APERLY HIGH M.FL. // ROSKILDE FESTIVAL – Som sædvanlig spillede en række unge bands som opvarmning til Roskilde 2023. Setuppet imponerede i år, og en række bands lød som noget, der kunne blive rigtig godt, mener POV’s anmelder.
Først og fremmest: Bravo til Roskilde for at have fundet en fremragende form til warmup-programmet. To scener, Eos, der hvor Pavillon tidligere lå, og Gaia foran Orange, og skiftevis koncerter med 45 minutters mellemrum.
Det betød, at musik-publikummet blev samlet og kunne pendulere frem og tilbage, og det betød tydeligvis flere nysgerrige tilhørere til alt fra dødsmetal fra Silkeborg og til hiphop fra Norge og Grønland. Det bør være det fremtidige udgangspunkt for opvarmningsmusikken, for jeg kan ikke huske, det nogensinde har fungeret så godt.
Således pendulerende kunne man se en masse bud på morgendagens Roskilde-stjerner. En del af dem lød lidt rigeligt som gårsdagens musik, drevet frem af store pladeselskaber og et par enkelte P3-hits. Men der var også bands iblandt, der emmede af potentiale og lyst til at lyde nyt, også ud over de tre udvalgte.
Kindsight
Den danske indie-kvartet Kindsight har løst første del af opgaven for ethvert ungt band: De har udgivet en aldeles fremragende debut-plade med sidste års Swedish Punk. Den plade er dels vidunderlig dreampoppet vellyd, dels mærker man på numre som “Hi Life” og “Queen of Cowboys” overraskende instrumentale evner og vilje til komplekst sammenspil, der ellers ikke altid findes i genren. Af samme grund var jeg meget spændt på koncerten, for er det kun et niveau, de var i stand til at holde i studiet, eller er de i stand til at spille lige så godt live?
Under første del af koncerten var det en smule usikkert. Bandet lagde ud med et par af deres mindre gode numre, og som så ofte til festival-koncerter tog det lidt tid at få lavet lyden ordentligt, hvilket for et band, der til lejligheden var udvidet med korsanger og perkussionist, og hvor alle fire band-medlemmer til tider sang med, betød, at der var mange lag i lyden, som overhovedet ikke kunne høres. Det lød lidt mudret, lidt rodet, og der var heller ikke så vanvittig meget showmanship over det.
Men så fik de spillet sig varme. Og for faen hvor kan de dog spille! Særligt trommeslager Johannes Jacobsen imponerede med hastige polyrytmer, der til tider lød mere, som om det hørte hjemme i elektronisk musik end i retro-indie, og sammenspillet mellem Anders Prip på bas og guitarerne hos Søren Svensson og Nina Hyldgaard Rasmussen er tydeligvis komplet gennemøvet. Hyldgaard Rasmussen har også en vidunderlig sangstemme, et skarpt krystalspyd i mellemlejet, der fordamper til en luminøs luftart, når hun rammer de høje toner.
Kindsight er i færd med at undersøge en række vidunderlige lyduniverser. Men de har stadig ikke helt fået fat i, hvordan alle lydene bliver samlet til et skarpt Kindsight-projekt
Numrene fra Swedish Punk lød nu bedre på den smukt producerede plade, men den mærkværdige single “Tibet” fungerede til gengæld fremragende live, hvor de voldsomme temposkift fik publikum til at give los.
Og som afslutning spillede de i bedste shoegaze-stil en længere støjmur, hvor Hyldgaard Rasmussen gav den på elektronisk støj, og Jacobsen for alvor trak stikket hjem med sublimt trommespil, der fik ændret den ellers gentageligt cirkulerende støjmur fra først svævende i 6/4, til en gyngende og vuggende 12/8, indtil den de sidste tredive sekunder blev en triumferende march.
Kindsight er med andre ord i færd med at undersøge en række vidunderlige lyduniverser. De er et af Danmarks mest spændende unge bands, bestemt også live, der måske om nogle år kan få Arenas lydsystem til at ryste og gungre. Men de har stadig ikke helt fået fat i, hvordan alle lydene bliver samlet til et skarpt Kindsight-projekt.
Aperly High
Man kan næsten sige, at Aperly High har det modsatte problem. De viste sig som et gennemarbejdet projekt, der live viste sig at have en fabelagtig gennemslagskraft, hvor alle delene samlede sig til et større hele. Hvilket var heldigt, for det var samtidig også tydeligvis et ungt projekt, der er opstået i et studie, og hvis live-optræden var baseret på forudindspillede lydspor og en langt mindre detaljerigdom end på plade.
