FILM – Nu er vi halvvejs igennem festivalen, og efterhånden begynder der sig at danne overblik. Konkurrencen byder ikke på de helt store mesterværker, men en række solide stemmer fra verdens vigtigste filmstrømninger træder frem og giver et glimrende indblik i filmkunsten anno 2018. Men den helt unikke stemme, og det store mesterværk? Det måtte jeg rundt i alle dele af programmet for at finde.
La Prière (Cédric Kahn)
Det er egentlig ret lang tid siden, jeg har set en fransk film lægge bånd på sig selv, tror jeg. Fransk film er som oftest vidunderligt eksperimenterende, men ret ofte på en maksimalistisk facon. ‘Cinema du look’ i firserne med folk som Luc Besson er måske det store eksempel, men også sidenhen tænker jeg mere på folk som Desplechin og Assayas og Bonello som folk, der lægger til, finder på ekstra finter, ekstra vinkler, ekstra idéer. Der er ikke ret mange, som eksperimenterer ved at sætte grænser og regler. Hvilket gør La Prière til noget ret sjældent.
Det passer naturligvis ikke helt. Den helt store strenge franske filmskaber er naturligvis legenden Robert Bresson, der udviklede sin helt egen minimalistiske stil og var kendt som den store katolske filmskaber. Det er hans ånd, Cédric Kahn læner sig op af både i stil og endnu mere i emnevalg.
La Prière, Cédric Kahn: Jeg har tænkt mig at forsøge at se så meget af bagkataloget, som jeg kan komme til. Det her var både stort og atypisk
Unge Thomas bliver sendt til en streng og yderst religiøs afvænningsanstalt oppe i bjergene, hvor han lever sammen med en masse andre unge eksmisbrugere. Til at starte med stritter han imod, men så overgiver han sig til livet med bøn, hårdt og ofte meningsløst arbejde og sammenhold de unge mænd imellem. Det er en AA-klinik med de religiøse undertoner skåret ud i pap.
På samme måder som reglerne i refugiet er stramme, så er filmsproget det også. Kameraet er altid stationært, iagttager personerne fra stedet. Det vipper og drejer, men det bevæger sig aldrig. Især i startscenerne, hvor Thomas tydeligvis er på vippen til at eksplodere i frustration, er det nærmest grufuldt, at kameraet er så stillestående; det ville være så meget mere empatisk hvis det også eksploderede. Man føler sig nærmest impliceret i de stramme regler, der er så hårde ved den unge mand.
Det er en dybt, dybt fascinerende film. For hvad er vigtigst, empati eller regler? Thomas insisterer på, at han ved bedst selv, men gør han det? Og hvordan er det med religionen? Det er bestemt også sjældent at se en film, der tager den religiøse oplevelse så seriøst på sine egne præmisser. Der er ingen misbrugende munke eller korrupte kirker. Alle gør, hvad de gør, ud fra deres bedste overbevisning om, hvad der er bedst for Thomas. Men ved de det? Ved Thomas?
Unge Anthony Bajon er min favorit til prisen for bedste skuespiller: hans store grønne øjne er filmens fikspunkt, og hans mimik var mig endeløst fascinerende. Han ved heller ikke selv, hvad det er, der foregår inde i ham, det er en mystisk oplevelse, men samtidig er der tvivlen, om han bare lyver for omverdenen, eller måske for sig selv, eller måske er det virkeligt nok? Den unge mands kamp for sin egen frelse overrasker hele vejen indtil en sublim og subtil slutning.
Som med Benoit Jacquot havde jeg ikke de store forventninger til denne konkurrencens anden filmskaber, men her har jeg tænkt mig at forsøge at se så meget af bagkataloget, som jeg kan komme til. Det her var både stort og atypisk.
Figlia Mia (Laura Bispuri)
Laura Bispuris Figlia Mia er til gengæld overhovedet ikke atypisk, tværtimod. Den er et ekstremt typisk eksempel på, hvad der efterhånden helt tydeligt er en ny bølge af italienske instruktører: Realisme, håndholdt kamera, fortællinger fra yderområderne, fortællinger om kvinder eller immigranter. Vi har herhjemme haft fornøjelsen af Jonas Campagninos Mediteranea og Alice Rohrwachers Miraklerne inden for de sidste par år, og på sidste års PIX var Andrea Pallaoros Hannah en af de bedste film efter min mening.
