IDENTITETSPOLITIK // BOGANMELDELSE. Briten Douglas Murray har skrevet en af de senere års mest roste bøger om identitetspolitik, som fornylig er udkommet på dansk under titlen Hordernes hærgen. I bogen dissekerer han den stærke tendens til en ny opdeling af samfundet i diverse grupperinger, der angiveligt har modstridende interesser, og som konkurrerer om, hvem der kan fremstille sig selv som det største offer. Bogen er et vigtigt bidrag i forhold til at forstå identitetspolitikken, som vi herhjemme først fornylig for alvor har oplevet, skriver Nikolaj Bøgh.
Det er ikke så længe siden, at det fænomen, man normalt betegner som identitetspolitik, forekom lidt fjernt fra den danske virkelighed. Vi har længe hørt om krænkelseskultur og højrøstede grupper i navnlig USA, der krævede særlige rettigheder basereret på race og seksualitet, og den strømning har vi også set i Europa, navnlig i Storbritannien, som på visse områder har nogle af de samme træk som det amerikanske samfund.
I Danmark var det anderledes. Op gennem det 20. århundrede arbejdede vi os gradvist mere og mere i retning af et velstående konsensussamfund, hvor der var færre og færre forskelle mellem sociale grupper og kønnenes muligheder, og hvor der også var en udbredt opfattelse af, at alle menneskers ligeværd var et centralt samfundsmæssigt ideal, uanset deres etnicitet, seksuelle tilbøjeligheder, fysiske fremtoning m.m. Vores demokratiideal blev så smukt formuleret som samtalens kunst i traditionen fra Hal Koch, og alle stemmer i debatten havde vel deres berettigelse.
Identitetspolitikken vinder også frem herhjemme
Spørgsmålet er, om det ikke er ved at ændre sig, og de konfliktlinjer, vi har set i det amerikanske samfund, også i stigende grad kan ses her med stadig mere aggressive krav om særrettigheder til minoritetsgrupper, manglende accept af andres holdninger og en samfundsdebat, hvor vi taler os mere væk fra hinanden end henimod hinanden, og hvor respekten for viden og fakta bliver eroderet, fordi man vælger og tilrettelægger sine fakta, så de passer til ens egen sag?
Identitetspolitik er rettighedstænkning på speed og en helt ny type af intolerance i debatten
For nylig har der været en voldsom debat om en sag på Kunstakademiet, hvor en lærer som led i en antikolonial markering har kastet en buste af kong Frederik V i Københavns Havn. Sagens sammenhæng med udbredte holdninger i det kunstfaglige og omgivende akademiske miljø er blevet beskrevet i Weekendavisen og Berlingske, og de peger på en voldsom politisering af miljøet, hvor racespørgsmål og referencer til forholdene i USA er meget dominerende.
Således er der meget, der tyder på, at identitetspolitikken for alvor er kommet til landet og bliver væsentlig at forholde sig til i de kommende år. Derfor er det vigtigt at analysere lidt dybere, hvad der er på spil, og her er der god vejledning af hente i den britiske journalist og kulturkritiker Douglas Murrays bog The Madness of Crowds, som for et par måneder siden udkom på dansk under titlen Hordernes hærgen. Den danske udgave er forsynet med et meget veloplagt forord af lektor Marianne Stidsen, der sætter Murrays analyse ind i en dansk kontekst.
Murray beskriver veloplagt de bagvedliggende strukturer bag de mange enkeltbegivenheder
Murray afdækker de grundlæggende strukturer bag de enkeltbegivenheder, som ofte får stor opmærksomhed i pressen, men som netop bliver fremstillet som – enkeltbegivenheder. Hvad enten det gælder, om man må synge ”Den danske sang er en ung blond pige” på CBS, om man må klæde sig ud som mexikaner til en universitetsfest, om en is må hedde eskimo, eller det er i orden at kaste en buste af en gammel dansk konge i havnen, så vækker de stor opmærksomhed.
Men hvad er egentlig fællesnævneren, og hvordan kan og bør vi som samfund reagere på det? Det er her, Murrays meget velskrevne og underholdende bog har sin store berettigelse ved at beskrive de grundlæggende strukturer og bagvedliggende holdninger, der bærer identitetspolitikken frem overalt i den vestlige verden i disse år. Identitetspolitik er rettighedstænkning på speed og en helt ny type af intolerance i debatten.
Murray analyserer, med flittig brug af meget interessante og relevante eksempler, udviklingen i rettighedstænkningen inden for homoseksualitet, kvinder, race og trans. Fælles for dem er, at den gradvise udvikling henimod større og større konsensus om, at samfundet bevægede sig i en stadig mere tolerant og ligestillet retning, inden for ret få år er blevet afløst af en stadig mere aggressiv stemning af, at samfundet rummer voldsom ”strukturel” diskrimination inden for alle disse områder, og at retfærdigheden ikke kan opnås, før de ikke blot bliver yderligere ligestillet, men får særlige særrettigheder baseret på deres minoritets særlige karakteristika.
