FILM // ANMELDELSE – Vermiglio vandt Sølvløven ved sidste års filmfestival i Venedig, og bag det sanselige værk står Maura Delpero. Hun forener dokumentariske virkemidler, maleriske scener og klassisk musik med sin egen families historie fra Norditalien, hvor piger bliver til kvinder og traditioner må vige for modernitet. Det er grænsernes opløsning, der er på spil i det nye familiedrama, der foregår under slutningen af 2. verdenskrig.
Vi hører lyden af tunge vejrtrækninger i soveværelserne hos familien Graziadei. Væggene er rå, tunge og stabile, da den rungende vind udenfor suser forbi majestætiske, sneklædte træer. Om morgenen drikker familien varm mælk, før børnene drager videre til skolen, hvor deres gråhårede far, Cesare (Tommaso Ragno), er lærer. Han leder landsbyens børn i morgenbøn og gymnastik, og – senere i filmen – spiller han sine nye grammofonplader med den polske komponist Frédéric Chopin for dem. Eller “åndelig føde”, som han kalder pladerne over for sin kone, Adele (Roberta Rovelli), der brokker sig over, at de nu ikke har råd til at brødføde familien.
Den lille norditalienske bjerglandsby med patriarkalske strukturer har lagt navn til filmen, og hvor en snert af modernitet trænger sig på. Vi er i det sidste år af 2. verdenskrig, hvor italienerne er på vej ud af krigen på de allieredes side, efter de var gået ind i 1940 på tyskernes side.
I sit nye værk henter hun inspiration fra nogle af de største navne fra den italienske filmhistorie
De skiftende politiske tilhørsforhold kendte beboerne i det strategisk placerede område dog godt til, da de få årtier forinden havde været underlagt østrigsk dominans. Men på trods af storpolitiske spændinger former landskabet med dets bjerge, dale og vandfald fællesskaber blandt beboerne, og det udforsker den nye film.
Delperos filmhistoriske uddannelse
Filmens instruktør og manuskriptforfatter er den 49-årige Maura Delpero, der er fra Bolzano. Hun har tidligere lavet dokumentarfilmene Signori Professori (2008) og Nadea e Sveta (2012) samt spillefilmen Maternal (2019), der foregår på et kvindehjem drevet af nonner i Buenos Aires.
I det nye værk henter hun inspiration fra nogle af de største navne fra den italienske filmhistorie. Dem blev hun introduceret til i forbindelse med sin start på litteraturstudiet på Bologna Universitet, hvor hun ofte besøgte byens cinematek, som hun tidligere har fortalt til den italienske avis Corriere della sera.
Cinemateket er kendt for sine restaureringer af ældre film, så Delpero så klassikere af instruktørerne Vittorio de Sica og den lidt senere Ermanno Olmi, der begge er kendt for at skildre hverdagshistorier. I Vermiglio graver Delpero i deres neorealistiske værktøjskasse, når hun forener casting af lokale, ikke-professionelle skuespillere og locations med sin egen familiehistorie fra den norditalienske region.
Kærlighed i kulden
Filmen drejer sig om familiens ældste datter Lucia (Martina Scrinzi), der forelsker sig i den sicilianske desertør Pietro (Giuseppe De Domenico), som gemmer sig i landsbyen. Han er en outsider, der fryser i den barske kulde, og som ikke forstår den norditalienske dialekt. Hun bliver gravid, og de bliver gift, men når krigen slutter, må Pietro rejse hjem til Sicilien for at fortælle sin familie, at han er i live. Hans hjemrejse byder dog på overraskelser, som efterlader Lucia med et dystert sind.
Det er den 28-årige Martina Scrinzis debut som filmskuespiller, og hun formår at påberåbe sig opmærksomhed på det store lærred. Hendes fortryllede blik på Pietro forvandler sig til et stadie af total apati, som når hun ikke viser nogen som helst vilje til at presse sit barn ud under fødslen. Hendes troværdige følelsesspektrum formår at drage os ind i kvindens identitetstab som hustru og afkald på moderskabet, der efterlader hende på randen af lokalsamfundet.
Teenageliv
Lucias yngre teenagesøster Ada (Rachele Potrich) er i al hemmelighed i gang med at udforske sin seksualitet. Hun forsøger at finde hjælp i kirkens skrifteboks og gennem bøn, som vi ser gennem nærbilleder af skuespillerens udtryksfulde ansigt og bedekransen, der snor sig om hendes hænder. Vi kommer intimt tæt på karakteren, hvilket giver en følelse af varme i den ellers afsidesliggende og kolde by, og den vellykkede effekt skal blandt andet findes i filmens casting af lokale børn.
Som Delpero fortæller i en samtale med den italienske instruktør Alice Rohrwacher, fandt hun den unge, ikke-professionelle skuespiller Rachele Potrich på en landbrugsskole. Delpero spurgte skolens børn om deres livs gladeste øjeblik, men ulig mange af dem, der fortalte om kærestebreve fra parallelklassens drenge, svarede Potrich, at det var, da en af hønsene genkendte hende og løb imod hende.
Karakterernes rolige og intuitive færdsel omkring dyr og natur styrker også filmens langsommelige og poetiske strækning af tid. Vi hører Antonio Vivaldis værk De fire årstider indvarsle hver ny sæson, mens lyden af træsko på trægulve dominerer i samklang med det brusende vandfalds akustik.
Malerkunst på lærredet
Scenografien i filmen er underskøn med en monokrom blå palette, der giver følelsen af et fjernt sted i en anden tid. Menneskene er små, når de beslutsomt men varsomt træder igennem alpelandskabet, hvis linjer bølger harmonisk i horisonten. Filmens billedbeskæring henter nemlig inspiration hos blandt andre Caspar David Friedrichs romantiske landskaber og Giovanni Segantinis vinterbilleder, som Delpero har fortalt i et interview i december 2024.
Intuitivt bevæger de sig gennem frygtindgydende natur, der gør, at jeg nærmest føler, at jeg er taget på kunstmuseum med levende romantiske landskabsmalerier
Men henimod slutningen af filmen tager de maleriske scener til tider overhånd. Lucia bliver båret hjem på et æsel af sin bror, der har fundet hende i mudderet, men vi ser dem kun i yderkanten af billedet. Deres vandring på en skovsti er tæt på at forsvinde ud af billedet, og det er ærgerligt, når den vilde natur skygger for – og ikke fremhæver – de menneskelige relationer.
Nye tider i alpelandet
Det mest interessante ved filmen er, at dens fortælling fremstår troværdig selv i dets særdeles kunstneriske udtryk. Det skyldes især de sanselige nærbilleder og castingen af de ikke-professionelle skuespillere, som falder i ét med omgivelserne på den bedst mulige vis. Intuitivt bevæger de sig gennem frygtindgydende natur, der gør, at jeg nærmest føler, at jeg er taget på kunstmuseum med levende romantiske landskabsmalerier.
Men når de ikke bidrager til den fremadskridende handling eller dynamikkerne mellem karaktererne, sidder jeg tilbage og spørger mig selv, om nogle af scenerne hører mere til på et museum end i en film. Heldigvis sker det kun et fåtal gange i den ellers visuelt imponerende film.
Vivaldis toner rammesætter fortællingen som en årstidskvartet. Men selvom det er anno 1944-45 med nedrullede gardiner og postkort til soldater, er det ikke blot en ny fortælling om krigen væk fra slagmarken. Det er i højere grad en fortælling om, hvordan krigens afslutning også er starten på nye tider med moderne musik og kvinder med ambitioner og korthårsfrisurer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og