KENDRICK LAMAR & BLÆST // ROSKILDE FESTIVAL – Årets åbningsnavn på Orange Scene, Blæst, begyndte tøvende, men vandt gradvis scenen. Nogle timer senere gik hiphop-stjernen Kendrick Lamar på. Det var ikke helt så stort som indendørs – i fx Royal Arena. Men mindre kunne gøre det, mener Jeppe Madsbad Lauritzen.
At spille på Orange Scene har gennem tiden taget pusten fra mange store bands. At åbne Orange Scene gør det ikke mindre vildt. Og at åbne Orange Scene efter det stormvejr – jeps metaforerne står i kø – som det danske band Blæst har været igennem det seneste år, må nærmest være angstprovokerende! Og hvis du ikke kender til sidstnævnte historie, er Pelle Peter Jencels P3 podcast Ekstra nummer ”Blæst – i orkanens øje“ et rigtig godt sted at blive opdateret.
Undertegnede havde derfor – som jeg før har haft det med bl.a. Saveus og Minds of 99 – decideret sommerfugle i maven på bandets vegne, da det traditionelle publikumsindløb på pladsen var overstået, og klokken nærmerede sig 18.30.
Og lad os bare konstatere: Det blev en nervøs start, hvor bandet lige skulle opdage, hvor stor Orange Scene egentlig er. Under de første par numre virkede de derfor en smule rådvilde, og keyboardspiller Valentin Buchwald syntes nærmest låst i et hysterisk grin.
Vi kommer helt sikkert til at høre mere og nå endnu nye stormfulde højder med Blæst i de kommende år
Men så, mine damer herrer, skete der noget: Efter 2-3 numre tog sangerinde Fernanda Rosa mod til sig, kiggede hele Orange-publikummet lige i øjnene og skreg det forløsende: HVA SÅ ROSKILDEEEEEEE! Herfra var det, som om at bandet (og publikum) sænkede skuldrene, tog en dyb indånding og lod det hele komme ind – og blæse ud!
“Sover du nu” vækkede i den grad stemningen. “Kig op fra gulvet” gav os for alvor indsigt i potentialet. Derfra virkede det ikke så velvalgt at fortsætte med akustisk guitar og break-up-sangen “Lad mig gå”, egentlig ikke fordi det ikke var fint, men simpelthen fordi den slags desværre udløser én ting i et festivalpublikum anno 2023: Den evindelige og uudholdelige snakken!
Og apropos snakken var et gængs samtaleemne i går før (og altså desværre også – til dels – under) koncerten: Skal Blæst skal udtales som det, man (nogle gange!) er på Roskilde, eller som det, man vejrmæssigt kan opleve på den store åbne festivalplads? Så vidt jeg er orienteret, har bandet aldrig selv taget stilling til det og bruger begge tryksætninger i flæng – så der skulle være frit valg.
Videre på scenen fik Blæst lukket snakken, da de umiddelbart efter – og i mere end en forstand – gik “All In” med et fedt indhop fra rapkometen Lamin, der iført FCK-trøje lovede os alle at: spille kortene i hånden og spendere kortene i lommen …
Festen fortsatte med “Ego”, hvor bandet for alvor viste overskud med en afhopper til Medinas “Kun for dig”, fede tromme- og keyboardsoli og sågar en vaskeægte ”Brian Laudrup VM 98 pose” på scenekanten fra supercharmerende og smukt syngende Fernanda Rosa.
Herefter fejrede vi, at koncerten var på årsdagen for deres optræden på Rising-scenen, så jo – trods udfordringer (igen hør Pelle Peters podcast) kan man for alvor tale om tiltagende vind med orkanstyrke i stødende for bandets udvikling: Vi kommer helt sikkert til at høre mere og nå endnu nye stormfulde højder med Blæst i de kommende år.
Til sidst tælles der ned fra 2 sange tilbage, hvor den ene – og sidste – selvfølgelig er “Juice”. P3 Guld Lytterhittet skabte – med sine funky vibes og Nile Rodgers-agtige riffs – decideret sommerekstase og gav ALLE lyst til at sippe alt muligt andet end … ja, juice.
Opgaven med at åbne Orange var i min bog langt over bestået, og jeg glæder mig i dén grad til at følge vejrudsigten – og perlerækken af metaforer – for det fremadstormende band i årene, der kommer.
Kendrick Lamar
I FCK/Parken taler man om fænomenet ”European Nights”: Magiske aftener, hvor hvidklædte spillere og fans smelter sammen i en stemningsmæssig symbiose med ”umulige” præstationer i Uefas europæiske turneringer til følge. Aftener, hvor trykket og lyden fra hjemmepublikummet giver ”løverne” det lille ekstra bid, der gennem tiden har sendt alverdens kæmpeklubber (senest de nykårede treble-vindere fra Manchester City) hjem uden den forventede fulde pointhøst.
På Roskilde Orange Scene kunne et lignende (og alligevel ganske anderledes) fænomen kaldes ”Superstar Nights”: smukke sommeraftener, hvor alt går op i en højere enhed omkring én – ikke kommende, ikke aftagende, ikke tidligere – men lige her og nu M…..F….. verdensstjerne, som i symbiose med Orange-publikummet skaber noget ganske særligt!