Ligesom Kindsight imponerede Aperly High med debut-pladen. Sanger og producer Albert Aagaard Hertz har spillet i en række bands, men skabte på Cat’s Paw en hyper-pop/electronica/indierock hybrid, der svinger fra at lyde som Blink 182 til at være forvrænget digital hiphop, til at være højstemte indiehymner i komplekse taktarter. 28 minutter lang, men med nok årets største andel af idéer per minut.
Netop fordi pladen er så ekstremt omskiftelig, var jeg igen en smule nervøs for optrædenen. Og her blev jeg en smule undervældet, for løsningen på at få det komplekse lydunivers gjort live-egnet var at møde op som en typisk rock-kvartet, guitar, guitar, bas og tromme, og så bruge en hel masse backingtracks. Det lød fedt, men det lød også rigtig meget som på plade og blev aldrig lydligt vildere end de numre, jeg er vant til at høre.
Det virkede som en opdateret udgave af glamrock: glat og glitrende lydunivers, leg med køn og identitet, inspiration fra samtiden
Men! Til gengæld viste koncerten noget andet: Albert Aagaard Hertz er en freaking stjerne! Fra han indtog scenen i en let alfeagtig uniform, over slacket indie-rock sang og til vrede hiphop-vers havde han publikum i sin hule hånd. Han udstrålede alt det, en rockstjerne skal udstråle, og brugen af autotune, beats og forvrængede lydsamples fik ham bare til at virke som en rockstjerne til tiden.
Det virkede som en opdateret udgave af glamrock: glat og glitrende lydunivers, leg med køn og identitet, inspiration fra samtiden. Det fik Aperly Highs rockede hyper-hybrid til at virke som en reelt levedygtig genre, der måske i fremtiden kan kaste en moderne Roxy Music eller Kliché af sig. Men nu og her er der plads til at gøre noget ved den håndspillede live-del.
Zar Paulo
Hvor Kindsight og Aperly High stadig må siges at være undergrund, så har Zar Paulo fået et kæmpe folkeligt gennembrud de sidste par år, efter at særligt “Klap for Fædrelandet” blev et radiohit.
Pladsen foran Eos var propfyldt, og reelt var bandet alt for stort til at spille warmup – jeg har svært ved at forestille mig, Blæsts tilforladelige firserpop skal åbne Orange med bare halvt så stort et brag som det, Zar Paulo leverede. Og det var lidt synd, for selvom bandet gav den hele armen, så var omstændighederne ikke til, at deres lydlige eksplosioner nåede ud til publikum.
Ja, Zar Paulo er eksplosive. Jeg føler ellers nogle gange, at dansk musik godt kan være lidt hæmmet. Der er mange finurlige måder at indpakke følelser på, det er meget sofistikeret, det er pæne genrer som firser-pop og house, der bliver trukket på.
Zar Paulo kan skrive en god tekstbid, men er heller ikke bange for semi-falskt at skrige ‘Jeg synes du er dejlig’ som omkvæd. Det gør dem ikke udanske, snarere tematiserer de vores mærkværdige følelsesliv, og spørger os fx, ‘Kan du holde til at holde det inde?’, ligesom de dybt ironisk giver os ordren ‘Klap for Fædrelandet’ og gentager mantraet ‘Stop Believing’ snarere end det modsatte.
Det gør dem i mine ører til det første væsentlige danske popband siden The Minds of 99. De sætter særlige ord på særlige følelser og iklæder det en pop-lyd med gigantiske synth-hooks samt håndspillede effekter som sax-solo og temposkift, der får sange til at bryde sammen. Deres musik siger nye ting, og publikum lytter helt klart til, hvad der bliver sagt, hopper og danser, klapper med og jubler, når der sker noget nyt på scenen.
Zar Paulo er ikke lyden af i morgen. De er lyden af i dag
Dvs. det vil publikum virkelig gerne. Til koncerten på Eos var det svært at være med, for lyden nåede ikke særlig langt ud, og eftersom der ingen storskærm var, kunne få fra publikum dele jublen, når en saxofon blev fundet frem, eller der blev taget nogle vilde dansetrin.
Det var helt enkelt et forkert setup, de skulle have spillet som minimum på Arena. Ja, det kan de så gøre om et par år og et par hits, og levere en super-koncert uden de sange, der også gør, at debut-albummet Elendig software ikke er et helstøbt mesterværk. Men en bedre scene havde stadigvæk også gjort denne koncert langt bedre.
Zar Paulo er ikke lyden af i morgen. De er lyden af i dag. Og ironisk nok er warmup-dagene nu et mindre godt sted at høre dette, scenerne er for små. Men til at pendulere på jagt efter fremtiden, der var det et måske bedre setup end nogensinde.
Flere artikler om Roskilde 2023
ME WE: essensen af Roskilde Festivalen – rapport fra J56 (pov.international)
Roskilde Festival på Business Class – den kommercielle side (pov.international)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