Laura Bispuri var også i konkurrence med sin debut, Sworn Virgin, der ligesom Figlia Mia havde Alba Rhohrwahcer i hovedrolllen – og ja, det er Alice Rohrwachers søster. Alba må regnes for den nye bølges store ansigt, også med roller i søsterens film, men det er hos Bispuri, hun virkelig sætter streg under talentet. I Sworn Virgin var hun en albansk kvinde, der levede som mand – en kompliceret albansk tradition, der finder sted i familier uden sønner – og skabte en underspillet og vemodig karakter. Denne gang spiller hun noget nærmest stik modsat.
Figlia Mia, Laura Bispuri: Jeg havde håbet på mere, og med de ting der er i gang i italiensk film, havde jeg også forventet mere
Vi følger tre kvinder i en familie; den unge pige Vittoria og hendes to mødre. Angelica, Rohrwachers karakter, forlod den lille pige kort efter fødslen, og pigen er blevet passet på af Tina (Valeria Golino). Men Angelica vender tilbage til området, og den lille pige er splittet mellem de to mødre, også selvom hendes biologiske mor tydeligt er ude af stand til at passe på hende – og heller ikke er interesseret i det. Rohrwacher spiller fuld, i meget korte kjoler og med oceaner af indestængt frustration og selvmedlidenhed. Det er en vanskelig karakter at holde af, men samtidig også svær ikke at føle sympati med, selvom hendes opførsel er helt uacceptabel.
Rohrwacher er et rigtig godt bud på en skuespillerpris, eller måske kunne den deles mellem de tre skuespillerinder? Filmen fik også en af de mest begejstrede modtagelser på festivalen. Jeg var dog en smule skuffet. Måske skyldtes det at det var en af de film, jeg på forhånd havde de højeste forventninger til, men jeg sad hele filmen igennem og ønskede mig noget mere. Det er en pudsig ting, at alle de her nye italienske instruktører har lavet lige præcis to film, og både Alice Rohrwacher og Andrea Pallaoro formåede at videreudvikle deres kunst på overraskende og imponerende vis. Det gør Figlia Mia ikke rigtigt i forhold til Sworn Virgin, og den ligner også især Miraklerne en del.
Jeg bliver ikke sur, hvis den vinder den store pris eller får stor succes i de danske biografer. Det er et fint og stærkt drama, der også leverer en ret vidunderlig slutning. Men jeg havde håbet på mere, og med de ting der er i gang i italiensk film, havde jeg også forventet mere.
Garbage (Q)
Helt unik er til gengæld instruktøren, der går under navnet Q, i hvert fald i en indisk sammenhæng. Han fandt sit filmsprog med filmen Gandu, der blev vist på Berlin i 2011, ligesom denne gang i en af sideprogrammerne. ‘Gandu’ betyder noget i retning af ‘røvhul’, og filmen er en punket fuckfinger til det normale liv i Indien og, føles det som om, resten af den indiske filmindustri. Ifølge Qs Q&A henviser hans nye films titel også til hans opfattelse af resten af filmindustrien, så man må sige, han viderefører stilen. Blot nu med mere sex og vold.
Garbage handler om vold mod kvinder. Den unge ultra-hinduistiske Phanishwar holder en kvinde lænket i sit hus og bliver hyret som taxachauffør til at køre rundt med en anden kvinde, der er på flugt efter at være blevet udsat for hævnporno. Vold, sex, hævn. Plottet er generelt ret forudsigeligt og kunne sikkert koges ned til det halve, hvis man antydede snarere end at udpensle, og fjernede alle de mange scener med internetkommentarer og hinduistiske ceremonier, der mere virker som perspektivering.
Garbage, Q: Garbage virker som exploitation, men det er en film med empati og eftertænksomhed
Filmen vil først og fremmest blive bemærket på grund af sin ekstreme vold og eksplicitte sex. Det er en grum film, en voldsom film, og samtlige karakterer udsættes for voldtægt, virker det som. Både mænd og kvinder. Men den lever pga. perspektiveringerne. Q har som nævnt arbejdet med den samme stil i lang tid, og det virker virkelig som om, han ved, hvad han laver. Filmsproget er digital low-budget, og måske netop fordi virkemidlerne er så over the top, bliver der til gengæld plads til elementer og øjeblikke af noget, der nærmest ikke kan kaldes andet end poesi.
