Hanne Dagmar Raaberg: Corinnas coronaliv – ‘Mumie’

i Essays/Kultur af
CORONALIV // NOVELLE – Jeg ligger på en smal briks med mennesker i hvide kitler hele vejen rundt om mig. De hvidkitlede snører lange hvide stofstrimler stramt rundt om mine fødder, ankler, lægge og lår. Jeg kan ikke længere bevæge benene. Nu tager de fat i mine arme, som bliver snøret stramt ind til kroppen. Det er virkelig varmt, og mit vinkeflæsk klistrer sig fast ind mod sidedellerne.

Mit åndedræt er lige så trangt som stofstrimlerne rundt om krop og arme. Jeg ved, at de hvidklædte lige om lidt vil tvangs-inficere mig med virus. Corona-virus. Og derefter vil de afprøve en eller anden behandling.

Jeg er blevet udtrukket som forsøgsdyr ligesom tusindvis andre singler uden børn. Jeg håber ikke, jeg får placebo. Eller er det netop en fordel? Jeg føler mig lige så sammensnøret indeni som udenpå.

Nej! Jeg vil ikke være med. Jeg kigger rundt i det hvide rum, der har et enkelt vindue og et metalbord ved væggen. Og ellers er der kun mig, briksen og kitlerne. De går ud ad døren, og jeg er alene tilbage. Det er min chance! Kan jeg komme fri, vil jeg flygte. Jeg forsøger at vrikke stofstrimlerne løs, de løsner sig lidt. Jeg vrikker mere voldsomt. Men det er alt for meget. Jeg ruller og falder ned af den høje plasticbetrukne briks. Ned mod klinkegulvet.

BUMP!

Jeg lander på gulvet og åbner øjnene.

Min dejlige dobbeltdyne, som jeg har købt til mig selv alene, er viklet tre gange rundt om mine ben og krop og arme. Jeg styrtsveder og er helt klistret fast til dynebetrækket. Besværligt får jeg viklet mig ud af dynen og rejser mig op. Klokken er 2.43. I spejlet på skabet ser jeg min krop med de store røde underbukser og den lidt for korte Batman-t-shirt. Mine bryster får flagermusevingerne til at stå skråt fremad. Som sædvanligt er der lyst i mit soveværelse. De slukker aldrig lysene på boldbanerne. Slukket lys er lig med ballade. Tændt lys giver mere ro og tryghed i kvarteret. Så jeg har lært mig at kunne sove lyst.

Mareridtet sidder som et stramt korset rundt om brystkassen. En indsnøret levende mumie. Hvorfor drømmer jeg om bandager lige nu? Det er flere måneder siden, jeg havde forstuvet foden

Men jeg har ikke lyst til at sove mere lige nu. Mareridtet sidder som et stramt korset rundt om brystkassen. En indsnøret levende mumie. Hvorfor drømmer jeg om bandager lige nu? Det er flere måneder siden, jeg forstuvede foden. Min svedvåde t-shirt køler mig lidt af, selv om jeg stadig har det ret varmt indeni.

Det ville være godt at gå en tur for at få frisk luft og kølighed og for at ryste drømmen ud af kroppen. Men at gå tur midt om natten her, det er vist alligevel ret dumt, selv om jeg har gået til selvforsvar og ikke er nem at skræmme. Ejendomsmægleren kaldte det et ”up-coming-kvarter”, men jeg har nu ikke set det rejse sig specielt meget opad i de 7 år, jeg har boet her.

Jeg kan lugte angstens sved fra min krop. Eller måske er det min corona-hygiejne? Jeg plejer at gå i bad hver dag, eller i hvert fald næsten hver dag. Nu er det nok mere noget a la en gang om ugen. Eller nej, jeg indrømmer, max en gang om ugen. Ja, et bad vil kunne vaske både mareridt og sveden væk. En ren t-shirt vil også gøre godt. Jeg finder den store med grønne Hulk, den skal nok kunne skræmme alle mareridt væk. Og så de behagelige solgule underbukser. Yes, så sover jeg godt bagefter.

Jeg kan lugte angstens sved fra min krop. Eller måske er det min corona-hygiejne?

Jeg indstiller bruseren til regnskov og lader vandet risle ned over min krop. Ahh! Vandet perler hen over min hud, og nu lugter her ret kraftigt af elefantburet i Zoo. Det var vist på høje tid med et bad.

