FILM // ANMELDELSE – Instruktøren Robert Zemeckis har altid været (lige lovlig) begejstret for nye, filmteknologiske påfund, men denne gang føles det som en uundgåelig og næsten ’naturlig’ del af projektet. Og ja, Here med Tom Hanks er en temmelig corny, men faktisk aldeles indtagende film.
”Here” er noget så sjældent som en eksperimentalfilm med bred folkelig appel, og den slags er man sateme nødt til at tage alvorligt og anerkende. For hvor tit sker det? Hvor tit ser vi en superstjerne (Tom Hanks) i en film, der har et formsprog, som ingen anden, og som lader sin spraglede fortælling foregå på en måde, der naturligvis har tråde tilbage til den graphic novel, som den baserer sig på, men som samtidig leger med de filmudtryk og den teknik, den har besluttet sig for?
For ja, kameraet står hele tiden på samme sted med den samme overordnede beskæring, og for langt hovedparten af tiden er det et billede af den samme stue med det samme vindue ud mod gaden og det ældre hus i colonial style, der ligger på den anden side af vejen. Det lyder jo helt gakket, men lad mig bare sige, at det fungerer. Og det ikke bare fungerer, det er faktisk ganske charmerende det meste af vejen, når først vi kommer i gang med at kigge ind i stuen med forskellige tidsaldres indretninger og møblement.
Foruroligende begyndelse
Dog: I starten, mens vi ser den samme plet på jorden – som altså er et eller andet sted i det østlige område af det nuværende USA – udvikle sig fra præhistorisk tid og hurtigt videre til dinosaurusser, meteornedslag, istid, fugle og pattedyr og dernæst den oprindelige befolkning, tænkte jeg uvilkårligt, at det eddermaneme kan blive en lang film. Billederne ligner det, de er, nemlig noget fra et computerspil, og det hele virker temmelig idiotisk.
Men så er huset bygget, og vi ser nu forskellige familier indtage rummet – som altså er det samme hele vejen igennem – mens der i ny og næ springes til tiden, før huset blev bygget, for at lave en parallel eller henvisning til de oprindelige beboere på egnen eller til tiden, hvor det store genbohus lå der alene med sønnen til Benjamin Franklin som husejer.
Langt hovedparten af tiden er vi ikke desto mindre inde i stuen og bliver vidner til den flyver-begejstrede mand og hans flyver-forskrækkede kone i 1910’erne, opfinderen af La-Z-Boy-lænestolen og hans begejstrerede og danseglade hustru i mellemkrigsårene og tilmed også de sidste indvånere, nemlig en afroamerikansk familie omkring 2020.
Filmteknikken
Det er dog 2. verdenskrigsveteranen og hans kone (Paul Bettany og Kelly Reilly) samt senere deres søn og hans kæreste/kone (Tom Hanks og Robin Wright), der får mest tid, og det i forskellige aldre. Og lad mig bare fastslå: det ser ganske overbevisende ud, og den skepsis, jeg havde over de computergenerede billeder i begyndelsen af filmen, viser sig helt grundløs. Selv i nærbilleder og på stort lærred.
”Nærbilleder? Hvordan kan der være nærbilleder? Zoomer de ind?” spørger du?
Nej, det gør de ikke, for kameraet står ikke bare stille, det gør linsens brændvidde også. Så det handler om det, der hedder blocking, nemlig den måde, som skuespillerne bevæger sig på. (Jeg var lidt inde på det i mine nylige anmeldelser af både Coup de Chance og Nosferatu, hvor kameraet dog også bevægede sig). Man kan også kalde det koreografien, og det lader spillerne optræde både i for-, mellem- og baggrund, og selvom det faste billede kan give indtryk af en teaterscene, så fungerer det ret godt i filmen.
Enkelte scener er så corny, at man tænker ’åh nej’, men så drejes den en anelse eller afbrydes
Men det er ikke det mest interessante med Here i billedmæssig forstand. Det er nemlig det træk, som den låner fra tegneserieforlægget med billede-i-billede-teknikken. Hverken filmens stills eller traileren giver et indtryk af dette virkemiddel, men det bruges til at bebude, at vi skal springe i tid, og jeg blev forbløffet over, hvor skæg en gimmick det var. Man kan sidde og gætte med på, hvilken tidsalder, vi nu skal til, og dernæst holde øje med artefakter og tidsmarkører som telefoner og tv-apparater eller lytte til radioens meldinger eller musikstilart eller hvad det nu er.
Alt dette ville muligvis være lige meget, hvis ikke de korte tableauer i overvejende grad er temmelig underholdende og rørende. Nuvel, det er ikke nobelprislitteratur, vi udsættes for, og enkelte scener er så corny, at man tænker ’åh nej’, men så drejes den en anelse eller afbrydes med et nyt billede-i-billede eller en verbal joke eller et gag, og man skal igen til at forholde sig til et spring.
Here er ikke Forrest Gump
Personligt virker det appellerende på mig, det at jeg ikke skal følge med i en fortløbende, episk og ofte påtaget gribende historie – hvor jeg godt kunne nævne Forrest Gump, en af Hanks’, instruktørens Robert Zemeckis og manusforfatterens tidligere samarbejder – men derimod kan engagere mig på flere tankeniveauer. For filmen omhandler netop livet, hvor banalt det end kan forekomme i gengivelsen. Højtider, familieforøgelser, sygdom, ydre omstændigheder, mentale udfordringer, og man får simpelthen lejlighed over at tænke over sit eget liv og livsvalg undervejs uden af være totalt hængt op som seer på en dramaturgisk nødvendighed.
De enkelte familier har naturligvis deres egne fortællebuer, som vi skal igennem, men det bliver til en leg, som filmens teknik både udnytter og faciliterer, og i sidste ende er man bare lykkelig over at have set en film, der bruger avanceret og moderne teknikker til ikke at lave monstre, søslag på land og flyvende superhelte men derimod en – i bedste forstand – tegneseriefilm for voksne.
Klik dig videre til flere filmanmeldelser på POV International lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