Filmen er optaget på Goa under monsunen, og der er virkelig nogle helt fantastiske farver. Q kan sætte sit kamera, så det bliver en virkelig smuk komposition. Og han klipper hele tiden mærkelige billeder ind i alle sine scener, som alligevel ikke ville kunne være professionelt shot-reverse shot. Det er en virkelig unik film, som ikke er for alle, men som føles vedkommende. Og for os i salen krakelerede en potentiel forestilling om den nihilistiske instruktør også lidt, da først castet snakkede om, hvor trygt og rart det havde været at lave filmen, og Q derefter selv fortalte med tårer i øjnene om den personlige bekendte, hvis død havde inspireret filmen. Men de to ting kom egentlig ikke bag på mig. Garbage virker som exploitation, men det er en film med empati og eftertænksomhed.
L’Empire de la Perfection (Julien Faraut)
Film lyver, sport lyver ikke. Det citat, efter sigende fra Jean-Luc Godard, optræder i denne fantastiske dokumentar om John McEnroe og hans optræden ved French Open i 1984. Der er noget om snakken: sport er på en eller anden måde så sand, at det passer utrolig godt til dokumentarer og dårligt til fiktionsfilm.
Jeg har tænkt en del over det. Jeg tror, det har noget at gøre med, at dokumentarfilm i sagens natur skal laves på forhånd. Man vælger sit emne, og ser hvad der sker. Fiktionsfilm, derimod, laves bagefter. Tænk lidt over det: Hvis nogen fik idéen om at lave en fiktionsfilm om Caroline Wozniacki til en Grand Slam, så ville de naturligvis vælge hendes seneste sejr ved Australian Open. Men hvis det var en dokumentarist, ville de højst sandsynligt følge hende ved en af alle de andre konkurrencer, hvor hendes drøm om sejr er blevet knust på den ene eller den anden måde. Alle sportsfilm handler om sejr, men langt de fleste sportsfolk ender jo med at tabe.
L’Empire de la Perfection er en eftertænksom, smuk og morsom film. Og så var det ikke engang den bedste sportsdokumentar på festivalen!
L’Empire de la Perfection er baseret på et helt vanvittigt materiale. Åbenbart havde man i Frankrig en hel filmfabrik til at studere tennis, der op til ’84 lavede portrætfilm af de største spillere ved French Open. Det betyder, at der var filmkameraer og mikrofoner sat op overalt til at overvåge McEnroe ved netop den her turnering. Der er klip fra den oprindelige film, fyldt af tekniske analyser, slowmotion-sekvenser og endda primitiv computergrafik, der skal vise præcis, hvordan hans baghånd fungerer og den slags.
Men Julien Faraut fandt mere på råoptagelserne. McEnroe var kendt som tennisverdenens største røvhul, der konstant skældte ud på bolddrenge og dommere og forsøgte at få alle kendelser til at gå hans egen vej. Og det er mest af alt det, filmen består af. Det bliver en analyse ikke af forhånd og baghånd men af psykologi, retorik, og i en af de bedste sekvenser selve den måde McEnroe forsøger at påvirke tiden på. Derudover er der meta-diskussioner om måden optagelsen af den oprindelige film påvirkede McEnroe, der også var utroligt pirrelig. Slowmotion-kameraet var især larmende, så der er et fantastisk klip, hvor McEnroe forsøger at serve, men så griber bolden igen og kigger forbløffet på fotografen.
Og så har jeg ikke engang nævnt, hvordan turneringen endte; det er en af de mest kendte tennis-kampe. L’Empire de la Perfection er en eftertænksom, smuk og morsom film. Og så var det ikke engang den bedste sportsdokumentar på festivalen!
Infinite Football
For den cadeau må gå til Corneliu Porumboius vanvittige dokumentar om en rumænsk bureaukrat, der forsøger at gentænke fodboldspillet. Den film er ikke bare festivalens bedste sportsdokumentar, jeg er ret sikker på, det er den bedste film, jeg har set hernede overhovedet. Salen var også flad af grin, og reaktionerne har været umanerligt positive. Jeg har ikke set alle 44 nominerede til Forum-priserne, men det her må være en favorit, og det er fantastisk, at den allerede er programsat til dette års CPH:DOX.
