KONCERT // ANMELDELSE – 2023 vil blive husket som året, hvor Vestafrika ejede Roskilde, skriver Frederik Bojer Bové, der gik til Burna Boy-koncert med en forventning om noget legendarisk. Men selvom han tydeligvis er genrens største og mest erfarne kunstner, og selvom han er the real deal, så understregede koncerten også lidt, at Roskilde har været sent ude.
Der er megen snak for tiden om, at rocken bliver mere og mere marginaliseret på Roskilde. Men helt ærligt så afspejler det, hvordan rocken bliver marginaliseret i musikverdenen generelt. Og helt ærligt, når man ser en R&B-kunstner som Sudan Archives fyre den af med violin-riffs og primale skrig, så virker det bare, som om rocken skal se at oppe sig, hvis den vil tages seriøst igen.
Hvis man leder efter musik, der er energisk og sexet, men samtidig virker anderledes, outsider-agtigt, flabet og anarkisk, så kan man tydeligvis få behovet dækket ved den moderne R&B. Jeg kender helt ærligt ingen upcoming rockbands, der kan levere, hvad vi fik fra Sudan Archives torsdag eftermiddag.
Det er lyden af at være ung og anderledes og føle sig punk
Brittney Denise Parks, aka Sudan Archives, har spillet violin, siden hun var lille, og studerede etnomusikologi på universitetet. I gamle dage var hun måske endt med at spille indie eller postpunk, men i vore dage er det i R&B-genren, at man kan være punk og intellektuel og alligevel nå et kæmpe publikum.
Så bevæbnet med sin violin – og med en multiinstrumentalist i anden del af scenen, der hovedsageligt stod for beats og så en gang imellem lagde nogle ekstra tunge håndspillede basgange – så gav Sudan Archives en konstant omskiftelig blanding af hiphop, R&B, pop og endda en enkelt irsk jig, mens hun sang og nogle gange skreg om at være anderledes og en hel del om sex.
Igen: For femten år siden havde det her måske været indie-rock. Og så havde koderne været anderledes. Så havde hun ikke rappet, der havde været flere instrumenter frem for backing tracks. Og hun havde nok haft mere tøj på.
Fyrige Sudan Archives
Alt det er bare detaljer og koder. Der var ikke nogen væsensforskel på, hvad Sudan Archives gjorde, og så hvad fx PJ Harvey gjorde i halvfemserne, da hun kaldte sig en ‘Sheela-na-gig’.
Sudan Archives var punk, hun var independent, hun var en riot girrrrrrl. Hun var det bare på en tidssvarende måde. Og publikum var med hende hele vejen.
Som med Rema om onsdagen, så var det et tegn på, at musikbranchen forandrer sig. Jeg har aldrig før set en specifik sekvens, som hvad vi fik i “NBPQ (Topless)”, hvor hendes vilde rap ledte mod de råbte linjer: ‘I just want my titties out’. Hvorefter hun hev toppen ned og dansede topløs rundt, dækkede sig til igen, mens hun hoppede hen til sin violin og så gav os en fyrig violinsolo. Men blandingen af sex og instrumentale soloer, ja, det er så gammelt som Led Zeppelin.
‘I just want my titties out’
“Alt skal forandres, så alt kan forblive, som det er,” som det lyder i Giuseppe Tomasi di Lampedusas roman Leoparden. Sudan Archives har en helt ny lyd og er som sort kvinde identitetsmæssigt anderledes end det meste gamle rock. Men det er stadigvæk lyden af at være ung og anderledes og føle sig punk.
Koncerten havde dog også velkendte skavanker. Sudan Archives har kun udgivet to albums, som er spraglede, men stadig helstøbte, men live var der ikke nok musikere til at repræsentere spragletheden, og så kom det helstøbte til at virke en smule ensformigt.
For fa’en hvor så jeg mange indie-koncerter for femten år siden, hvor jeg tænkte det samme. Det var ikke en helstøbt koncert, det var en up-and-coming kunstner, der fik vist potentialet. Men for fa’en hvor var det også sjovt, sexet og energisk, og det var det altså ikke dengang, jeg så Grizzly Bear.
Burna Boy
Jeg var gået fra at være lidt nervøs omkring Burna Boys’ sene nattekoncert på Orange til at være overbevist om, at det ville blive årets koncert. Så vild var publikums respons på Rema aftenen før, og Burna Boy er afropoppens største stjerne og vigtigste kunstner, så han måtte da skabe en endnu større fest.
