FILM // ANMELDELSE – Skuespilleren Steve Coogan er det oplagte valg til at spille sarkastisk brite i udlandet i Mig og pingvinen, men det ender med, at hans medvirken på en bagvendt måde gør filmen en pingvin-tje… , nej undskyld, en bjørnetjeneste.
Vi kan hurtigt blive enige om, at filmanmeldere er højrøvede, bedrevidende og ubegavede og ude af stand til bare at nyde en film. Og lad mig bare sige, at hvis du er i målgruppen til denne film, så er der en god chance for, at du vil kunne lide den, og at du dernæst vil tænke alt det ovenstående om mig (igen).
For Mig og pingvinen er imidlertid alt det, som jeg ikke bryder mig om ved en film: Behagesyg, klichéfyldt, overfladisk og sentimental. Da jeg så forfilmen, tænkte jeg ellers: fedt, her er det meget af det, jeg godt kan lide i en fiktionsfilm: humor og sarkasme, et dokumentarisk bagtæppe, pingviner og Steve Coogan.
En pingvin, en skolelærer og et militærkup
Steve Coogan spiller briten Tom Michell, der har skabt sig en karriere som engelsklærer i Mellem- og Sydamerika. Nu er han i året 1971 ankommet til en drengeskole for de rige i Buenos Aires i Argentina, ledet af en lige så britisk men ret parodisk rektor (Jonathan Pryce). Uheldigvis lige før militærkuppet, og derfor tager han og en finsk kollega (spillet af svenske Björn Gustafsson) et smut til Uruguay.
Der møder han på en tangorestaurant naturligvis en underskøn kvinde, Carina, og på en morgentur på stranden kommer de forbi en flok magellanpingviner, den mest almindelige art i det sydlige Sydamerika, der er indsvøbt i olie. En enkelt af pingvinerne er stadig i live, og de beslutter at smugle den med op på hotelværelset og vaske den.
Jeg vil ikke fortælle om slutningen, men du vil formentlig selv gætte det undervejs, og du vil tænke: nej, dét gør de ikke … men det gør de
Det lykkedes, men kvinden er desværre gift, så hun må tage hjem, og så ser vi ikke mere til hende. Desværre, for på en måde er hendes karakter den birolle, der har det største potentiale for at blive interessant, og hun er vidunderligt fremstillet af argentinske Micaela Breque.
Vores ven Tom er nu efterladt med en ren og taknemmelig pingvin. Han får den smuglet med tilbage til Buenos Aires i nogle næsten morsomme scener, hvis man altså kan abstrahere fra, at hans finske rejsekammerat og kollega pludselig også er gledet ud af den del af handlingen.
Nå, det gør nu ikke noget, for nu handler det om, at Tom prøver at komme af med pingvinen til den lokale zoo, mens han samtidig prøver at skjule den og gennemføre sin undervisning.
Pingvinens tilsyneladende indflydelse og en masse alvorsfuld musik giver os bange anelser for filmen
Men det går helt som forventet: Toms sarkastiske og noget uengagerede tilgang til sine omgivelser og til livet bliver udfordret af både det uudgrundelige dyr, den politiske situation, og især af to fra det tjenende og underordnede personale på skolen. Nemlig bedstemor og barnebarnet Sofia spillet af henholdsvis Vivian El Jaber og Alfonsina Carroci.
Situationen i Argentina gør, at det ulmer blandt folk, og Tom er årvågen nok til at indse, at inflationen hærger, og der selvfølgelig er ansats til oprør mod militærdiktaturet blandt de lokale arbejdere. Tilmed er det grobund for konflikter i klassen, hvoraf en af drengene bliver mobbet af de andre rigmandsdrenge med, at hans far er kommunist. Det hører vi aldrig mere til.
Den unge Sofia er involveret, vi ved dog ikke ret meget om, hvordan og hvorledes, og en dag bliver hun på åben gade bortført af militærpolitiet, mens Tom er vidne. Han gør intet for at forsvare hende, og denne begivenhed er så signal til os om, at nu må han tage sige sammen og tage stilling til sig selv og det hele.
Pingvinens tilsyneladende indflydelse og en masse alvorsfuld musik giver os en anelse om, at Tom ikke bare vil udvikle en større handlekraft i kraft af at hjælpe med at få løsladt Sofia men også både samvittighed og en forbedret bevidsthed.
