FILM – Den legendariske instruktør Jean-Luc Godard fylder meget i filmhistorien, mest hans tidlige film. Frederik Bové tegner med udgangspunkt i “Sympathy for the Devil” fra 1968 og hans seneste værk, “The Image Book” et portræt af kunstneren som famlende på sin jagt efter et adækvat sprog.
Jean-Luc Godard fylder ret meget på CPH:PIX, også selvom den 87-årige legende ikke længere har verdens højeste udgivelsesfrekvens.
Sidste år var han central i to film: Hans egen Rise and Fall of a Small Film Company fra 1986 og Michel Hazanavicius’ Redoubtable, der skildrede Godards ægteskab med Anne Wiazemsky i årene omkring 67-68.
Igen i år er der to Godard-relaterede film. Hans egen nyeste opus, The Image Book, der havde premiere i hovedkonkurrence i Cannes tidligere på året. Og en sjældenhed, dokumentaren Sympathy for the Devil fra 68, om indspilningen af Rolling Stones’ sang af samme navn.
De to film giver tilsammen en skæv vinkel på den store mesters filmografi. De viser en søgen efter et passende kunstnerisk og politisk sprog, der kan gøre verden retfærdighed.
Sympathy for the Devil
Mange kunstnere har den samme karriere: Først så famler de sig frem og kopierer andres idéer. Så finder de deres egen stil. Så kopierer de sig selv, indtil de ikke kan mere. Med Godard er det nærmest omvendt. Han trådte ind på scenen nærmest fuldstændig færdigformet og unik med mesterværket Åndeløs fra 1960, og i årene derefter lavede han den ene film efter den anden, som om det var det letteste i hele verden.
Men så, som Redoubtable viste, skete der noget. Han blev sær, blev politisk, blev frustreret over det fejlslagne studenteroprør i 1968. Årene siden da har budt på et væld af perioder, fra hans maoistiske værker med Dziga Vertov-gruppen i starten af 70’erne over en ny række af relativt tilgængelige film i 80’erne og til de meget eksperimenterende og referentielle film fra 90’erne og frem.
Ikke ret meget af det har haft samme gennemslagskraft som tresserværkerne, og der er mange, der mener, han ikke har noget godt siden ’68. They Shoot Pictures Don’t They har sammenstykket en top 1000 over verdens bedste film, 16 af dem er af Godard. 10 er fra perioden 1960-67, blot otte år af en karriere, der snart har varet 60.
https://www.youtube.com/watch?v=lj6y6tohW_0
Historien om The Rolling Stones er mere normal. De startede med at spille blues, deres første plader bestod af covernumre. Da de forsøgte at stå på egne ben, var det lidt vaklende med kritiker-prygelknaben Their Satanic Majesties Request fra 1967 som lavpunktet. Men så fandt de sig selv og lavede en stribe af nu kanoniserede værker: Beggars Banquet (68), Let It Bleed (69), Sticky Fingers (71) og Exile on Main Street (72). Og lad os nu være ærlige, siden da har de mest af alt kopieret sig selv…
Da de to navne, Godard og Rolling Stones, mødtes i juni 68, var begge i færd med at famle sig frem til et nyt sprog. Rolling Stones var blevet jaget af politiet pga. deres stofmisbrug, havde fået klø i pressen for Their Satanic Majesties Request, og Brian Jones var ved at falde helt ud af bandet. Godards oprør mod den ‘borgerlige’ filmkunst havde nået sit klimaks, da han havde fået lukket filmfestivalen i Cannes i maj samme år, og hans seneste film havde fået hård medfart af kritikerne.
Det er derfor noget af et sammentræf, at det var på netop dette tidspunkt, Godard skulle lave en film om Rolling Stones. Han fik lov til at filme et par dage i studiet, og heldigt nok var det, mens bandet formede et af dets mesterværker, Sympathy for the Devil.
Der er ikke så meget pjat med Godard, han filmer bandet i lange langsommelige stræk, mens de øver, jammer, spiller forskellige udgaver, starter, stopper. Langsomt bliver en ret kedelig Dylan-agtig ballade til en samba-inspireret dødedans.
https://www.youtube.com/watch?v=D8K6SUFt9Vs
I typisk Godard-stil blander han optagelsen af sangen sammen med nogle sekvenser, der ikke helt ligetil hænger sammen med Rolling Stones: En gruppe fra Black Panther-bevægelsen hænger ud på en bilkirkegård og diskuterer revolution. Forskellige filmfolk forsøger at filme diverse prætentiøse film. Unge mennesker maler grafittislogans på væggene. En ung mand dikterer paroler i en butik, der ellers sælger tegneserier og porno.
