CPH:DOX // DAGBOG – Det kan virke som lidt omsonst at se film om ‘samfundet’ lige for tiden, for mon nogensinde vi får det gamle samfund tilbage igen? Alligevel kastede POVs hjemsendte filmkritiker sig ud i dette emne. Det skulle han måske ikke have gjort. Især én film gør ham irriteret.
Okay, der er ting jeg ikke har fortalt. Mens jeg planlagde de her artikler, så var mit mål først og fremmest at jeg skulle komme igennem de tilgængelige film fra hovedkonkurrencen. Det drejer sig om Bitter Love, Caught in the Net, Ecstasy, I Walk on Water, Lever elsker savner, Mon Amour, No Kings, Songs of Repression og Kampen om Grønland (endnu én, A Shape of Things to Come, kom på streaming så sent at jeg ikke nåede at inkorporere den). Og så har jeg fundet på emner ud fra det.
Så dagens emne er valgt, så jeg kunne få den sidste konkurrence-film, Oeconomia, placeret i serien. Ellers havde jeg aldrig set den. Ville ønske, jeg aldrig havde set den. Og for at gøre det endnu værre, så er grunden til, jeg har ventet så længe med dette emne, at jeg virkelig håbede at Capital in the 21st Century, en film om den nyklassiske bog af Thomas Piketty, som jeg som så mange andre også er stor fan af, ville komme på den streamingtjeneste jeg har presse-adgang til. Men nej.
Så det her er en dårlig gennemgang af film om et emne som sikkert ikke eksisterer så meget længere. Og så er ingen af filmene endda så vanvittigt gode. Så yay, håber virkelig du får meget ud af at læse videre…
Oeconomia (Carmen Losmann)
Carmen Losmann forsøger at finde svaret på et helt grundlæggende spørgsmål: Hvordan bliver penge skabt? Hun indleder filmen med at sige, at det var langt sværere at svare på end hun havde troet (yeah, right…). Hun filmer rigtig mange erhversledere og økonomiske eksperter, der også har svært ved at svare på det. Og kun via whistleblowere kommer hun frem til, at penge bliver skabt ved hjælp af gæld, og det er dybt problematisk, og snart vil hele verden gå under. Tada. Jeg har sparet dig 45 kr.
Der er nogle helt gevaldige problemer ved Oeconomia. For det første, så gør hun jo rigtig meget ud af at skildre forvirringen omkring de her spørgsmål, men det endte også med at jeg selv blev forvirret, så jeg er stadigvæk ikke sikker på, hvad der er op og ned. Det er virkelig også en ineffektiv måde at fortælle det på, i stedet for bare at interviewe nogle eksperter som er enige med hende (de optræder til sidst) og så forklare, hvorfor finans-eksperterne taler udenom.
Fortæl dog bare historien om gældsætningen, find nogle eksperter, film dem mens de snakker. Sværere er det ikke
Det er i og for sig interessant at se den måde, de taler udenom på. Jeg er semi-marxist, så jeg mener jo at merværdi stammer fra arbejdernes arbejde, eller hvordan det nu er, men her er der en eller anden mytologisk fortælling om investering og – især – ‘innovation’. Det er innovation, der skaber merværdi, og det er investering og lave skatter, der skaber innovation. Det er en fornem mystificering, som Losmann får vist, havde hun dog bare brugt mere tid.
Jeg er også helt ærligt usikker på, om den udgave af filmen jeg så var lavet færdig. Der var tidskoder i billedet meget af tiden, lyden var lidt sær, klipningen uskarp. Måske den kan blive bedre? Men det her var et frygteligt spild af tid og et kerneeksempel på, hvor galt det kan gå, når man gør det sværere for sig selv. Fortæl dog bare historien om gældsætningen, find nogle eksperter, film dem mens de snakker. Sværere er det ikke. Der går absurd meget tid med, at vi ser en mus klikke sig igennem en art regneark. Suk. Jeg gider det simpelthen ikke.
Bring Down the Walls (Phil Collins)
Når man ser 30+ film på en festival, så kan der ske det sjove, at man ser to film der virkelig meget minder om hinanden, og man kan lide den ene film så meget mere end den anden. Sådan har jeg det med Ocean of Love og Bring Down the Walls. Begge film handler om kunstprojekter mod kapitalismen, og begge film inkluderer rigtig mange scener hvor folk danser sammen. Fordi vi ved at danse, så vinder over kapitalen! Men Bring Down the Walls er bare virkelig uprætentiøs og herlig. Man kan virkelig udlede nogle gode regler heraf.