Jeg vil ikke fortælle om slutningen, men du vil formentlig selv gætte det undervejs, og du vil tænke: nej, dét gør de ikke … men det gør de. Og lige før efterteksterne kommer der nogle autentiske smalfilmsoptagelser fra tiden, hvilket den i øvrigt også startede med. Det virker nu ikke efter hensigten, som formentlig var at øge filmens autenticitet.
Steve Coogan’s sarkasme og en finsk tørvetriller
På det her tidspunkt er filmen faktisk blevet et angreb på den humor, den selv forsøgte at lokke os ind i med. Toms britisk-sarkastisk-ironiske tilgang til tilværelsen viser sig simpelthen at være utilstrækkelig og måske endda lidt afstumpet.
Og derfor er det måske et problem, at det netop er Steve Coogan, der er valgt til rollen. En skuespiller, der er kendt for de egenskaber, som Tom indeholder, og som excellerer i sardonisk humor. Tilmed føles udflugten til Uruguay nærmest tilrettelagt som en kopi-scene af Coogan’s film- og tv-serie The Trip (fire serier/film, 2010-20, instr.: Michael Winterbottom). Her tager han og kollegaen Rob Brydon hinanden og livet under semi-dokumentarisk, satirisk og ikke mindst selvironisk behandling.
Alt er smukt fotograferet, men man savner en større filmisk opfindsomhed, når alt drejer sig om endimensionelle bikarakterer
I dén serie er kemien mellem de medvirkende formidabel, men i Mig og pingvinen fungerer det bare ikke, for den finske tørvetriller er intet match, og det kommer til at virke som et billigt trick. Som om man har sagt ”Lad os køre med noget Steve Coogan-sarkasme for det plejer at virke og lad os lægge det ind i hans undervisning også.” Ja, sarkasmen og dens forskellige underformer er simpelthen det første emne, han præsenterer sin argentinske 8. klasses elever for.
Det er selvfølgelig en pointe, at de andre ikke forstår hans ironi, men det hele bliver for langsomt, for vi forstår den jo godt. Og da de fleste af replikkerne i stigende grad gennem filmen bliver meget bogstavelige, så begynder man nervøst at ane, hvor det bærer henad, for der er en kedelig aura af gammeldagshed og døde poeters klub over det hele.
Jeg har måske misforstået det hele, for filmen vil jo bare sige noget om, at man som menneske er nødt til at være empatisk, hjælpsom og uegennyttig
Alt er smukt fotograferet, men man kommer til at savne en større filmisk opfindsomhed, når alt drejer sig om de temmelig endimensionelle bikarakterer og den forudsigelige transformation af hovedpersonen.
“Mig og pingvinen” bliver for selvretfærdig
Samtidig skøjtes der alt for let henover de geopolitiske forhold, og derfor opleves de handlingselementer, der har direkte relation til situationen i Argentina postulerede og overfladiske.
På den måde føles det dokumentariske bagtæppe ikke som en interessant klangbund men snarere som noget, filmen bare opfatter som en dramaturgisk nødvendighed. Der mangler simpelthen autentisk nerve i de fleste af de scener.
Og nu er jeg nok nødt til at læse den bog, der ligger til grund for filmen, for bedre at kunne se, hvor det er gået galt i transformationen til lærredet
Man kunne også vælge at sige, at jeg har misforstået det hele, for filmen vil jo sige noget om, at man som menneske er nødt til at være empatisk, hjælpsom og uegennyttig for ikke at synke til bunds i selvhad og egocentrisme og upassende humor, men i mine øjne bliver det bare aldrig elegant men snarere et udtryk for filmens selvretfærdige formidlingsform.
Og nu er jeg simpelthen nok nødt til at læse den bog, der ligger til grund for filmen, for måske bedre at kunne se, hvor det er gået galt i transformationen til lærredet. I mellemtiden vil du sikkert nyde filmen, hvis du klogeligt ignorerer denne anmeldelse, som sikkert siger mere om anmelderen end om filmen.
(Set ved en forpremiere i Frederikssund med nedsat billetpris)
Tredje omgang af den omtalte filmserie, The Trip to Spain, blev anmeldt på POV ved premieren i 2017 (sammen med en anden kendt serie, som man lige skal scrolle forbi i dobbeltanmeldelsen).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og