludselig helbredskrise skifter filmen også meget stemning. Døden begynder at lure, afskeden nærmer sig. Og de folk, der stadigvæk nægter at anerkende det, virker ikke længere normale, men temmelig desperate.
Det levende kamera
Fotograf Jan Bastian Muñoz Marthinsen laver til at starte med nogle enormt flotte billedkompositioner, der bruger rummet i sommerhuset på fornem vis. Der er smuk ro og eftertænksomhed i begyndelsen af filmen, men også på en måde, der ligner en del andre debutfilm, der gerne vil være arthouse-film.
Men senere begynder der at være mere håndholdt kamera. Ikke bare under virkelig logiske scener, som når Fanny tydeligvis er i panik over, hvad der foregår med moren. Men også andre steder, som under Karens fødselsdagsfest, hvor folk ellers kæmper for at opføre sig som vanligt. Men lige præcis kampen for normalitet ender med at blive ekstremt unormal og enormt belastende for Fanny. For folk har så travlt med at opføre sig normalt over for Karen, at de nærmest ikke har tid til at anerkende, hvor forfærdende det må være for hendes unge datter.
Da jeg så Min evige sommer, kunne der høres snøft i hele salen i filmens sidste halve time. Jeg tror, det er en af de største danske tårepersere længe. Og jeg tænker bestemt ikke, at folk sad og græd, fordi de var så imponerede over den originale og gennemførte brug af håndholdt kamera.
Filmen tyder på en instruktør, der virkelig har blik for på de små skæve øjeblikke, der gør at karakterer føles som ægte levende mennesker
Men de æstetiske valg både overrasker og føles alligevel så korrekte, at det understreger en ægthed i filmen. Det er ikke film baseret på klichéer. Det føles baseret på ægte liv og følelser.
Den selvbiografiske kultur
Ifølge Sylvia Le Fanu er Min evige sommer baseret på hendes egen ungdom. Filmen skriver sig dermed ind i en bølge af kultur, hvor kunstnerne først og fremmest tager udgangspunkt i deres egne traumer, særligt i deres første værker.
Jeg kan godt blive en anelse skeptisk overfor, at det fylder så meget i vores kultur, og særligt at unge mennesker fortæller deres bedste og mest personlige fortælling først. En af grundene til, at Christina Rosendahls Fuld af kærlighed i mine øjne var sidste års bedste danske spillefilm, var netop, at hun forenede den fantastiske personlige fortælling, hun har gået og båret på, med et filmisk og stilistisk overskud, hun har arbejdet sig hen mod igennem sin karriere.
Det tager ikke noget fra Min evige sommer. Der er enkelte steder, hvor man fornemmer, at det er instruktørens første film. Men mit problem med film som denne er som regel bare, at jeg bliver nervøs for, hvordan det så skal gå med den næste film, der ikke kan forventes at have samme emotionelle klangbund.
Men så er det bare, at Min evige sommer er så filmisk vellavet. Og at den er fuld af helt vidunderlige detaljer: Fanny, der kærtegner sin kærestes bare overkrop og nyder at røre ved nøgen hud; Fanny og Karen, der knækker sammen af grin over cykel-kommentatorers overgearede sprogbrug, der tyder på en instruktør, som virkelig har blik for på de små skæve øjeblikke, der gør, at karakterer føles som ægte levende mennesker. Og det kan man jo tage videre, også hvis de i næste film ikke er ved at dø.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
