BOG // UDDRAG – Som helt ung fik Wøhlk konstateret grøn stær. Men hvad er det egentlig, der skræmmer os sådan ved tanken om blindhed, spørger forfatter Carina Wøhlk i sin nye bog StærK. Er det, fordi vi i vores visuelle og skærmfikserede kultur slet ikke kan forestille os en virkelighed uden en eller anden form for billeddannelse? Fordi det ikke at kunne se overstiger vores menneskelige fatteevne? Bogen sammenfletter slægtshistorie, erindringer og betragtninger om, hvordan kronisk sygdom kan tackles.
Synssansen spiller en stor rolle i menneskets oplevelse og opdagelse af verden. Tænk ikke at kunne se en rødmende solopgang over havet, solplettet morgenlys på en træstamme i skoven, glitrende sne på marken, myriader af stjerner mod nattehimlen, den elskedes ansigt?
Når børn i skolegården udfordrer hinanden og gysende spørger: – Hvad vil du helst være – døv, blind eller stum? Ja, så er det de allerfærreste, der vælger blindheden. Det gælder også for voksne. Evnen til at se vil vi helst ikke være foruden.
Tænk på mundheldet: ”I de blindes rige er den enøjede konge”. Det er, som om selv den mindste synsrest er at foretrække fremfor total blindhed. Men er der ikke forskel på at være født blind og blive blind med tiden? Er det i virkeligheden ikke værre at blive senblind end at være født uden synsevne? Fordi den, der bliver blind hen ad livsvejen, har fået lov til at opleve synets mirakel – og nu må give afkald på det?
Måske. Men hvad er det egentlig, der skræmmer os sådan ved tanken om blindhed? Er det, fordi vi i vores visuelle og skærmfikserede kultur slet ikke kan forestille os en virkelighed uden en eller anden form for billeddannelse, fordi det ikke at kunne se overstiger vores menneskelige fatteevne?
Netop fatteevnen er sprogligt forbundet med synssansen. På flere sprog er verbet for at forstå i slægt med verbet af se. Tænk bare på det danske ”at indse”. Og det engelske – ”Oh, I see”. Jeg forstår. Er blindhed en afskrækkende tilstand, fordi den i vores bevidsthed hænger sammen med en mangel på forståelse – en manglende forstand ligefrem?
En blindfødt mand fik forskellige objekter i hænderne, som han skulle farvebestemme. Det viste sig, at han i 90 procent af tilfældene ramte rigtigt. Manden havde aldrig kunnet se
Eller er frygten for at miste synet i slægt med det at være mørkeræd? Vægrer vi os ved at træde over tærsklen til et skyggefuldt eller ligefrem begsort rum, fordi vi ikke umiddelbart kan orientere os i mørket, fordi vi ikke kan vide, om der ligger farer på lur, fordi mørket i sidste ende minder os om graven?
Det er egentlig sært. For vi begynder alle livet i bælgravende mørke. Som fostre i moders liv. Vi burde være fortrolige med ikke at kunne se. Først ved fødslen kommer vi ud i dagens lys, hvor vi til forskel fra mange dyreunger godt kan se.
Vores begyndelse er indhyllet i livmoderens mørke hulrum. Og alligevel udvikler vi os derinde. Læg mærke til det. Udviklingen fra foster til spædbarn bør give os et fingerpeg om, at der er grokraft og muligheder – også når vi er omsluttet af sorthed.
Hvorfor kan vi så ikke gå med tillid ind i mørket? Sådan som Tomas Tranströmer beskriver det i digtet Schubertiana: ”Som når lyset på trappen går ud og hånden – tillidsfuldt – følger det blinde gelænder, der finder vej i mørket”. Hvorfor tør vi ikke stole på, at et rækværk netop rækkes frem mod os, så vi kan komme videre midt i det, der synes ufremkommeligt?
Det siges, at den første linje ”Hello darkness, my old friend” i Simon og Garfunkels sang The Sound of Silence er inspireret af Art Garfunkels venskab med en collegekammerat, der langsomt blev blind af grøn stær. Garfunkel omtalte sig selv som ”darkness” i mødet med sin ven – for at vise empati og gøre vennen fortrolig med mørket.
Burde vi ikke alle sammen øve os i den fortrolighed – uanset om vi har syn eller ej? Jo, måske. Som den franske forfatter Albert Camus formulerer det et sted: “Der er ingen sol uden skygge, og det er afgørende at kende til natten”.
Men måske er det ikke bare mørkets uigennemtrængelighed, vi ikke kan forlige os med. Måske er det sortheden – og dermed fraværet af alle andre farver. Måske skræmmer blindheden os, fordi vi ikke vil leve uden kulør på tilværelsen.
For er det ikke farverne, der bærer både kulturen og naturen – malerierne, digtene, solen og himlen? Vil vi ikke savne det sanselige ved farvetonernes leg på lærredet og digterens lovprisning af farven grøn, vil vi ikke savne tomaternes rødme, solens guldstrejf, himlens blå?
Vi frygter måske at blive overskyllet af en sorthed, der lægger sig over os som et liglagen. Men hvad er sort andet end summen af alle farver? Er der ikke netop i sortheden mulighed for at opleve hele farvepaletten?
Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en klassekammerat, som var født blind. En sommer inviterede han mig med som hjælper på Dansk Blindesamfunds lejr for unge svagtseende og blinde. Både blindfødte, senblinde og synshandicappede unge deltog. Temaet for ugens samvær var ”Det overnaturlige”.
Noget af det, der gjorde mest indtryk på mig i ugens løb, var et eksperiment med blindes farvesyn. En blindfødt mand fik forskellige objekter i hænderne, som han skulle farvebestemme. Det viste sig, at han i 90 procent af tilfældene ramte rigtigt. Manden havde aldrig kunnet se. Han havde aldrig oplevet verden i farver.
Og alligevel kunne han fortælle, at den skål, han fik i hænderne, var rød – og halstørklædet blåt. For som han sagde, mens han lod fingrene glide hen over genstanden: – Rød er en varm farve. Blå er kold. Jeg kan mærke det.
Og han lod sig ikke snyde af keramikkens kølighed eller uldens lune fibre. Han følte virkelig, at han tog farverne ind – bare ikke med øjnene. Måske er der mange måder at se på.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og