FILM // ANMELDELSE – Man kommer til at holde af os mennesker efter at have set Joshua Oppenheimers nyeste film, The End, der er en mesterlig fremtidsapokalyptisk musical i guldalderstil, skriver filminstruktøren Katrine Borre.
En olieoligarkfamilie bor i en saltmine, omdannet til et luksuriøst rigmandshjem. Jorden omkring dem er tilsyneladende ødelagt og ubeboelig. Moren (Tilda Swinton) og faren (Michael Shannon) bor sammen med en lille håndfuld udvalgte: En kok og butler (Tim McInnerny), en veninde (Bronagh Gallagher), en læge, der udskriver sovemedicin (Lennie James) samt alverdens malerier og en kanariefugl.
Deres søn (George MacKay), som er 25 år og giftefærdig, har aldrig set verden udenfor. Han forlyster sig med togbaner med Hollywood-skiltet på bjerget, synger Together the future is bright og omskriver historien om sin far, så denne fremstår ædel.
En pige (Moses Ingram) dukker op ved indgangen til bunkeren. Efter en rørende, næsten morsom klapjagt – pigen nægter at lade sig smide tilbage, ud til den visse død – får hun lov at blive. Pigen udfordrer familiens balance og et omhyggeligt opbygget system af aktiviteter, floskler og løgne, der bid for bid krakelerer. Hun er menneskelig og ærlig. Fyldt med skam og sorg over dem, hun efterlod, og med hende starter et terapeutisk forløb. Tilda Swintons karakter efterlod sin mor. Bronagh Gallaghers sin søn. De skammer sig. Rundt om ligger gemte feriefotos fra en fjern fortid. 25 år er gået. Det må være fra vores tid. Strande og glade mennesker. Vi skammer os.
Instruktøren ville egentlig lave endnu en film fra Indonesien. Om oligarker, der har tjent millioner på andres angst, men Oppenheimer er persona non grata i landet efter filmene
The End er amerikansk-britiske instruktør Joshua Oppenheimers og den danske producer Signe Byrge Sørensens første spillefilm. Med sig har de klipperen Niels Pagh Andersen. Samme hold som på de to Oscar-nominerede The Act of Killing (2012) og The Look of Silence (2014). To banebrydende dokumentarfilm om det indonesiske folkemord i 1965.
Musikken fik skuldrene til at sænke sig
Jeg var spændt, men afventende, da jeg gled ned i mørket i Øst for Paradis, da Oppenheimer og Signe Byrge var forbi Aarhus på lanceringsturne. Dommedagsfilm og musical lød ikke vildt tillokkende. Kunne dog godt regne ud – med dette dream team-trekløver – at der måtte være mere at hente. Havde bare ikke fantasi til at forestille mig hvad.
Da musikken begyndte, sænkede mine skuldre sig. Skuespillerne sang real time. Ikke play back. De her store, fabelagtige skuespillere synger for os. Nøgent. Skrøbeligt. Det var f…… ægte. Smukt. De gav af sig selv. Ville os noget. Filmen ville os noget.
The End er blevet en musical. Instruktøren ville egentlig lave endnu en film fra Indonesien om oligarker, der har tjent millioner på andres angst, men Oppenheimer er persona non grata i landet efter filmene. Han mødte en olieoligark fra Sovjet, der havde bygget en bunker til sin familie. Var fascineret, men som han forklarede: ”Det gav ikke mening at spørge, om jeg måtte skildre livet i bunkeren om 30 år.” På vej hjem genså Joshua sin yndlingsmusical, Pigen med Paraplyerne (Jacques Demy, 1964), i flyveren. Visionen voksede.
Tilda Swinton sagde ja til at være med, fordi hun her kunne vise en sårbarhed og følsomhed, hun ikke har vist på tidligere film
Manuskriptet har Oppenheimer skrevet med Rasmus Heisterberg (der blandt andet skrev med på Nikolaj Arcel-filmene Kongekabale og En kongelig affære). Lyrikken står instruktøren også for. Modsat klassiske musicals, hvor skuespillerne synger, når de ikke kan være i deres følelser, bryder skuespillerne i The End ud i sang, når de i handling ikke formår at lyve tilstrækkeligt. For at holde sandheden ude.
Komponisten Joshua Schmidt mente, at instruktøren, der kendte karaktererne bedst, skulle skrive sangteksterne, men Oppenheimer var skrækslagen for at skulle rime. Mere skrækslagen end blandt mordere i The Act of Killing. Oppenheimers mand havde løst problemet på en skiferie: ”I morgen rimer du hele dagen”. Det havde elimineret angsten.
