KONCERT // ANMELDELSE – Har rockmusikken en fremtid? To koncerter på Roskilde Festival fredag har fået Frederik Bojer Bové til at stille sig selv spørgsmålet. Svaret er: ja, hvis arrangørerne giver et band som Japanese Breakfast den rette scene og det rette udstyr. Det havde hun ikke i Roskilde. Til gengæld festede brit-pop kongerne Blur løs på Orange Scene.
Japanese Breakfast
Egentlig synes jeg folk skal slappe af med den snak om rockens død. Det er alt sammen bare musik. Så længe det er sjovt og innovativt og man kan hoppe til det, så er det vel ligegyldigt, om der er elguitar på eller ej.
Og så sidder jeg alligevel her og skriver færdig på en Roskilde-tekst om rockens fremtid. For det fylder sgu alligevel noget, de svære vilkår for rockmusikken. Fredag spillede to bands, et ungt og et gammelt, støjende og medrivende rock. Og det blev på godt og ondt ret specielt.
Koncerten med det amerikanske indie-band Japanese Breakfast gav grund til både håb og mismod om rockens fremtid. På den ene side beviste de, at indie-rock genren stadigvæk føder bands fyldt med originalitet, karisma og gode sange. Men eftersom koncerten alligevel ikke rigtig fungerede, så kunne man godt blive pessimistisk om, hvorvidt det er nok?
De seneste års måske største indie-gennembrud kunne ikke fylde Arena, og ikke lave et show der helt fungerede. Så bliver det måske lidt svært.
Hvis Japanese Breakfast ikke var klar til Arena, så ved jeg ikke hvem af genrens andre nye navne som skulle være det
Michelle Zauner, kvinden bag navnet Japanese Breakfast, er en stjerne. Hun har spillet i emo-bands, før hun startede sit soloprojekt, har fået udgivet essays i store amerikanske magasiner, udgivet bestseller erindrings-bogen Crying in H Mart om morens sygdom og været nomineret til en Grammy for ‘Årets Bedste Nye Navn’.
Ligesom kvinden bag bandet Mitski, der leverede sidste års bedste indie-koncert på Roskilde, så er Zauner som asiatisk-amerikansk kvinde (omend født i Sydkorea, bandnavnet til trods) et tegn på at indie-genren giver plads til nye stemmer. ;en hendes genre-blandende, energiske og catchy plader fungerer efter de gode gamle dyder: Det er omskifteligt og tør tage chancer, men er samtidig medrivende.
Det fungerede bare ikke rigtigt på Arena. De seks musikere, hvoraf de to keyboardister doblede på henholdsvis violin og saxofon, virkede som om de skabte kaos på den store scenes lydsystem, og så blev de omskiftelige lydbilleder pludselig til en ensformig grød.
Bandet valgte modigt at lægge ud med deres to store nye hits, den orkestrale popsang “Paprika” og disco-bangeren “Be Sweet”, hvilket betød at de i særligt grad blev kværket af den dårlige lyd.
Der kom mere styr på lyden, som koncerten skred frem, men det var så her de spillede de mindre kendte sange, der tålmodigt byggede op til støjklimakser, og det fik heller ikke gang i publikum.
Der var ellers potentiale til meget mere. Som hun dansede rundt i den klassiske asiatiske qipao-kjole, der ellers meget sjældent kombineres med tonsvis af tatoveringer og sorte platformstøvler, lignede Zauner ikke andre musikstjerner. Hun spillede endda gong med en lyserød glimmerstav under et par af numrene.
Der var klart arbejdet med udtryk, arbejdet med sange, arbejdet med koncertens opbygning. Det havde sikkert været fremragende, hvis vi havde kunnet høre det, og hvis publikum havde leget med. Men det skete ikke rigtigt.
Så længe kunstnere som Michelle Zauner lægger deres kræfter i indie-musikken, så skal den alligevel nok overleve
Jeg ved ikke, om Arenas lydsystem er blevet tilpasset lyden af hiphop og dance for meget, men der var ingen af de nuancer, som Japanese Breakfast-koncerten krævede. Og der var aldrig fyldt op i teltet.
Der har været snak om, at rockmusikken bliver marginaliseret på Roskilde. Jeg har ikke lyst til at bidrage til den marginalisering, men Japanese Breakfast skulle have været på en langt mindre scene, hvor det kunne have virket mere intimt og nuanceret. Og hvis Japanese Breakfast ikke var klar til Arena, så ved jeg ikke hvem af genrens andre nye navne som skulle være det.