Der lød ret højlydte suk i salen fra et publikum, der vist hellere ville se Rolling Stones end høre maoistisk teori.
Selvom store dele af [filmen] er dybt prætentiøs er den ganske sympatisk; det er som om, der er en ægte rådvild smerte hos filmskaberen.
1968 var et vildt år. Når man ser de Sorte Pantere samle våben og vrænge ad hvide, skal man huske på, at Martin Luther King var blevet myrdet april samme år. Sympathy for the Devil indeholdt oprindeligt en reference til mordet på John F. Kennedy, men da hans bror Robert blev myrdet, mens de indspillede sangen, blev den ændret til ‘Who Killed the Kennedys’, Det var ikke bare Godard, Jaggers og Richards, der famlende forsøgte at finde et kunstnerisk sprog, der var situationen voksent; overalt i verden forsøgte andre det samme.
Sympathy for the Devil er ikke kendt som et hovedværk i Godards produktion – det er ikke en af de 16 på listen over de 1000 bedste film – men den kan sagtens ses som et nøgleværk. Som en overvejelse over selve betingelserne for kunstnerisk og politisk arbejde. Selvom store dele af den er dybt prætentiøs, er den ganske sympatisk, det er som om der er en ægte rådvild smerte hos filmskaberen.
Det er også en bittersød film. For Rolling Stones klarede det, skabte en mesterlig sang, formåede at fortsætte med både kunstnerisk og kommerciel succes de næste år. Godard, derimod, fandt aldrig rigtig tilbage.
Han fortsatte med at famle og har sådan set famlet lige siden. Det fejrer vi 50-årsjubilæet for i år.
The Image Book
Det er ikke for sjov, hvis man famler i 50 år. På et eller andet tidspunkt skulle man tro, man enten ville finde frem til noget og holde op med at kunne finde funding til fortsatte famlende forsøg. Men få har som Godard kunne finde både muligheden, men også viljen til fortsat at bevæge sig ud på tynd is. The Image Book fungerer endnu engang overraskende godt som sårbart eksperiment.
Det mest overraskende ved The Image Book er, at den har noget af den samme famlende sårbarhed som Sympathy for the Devil.
Godard har fundet et par tilgange, som han har holdt fast ved. En af de vigtigste har været den refererende essayfilm. Fra 1988 til 1998 udsendte han storværket Histoire(s) du Cinéma i otte dele og over fire timer, et værk der først og fremmest var en montage af filmklip, tilført voiceover. Den tilgang er han vendt tilbage til igen og igen.
For et par år siden viste PIX 3D-udgaven i kortfilmen Les Trois Désastres (læg mærke til ordspillet). Man kunne derfor godt sige at The Image Book måske ikke famler helt lige så meget som f.eks. Godards seneste eksperimenterende Goodbye to Languauge, der også var i 3D.
Men det mest overraskende ved The Image Book er, at den har noget af den samme famlende sårbarhed som Sympathy for the Devil. Ja, Godard bruger samme stil med at stykke små klip sammen til en helhed, som han har brugt mange gange før, men han gør det med en ret ny fornemmelse.
De mange klip er manipulerede, til tider smadret til ukendelighed, så man kun aner konturerne af, hvad de forestiller. Et klip fra en af verdens bedste film, Murnaus The Last Laugh fra 1924, er digitalt udtværet hvidt og grønt og tilført snak og latter, så det er svært at forstå, det er fra en stumfilm. Et klip af to unge mænd der forsøger at tale til to unge kvinder – som jeg ikke kan genkende – har fået forhøjet kontrasten så meget, at baggrunden er blevet skinnende hvid, så det virker som fire mennesker i en fuldstændig blank verden.
[Jeg føler] nogen gange, at præcis vi filmnørder er særskilt uegnede til at forstå hvad han vil ud over at referere gamle film
Det virker som et forsøg på at krænge forgrund ud af baggrund, elementer ud af kontekst, vise hvordan nogle ting går igen over tid. Hvilket også går igen i filmens tilføjede tekst.
Del 1 af 5 hedder Remakes, hvilket i typisk Godard-ordspil-stil bliver til Rim(ak)es (‘rimes’ er fransk for ‘rim’. Som man siger: ‘History does not repeat itself, but it often rhymes’). Godard virker dels som om, han angriber Hollywood-remaket, ser også krigene i Mellemøsten som en art ‘remake’ af tidligere tiders imperialistiske krige, men ser samtidig også gentagelser og mønstre i filmhistorien som kunstnerisk strategi.
