DEEP PURPLE // ANMELDELSE – Tilsyneladende uforgængelige Deep Purple spillede fredag d. 7. oktober i Royal Arena, og det skulle vise sig at blive en af de bedste koncerter, Steffen Jungersen har oplevet med det band. Og der er ret så mange at vælge imellem. “Deep Purple har til alle tider spillet virtuost, suverænt og overlegent, men Simon McBride trækker de fire andre, som alle er over 70 år, op på et niveau, så jeg godt tør garantere, at der – hvis helbredet tillader det – er en del gode år i d’herrer endnu.”
Lige dér efter en fænomenal udgave af den 50 år gamle ”Lazy” kom dét øjeblik, som så at sige definerede Deep Purples koncert i Royal Arena.
Nemlig da sanger Ian Gillan kiggede anerkendende – måske endda en kende overrasket – på bandets nye guitarist, irske Simon McBride, og udbrød:
”Fantastisk!”
For derefter at sætte i med en gudsforgående smuk udgave af balladen ”When A Blind Man Cries”, hvor både 77-årige Ian Gillan og årsungen, 43-årige McBride, yderligere excellerede.
Helt oppe foran scenen stod blandt mange Deres afsindige afsendte og forsøgte at få barnlig begejstring og næsten lamslået overraskelse til at balancere. For kunne det nu virkelig passe, at jeg efter et langt liv med Deep Purple-koncerter i 2022 vitterlig skulle opleve én af de bedste, dette fornemme, formidable foretagende har budt mig?
Og dét fra et band, som debuterede for 54 år siden (!) og stadig huser tre medlemmer (Gillan, bassisten Roger Glover og trommeslageren Ian Paice) fra bandets mest berømmede besætning, som med de to førstes tilgang daterer sig tilbage til 1969?
Ja, det kunne det, og eventuelle takkebreve i den sammenhæng skal et meget langt stykke ad vejen lægges på Simon McBrides trappesten.
Deep Purple med rock attack
Hvis manden var nervøs for at stå på scenen med fire legendariske musikere og ikke mindst at skulle følge efter de tidligere guitarister Steve Morse, Tommy Bolin, Joe Satriani og den forgudede Ritchie Blackmore, skjulte han det bedre, end en karrierepolitiker skjuler sin sande dagsorden.
Ja, der er faktisk meget lidt grund til at trippe i tulipanbedet hér, for jeg mindes vitterlig ikke i urimeligt mange år at have hørt klassikere som ”Space Truckin’”, ”Highway Star”, ”Perfect Strangers” og såmænd også dén med røgudviklingen over gadekæret, I ved, spillet så insisterende, lige på og med så overbevisende et rock attack, som de blev i Royal Arena. Takket være Simon McBride fik de numre nemlig pludselig noget igen, som de ikke har haft i årevis. Nemlig dét, som man i mangel af et bedre udtryk kalder kant.
Gamle gubber har den fordel, at de fandeme og i dén grad kan spille
Mange store skønånder har igennem årene påpeget, at rock uden kant er som en ko på kunstgræs. Der savnes noget, og førbemeldte skønånder har således ganske ret. Med al respekt for McBrides virtuose og sympatiske forgænger, Steve Morse, så var det netop kant, han som oftest manglede gennem sine 28 år i bandet.
Dette være skrevet i dybeste respekt for Morse, som vitterlig er en fremragende guitarist, men spørgsmålet, om han nu også med sit forfinede spil var den rigtige guitarist for et hardrockband som Deep Purple, blev med jævne mellemrum ført til torvs gennem alle årene.
Well, den snak kan godt ophøre nu. Deep Purple har til alle tider spillet virtuost, suverænt og overlegent, men Simon McBride trækker de fire andre, som alle er over 70 år, op på et niveau, så jeg godt tør garantere, at der – hvis helbredet tillader det – er en del gode år i d’herrer endnu.
Med en charmerende og velsyngende Ian Gillan i front, spillede Deep Purple i dén grad med nærvær og et kolossalt overskud denne aften foran et talstærkt publikum, som så ud til at tilhøre flere generationer. Ingen af dem så ud til at have noget at klage over.
På randen af glædestårer
Højdepunkterne var nogenlunde så mange, som der var sange i sættet (13 stykker), men skulle jeg nævne ét af de mindre forudsigelige, kunne det være bandets semi-symfoniske hyldest til deres afdøde keyboardmester Jon Lord, ”Uncommon Man”. Lige så formidabel (dét ord igen!) som den var legesyg, var lige dét nummer et flot eksempel blandt mange på, hvor godt og med hvilken telepatisk forståelse for hinanden dette band spiller.
Naturligvis var man på randen af glædestårer (og for nogle stykkers vedkommende sikkert over), da McBride sørgede for, at ”Lazy” nu igen bliver spillet med den rigtige bluesy feeling, mens giganten ”Perfect Strangers” sjældent har kysset de luftlag, den gjorde fredag aften.
Så kan det meget vel være, at fire af bandets medlemmer er nogle gamle gubber, men som jeg sjældent forsømmer at gøre opmærksom på:
Gamle gubber har den fordel, at de fandeme og i dén grad kan spille.
For en gangs skyld vil jeg overgive mig til de ord, folket insisterede på som overskrift på anmeldelsen, da vi forlod Royal Arena denne pragtaften:
Suverænt, Deep Purple!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