Musikdelen fungerer afsindig godt. Musikken spiller med. Holder af sine sangere, når det er åbenlyst, at de lyver og prøver at overbevise sig selv. Man griner ikke af dem. Man bliver blød om hjertet. Kommer til at holde af dem. Af os tåbelige mennesker, der er så gennemskuelige.
Dokumentar og fiktion
Oppenheimer kommer fra dokumentarfilmsverdenen. Han iscenesatte også i sine andre film, forklarede han. Ligesom i dokumentarfilmen var det ægtheden, han sammen med skuespillerne søgte. Filmen blev optaget på tre uger i en saltmine. De ankom i mørke og gik hjem, når solen var gået ned. De takes han valgte, er dem, hvor skuespillerne for eksempel havde gjort noget, de selv blev overraskede over.
Han mente, at Tilda Swinton sagde ja til at være med, fordi hun her kunne vise en sårbarhed og følsomhed, hun ikke har vist på tidligere film. Og måske er det følelsen af ægthed, sammen med Joshuas genuine kærlige og – virker det til – dybtfølte interesse for mennesker, der fungerer så overbevisende. Det ligger som en tråd underneden. Den blidhed, hvormed skuespillerne må være instrueret. Den sårbarhed, disse prægtige kunstnere tilfører deres karakterer.
Lige som en dysfunktionel familie gør, lyver vi. Vi lyver for vores børn, fordi andet er ubærligt. Husk Gretha Thunbergs skuffelse – afmagten og skammen – da hun opdagede, at de voksne løj. At dem, der skulle passe på hende, gik rundt og lod som ingenting. Vores børn ved det. Og det er det, film kan. Skabe disse rum, hvor vi kan fordøje tallene og de dystre prognoser, vi håber går væk af sig selv. Vi har derfor brug for kunsten mere end nogensinde.
Et mesterværk
The End er et indiskutabelt mesterværk i mine øjne. Det er også aktivistfilm på højt plan. Det giver ikke mening at tale om filmen uden at tale om det, filmen vil os. Den vil i dialog med os. Vise os, hvor vi er på vej hen. Tage os igennem et terapeutisk forløb, hvor vi kan se på de ubehagelige følelser med kærlighed, omsorg og empati. Der er lavet andre fremtidsfilm, men The End er blevet hos mig. Der er fremover en del af mig, der går rundt dernede i bunkeren.
Jeg holder af den her tåbelige, forstillede oligarkfamilie, der er lige så idiotisk og almindelig som os andre. Uvisheden er det værste. Angst lammer. Skaber kaos. Vi skal handle rationelt. For at forandre skal vi først se i øjnene. Det er ikke et rart billede. Trygt og skræmmende. Kærligt og usentimentalt. På mig virker det. Alle har vi nogen, vi lyver for. Verden har brug for mod og helte, der siger fra, hver gang løgnen kigger frem.
Tænk sig, vi kan se den blå himmel endnu. Man bliver taknemmelig, når man forlader biografen.
Med os har vi fremover herboende Joshua, Signe og den hær, de har samlet bag filmen. Filmen har været seks år undervejs. En giga præstation. Signe Byrge Sørensen, der holder styr på tropperne, er ude og lancere. For to år siden kom hun en aften cyklende forbi et WIFT-arrangement (”Women in Film & Television”, red.). Hun havde mistet stemmen. Næ, hun var ikke syg, forklarede hun spagt, hviskende. Det var fordi, hun arbejdede vildt meget. Det var den her spillefilm, de stadig havde gang i. Hun skulle videre med nogle harddiske.
Hvor er det stort, at vi har så talentfulde filmfolk – endda i Danmark – der bruger deres liv på en film som The End. Titlen er dyster. Den kan skræmme, men bør ikke afholde nogen. Filmen kan ligesom ikke hedde andet – usentimental som den er. Jeg kan tilføje – for egen regning – ”en hyldest til kunsten og en sang for livet”. Uret tikker. Vi kan godt. Vi så under covid-19, hvor hurtigt jorden begyndte at ånde og hvaler svømmede tæt på land. Tænk sig, vi kan se den blå himmel endnu. Man bliver taknemmelig, når man forlader biografen. Må filmen få et langt liv. Jeg kan ikke anbefale den nok.
(Filmen blev set til et forpremiere-arrangement med instruktør og producer tilstede i biografen)
Læs Mikkel Stolts anmeldelse i POV af filmklipperen Nils Pagh Andersens stort anlagte materiale om kreative dokumentarfilm, hvori Joshua Oppenheimer også optræder:
”Et ordentligt kaos”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og