Fænomenet introduceret med tilbagevirkende kraft giver mig personligt bl.a. Beastie Boys i ’98, The Weeknd i ’17 og ikke mindst Eminem i ’19 i min Superstar-Nights-logbog. Andre (med længere historik) vil sikkert kunne tilføje Nirvana (x EM) i ’92, Björk i ’94, Rage Against The Machine samme år eller måske endda Bob Marley (!) i ’78.
Har man prøvet det, ved man, hvad det er: De aftener hvor ALLE er ude af teltlejrene, ALLE er foran Orange, ALLE har tanket op i boderne, for ALLE ved, at det her bliver STORT og uforglemmeligt …
Onsdag fik vi så en mulighed mere, da verdens p.t. og måske historiens største rap superstar, K-Dot aka Kung Fu Kenny aka Kendrick Duckworth Lamar, indfandt sig på Dyrskuepladsen. Rammerne var perfekte: Lav sol og begyndende tusmørke, uendelig (og for længst opgivet) kø til pitten, flokke af ”bedste Roskilde venner” overalt …
Sitrende forventninger i den tætpakkede crowd foran Orange Scene … 22.00 SHOWTIME! Eller det vil sige 22.08, for stik mod al Roskilde-logik var Kendrick Lamar en smule forsinket. Men så kom han også: Til tonerne fra Marvin Gayes “I Want You (and I Want You to Want Me Too)” entrerede han scenen, der kort efter eksploderede i lyd og fyrværkeri.
Iført lyserøde knickers, tracktop, briller og den obligatoriske omvendte Dodgers Cap så han ved første øjekast næsten finurlig ud, men så åbnede Kendrick Lamar munden og spyttede fra første sekund rim med tryk og skarphed som en tripple ølbong i campingområdet. Det er 8 år siden, han stod her sidst, han har lige rundet 36, men han er stadig knivskarp.
Hit-paraden nåede selvfølgelig også omkring mester-bangeren “HUMBLE” og sluttede smukt af med endnu en omgang fyrværkeri på den nu helt mørke nattehimmel
Godt fra start med bl.a. “ELEMENT” og “Kung Kunta” faldt mørket langsomt på, og stemningen steg, og da vi når “m.A.A.d city”, bølger crowden helt ned til Grand Stand i bunden af pladsen. For det er de største hits, der virkelig får Orange i kog, men generelt har Kendrick Lamar bare så højt et bundniveau, at hitsene bare bliver en ekstra magtdesmonstration som for at vise, at det – med et klassisk Suspekt-udtryk – godt kan blive vildere.
Apropos Suspekt ville jeg have elsket, at han havde spillet ”The Art of Peer Pressure” (som Rune Rask har været beatmager på) og måske endda sendt et enkelt shoutout til sine danske kolleger? Men den slags lokale improviserede sidespor er der naturligvis ikke plads til i Kendricks benhårdt koreograferede shows.
Faktisk forsøger han sig en enkelt gang med en call-back-routine (der ikke virker programsat) at dele crowden i ”you at right, you at the left og you in the middle”. Og det ender da også med at blive den eneste gang, han for alvor taber energien, men så er det jo godt, at man lynhurtigt kan vinde den tilbage med ”Bitch Don’t Kill My Vibe”.
Apropos stram koregrafi er Kendrick Lamar jo ikke ligefrem kendt for at være gavmild med fysiske sceneeffekter. Storskærmene kører lidt billeder og nogle silhuetter under “DNA”. Men ellers er de eneste, der fysisk får lov at dele scene med ham, en flok forklæde- og solbrilleklædte dansere, der 2-6 personer/mand ad gangen mest virker som en levende kunstinstallation.
Da det går højest, kører én af dem på skateboard under Money Trees, så lad os blot konstatere: Kendrick er ikke til scene-gøgl!
Hit-paraden nåede selvfølgelig også omkring mester-bangeren “HUMBLE” og sluttede smukt af med endnu en omgang fyrværkeri på den nu helt mørke nattehimmel.
Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er stor Kendrick Lamar-fan og derfor havde en fantastisk aften. Niveauet nåede ikke helt hans seneste to optrædener på dansk grund, ganske enkelt fordi det visuelle og intensiteten simpelthen har et gear ekstra i en lukket (Royal) Arena – men lyden var fantastisk.
Men som opfinder (ovenfor) af fænomenet ”Superstar Nights” er det vel også mig, der kan bestemme, om det blev en sådan? Og selvom den måske ikke helt var til de store Orange historiebøger, tror jeg, at størstedelen, der var der, er enige i, at det blev det!
Flere artikler om Roskilde 2023
ME WE: essensen af Roskilde Festivalen – rapport fra J56 (pov.international)
Roskilde Festival på Business Class – den kommercielle side (pov.international)
Aperly High m.fl. – lyde fra fremtiden varmede op på RF23 (pov.international)
Rema og Chat Pile: Da musikverdenen ændrede sig en smule (pov.international)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
