ROSKILDE FESTIVAL 2023 // ESSAY – Åh, Roskilde, hvor jeg dog elsker dig! Hver gang nyforelsket og dog på en velkendt måde. Men: Når du slutter og forlader mig, står jeg ensom, let rådvild tilbage, med en følelse af savn og nærmest utroskab fra din side. Roskilde Blues. Det er prisen for den eventyrlige rejse, og det gælder stadig.
Dette var min Roskilde Festival nummer 21. Jeg startede i 1992, har været frivillig 20 gange og har haft et hav af forskellige funktioner. Fra toiletservice til bartender, opsynsmand for kunstinstallationer til portvagt og brandvagt. Har altid sovet i telt på campingpladserne 4-5 dage.
Fra herregård til rå rock på Arena
Onsdag klokken 19:00 henter jeg min nøglechip i receptionen og pakker ud i mit værelse på en herregård 16 km væk fra Dyrskuepladsen. Klokken 23:45 hopper og skråler jeg sammen med 15.000 andre publikummer til Queens of the Stone Age på Arena. Det er rå, regulær og melodiøs guitarrock og postgrunge. En perfekt start på festivalen.
Mødes med et hold gamle, trofaste RF-venner uden for den mexikanske bar 01:30. Vi har sombreros på, pjatter som evigtunge drenge, hilser på damerne og krammer hinanden. Vi er modne mænd sidst i fyrrerne.
Klokken 03:15 efter en bid natmad, og egentlig på vej til min bil og min bløde seng på godset, ser jeg en ung kvinde sidde i alternativ yogastilling midt på en sti. Fem minutter senere ligger hun inde i en Foodhall med tæpper omkring sig og storesøsteren ved sin side. Hun har det ikke godt.
Samaritterne har for travlt med andre opgaver, så undertegnede som kan førstehjælp og søsteren som er sygeplejerske hjælper hende.
Så vi finder et modul af en jernlåge (tung) og bruger den som båre. Fire personer bærer vi den 23-årige alkoholforgiftede unge kvinde 2 km til samaritternes telt
Vi lægger hende i aflåst sideleje. Hun har ikke taget stoffer, men er i voldsomt søvnunderskud, væskemangel, og de har på et tidspunkt sent på aftenen drukket store mængder hvidvin og et par store drinks, i crescendo. Hun er i en tilstand, hvor hun ikke kan stå op, endsige gå med hjælp. Dog sød og kontaktbar, med sund puls og vejrtrækning. Men hjælp må hun have.
Så vi finder et modul af en jernlåge (tung) og bruger den som båre. Fire personer bærer vi den 23-årige alkoholforgiftede unge kvinde 2 km til samaritternes telt. Jeg går til ro klokken 05:45 i den lyse morgen. Står op og nyder morgenmad på terrassen 09:30.
Noter til udvalgte Roskilde-koncerter
Her følger korte omtaler af udvalgte koncerter, med den bias af min personlige smag som implicit er med, men også den nysgerrige åbenhed, hvormed jeg altid lytter til ny musik, især på festivaler. Omtalerne er holdt i rå noteform, og på udvalgte artisters navne linkes direkte til YouTube:
Busta Rhymes (Orange): Groovy, cool, fede beats og en charmerende performer.
Ironisk nok kedede hun mig i starten, men halvvejs inde i koncerten steg min begejstring og forbeholdene faldt lidt. Interessant
Tove Lo (Orange): Velpoleret pop, men noget ordinært og klinisk. Nærmest Grand Prix. Dog enkelte højdepunkter i visse numre. Ironisk nok kedede hun mig lidt i starten, men halvvejs inde i koncerten steg min begejstring og forbeholdene faldt lidt. Interessant. Genkendte også en del radiohits.
Leenalchi (Gaia): Koreansk pop, eller K-pop som det også bare hedder. Overraskende godt. Endda elementer à la Doors med orgel og shamanstemning.
Harvey Sutherland (Eos): Solid funk med elementer fra electronica. Minder i stil lidt om bandet Phoenix. Havde en elektrisk saxofon med.
