ÅRET I FILM // REVUE – Det er den tid på året, hvor der skal bringes lister over det ene og det andet. Og da den lille filmredaktion på POV umuligt kan komme til alle pressevisninger eller løse billet til samtlige film, har vi igen i år valgt at lade redaktøren vælge helt subjektivt og idiosynkratisk. En uprioriteret liste med ti film, der havde dansk premiere i biografen i 2025 og som enten fik Mikkel Stolt til tasterne eller fra koncepterne.
Når jeg kigger ned over de film, som vi fik tid og plads til at anmelde eller omtale i løbet af året, så har det faktisk været et spændende og begivenhedsrigt – og som sædvanligt – meget blandet år, og heldigvis ser det fortsat ud til, at ikke alle danske biografimportører og -producenter er faldet for kun at kigge efter trends og sikre valg. Og der er heldigvis også flere end mig, der ser og anmelder film for POV, så før jeg kommer til de film, jeg selv har valgt at fremhæve, så lad os se på, hvad mine kolleger blandt andet har omtalt i årets løb:
Min evige sommer af Sylvia Le Fanu blev nomineret til Nordisk Råds filmpris, og anmelder Frederik Bojer Bové kaldte den både ”filmisk vellavet og fuld af vidunderlige detaljer”. Sidste års Oscar-nominerede Pigen med nålen (Magnus von Horn) fik betegnelsen ”en af de visuelt vildeste danske film meget længe”, og han var også udmærket tilfreds med for eksempel amerikanske P.T. Andersons One Battle After Another og iranske Mohammad Rasoulofs Frøet fra det hellige figentræ.
Mr. Nobody Against Putin er netop blevet kortlistet og dermed tættere på at vinde en Oscar for Bedste Dokumentar, selvom den danske Oscar-komité af en eller anden grund indstillede den til at blive nomineret som Bedste Spillefilm. Signe Barvild Stæhr interviewede hovedinstruktøren, David Borenstein, ligesom hun gjorde med instruktøren af Mors Drenge, Jesper Dalgaard, hvilket blev en af POV’s mest læste filmartikler i flere år. Astrid Grove har koncentreret sig om italienske film, og var i årets løb nok mest glad for Vermiglio – landsbyen mellem bjergene af Maura Delpero.
Et godt eksempel på, at AI stadig kan nøjes med at assistere rigtige menneskers idéer i filmproduktionen og ikke overtage den
Og her kommer så de film, jeg selv vil fremhæve – for det gode og det mindre gode – i ti forskellige, selvbestaltede kategorier. Der har naturligvis været brugt kunstig intelligens som hjælpemiddel i produktionen af nogle af dem – som man har gjort i årtier i filmbranchen – men så vidt jeg ved ikke i selve idéudviklingen, selvom det i enkelte tilfælde godt kan føles sådan. Og jeg beklager naturligvis til de ægte filmarbejdere, hvis arbejde jeg eller vi på redaktionen ikke har fået set.
Årets reality tjek: Hjem kære hjem
Tredje del af Frelle Petersens trilogi fra Sønderjylland er et knugende og mageløst blik ind i sosu-arbejderens Sofies dagligdag, der er fuld af smerte, kærlighed og fortvivlelse. Samtidig er skildringen af hovedpersonen æstetisk smuk og humanistisk på en måde, der ikke kan undgå at gribe tilskueren.
Årets æstetiske oplevelse: The End
På trods af springet fra dokumentargenren – og tilmed nogle af filmhistoriens mest markante, The Act of Killing og The Look of Silence – mærker man tydeligt instruktør Joshua Oppenheimers temperament i denne dansk-producerede undergangsmusical. Det er simpelthen en fremragende, rørende, musikalsk og engagerende film. Personligt nød jeg især orkesterarrangementet i sangene – hvoraf flere er decideret ørehængere – og dets implicitte kommentarer til handlingen. Det er ikke så vigtigt, hvordan filmen tolkes, for det er først og fremmest en æstetisk overlegen film, der giver en lyst til at komme ud af sengen om morgenen og bidrage til … ja, i hvert fald ikke til undergangen.