Godard har da også selv ofte genskabt sine tidligere film. Der er et klip fra Germany Year 90 Nine Zero, hvor Gordard vendte tilbage til Alphaville og på en måde fortsatte historien tredive år efter. Godard viser også, hvordan film bruger arketyper, hvordan f.eks. Rossellinis billeder af massakrer på partisaner i Paisan ligner ISIS’ henrettelser tres år efter.
Engang imellem føler jeg, at Godard taler film i et sprog, som ingen er i stand til at forstå. På den ene side fortæller han i billeder, som man ofte skal være virkelig filmnørd for at genkende. På den anden side føler jeg nogen gange, at præcis vi filmnørder er særskilt uegnede til at forstå, hvad han vil ud over at referere gamle film.
Et eksempel: Der er en sekvens i The Image Book, hvor megen mening er virkelig tydelig, hvis man kan sin filmhistorie: Et klip fra Fritz Langs Dr Mabuses Testamente fra 1933, hvor det er et udbredt synspunkt, at den dæmoniske Dr Mabuse repræsenterer Hitler. Et klip fra Jean Renoirs Spillets Regler fra 1939, af en kanin der bliver skudt. Et dokumentarisk klip af partisaner, der bliver henrettet under Anden Verdenskrig.
Dæmonisk ondskab, uskyldigt dyr bliver skudt, Anden Verdenskrig. So far so good.
Men hvad så med det klip af fire hippier ved en flod, der ligger imellem kaninen og partisanerne? Det er ikke lige så genkendeligt, så jeg filtrerer det egentlig bare fra. Men det spiller en essentiel rolle i forståelsen af, hvad Godard vil med den her sekvens, hvordan han ser partisan-kaninerne. Hans montage skal ikke bare forstås men også føles, og det er kan være meget svært og sårbart at tale om.
Det virker næsten som om Godard selv erkender, at hans egen stemme er uklar og skadet, når det kommer til at beskrive verdens gang, og at der måske er andre som var mere egnede til at tage over.
Godard fortæller på et tidspunkt om forskellen på harmoni og kontrapunkt, hvordan det ene skaber melodier ud af akkorder, mens det andet skaber akkorder ud af melodier. Det er som om, han forsøger at skabe kontrapunkt med billederne denne gang, forsøger at få de konkrete billedelementer til at spille sammen.
Det er samme teknik, men forsøgt brugt på en ny måde. Jeg ved ikke, om det virker, jeg ved heller ikke helt, om Godard selv mener, at det virker. Som filmen skrider frem begynder der at være en kritik af vestlig film, inklusiv vestlig kunstfilm, som også kommer til at omfatte Godard selv.
Sidste del af filmen giver ordet til nogle andre. Godard inkluderer ofte mange af de samme klip fra de samme gamle travere – Rossellini, Renoir, Eisenstein, etc – men den sidste del af The Image Book består i høj grad af klip fra arabiske film. Og på lydsiden får vi læst brudstykker af den egyptiske forfatter Albert Cosserys roman Une Ambition dans le Désert. Så lange og tydelige brudstykker, at jeg kunne google mig frem til, hvilken bog det var, uden at jeg kendte den i forvejen!
Det er ikke bare det, at en egyptisk stemme får ordet. Det er også det, at oplæsningen er afslappet, rolig, klar, tydelig. Helt anderledes end den karakteristiske skumle mumlen, som Godards egen stemme selv lyder som.
Kontrasten er virkelig stor, og ret empatisk. Det virker næsten som om, Godard selv erkender, at hans egen stemme er uklar og skadet, når det kommer til at beskrive verdens gang, og at der måske er andre, som var mere egnede til at tage over. Når Godard til sidst kommer med en epilogisk monolog, så begynder den 87-årige mand at hoste halvvejs igennem, en lyd der loopes og gentages på soundtracket.
Det er ret rørerende, og hvis det er det sidste, vi hører fra den legendariske filmskaber, så vil det være en værdig afrunding. Måske ikke den logiske afslutning på den karriere, der startede med Åndeløs i 1960. Men på de 50 år der startede med Sympathy for the Devil. 50 års famlen, afrundet med en hosten – og at ordet overlades til en anden.
“The Image Book” vises igen Lørdag 6/10 kl 16:45 i Cinemateket
Fotocredit: CPH:PIX
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