Burna Boy (Orange): Afrikanske rytmer og rap fra Nigeria. Energisk fyr i front, også med evne til speed rap. Tung bas, præcist blæserensemble, dygtige korpiger. Læs fyldigere anmeldelse af den vestafrikanske afropop-gigant her på POV.
En brutalt insisterende synthesizer-bas, som ville kunne vælte 130 elefanter på savannen på under 30 sekunder
Uniform (Gloria): Rabiat industrial metal fra New York: Insisterende larmende med alt for lange, monotone passager. En stor skuffelse med tanke på omtalen på Roskilde festivals hjemmeside, hvor de ellers bliver nydeligt sammenlignet med de langt med progressive og kompositorisk interessante genrefornyere fra Ministry. Men den parallel holder ikke. Uniform pumper løs på den samme akkord to minutter i træk. Klaustrofobisk og tankeløst. Uniform virker på mig som formålsløs aggression uden tanke for arrangement, et nuanceret følelsesregister eller gennemskrevne tekster.
Blur (Orange): Fantastisk koncert, og jeg henviser her til Frederik Bovés omtale.
Lady Neptune (Gloria): Hardcore bas-tonstung, ekstremt tempofyldt, energisk og ekstatisk synthpop med dame fra Glasgow i front. Rave-like, men samtidig melodisk, og med indflettede track samples fra kendte popnumre. Paranoiske, på en gang glade og rædselsvækkende synthtemaer, og en brutalt insisterende synthesizer-bas, som ville kunne vælte 130 elefanter på savannen på under 30 sekunder. Stærk koncert og udtryk på kompromisløs præmis.
Et idyllisk gods i Hvalsø
Sonnerupgaard Gods er en herregård med rødder helt tilbage til 1341. Den ligger i idylliske omgivelser, og godset er historisk og dybt charmerende. De har rekordmange bryllupsfester, en hver weekend hele året faktisk. De lægger desuden lokaler til konferencer, kurser og tilbyder værelser til gæster, som bare ønsker et par dage på en herregård på landet. Jeg er, ikke helt overraskende, den eneste gæst i disse dage, som deltager på Roskilde Festival.
Sikke da et naturskønt område her omkring Hvalsø og Sonnerup! Sære egns- og stednavne har vi mange af i Danmark, og dette område er ingen undtagelse. Kisserup, Særløse, Sildebromose, Koskov, Kvarmløse, Tadre Mølle (fra 1300-tallet og Danmarks ældste fungerende vandmølle), Øm Jættestue og Nationalpark Skjoldungernes Land.
Lidt giftigt bringer jeg filmen Arven til torvs. Anders overtog jo trods alt godset fra sine forældre i 2017. Anders er helt med på problematikken
Fredag formiddag får jeg en rundvisning på Sonnerupgaard. Godsejeren Anders er på ingen måde den klassiske godsejer- eller proprietærtype. Han er imødekommende, venlig og ung. Han bor med sin hustru Amalie og deres datter og søn på 5 og 7 år i et anneks til ejendommen.
Anders er ikke den profitjagende, kyniske kapitalist, og på mit Start with Why-spørgsmål om, hvad der for alvor får ham op om morgenen, brænder passionens glød i hans øjne, og han deler med mig, at det altid har været en drøm at drive godset, og at han simpelthen elsker det. Og uanset hvilket bud, som måtte komme, er han stålsat og lykkeligt afklaret: Sonnerupgaard er ikke til salg.
Lidt giftigt bringer jeg filmen Arven til torvs. Anders overtog jo trods alt godset fra sine forældre i 2017. Anders er helt med på problematikken, og kender den også fra branchen – men i hans tilfælde: Intet pres – eller senere intervention fra forældrene – og Anders traf således tilbage i 2015, sammen med sin hustru, det helt frie valg.
Finalelørdag på RF23
Noter fra finaledagen:
Albin Lee Meldau (Gloria) : Svensk visetradition af 35-årig singersongwriter med kæmpe talent, vokalt register og velskrevne sange. Leder tanke og følelse tilbage til Cornelis Vreeswijk. Følsom stemme i stort format, og en vokalmæssig parallel til Jeff Buckley er på sin plads. Smukt.