Samtidig er identitetspolitikken totalitær, fordi den forsøger at forhindre andre synspunkter i at komme til orde, som vi har set det i stor stil på amerikanske og britiske universiteter, og i stigende grad også herhjemme
Samtidig er den offentlige debat stærkt udfordret af, at minoritetsgrupper stadig oftere giver udtryk for, at man ikke kan diskutere deres særlige problemer, hvis man ikke selv hører til den samme gruppering. Dermed er opskriften på et mere konfliktfyldt samfund skabt. Man genskaber gamle konfliktlinjer på en måde, som gør dem umulige at løse, og man ekskluderer en lang række mennesker fra debatten, fordi de har det ”forkerte” køn, den ”forkerte” race, eller på andre måder tilhører en anden gruppering end en selv.
Identitetspolitikken truer samfundets sammenhængskraft
Det er alvor, for identitetspolitikken truer alvorligt samfundets sammenhængskraft og er på mange måder et skridt tilbage til en politisk opfattelse, som vurderer sandhedsværdien af et udsagn på baggrund af, hvem der siger det, og ikke hvad der bliver sagt. Med andre ord tilbagespoler man hele den udvikling, der navnlig har fundet sted siden midten af 1900-tallet, hvor det i stadig stigende grad har været et samfundsmæssigt ideal at vurdere mennesker ligeværdigt, uden at tage hensyn til deres køn, hudfarve m.m. Samtidig er identitetspolitikken totalitær, fordi den forsøger at forhindre andre synspunkter i at komme til orde, som vi har set det i stor stil på amerikanske og britiske universiteter, og i stigende grad også herhjemme, som dækningen af forholdene på Kunstakademiet bl.a. har vist.
En slags ”offer-olympiade”, hvor den, der er det største offer, taler med størst legitimitet og har de største forventninger om at få sine krav igennem
Murray beskriver, hvordan baggrunden for identitetspolitikken er en form for marxistisk genfødsel. Den traditionelle marxisme, som ønskede at forbedre arbejderklassens rettigheder og byggede på en tanke om, at kapitalismen til slut ville destruere sig selv, fik fra 1970’erne stigende problemer med sin legitimitet, og efter murens fald i 1989 fik marxismen yderligere forklaringsproblemer.
Der opstod derfor gradvist et postmarxistisk projekt, der i stedet for arbejderklassen tog udgangspunkt i diverse angiveligt marginaliserede gruppers rettigheder og kombinerede dem via tanken om ”intersektionalitet”, som er en idé om, at der er en sammenhæng mellem diverse undertrykkelsesformer, og at undertrykkelse af kvinder, homoseksuelle, farvede m.fl. forstærker hinanden og disse grupper har et fællesskab som modsætninger til ”den hvide, heteroseksuelle mand”, som identificeres med herskerteknikker som kolonialisme, kapitalisme, nationalstatstænkning og alskens andre dårligdomme.
Murray begræder, at Martin Luther Kings ideal er skubbet i baggrunden
Samtidig finder der dog en konkurrence sted mellem de forskellige undertrykte grupper, hvor vinderen er den, der kan fremstille sig selv som det største offer. En slags ”offer-olympiade”, hvor den, der er det største offer, taler med størst legitimitet og har de største forventninger om at få sine krav igennem. Murray konkluderer derfor, at rettighedskrav ikke forener, men tværtimod splitter.
Overfor de forskellige minitoritetsgrupper står en samfundsmæssig majoritet, som gerne vil være forstående overfor de mange problemer, men samtidig er forvirrede og rådvilde over, hvad al den marginalisering pludselig skal betyde, og hvordan man håndterer den. Et stykke hen ad vejen er det de fleste menneskers tendens at vise forståelse og imødekommenhed, men dermed forstærker man bare konflikterne, fordi de selverklærede minoritetsgrupper blot får blod på tanden og skruer kravene i vejret.
Murray beklager, at den identitetspolitiske bølge betyder, at bl.a. Martin Luther Kings ideal om, at racer og hudfarver skulle blive til noget ligegyldigt, nu bliver sværere at nå, fordi race og hudfarve hele tiden fremhæves som helt centralt. Når Martin Luther King sagde: ”Jeg har en drøm om, at mine fire børn skal se en dag, hvor de ikke længere vil blive dømt på deres hudfarve, men på karakteren af deres personlighed”, så er den drøm i virkeligheden rykket længere væk med tidens besættelse af racer og hudfarver.
Det er godt, at Murrays bog er kommet på dansk, så den kan blive tilgængelig for et større publikum, og debatten om den identitetspolitiske bølge kan blive mere kvalificeret.
LÆS FLERE ARTIKLER AF NIKOLAJ BØGH HER
Douglas Murray: Hordernes hærgen køn – race – identitet. Med forord af Marianne Stidsen. Ellekær
Topfoto: pressefoto, Forlaget Ellekær
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
