REMA & CHAT PILE // ROSKILDE FESTIVAL 2023 – Onsdag, på Roskilde Festivals officielle åbningsdag, hørte og så POV’s Frederik Bojer Bové amerikanske Chat Pile og nigerianske Rema. Det var to store oplevelser. Han mener ligefrem at have overværet et lille spring fra før til nu og fremtiden. “Rema var smuk og charmerende, dansede, smed tøjet fra overkroppen, var ganske enkelt en popstjerne af højeste format.”
Chat Pile
Amerikanske Chat Pile spiller sludge-metal det meste af tiden i samme tempo: et tykt, beskidt, glidende groove i et relativt behageligt march-tempo. Men man kommer ikke ret langt, hvis man forsøger at marchere med det. Dertil er rytmen for skæv, bassen for slæbende, guitaren for cirkulær og vrængende.
Forsanger Raygun Busch trippede da også mest rundt i cirkler, tog engang imellem lidt små hop fra side til side, mens han skreg tirader om seriemordere, fattigdom og hjemløshed. Og i en lille times tid var Chat Pile et af de stærkeste kunstneriske billeder på USA’s tilstand i 2023.
Når Chat Pile kaldte deres debutalbum for God’s Country, så lagde de det også frem som en tilstandsrapport. Deres sange veksler mellem at være portrætter af voldsomme forbrydelser og hashpsykoser til den fabelagte “Why?”, hvor Raygun Busch fortvivlet undrer sig over eksistensen af hjemløshed.
De er tydeligvis et politisk band, men de peger aldrig fingre ad fx neoliberalismen, i stedet kreerer de billeder og narrativer om et folk, der er ved at falde helt fra hinanden. De virker inspireret, ikke bare af metal-navne, men af filminstruktører, forfattere og sangskrivere fra helt andre genrer. Det giver et særskilt stærkt musikalsk udtryk.
Det var en skelsættende begivenhed for dansk popkultur. De sidste år er fokus gledet fra rockmusikken og over til pop og hiphop, hvilket også har betydet, at den er gledet fra hvide mænd og over til hvide kvinder og afrikansk-amerikanske kunstnere af begge køn
Det viste sig så også, at Raygun Busch vitterligt er en kæmpe filmnørd, der i pauserne mellem numrene udbredte sig om sit syn på dansk film – han elsker Pusher-trilogien, men særligt Milo og Pusher III.
Busch stod også for koncertens visuelle del, som han trippede rundt – apropos dansk film, så vil jeg sige, han dansede som Jesper Anholt i Mifunes sidste sang – og efter kort tid smed T-shirten og nu stod nærmest selvlysende bleg, lidt buttet, glinsende af sved, og badet i et rødt lys, der til tider fik ham til at ligne et af de ofre i horror-film, som han synger så meget om. Kroppen var lige så meget en del af koncertens samlede kunstneriske udtryk, som den er hos fx Cardi B.
Det var en helhedsoplevelse. Et dissonant lydkaos med en usikkert råbende galning i front, i et groove, der altid førte os tilbage til start. Men så meget som det var et kollapsende kaos, så var der også håb. For netop fordi de så så ordinære ud, men musikken var så original, så inkarnerede de også, måske utilsigtet, den amerikanske myte. Helt almindelige mennesker. I færd med at tæmme og opdyrke nyt land ude i det musikalske vildnis.
Rema
Full disclosure: Jeg arbejdede på Roskildes festivalavis sidste år, hvor jeg skrev en undrende artikel om, hvorfor der ikke var mere ikke-vestlig pop på de store Roskilde-scener. Når nu pop fra fx Korea, Nigeria og Puerto Rico bliver mere og mere populært, hvorfor står de så ikke på Orange og Arena?
Så når nu nigerianske Rema stod på Arena året efter, og Burna Boy skal spille på Orange i aften, så vil jeg rigtig gerne kunne sige, at det var en kæmpe succes. Det tror jeg da alligevel også, jeg kan gøre med Rema, for her var helt tydeligt et publikum, der var fuldstændig med på løjerne fra start til slut.
Rema er et af nigeriansk pops nyere navne, der debuterede sidste år med Rave Roses. Herfra blev særligt “Calm Down” et kæmpe hit, der lå nummer et i europæiske lande som Belgien og Holland, hvorefter en version med Selena Gomez blev sendt ud i et forsøg på at erobre det engelsksprogede marked, og som gik top ti i USA såvel som England.
Det var sex, glæde, det var freaking rock’n’roll i sin fineste essens
Det er sigende for, hvordan nigeriansk pop lidt står ved et vadested, at der så ofte skal en etableret stjerne med for at blive accepteret, hvor fx også Fireboy DML gik top 5 med “Peru”, efter Ed Sheeran var med på en ny version. Herhjemme har DR spillet Selena Gomez udgaven over 500 gange, mens originalen kun opnåede 10 afspilninger.
På Arena stod Rema dog på egne ben. Ja, DJ’en spillede lige en snas af Burna Boys “Last Last” for at varme publikum op – og jubelbrølet, der mødte den sang, tegner godt for torsdagens nattekoncert – men derefter løb den unge stjerne ind på scenen, mens hans band stod pakket lidt væk ovre i den ene side, og så var der ellers født en ny superstjerne.
På plade er den nye afro-pop ofte ret lydlig kompleks, velproduceret pop med ekstra mange percussion-lag i forhold til, hvad en amerikansk kunstner ville gøre, men her blev det skrællet ned til en mere band-egnet live-udgave, og så stod der en eksplosiv kerne tilbage: Stærke sange, drevet af uimodståelige tromme-synkoperinger og med et karismatisk energibundt i front.
Rema var smuk og charmerende, dansede, smed tøjet fra overkroppen, var ganske enkelt en popstjerne af højeste format. Det var lidt en kaotisk lydmur, hvor teksternes blanding af engelsk med en række andre sprog ikke gjorde det nemmere at forstå, hvad der foregik, og der var ikke så meget variation over udtrykket. Det var sex, glæde, det var freaking rock’n’roll i sin fineste essens. Det var lige dele uforståeligt og uimodståeligt. Og publikum var på, som havde de hungret efter den nigerianske pop i årevis.
Ja, det var en lidt rodet og ujævn koncert, men det er komplet ligegyldigt. Det var en skelsættende begivenhed for dansk popkultur. De sidste år er fokus gledet fra rockmusikken og over til pop og hiphop, hvilket også har betydet, at det er gledet fra hvide mænd og over til hvide kvinder og afrikansk-amerikanske kunstnere af begge køn.
Efter Rema-koncerten kommer fokus til at glide videre sydpå. Det var en erobring af rampelyset. Et gennembrud. Det vil være mærkeligt, hvis ikke der er et par nigerianske navne på Orange den næste række år. Det vil være pinligt, hvis ikke snart et nigeriansk nummer bliver Ugens Uundgåelige på P3. Musikverdenen ændrede sig en ganske lille smule i går.
Flere artikler om Roskilde 2023
ME WE: essensen af Roskilde Festivalen – rapport fra J56 (pov.international)
Roskilde Festival på Business Class – den kommercielle side (pov.international)
Aperly High m.fl. – lyde fra fremtiden varmede op på RF23 (pov.international)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
