FESTIVAL // FOTOREPORTAGE – “Det er sort snak at læse bandbeskrivelserne i programmet: Hård rock, power metal, speed metal, death metal, thrashet stoner-metal, psykedelisk doom, klassisk heavy metal. Bandnavnene kendte jeg faktisk heller ikke, og når jeg tilfældigt tidligere havde hørt heavy rock, forekom det lidt skræmmende med de dybe growls fra forsangerne, de tonstunge guitarriffs, dunkende basguitarer og kværnende trommer.” Fotograf Jens Ulrich har været til sin første Copenhell. Hele billedserien følger efter hans beretning.
Der er stort set ingen huller i min uvidenhed om den musikgenre, som Copenhell musikfestivalen handler om. Jo, jeg kender Led Zeppelin, har hørt om Deep Purple, Pretty Maids og Scorpions, men er mere til Dylan, Blondie og Eagles. Jeg var dog fascineret af de fans, jeg så sidste år drage til Copenhell. Deres tøj, lange hår og store fuldskæg, tatoveringer og piercinger mm. Deres stammeidentifikation, samhørigheden, som om de tilhørte en særlig klan, så jeg søgte om at blive akkrediteret som fotograf på festivalen for at se nærmere på denne kultur gennem mit kamera.
Når man kommer gennem indgangstjekket på Refshaleøen og nærmer sig selve festivalen, mødes man af meget høj musik fra store højtalere ved indgangsportalen, så stemningen er slået an med syvtommersøm. Heavyosity is in the air på alle måder.
Aldrig nogensinde har jeg oplevet en intensitet og energiudladning som den, de forskellige bands leverede. Musikken går direkte i kroppen, der er total tryk på, en flodbølge af lyd, og man mærker energien vokse. Verden forsvinder på en sær og uvirkelig måde
Der er tre store scener: Pandæmonium, Hades og Helviti. Og der bliver spillet live fra de tre scener. Ikke nødvendigvis samtidigt, men nogle gange overlappende og i alle tilfælde højt, meget højt. Jeg ved ikke nok til at kunne anmelde musikken som musik, og jeg kunne ikke rigtig høre teksterne, men det var en forrygende åbenbaring at lytte til musikken og iagttage musikerne. Aldrig nogensinde har jeg oplevet en intensitet og energiudladning som den, de forskellige bands leverede. Musikken går direkte i kroppen, der er total tryk på, en flodbølge af lyd, og man mærker energien vokse. Verden forsvinder på en sær og uvirkelig måde.
Jeg måtte tage mig sammen for at få taget de billeder, jeg skulle tage. Jeg ville egentlig hellere bare lytte og føle den fælles puls, der opstod gennem musikken. Man bliver en del af stammen, i yderkanten ja vist, men man inkluderes i fællesskabet.
At stå foran scenen sammen med alle de andre gæster og føle samhørighed med musikken er noget af det mest livsbekræftende, jeg har oplevet, rent musikmæssigt.
Metal skal opleves i virkeligheden sammen med virkelige mennesker
Det er ikke en genre, jeg kommer til at lytte til, når jeg sidder ved skærmen og laver billeder, tror jeg, men til gengæld er jeg sikker på, at jeg er klar til Copenhell2020. Metal skal opleves i virkeligheden sammen med virkelige mennesker.
Her er billeder af nogle af de musikere, der gav mig så fine oplevelser. Senere følger en reportage om gæsterne til Copenhell.
Fotos: Jens Ulrich, dizzybild.dk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