Tinariwen (Orange): Ørkenblues og Sahara-trance med musikere med turban på og iklædt kulørte gevandter. Frank Zappa kunne have fundet på det koncept og moret sig med det som sideprojekt.
Tobias Rahim (Orange): Tobias Rahim leverer en hitparade af tidstypiske popsange. Publikum er ellevilde. Han holder veloplagte små taler mellem numre og charmerer publikum med sit lille moustache og gulddraperede klæder.
Lock Up (Avalon): Grindcore og thrash/death metal anført af bassisten fra Napalm Death, Shane Embury. En fyr som betragtes som en af grindcore-genrens hovedarkitekter. Jeg husker ørepropperne denne gang, for der er knald på. På den fede måde. Også med symfoniske og i enkelte numre nærmest Pink Floyd’ske intros – om end disse højst varer 30 sekunder, så kører grindmøllen for fuld skrue igen. Ekstremt ferm trommeslager, som har styr på sin dobbeltpedal på stortrommen og generelt bare spiller imponerende præcist i et hæsblæsende tempo.
Lizzo (Orange): Glad og på en gang selvhøjtidelig, selvironisk og en herlig antitese til skønhedsidealer om slanke sangerinder i stramt tøj. Lizzo ligner en kæmpe fisk med grønsort skæl. Stilen er soul-pop. Ikke musikalsk interessant i min verden, men hendes performance har sin egne legesyge charme.
Perturbator, indianerpigen og stjernehimlen
Perturbator (Apollo): Dystopisk synthwave med ingredienser af metal og industrial. Ekstremt intenst og med stor og mørk atmosfære, som matches af nattehimlen over Apollo, blinkende røde laserlys og folk som danser i lykkelig, interstellar trance og headbanger både solo og i grupper foran scenen.
Rent akustisk er mit dilemma under en koncert af denne type, at det ikke er diskanten men bassen – stortromme og synth bass-motiver – som er intens, samt at Apollo er en open air scene, og at lyden dermed ikke er så belastende for ørerne. En helt anden case er “stalden”, som Gloria befinder sig i. Her er ørepropper klart værd at anbefale, for lyden er voldsom og rummet hermetisk lukket.
Under Perturbator danser en ung kvinde ind i mig, dog på ingen måde voldsomt. Hun siger sødt undskyld og overraskes over, at hun kom lidt ud af balance. Med tanke på hendes indianervilde dans imponeres jeg over, hvor elegant hun genfinder netop balancen.
Vi vil ikke slippe stjernehimlens milde øjne, tonerne og hinanden. Den lette melankoli, tomhed og Roskilde Blues skal snart indfinde sig, når folk vender hjem til normalsamfundet
Vi giver high-five, og hun drejer omkring og for ligesom at tegne et relief, som på ingen måde er hverken undskyldende eller sært råber hun lige til mig “jeg er jo fra Nordjylland”. Den finalekommentar griner vi begge af og vinker igen.
Vi ved alle, at årets festival nu er til ende. Vi vil ikke slippe stjernehimlens milde øjne, tonerne og hinanden. Den lette melankoli, tomhed og Roskilde Blues skal snart indfinde sig, når folk vender hjem til normalsamfundet. Det er en trøst at tænke på, at sommeren trods alt netop er startet, at vi alle har fået udvidet vores musikalske horisonter på tværs af genrer og med mulighed for hjemme igen at dyrke den nye musik, vi nu har lært at kende og forelsket os i.
Og med den trøstende tanke smiler jeg, stående alene i mængden skrivende disse noter klokken 01:55 lukker mobilens noteapparat og går mod broen og min bil som holder i parkering West.
Retur ved bilen ryger jeg en smøg, drikker en halv liter vand og tjekker min Skridttæller-app. Den viser, at jeg i dag har gået 14 km. I torsdags vandrede jeg 21 km herude, og gennemsnittet for de fire dage rammer 18 km pr døgn.