Den film er ikke bare festivalens bedste sportsdokumentar, jeg er ret sikker på, det er den bedste film, jeg har set hernede overhovedet. Salen var også flad af grin
Corneliu Porumboiu laver to slags film. Han laver socialrealistiske dramaer med satirisk kant som 12:08 Øst for Bukarest, Politi-Adjektiv og The Treasure. Og så laver han dokumentarer om fodbold. Og de to projekter hænger sammen. I Politi-Adjektiv spillede hovedpersonen fodtennis i sin fritid, og spillet blev brugt som en metafor for, hvordan en gruppe mennesker kan håndhæve regler uden brug af dommer – i modsætning til det politisystem, han arbejdede i til daglig. Porumboiu lavede senere The Second Game, hvor han diskuterede en vhs-kopi af en fodboldkamp fra 1988 sammen med sin far, der havde dømt i den pågældende kamp.
Som sagt handler Infinite Football blot om en mand, der gerne vil lave om på reglerne i fodbold. Det er en forbløffende lille film med virkelig få sekvenser. Vi får historien om dengang, han kom til skade under en fodboldkamp, vi får en sekvens, hvor han viser sin vision, en sekvens hvor han fortæller om sig selv, en sekvens hvor hans vision forsøges afprøvet af et rigtigt hold fodboldspillere, og et par til jeg ikke skal afsløre. Hver sekvens er lang, langsom og filmet med flere kameraer af gangen, mens bureaukraten og Porumboiu selv diskuterer frem og tilbage. De to mænd kender hinanden i forvejen, viser det sig, og der er da også noget uformelt over den måde, de snakker sammen på. Og så sender de hinanden nogle forbløffende deadpan-blikke, når de er uenige. Det er kulsort østeuropæisk komik, når det er allermest langsomt.
Den lange sekvens om bureaukratens liv er ekstra lang, fordi den pludselig afbrydes af borgere i området, der vil have hjælp med en sag. I stedet for at stoppe kameraet, filmes der bare videre, mens der ringes i telefon, og en mand pludselig begynder at fortælle om sit arbejde som skaklærer, rose bureaukraten for hans hjælpsomhed og sig selv for at have fundet en så hjælpsom bureaukrat. De bliver henvist til et kontor i Bukarest og går tilfredse derfra. Nu har det også kun taget 27 år.
Porumboiu er en af de mest sælsomme stemmer i filmverdenen, og Infinite Football er et klokkeklart mesterværk, som absolut ikke må misses
Det kan virke som en mærkelig sekvens, men Infinite Football er jo selvfølgelig en allegori over de her problemer. Vores helt mener, at nye regler ville gøre det nemmere for bolden at komme hurtigt rundt på banen, og man kan ikke undgå at sammenligne med, hvordan sagen bliver sendt rundt i systemet. Modsætningen mellem hans ønske om at perfektionere fodbold, og det bizarre system han arbejder i til daglig, gør komikken så meget dybere.
Men der er også noget rørende over det. Den afdøde teoretiker Mark Fisher havde et begreb, han kaldte ‘Capitalist Realism’, om hvordan det efterhånden er blevet umuligt for os at forestille os verden indrettet på andre måder end den kapitalistiske. På samme måde er der vel nærmest en ‘Football Realism’. Det er surrealistisk sjovt at se en mand, som tror, spillet kunne spilles på en oktogonal bane med seks banehalvdele – nej, undskyld, bare dele, retter bureaukraten sig selv, stadig fanget af det typiske fodboldsprog. Men hvorfor egentlig ikke ændre reglerne? Omvendt er det også utrolig typisk for en bureaukrat at tro reglerne for mest effektiv boldhåndtering kan laves fra et skrivebord, frem for at kunne vokse naturligt ud af spillet selv, og på den måde bliver det også en allegori om planøkonomiens problemer.
Der er så lidt i den her korte og langsomme film sådan rent kvantitativt, men kvalitativt er det en genistreg. Porumboiu er en af de mest sælsomme stemmer i filmverdenen, og hans nyeste er et klokkeklart mesterværk, som absolut ikke må misses på DOX.
Fotocredits: Berlinalen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
