CPH:DOX // UKRAINE – Igen i år er der mange film om Ukraine og Rusland på CPH:DOX. Faktisk er der efterhånden lavet så mange æstetiske dokumentarfilm om den konflikt, at Frederik Bojer Bové begynder at spekulere over, om det er noget særligt i krigshistorien.
Krigens billeder. Anden Verdenskrig blev propagandafilmens storhedstid i en sådan grad, at vi i dag stadig snakker om selv Leni Riefenstahls nazi-propaganda som Viljens triumf (1935). Ved Vietnam-krigen var tv-billederne noget helt nyt og særligt, som chokerede den amerikanske befolkning hjemme i USA.
Kunstfilm er nok lidt smallere end tv, men jeg vil alligevel påpege, at det virker, som om Ukraine-krigen har affødt et imponerende antal kunstneriske og/eller narrative dokumentarer. Måske er der noget over konfliktens natur, der har givet anledning til så mange personlige filmfortolkninger i Vesten.
Konfronteret med Ruslands bastante propaganda-bølge, så kommer det individualistiske eller det sensitive til at virke som modstand, så allerede før Rusland begyndte krigen i 2022, var der et kæmpe marked for film som Oscar-vinderen Navalny eller herhjemme Simon Lereng Wilmonts to børneportrætter Olegs Krig (2017) og Et hus af splinter (2022).
Allerede én konfliktrelateret film har vundet festivalens største pris, DOX-Award, nemlig hviderussiske Motherland (2023), og igen i år er der et væld af film, der dels handler specifikt om krigen, dels skildrer livet væk fra fronten i Ukraine såvel som Rusland. Så jeg kastede mig over tre af dem.
Mr. Nobody Against Putin (Pavel Talankin & David Borenstein)
David Borenstein og Pavel Talankins Mr Nobody Against Putin er en film om propaganda. Pavel Talankin (kaldet Pasha) var tidligere lærer på en lille skole i Karabash, hvor han blandt andet lavede film med de unge elever.
Men efter Ruslands invasion af Ukraine blev der indført nyt pensum på skolen, og Pasha blev sat til at filme undervisningen, for at det kunne bevises, de nye lektioner blev leveret præcist til eleverne. Pasha besluttede sig for at dokumentere det og sendte materiale til David Borenstein i Europa, og sammen har de omformet optagelserne til en stærk dokumentar om individets kamp mod systemet.
Dokumentarfilm er altid to ting på samme tid. De er dokumentation. Og så er de naturligvis film. Pavel Talankins materiale er væsentligt som dokumentation af Ruslands forvandling efter invasionen i 2022. Det er voldsomt at se, hvordan børnene tvinges til at gå i flagparader, og på den anden side er det menneskeligt at se lærerne, der ikke helt har styr på den løgnagtige propaganda, de tvinges til at fremføre for børnene.
Filmen bruger også lang tid på at følge de unge selv – det er trods alt de unge drenge, eller de unge pigers brødre, der er i fare for at blive sendt til fronten og blive slået ihjel. Mr Nobody Against Putin kunne have været en helt ligetil journalistisk fremstilling af det her materiale, som Pavel Talankin på modigste vis har optaget og smuglet ud af landet.
Filmen ikke bare dokumenterer Putins manipulation af befolkningen, den understreger også, hvor meget bedre og sjovere frie kunstnere er til at tilskære og bearbejde
Men filmen vil være mere end det. Den vil være et kompliceret narrativ, nærmest thrilleragtig til tider. Der henvises endda direkte til måden, Scorseses Goodfellas begynder på. Det gør filmen mere spændende, men det er også unormalt tydeligt, at Mr Nobody Against Putin er en ekstremt konstrueret film.
Særligt fordi filmens påstand er, at Pavel Talankin på egen hånd optager det her materiale og smugler det til Europa, men det virker, som om der i flere scener er andre folk bag kameraet, der dels nogle gange vandrer i hælene på ham, og som han andre gange taler direkte til.
Ifølge pressematerialet er de andre russiske involverede af gode grunde anonyme, så der er en god grund til, at filmen på den måde manipulerer, men derfor kan det alligevel godt blive et problem for en film som Mr Nobody Against Putin, når man så tydeligt mærker konstruktionen.
Men det bliver det ikke her. Tværtom kommer det til at virke endnu mindre som Putins propaganda. Begge dele er manipulerede, men det, vi ser ske i Karabash, er en fjernelse af al energi og selvstændig tankegang til fordel for kedelige oplæsninger, fesen patriotisk pop og stive iscenesatte seancer, hvor folk går i takt og klapper på kommando. Sat over for den stil er Mr Nobody Against Putin levende, legende, fandenivoldsk. Den ikke bare dokumenterer Putins manipulation af befolkningen, den understreger også, hvor meget bedre og sjovere frie kunstnere er til at tilskære og bearbejde.
Sanatorium (Gar O’Rourke)
Der laves meget kunst om Ukraine for tiden, men det føles næsten, som om der laves lige så meget om sanatorier og andre feriesteder. Sidste år fik vi nobelprisvinderen Olga Tokarczuks roman, Empusion, der med tydelig inspiration fra Thomas Manns Trolddomsbjerget (1924) skildrede livet på et sanatorie for tuberkuløse mænd kort for Første Verdenskrig. I filmens verden var Stephane Brizés Udenfor sæsonen et fremragende eksempel på, hvor stærkt et sådant sted fungerer rent kunstnerisk. Man er uden for verden, har pause fra livet.