Den første Roskilde Festival på Dyrskuepladsen blev afholdt i 1971. Festivalen blev helt aflyst i 2020 grundet coronapandemien. I 2021 eksekverede fonden bag festivalen “erstatningsfestivalen” Summer Days, som var en festival i mikroformat. I alt 8 dage med musik, men kun 800-1000 deltagere pr. dag, og bare en scene.
I 2023 var der til sammenligning 8 scener. Godt 130.000 deltagere, heraf 80.000 på partoutbillet, 20.000 på endagsbillet, mens der var 30.000 frivillige. Roskilde Festival er Nordens suverænt største og en af Europas største festivaler.
Ifølge en securityvagt jeg talte med florerer der i år langt færre stoffer på festivalen. Det kan meget vel handle om, at civilklædt politi i al diskretion, og når de fleste sover, ransager mistænkelige lejre og suspekt festende folk tidligt om morgenen.
Roskilde Festival er unik – men som bekendt findes der et hav af andre musikfestivaler henover sommeren. Både i Danmark og vores nordiske nabolande. En af disse, nemlig VisFestivalen Västervik i Kalmar, kommer der en omtale af her i POV International senere i juli.
Postapokalyptisk downblues
To overnatninger på herregård, en på vandrehjem ved fjorden, to overnatninger hjemme i Ordrup. Så jeg får pendlet en del i bil på denne festival. Søndag eftermiddag melder den dobbeltbrutale virkelighed sig: Festivalen er slut – og jeg har nu min første 8-timersvagt ud af i alt tre dage i træk med vagter som frivillig.
Mentalt og fysisk trækker den tænder ud. Jeg er vant til at tage hjem, når festivalen er ovre og arbejde under selve festivalen. Men min loyalitet er stærk, så jeg passer mine vagter. Det samme gør flere kolleger, mens andre falder som fluer grundet sygdom eller udtrætning (og sløj arbejdsetik).
Det er et studie i forbrugerisme og en bæredygtighedsfornærmelse. Et deprimerende og postapokalyptisk syn, som man må håndtere oveni den obligatoriske Roskilde Blues
Min sidste vagt er tirsdag klokken 06-14, og da er jeg ved at være mør. Arbejdet består i portkontrol af køretilladelser til Volunteer Camping, tjek af armbånd og adgang til området og monitorering af campingområderne i relation til ubudne gæster og bortvisning af disse – og ja, der kommer faktisk enkelte små grupper, som forsøger at rapse fra de forladte telte, og der er overraskende mange telte endnu.
Utroligt hvad folk efterlader på en festival: ravioli, nydelige sandaler, uåbnede øldåser og halvtomme Vodka-flasker, et glas med Bockwurst, hvor en pølse er spist, sko, soveposer, telte i genbrugelig stand. En grel kontrast til de rene arealer og miljøprofil, jeg oplevede på Tomorrow Festival i 2021.
Det er et studie i forbrugerisme og en bæredygtighedsfornærmelse. Et deprimerende og postapokalyptisk syn, som man må håndtere oveni den obligatoriske Roskilde Blues, som føles stærkere og anderledes, når man qua arbejdet må blive på festivalområdet efter tæppefald og grandios kærlighedsfest og musik.
Hyldest til de frivillige
Vi har dog også hyggelige stunder undervejs. Der bliver plads til at jonglere fodbold og lave lidt gøgl med jokes over walkie talkien, når der er mest stille. Kaffe, sodavand og müslibarer er vi godt forsynet med. Den sidste vagt tirsdag er en logistikøvelse og fysisk hård, da den står på nedpakning af vores basecamp, indsamling af genanvendelige affaldsposerammer på alle campingarealer, transport af affald på ladcykel frem og tilbage til containere.
Det er en smuk tanke, at 30.000 frivillige får denne festival til at hænge sammen. For det er et gigantisk og imponerende stykke logistik og praktisk arbejde at etablere, eksekvere, skabe tryghed og siden pakke ned for Nordeuropas største – og efter min mening – fortsat en af verdens mest unikke og musikalsk mangfoldige festivaler. Tak for i år, Roskilde!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