Regel nummer #1: Giv ordet til dem, det handler om. Bring Down the Walls handler om det amerikanske fængselsvæsen, eller som de siger ‘the prison-industrial complex’. Det er nok efterhånden rimelig alment kendt, at det amerikanske fængselsvæsen er decideret fucked up, og jeg kan varmt anbefale Michelle Alexanders The New Jim Crow: Mass Incarceration in the Age of Colorblindness til dem, der gerne vil lære mere.
Her hører vi fra tidligere indsatte. Og vi hører fra pårørende. Og vi hører fra aktivister. Og der er ikke så meget pjat, det er filmet ved aktivistiske sessions, så det er folk, der sidder på stole og fortæller. Og det er bare rigtig glimrende. Ikke nyskabende på nogen måde, instruktøren går bare ikke i vejen, som kunstnerne i Ocean of Love ofte gjorde, når de hele tiden ville spørge om robotter.
Regel nummer #2: Brug deres musik. Det ambiente lydbillede i Oceans of Love var meget cool, men det havde ikke ret meget med Cuba at gøre. Her handler det om house-musik, en slags musik som de medvirkende som regel har et forhold til – og der bliver interviewet house-eksperter undervejs. Flere indsatte har lavet housemusik i fængsel, og synger nu når de er kommet ud igen.
House-musikken har også altid fungeret som fællesskabende utopi for især LGBT-grupper, så der er intet mærkeligt ved at lave koblingen mellem house og politisk kamp. Og så ved de her folk, hvordan man danser til house, det er ret fedt at se på.
Og som en art pseudoregel, så hjælper det selvfølgelig også, at jeg har set andre film af Phil Collins og sætter meget pris på hans virke. Han har et af de mere uheldige instruktør-navne, og han gør ikke så meget væsen af sig, men hans film er rare og hyggelige, så jeg ser dem med glæde, når de bliver vist på CPH:DOX.
De andre kredser også om musik, politik og fællesskab. Tomorrow Is Always Too Long var et projekt lavet sammen med lokale fra Glasgow, hvor de alle sammen sang sange af Cate le Bon (som i øvrigt skulle have spillet på årets Roskilde). Ceremony: The Return of Friedrich Engels handlede om at Manchester skulle fejre en Engels-statue vendte hjem. Det er ikke store film. Men jeg bliver i godt humør af dem. Og det gjorde jeg også af Bring Down the Walls.
Stream Bring Down the Walls her.
Days of Cannibalism (Teboho Edkins)
Jeg blev ikke ligefrem i godt humør af Days of Cannibalism, men derfor kan det vel godt være en god film alligevel. Og en god skildring af det globale samfund. Et af de seneste ‘frontier’-samfund, hvor oprindelig befolkning og pionerer støder sammen. DOX kalder det en western, og det er ret præcis. Den foregår bare i Sydafrika, og pionererne er fra Kina. Derudover er det meget som en art neokolonial western, i et landskab jeg ikke kan huske at have set før.
Landskabet i Thaba-Tseka ligner virkelig noget fra en film af John Ford. Her er masser af kvæg. Der er hegn her og der, mest omkring miner drevet af kinesere. Der er en radiostation, der er små butikker, der er et retsvæsen der virker ret rudimentært. Der er barer hvor afrikanere synger klagesange om at arbejde under usle vilkår i minerne, og andre hvor kinesere synger karaoke. Det er virkelig som en ændret udgave af noget virkelig velkendt.
Det er også ret ulig nogle andre film, jeg har set om Sydafrika. Om Afrika i det hele taget, egentlig. Jeg har sjældent set en film, der tager en region i Afrika så seriøst, som den her film gør det. Hvor det ikke bare er ‘savannen’ eller ‘ørkenen’, men specifikt bjerglandskabet i Thaba-Tseka som er baggrunden. Giver det mening? Der er en specificitet her, ikke en etnografisk specificitet, men en geografisk og social specificitet, som tager de her mennesker seriøst på en ret signifikant måde. Det er ret unikt.
Jeg skal virkelig have set mere Teboho Edkins, som åbenbart har lavet en del film fra det her område. Det er en af den slags film, hvor man ser en vinkel, man ikke har set før. Desværre må jeg sige, jeg har set de fleste af virkemidlerne før. Det er ikke den mest nyskabende dokumentar, jeg har bare aldrig set den herfra. Jeg tror måske også, jeg skal se den igen, for jeg frygter jeg er lidt for negativ efter 30+ film efterhånden.
Og så er jeg stadigvæk sur over ikke at kunne have set Capital in the 21st Century.
Stream Days of Cannibalism her.
Oeconomia
89 min
Deckert Distribution
Bring Down the Walls
88 min
Shady Lane Productions
Days of Cannibalism
78 min
Indie Sales
Fotocredit: CPH:DOX
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her