Det giver Sanatorium noget ekstra energi, at det liv, som dens karakterer tager en pause fra, inkluderer krig og bombardementer.
Vi følger sommersæsonen på et sanatorium i Odessa ved Sortehavskysten i det vestlige Ukraine. Stedet er åbenbart berømt for sit mudder, der siges at have helbredende kvaliteter, og mens jeg også tænkte, det ville være en kvalitet i sig selv at være i den berømte kulturby Odessa, så føles arkitektur og stemning i filmen alligevel mere præget af lige dele post-Sovjet arkitektur og poppet feriestemning.
Når selv afslapning og ferie er så rigidt kontrolleret for det moderne menneske, hvad håb har vi så nogensinde om at kunne leve et naturligt liv?
Gar O’Rourkes debutfilm er helt fantastisk fotograferet. Det er den slags æstetiseret stedportræt, som jeg simpelthen ikke kan få nok af, og jeg labber de her billeder i mig. Æstetiseringen får alt på stedet til at virke nærmest ritualiseret, så stift og regimenteret er det.
Der er noget særligt ved den her æstetik, når den bliver lagt ned over steder, hvor det egentlig er meningen, vi skal slappe af og holde ferie. Når selv afslapning og ferie er så rigidt kontrolleret for det moderne menneske, hvad håb har vi så nogensinde om at kunne leve et naturligt liv? Elsker det, elsker det, elsker det. Men derfor har jeg også set det virkelig mange gange før.
De æstetiserede Ukraine-billeder kan give noget til både vores forståelse af krigen, samt til filmkunsten helt generelt
Det unikke ved Sanatorium er derfor den måde, menneskene er påvirket af krigen. Der er enken, hvis mand er blevet dræbt. Der er den unge gravide kvinde, der frygter for fremtiden. På et tidspunkt må alle løbe i ly for et bombardement, hvor kameraet pludselig bliver håndholdt, og der derfor kommer noget løst og ukontrolleret over det. Den kombination gør Sanatorium til mere end bare endnu et typisk ferie-portræt.
Jeg kan derfor godt forstå, at Sanatorium er i hovedkonkurrence. Den både skildrer, hvordan krigen påvirker ukrainerne på en ny måde og finder samtidig også en ny vinkel på sanatoriefilmen. Jeg tvivler på, om den kan vinde, men den er et stærkt eksempel på, hvordan de billeddyrkende Ukraine-skildringer kan give noget til både vores forståelse af krigen og til filmkunsten helt generelt.
Viktor (Olivier Sarbil)
Olivier Sarbils Viktor er en af de mest æstetiserede versioner af Ukraine-krigen, jeg nogensinde har set. Det er et portræt af en høreskadet krigsfotograf, og ligesom hovedpersonen Viktor foretrækker at fotografere verden i sort-hvid, så er filmen om ham også holdt i højkontrast sort-hvid. Og for yderligere at hjælpe med indlevelsen har filmen fået en ekspressionistisk lydside af folkene bag spillefilmen Sound of Metal samt danske Peter Albrechtsen. At Olivier Sarbil også selv er tidligere krigsfotograf, som delvist mistede hørelsen efter en ulykke i Libyen, tilføjer også den igen meget konstruerede film et metalag. Det er næsten lidt for meget.
Viktor bor hjemme hos sin mor, elsker samurai-film og at fotografere, men arbejder mest som elektriker, omend han har svært ved at finde et arbejde, der tager højde for hans hørelse. Da Rusland invaderer Ukraine, bliver han også kasseret som soldat, men finder i stedet en plads som frivillig krigsfotograf. Her dokumenterer han befolkningens lidelser, men også sammenhold og gåpåmod.
Viktor er meget amerikansk, endda med Darren Aronofsky – instruktøren af spillefilmene Black Swan og The Whale – som en af producerne. Den er meget fokuseret på individet Viktor, æstetikken er beregnet på at vise hans subjektive opfattelse af verden, og dramaturgien baserer sig på hans personlige udvikling. Så er det lige før, jeg næsten hellere ville have haft, at det var en rendyrket fiktionsfilm.
Jeg kan ikke andet end være glad for, at vi får så mange forskellige og subjektive fortællinger om kampen mod Rusland. For det er jo meget tydeligt, at det får russerne ikke lov til
Men når den gennemgående er så æstetiseret, så er der også øjeblikke, hvor virkeligheden pludselig krænger igennem, som når man pludselig hører et ualmindeligt skræmmende smertensskrig fra en såret soldat. Og selvom den til tider virker næsten sentimental, så er det også i orden. I sin kerne handler filmen om skrøbelighed – om lige præcis ikke at være en samurai – men et sårbart menneske i en frygtelig situation, og det kalder også på de store følelser.
Det er ikke den bedste film, jeg nogensinde har set om Ukraine. Men jeg kan ikke andet end være glad for, at vi får så mange forskellige og subjektive fortællinger om kampen mod Rusland at se. For det er jo meget tydeligt, at det får russerne ikke lov til.
Se de enkelte films visninger på CPH:DOX ved at klikke på titlen i de enkelte overskrifter.
Læs også Signe Barvild Stæhrs interview med instruktøren af Mr. Nobody Agains Putin, David Borenstein.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og