ME WE // ROSKILDE FESTIVAL – Garbi Schmidt er landet på Roskilde Festivalen i sin elskede lejr, Camp senil-dekadent. “Det summer af tusindvis af stemmer, som taler om alt og om intet. Men som sammen bliver én lydflade. Et bagtæppe af menneskekroppe, menneskestemmer. En summen, der på nogle tidspunkter på døgnet er intens, andre gange forsvinder.”
Øverst på en bakke nær det område på Roskilde Festival, der er kendt under navnet Dream City, står et kunstværk skabt af 16 grantræstammer. Stammerne former fire bogstaver, to ord, som skriver deres budskab op mod himlen, blå eller grå, og på alle tidspunkter af døgnet: ME WE. Mig. Os.
De formulerer som et kort digt essensen af, hvorfor man kommer på Roskilde Festival, længe inden musikken er startet. Hvorfor man orker støvet, køerne ved toiletterne, snorken fra naboteltet, den dårlige søvn.
For mennesker har brug for mennesker. Det er ikke længe siden, at en pandemi fik os til at tale om at lide af hudsult. Sulten mærkes ikke bare, når vi ikke kan røre hinanden, men også når vi ikke kan noget så simpelt som bemærke hinanden.
Nogle af mine studerende på RUC afleverede her til sommereksamen en opgave, hvor de blandt andet diskuterede konsekvenserne af isolationsfængsel. Som de beskrev, så medfører det ikke at være omgivet af andre mennesker at være tvunget til kun at være et jeg, at menneskers sind bliver syge. Vi kan ikke uden hinanden.
At hævde, at en festival som Roskilde kun drejer sig om at være ét stort, sammenflettet fællesskab, vil være naivt. Men man er sammen, også med dem, man ikke kender. Roskilde har sin egen lyd, der opstår, når de fleste telte er blevet slået op, og alle vi, der skal bo i dem de næste dage, indleder og fortsætter vores samtale om kærester og uddannelser og glemt tandpasta.
Sidste år gik man så skridtet videre, således at man ikke bare skulle have adgang til et bestemt område, men også et bestemt underområde heraf. Det gjorde faktisk ikke stressen mindre
Campingområdet summer. Det summer af tusindvis af stemmer, som taler om alt og om intet. Men som sammen bliver én lydflade. Et bagtæppe af menneskekroppe, menneskestemmer. En summen, der på nogle tidspunkter på døgnet er intens, andre gange forsvinder.
Ikke fordi alle er gået, men fordi alle sover. En stilhedsrytme, der brydes om morgenen, når de første lynlåse i de første telte åbnes, og folk begynder, forpjuskede, at krybe ud. Så begynder den særlige Roskildesummen igen. Den lyd, som ikke engang de allerstørste soundbokse kan få til at forsvinde. Lyden af et os.
ME WE indløb – nu med mindre stress: en campinganmeldelse
Det er ikke mange år siden, at man – hvis man ville have en god plads på festivalens campingområde – skulle sørge for at stille sig i den kø, der dannede sig, flere timer inden hegnet blev fjernet (eller væltet), for derefter at løbe, så godt man nu kunne med en forvokset rygsæk på ryggen, mod det sted, man i fællesskab havde besluttet skulle være omdrejningspunktet for den næste uges festivalliv.
Festivalen har igennem de seneste år prøvet at lancere løsninger på, hvordan presset kunne blive mindre, fx ved at lancere ekstrabilletter til særlige campingområder som Silent and Clean (nu Silent Space), som medførte, at en kun mindre (men fortsat ret omfangsrig) gruppe af betalende kunne komme ind på festivalens første dag.
Da vi nåede til område J56, hvor vi skulle bo, var vi ligefrem nogle af de første, der satte deres telt op. I det hele taget et forløb med ro på
Sidste år gik man så skridtet videre, således at man ikke bare skulle have adgang til et bestemt område, men også et bestemt underområde heraf. Det gjorde faktisk ikke stressen mindre. Jeg var derfor umiddelbart noget skeptisk over for festivalens nyeste tiltag i år: at man ud over at have festivalbillet, billet til en særlig del af festivalområdet, også kunne investere i en såkaldt early entry-billet, som gjorde, at man kunne komme ind inden den officielle åbning klokken 16.
Det lyder forvirrende, og det var det også. Havde alle i ens camp nu billet 1, 2 og 3, eller manglede der nogen? Et spørgsmål kunne vi først få svar på, når vi stod med rygsækkene pakket på stationen i Roskilde: Ville den nye løsning gøre ankomsten nemmere – eller mere besværlig?
Svaret er, at løsningen virkede. Min elskede Camp senil-dekadent kunne sætte sig i skyggen af et busskur et par timer, inden vi skulle tage toget mod Indgang West, og havde således dog tid til to af vores tilbagevendende, betydningsfulde traditioner: indtagelse af henholdsvis hjemmebagte pølsehorn og champagne. Vi behøvede ikke at fare afsted.
Vi skulle med det tiende tog, der skulle mod pladsen, og ikke mindst fordi de frivillige på stationen var rigtig gode til at informere og forstod med ro at håndtere horderne af festivalsultne, er det nok den mest afslappede af de nu i alt ti indløb, jeg har været med til. Da vi nåede til område J56, hvor vi skulle bo, var vi ligefrem nogle af de første, der satte deres telt op. I det hele taget et forløb med ro på.
Det krævede, som beskrevet, ekstra billetter og også en del opmærksomhed på de beskeder, som festivalen de seneste måneder havde sendt ud på e-mail, for at benytte sig af løsningen. Spørgsmålet er, om festivalen kunne forenkle processen, så man kunne nøjes med en billet i stedet for tre? Blot en anbefaling – for vi ved, at I har meget at tænke på.
Og hvad nu? Hvad med musikken? Det bliver det næste definerende element i Roskilde Festivals lydbillede: Når Roskildesummen bliver blandet og endog overdøvet af de toner og de rytmer, der får vores kroppe til at svaje og danse i de samme samlende rum. Vi glæder os!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