Årets eksperimentalfilm med en stor Hollywood-stjerne: Here
Here er skønt udskældt og foragtet af mange – blandt andet fordi Robert Zemeckis ”filmatisering” af et tegneseriealbum (uden superhelte) benytter sig af ny billedteknologi til at gøre Tom Hanks yngre i visse scener – så fornøjer filmen med mange modige visuelle valg som for eksempel aldrig at flytte kameraet og med manus-påfund, der virker velprøvede og originale på samme tid. Et godt eksempel på, at AI stadig kan nøjes med at assistere rigtige menneskers idéer i filmproduktionen og ikke overtage den.
Årets bedste hospitalsindlæggelse: Det andet offer
Titlen, Det andet offer, er ikke så god, synes jeg, men det er også stort set det eneste minus ved filmen, hvor spillefilmsdebutanten Zinnini Elkington udnytter virkemidlerne til det yderste. Man sidder på kanten af stolen i dette hospitalsdrama om tvivl, skyld og følelser blandt personale og pårørende, og den burde have lokket langt flere i biografen, end den gjorde. Måske skulle ikke bare Trine Dyrholm, men også Anders Matthesen have været på plakaten?
Årets maveplasker: Mig og Pingvinen
Jeg har altid haft en forkærlighed for fiktionsfilm, der har et dokumentarisk bagtæppe, og som kan bidrage med et bistert og kunstnerisk blik på for eksempel sydamerikanske militærdiktaturer. Tænk på Costa-Gavras Missing med Jack Lemmon fra 1982, der handler om en forsvunden journalist i Chile, eller tænk på den argentinske Oscar-vinder fra i år, I’m Still Here, som POV anmeldte for nylig. Mig og Pingvinen af Peter Cattaneo har alle muligheder for at vær både underholdende, engagerende og gribende, men stort set alt går galt for manuskriptet og instruktøren.
Årets hysterifilm: Eddington
Sidste år havde jeg Alex Garlands Civil War på listen, som ’Årets Larmefilm’, der ligesom denne af instruktøren Ari Aster af mange blev betragtet som en begavet satire over eller billede på tingenes tilstand i Amerikas Forenede Stater. Men måske skal man bare ikke sætte sig for, at det er dét, man vil lave, for det kommer nemt til at fremstå fortænkt, fordrejet og for meget. Således også denne gang med Eddington.
Årets reboot af en Baywatch-stjerne: The Naked Gun
De fleste havde besluttet sig for at være sure på denne film på forhånd – også mig – fordi de gakkede og tidligere film i samme(?) serie virker sært uangribelige og dum-sjove på en enestående måde. Men så sad jeg der helt alene i Skibby Kino en mandag aften og grinede og morede mig fortræffeligt over blandt andet Pamela Anderson i Akiva Schaffers film, The Naked Gun. Sikke noget.
Årets flødekaramel: Downton Abbey – den store finale
Og det er med double cream! Tv-fænomenet lykkes endelig med at blive overført til biograffilmsformatet af instruktør Simon Curtis og manusforfatter samt serieskaber Julian Fellowes. Selvom det hele er ret forudsigeligt, så er det udført med så meget britisk charme, at filmen i egen selvsikkerhed trækker de fleste stik hjem.
Årets Ung Flugt-slutning: Herkules falder
Soldater er blevet sendt i krig i århundreder, men vi har ikke alle vænnet os til – eller forstået – hvad det betyder for den enkelte, og ikke mindst dennes familie. Denne klædeligt udramatiske og indsigtsfulde film benytter sig at både faktiske veteraner og skuespillere, og instruktør Christian Bonkes baggrund i dokumentarfilm giver filmen en autentisk ærlighed. Man kan dog mene, at formen kostede på fiktionsfortællingens troværdighed, men slutningen og slutbilledet vækkede minder om de bedste franske nybølgefilm.
Årets alt for sikre, danske valg: Den sidste viking og Det nye år
Anders Thomas Jensen og Paprika Steens ellers ret forskellige film Den sidste viking og Det nye år må dele denne pris. Hvad der formentlig skal fremstå originalt og overraskende inden for filmenes forskellige rammer virker alt for gennemskueligt og konstrueret. Benspænd ønskes! Bevares, jeg så dem begge til ende, og der var da både gode scener og enkelte mindeværdige påfund, og hvis jeg skulle se en af dem igen, bliver det nok nytårsfilmen. Men kun hvis jeg må få champagne til. Og meget af det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og