WHITESNAKE // ANMELDELSE – 49 år efter sin første optræden i K.B. Hallen, stod David Coverdale søndag igen på scenen på Frederiksberg. Hans band, Whitesnake, er på afskedsturne. Og selvom der er ikke er meget tilbage af det, der i følge Steffen Jungersen engang var verdens bedste bluesrockstemme, blev det et rørende farvel.
Søndag aften var det præcis 42 år og 57 dage siden, jeg første gang var til Whitesnake koncert i det hedengangne Rainbow Theatre i London. Første gang jeg som medlem af dét, David Coverdale døbte ”The Whitesnake Choir”, sang med på de linjer dér:
”There ain’t no love in the heart of the city/ ain’t no love in the heart of town/ ain’t no love and it sure ‘nuff is a pity, child/ ain’t no love ‘cause you’re not around.”
Søndag aften passede jeg så igen og for sidste gang min post som medlem af Whitesnake-koret. 70-årige David Coverdale har meldt ud, at den igangværende turné er den sidste.
Okay, hvis vi lige skal tage dén fra starten af, er Coverdales engang så mægtige baryton i en stand, der får en havefræser med startproblemer til at lyde som Freddie Mercury
Meget har ændret sig siden dengang for 42 år siden, hvor bandet primært var et ærkebritisk bluesrockband i tæt familie med for længst opløste Free, som husede bl.a. Coverdales yndlingssanger Paul Rodgers.
Siden gjorde Whitesnake sig bemærket ved at justere og polere stilen over i melodisk hardrock af et anderledes internationalt tilsnit, hvilket da også resulterede i det forkætrede gennembrud i USA via bandets syvende album, Whitesnake, og hitsingler som ”Here I Go Again” og ”Is This Love” i 1987.
Men trods et gennemrend af medlemmer i bandet siden starten i London for 44 år siden, der kunne få gennemstrømningen i en spidsbelastet lufthavn til at ligne en doven stund på en busstation i provinsen, har to faktorer aldrig ændret sig:
For det første står selvfølgelig bandboss David Coverdale i spidsen, stolt, smilende og med løvemanken intakt. For det andet ved vi, at når Whitesnake når frem til ovenfor citerede ”Ain’t No Love In The Heart Of The City”, så ville en omskrivning af titlen til ”ONLY Love In The City” på enhver given aften være langt mere rammende.
Skæbner på spil
”Love is in the air”, som et gammelt discohit engang insisterede, og denne aften i K.B. Hallen var den kærlighed nærmest håndgribelig. Det var, som stod dér – med salig Gasolin’s velvalgte ord – vitterligt skæbner på spil. Den fortættede stemning selvfølgelig skabt af, at vi skulle sige pænt farvel til én af de helt store. Men også af at det foregik i netop K.B. Hallen på Frederiksberg, som var det første sted, David Coverdale optrådte med Deep Purple for næsten 49 år siden.
Okay, hvis vi lige skal tage dén fra starten af, er Coverdales engang så mægtige baryton i en stand, der får en havefræser med startproblemer til at lyde som Freddie Mercury. Men med to dublerende backingsangere (bandets keyboardmænd) og yderligere tre medlemmer af Whitesnake-sekstetten bag ham, som heller ikke har problemer med at synge rent, kunne David sådan set bare gemytligt kvække med, hvor han mente at kunne klare det, og så i øvrigt ellers bare gå ud og modtage sin fortjente hyldest fra det publikum, som da i øvrigt også har et ganske pænt kendskab til Whitesnakes tekster.
Ja, for mit eget vedkommende var jeg så tæt på et par kokette dansetrin, jeg har været, siden mine ben begyndte at gøre knuder for ti år siden!
De to ”hjælpesangere” er til fuldt skue på scenen og således en meget mere ærlig måde at gøre det på, når stemmen så småt svigter, end den multitracking af vokalen, som har gjort, at jeg er udvandret fra et par tidligere ’Snake-koncerter i nyere tid.
Og hvor om alting er, så bliver vi jo alle ældre, og en del af os er sørgeligt bevidste om, at man altså af og til må bede om hjælp, som årene presser sig på.
I hvert fald føler jeg ingen grund til og har ej heller hjerte til at begynde at dissekere Coverdales vokale kvaliteter eller mangel på samme i 2022. Jeg vil simpelthen ikke være med til at pisse på paraden, når det i virkeligheden handler om at sige ordentligt farvel til en mand, som har givet os så meget, som David Coverdale har.
I særdeleshed ikke når instrumentalisterne i Whitesnake i K.B. Hallen med den stedse bedre leadguitarist Reb Beach i spidsen præsterede på en måde, som gør ord som ”fremragende”, ”veloplagte” og ”tændte” sært utilstrækkelige.
Som om morgendagen aldrig kom
Sådan var jeg ikke alene om at have det. Fra lige fra starten gik med ”Bad Boys” og siden klassikere som ”Slide It In”, ”Love Ain’t No Stranger”, ”Slow’n’Easy”, ”Is This Love”, ”Crying in The Rain”, ”Here I Go Again” og forrygende “Fool For Your Loving” – og helt frem til afdansningsballet, der fem kvarter senere passende lukkede med Deep Purples ”Burn”, som David åbnede den tidligere omtalte koncert i 1973 med – smilede vi.
Klemte måske en lille tåre.
Sang med som om morgendagen aldrig kom.
Ja, for mit eget vedkommende var jeg så tæt på et par kokette dansetrin, jeg har været, siden mine ben begyndte at gøre knuder for ti år siden.
Med en stemning flot balancerende mellem eufori og vemod fik vi på den måde sagt farvel til Whitesnake. Og dét vel at mærke i en grad så man tydeligt kunne se Coverdale have sine tvivl, om han skulle smile stolt eller fælde en glædeståre. Eller sagt på en anden måde:
Manden, som i mange år i nærværende skribents optik sgu var verdens bedste bluesrocksanger, var ikke ganske upåvirket! For nu at sige det på den måde.
Tak for det hele gennem alle årene, David. Og for at citere dig en sidste gang:
I wish you well …
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