Det er selvfølgelig lidt skræmmende. Men så længe kunstnere som Michelle Zauner lægger deres kræfter i indie-musikken, så skal den alligevel nok overleve, på den ene eller den anden måde. For altså, at hun er en ener, det fik hun alligevel vist, selv til en ret mislykket koncert.
Blur
Åh Blur. Det legendariske band bag sange som “Villa Rosie”, “Popscene”, “Trimm Trabb” og “Tracy Jacks”… Vækker de titler ikke genklang?
Så har du det sikkert som størstedelen af publikum under første del af britpop-kongernes Roskilde-koncert. Blur var ikke kommet for at lave et nostalgishow – de var kommet for at spille de Blur-sange, de havde lyst til på den måde, de havde lyst til det. Og det var publikum overraskende meget med på, selv den del der må være født efter 2003, hvor bandet første gang gik hvert til sit.
Og som koncerten skred frem var der også mere overlap mellem, hvad bandet ville spille, og hvad publikum kendte i forvejen.
Egentlig hedder det jo brit-pop, og Blur var da også kendt for deres catchy sange, fyldt med ekstra instrumenter som blæsere, strygere og endda et gospelkor på “Tender”. Men fredag aften var Blur et rockband. Måske får Damon Albarn udlevet sine pop- og showdrømme i Gorillaz, men det var i hvert fald en koncert hvor særligt Graham Coxons fræsende guitar fyldte i lydbilledet, også i sange der er noget pænere i lyden på plade.
Her virkede de fuldstændig afklarede om at være et rockband, og den afslappede selvsikkerhed forplantede sig til publikum
Coxon er stadigvæk en stærk guitarist udi indie-støjen, og rytmegruppen bestående af Alex James på bas og Dave Rowntree fulgte fint med. Der var i halvfemserne historier om voldsomme skænderier internt i bandet om, hvordan de skulle lyde, men her virkede de fuldstændig afklarede om at være et rockband, og den afslappede selvsikkerhed forplantede sig til publikum, der fulgte med selv, når sangene var mindst kendte.
Men at Blur hvilede i sig selv betød også, at de ikke længere er flove over deres allermest mainstream ungdom. Jeg er så gammel, at jeg kan huske koncerten i 2003, og dengang var det bemærkelsesværdigt, at de ikke spillede deres største hit “Country House”.
Bevares, det er en fjollet og overgjort sang – med det måske mest nedladende personportræt i et katalog, der ellers nogle gange kammede over i vrængende og arrogante beskrivelser af hr. og fru England – men den er også festlig.
Og fredag forklarede Damon Albarn, at han havde indset noget. At han havde forsøgt at være satiriker, dengang han var ung, men at han i sidste ende blot fik skrevet om sig selv. Og så skrålede vi med på åbningslinjerne, “City dweller, succesful fella, thought to himself: ‘Oops, I’ve got a lot of money”, som pludselig havde fået en hel anden betydning.
Under omkvædet, “Lives in a house, very big house in the country” prikkede Albarn drillende Alex James på den lidt store mave: Alex James har siden rockstjernetiden levet på sin egen ostefarm…
Det var et vidunderligt øjeblik og lidt nøglen til, at koncerten blev så god. I halvfemserne ville Blur spidde nationens tilstand. Mod slutningen af bandets liv ville særligt Albarn være eksperimenterende kunstner.
Det kan godt være han ikke flyttede ud på landet, men han indspillede plader i Island og Marokko for sådan lige at komme væk fra det hele – men her var de bare Blur: Fire midaldrende mænd, der tydeligvis stadigvæk godt kunne lide at spille sammen, særligt når det blev lidt loose og støjende. Og som for tyve til tredive år siden skrev en perlerække af stærke numre, nogle af dem mere kendte end andre, der stadigvæk kan drive en folkefest.
Så lever rocken endnu.
MERE ROSKILDE ’23 HER:
ME WE: Essensen af Roskilde Festivalen – rapport fra J56
Roskilde Festival på Business Class – den kommercielle side
Aperly High m.fl. – lyde fra fremtiden varmede op på RF23
Rema og Chat Pile: Da musikverdenen ændrede sig en smule
Kendrick Lamar og Blæst – Superstar Night på Orange Scene
Sudan Archives: Hun sang og skreg om at være anderledes
Lil Nas X – Om det var en koncert eller et show ved jeg ikke
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