“The sky is the limit,” nåede jeg endda at tænke, men det føltes så også en smule hybrisagtigt, som jeg stod der torsdag nat. For himlen åbnede sig, regnen silede ned, og det satte altså, der hvor jeg stod, en dæmper for koncerten.
Det kunne Burna Boy dog ikke gøre så meget ved, og han tog sig da heller ikke så meget af det. Han tog opgaven på sig, viste, at han er en superstjerne, og slog trods alt fast, at 2023 vil blive husket som året, hvor Vestafrika ejede Roskilde.
Hvis man vil forstå, hvordan den nigerianske afropop har udviklet sig det sidste årti, så kan man starte med at lytte til Burna Boys’ seks album. L.I.F.E. fra 2013 er en dansefest, men som album usammenhængende og konstant oppe i det røde felt og derfor også ret trættende.
Det var dengang, London-DJ’s begyndte at kalde genren for ‘Afrobeats’, når de spillede de nyeste singler fra Ghana og Nigeria for det lokale publikum, der ofte havde rødder i netop de to lande. På tredje album, Outside, fra 2018 var Burna Boy mere poppet, mere afslappet og mere helstøbt, men det var African Giant fra 2019, der ændrede alt. Ikke bare for Burna Boy, men også for nigeriansk musik.
Hvis African Giant tvang alle andre nigerianske musikere til at oppe sig, så har overraskende mange af dem også formået at gøre det sidenhen
Et grundtema i de her tekster er jo, at musikverdenen for tiden ændres af en række nye navne inden for afropop og R&B, men det er jo ikke kun et vestligt fænomen.
African Giant blev en omvæltende milepæl i nigeriansk musik, dels fordi den trak på gamle nigerianske genrer som Fela Kutis’ afrobeat, men nok også fordi den levede op til gængse vestlige normer for et godt album: Ikke bare catchy sange, men et personligt lydudtryk, med et mere personligt tekstunivers, herunder en del politiske numre.
Bl.a. Pitchfork kastede store lovord efter pladen, og Burna Boy blev et internationalt navn som seriøs kunstner.
Der var global klasse over Burna Boy på Orange. Et enormt band med backingsangere, blæsersektion, dansende percussionister. Ild og røg, når sangene nåede deres højdepunkter. Og en sanger, der var vant til at fylde så stor en scene ud, elskede det danske publikum, men tydeligvis også havde prøvet det før.
Det var håndspillet og organisk. Sange blev ændret, så fx en kort “Anybody” gled over i “Kilometre” i et ustoppeligt afrobeat-medley, mens andre sange blev forlænget, så højdepunkter blev trukket ud.
Selvom Burna Boy tydeligvis er genrens største og mest erfarne kunstner, så understregede koncerten også lidt, at Roskilde har været sent ude
Burna Boy har endda åbenbart absolut gehør, hvilket betyder, han kunne starte sange i den rigtige toneart helt uden hjælp, så flere sange startede han alene, fik lidt hjælp fra publikum – der kunne overraskende mange af teksterne, selv dem på yoruba – hvorefter resten af bandet faldt ind. Det var simpelthen overlegent. Rent blær.
Men. Hvis African Giant tvang alle andre nigerianske musikere til at oppe sig, så har overraskende mange af dem også formået at gøre det sidenhen. Burna Boys’ sjette album, Love, Damini – hans borgerlige navn er Damini Ebunoluwa Ogulu – fra sidste år var glimrende, men blev overgået af flere andre landsmænd. Det lød lidt bare som et par hits – hvoraf “Last Last” retfærdigvis var en af sidste års bedste popsange – med en række fyld udenom.
De lød også lidt som fyld på Roskilde. Så selvom Burna Boy tydeligvis er genrens største og mest erfarne kunstner, og selvom han er the real deal, som jeg tænker skal bookes til Orange en del gange over de næste årtier, så understregede koncerten også lidt, at Roskilde har været sent ude.
En Arena-koncert dengang, African Giant udkom havde været legendarisk. Hvis det regner mindre næste gang, så bliver hans næste Orange-koncert måske endnu mere legendarisk.
MERE ROSKILDE ’23 HER:
ME WE: Essensen af Roskilde Festivalen – rapport fra J56
Roskilde Festival på Business Class – den kommercielle side
Aperly High m.fl. – lyde fra fremtiden varmede op på RF23
Rema og Chat Pile: Da musikverdenen ændrede sig en smule
Kendrick Lamar og Blæst – Superstar Night på Orange Scene
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