Jeg tager den flydende shampoo, der er gul og lugter af vingummi. Den lugter præcis, som de grønne vingummi-pærer smager, og igen generer det min logik, at det ikke er samme farve. Hvorfor er den gul, når den lugter grønt? Shampooen er ikke særlig effektiv, den første omgang trænger overhovedet ikke igennem hårets fedtlag, så jeg skyller håret og tager en ny, stor klat shampoo. Nu begynder det at kunne skumme, og jeg gnubber og masserer hovedbunden. Det føles egentligt ret godt. Det kunne være, at jeg skulle gå i bad lidt tiere?

Jeg skyller håret og tager lidt balsam i, så det ikke er fuldstændigt umuligt at børste bagefter. Så sæber jeg kroppen ind i hvid sæbe uden duft. Min hud fnulrer under fingrene. Jeg tror, det er død hud, der ryger af. Jeg gnubber lidt kraftigere, og der kommer endnu mere af. Især på fødderne er der meget hud-fnuller. Jeg sætter mere pres på vandet, vi har et godt vandsøjletryk her i opgangen, så det er nemt at spule balsammen ud af håret og al sæbe af kroppen.

Jeg tager et rent håndklæde, det er lidt stift af mange års vask, selv om jeg altid tørrer i tørretumbler. Jeg hader hårdt tøj, der kradser af stivhed. Lige nu gør det ikke noget, så kan jeg få gnubbet alle hudfnullerklumperne helt af. Jeg bliver vist nødt til at gøre badeværelset rent i morgen, hvis al den døde hud ligger på gulvet nu.

Jeg kigger ned ad min krop, ned på bryster, mavedeller, lår. Jeg kigger ind i spejlet, jeg har vist taget en del på. Corona-frygtens trøstespisning. Ja, og køkkenskabenes tilgængelighed, korrigerer jeg mig selv. Gad vide om jeg kan passe noget af mit såkaldt ”pæne” tøj, når jeg skal være på kontoret igen? Jeg gider ikke slankekure. Jeg kunne jo begynde at ryge? Det slanker vist. Men det lugter, og det er i øvrigt også dyrt. Jeg har vel råd til det, men jeg vil hellere bruge penge på det, der smager godt. Kager, chokolade, lakrids, popcorn, chips, salte skruer, franske vafler. Ja, franske vafler! Det er lang tid siden, jeg har smagt dem.

Jeg kigger ned ad min krop igen og klapper mig på maven. Jeg gider ikke slankekure. Så vil jeg hellere købe nyt tøj, selv om jeg heller ikke gider tøjbutikker. Du kan godt tåle lidt mere, smiler jeg til min mave. Måske endda en lille natsnack? Ja, da! Jeg tøffer ud i køkkenet og åbner chokoladeskabet. Jeg finder en lækker mørk chokolade med nødder og spiser halvdelen stående ved køkkenbordet.

Nu er jeg ren og lækker og stærkt opmuntret. Helt klar til at gå i seng og knurre et par timer mere. Men rent sengetøj er nok ret tiltrængt. Det vil faktisk være dejligt, uh, ja, jeg kan allerede mærke fornemmelsen af at ligge i rent sengetøj og selv være helt ren. Og med smagen af chokolade i munden. Så bliver det ikke meget bedre.

Jeg går ind i soveværelset og tager fat i dynen. Jeg vender og drejer den, mens jeg leder efter åbningen i betrækket.

Men hvad er det, der ligger i fodenden af sengen? Noget hvidt? Jeg tager det op i hånden.

En lang strimmel hvid gazeforbinding. Hvor kommer den fra?


LÆS FLERE ESSAYS OG NOVELLER HER


‘Mumie’ er den fjerde i en serie noveller skrevet af Hanne Dagmar Raaberg om hovedpersonen Corinnas liv under coronakrisen. 


Foto: Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hanne Dagmar Raaberg er cand.mag i retorik fra Københavns Universitet og uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur ved Aarhus Universitet.

Hun har været ansat på Farmakonomskolen i mere end 20 år, de seneste 10 år som leder. Ved siden af jobbet skriver hun, og i 2017 udgav hun børnebilledbogen "Hils far".

I 2018 mistede hun sin datter, der blev kørt ned, 19 år gammel. Siden har hun skrevet mere end 240 digte om sorgen og om at komme tilbage til et nyt liv. En del af digtene findes på hendes Instagram, og hun arbejder på at samle dem til en digtsamling. Derudover er hun gift, har en søn og en kat, er passioneret the-drikker - og staver helst the med et h, fordi det smager bedre.

Følg Hanne Dagmar Raaberg på Instagram ved at klikke på ikonet her:

Seneste artikler om Essays