VENEZUELA // KRONIK – Vi vil gerne tro, at demokrati altid er udtryk for humanisme, at aftaler og procedurer altid beskytter mennesker, men verden er mere ujævn end som så, skriver journalist Lotte Kjær Guld. Langt de fleste venezuelanere er taknemmelige for Trumps fjernelse af Maduro uden politisk mandat og med brud på Venezuelas suverænitet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvad har Grønland og Venezuela tilfælles? Begge steder bliver ofte til brikker i andres strategiske spil: Naturressourcer og geografi fylder, mens menneskerne, der lever der, fylder langt mindre. Deres værdi måles i det, der kan udvindes af jorden, mens fortællingerne om dem typisk skrives udefra og ikke indefra.
Vi tror, vi ved noget om dem, selv om de kun træder frem i nyhedsstrømmen, når noget går galt, eller nogen vil have fingre i olie, guld, uran eller kryolit. Måske er ligheden lige præcis der! I vores manglende nysgerrighed og i det ubehagelige spejl, de holder op for os.
I Danmark gik der ikke et døgn, før vi havde glemt alt om Venezuela
Ingen ved endnu præcis, hvorfor Trump fjernede den illegitime præsident Maduro? Olien, stofferne, for at smide andre autoritære interesser på porten, eller fordi Trump var træt af Maduros chikanering af hans knytnævedans?
Eller er det Donroe-doktrinen, hvis mission er at genoprette amerikansk overlegenhed på den vestlige halvkugle og sikre adgang til vigtige naturressourcer?
Ej heller ved vi præcis, hvorfor Trump har truet med at købe, invadere eller annektere Grønland. Vi ved med sikkerhed, at det ikke er for demokratiets skyld, og her i Vesten frygter vi, at den gamle verdensorden med fælles regler og aftaler ikke gælder mere.
I Danmark gik der ikke et døgn, før vi havde glemt alt om Venezuela, fordi næste trussel fra Det Hvide Hus var Grønland. Venezuelanerne er ikke en del af en verdensorden baseret på regler og doktriner, og alligevel bringer vi her til lands frygten for Grønland ind i samme narrativ.
Håbet er der
For venezuelanerne er detroniseringen af Maduro en lettelse efter 27 år under et barbarisk diktatur.
I vores privilegerede del af verden interesserer vi os mest for, at magten ikke skiftede hænder efter de demokratiske spilleregler, vi selv lever under. I den danske boble med småproblemer som snerydning og for tidlige fastelavnsboller fletter vi Venezuela sammen med Grønland.
Vores forskellige historiske erfaringer og politiske strukturer tåler ingen sammenligning og kan ikke reduceres til samme frygt. Vi forveksler vores egne normer med universelle sandheder og kommer i mangel på indsigt til at gøre venezuelanernes overlevelse til en principsag.
Lørdag den 3. januar 2026 kunne folket i Venezuela kort trække vejret efter 27 år. Nu holder de vejret igen. Regimet er ikke forsvundet, og stikkeri og angiveri er ifølge lokale kilder uforandret, selv om Maduro og hans kone blev taget til fange. Paramilitære grupper befolker stadig gaderne, ingen udtaler sig frit, ingen organiserer sig åbent, og man går slet ikke på gaden.
Ikke håbet om et fuldendt demokrati, men et håb om, at livet efter 27 år igen kan leves uden et altædende allestedsnærværende alarmberedskab
Men håbet er der, og omend spinkelt og varsomt er det reelt for de massivt undertrykte venezuelanere. Ikke håbet om et fuldendt demokrati, men et håb om, at livet efter 27 år igen kan leves uden et altædende allestedsnærværende alarmberedskab.
Det er nok uden for vores humanistiske og demokratiske forståelse, at langt de fleste venezuelanere er taknemmelige for Trumps fjernelse af Maduro uden politisk mandat og med brud på Venezuelas suverænitet.
En herboende venezuelaner, Yuruvi, sætter ord på det paradoks, vi har svært ved at rumme i den danske debat. Hun er venstreorienteret af overbevisning, men alligevel taknemmelig for, at det netop er USA under Trump, der har været med til at skubbe Maduro ud. Ikke af idealistiske grunde, men af realpolitiske. Ifølge Yuruvi handler situationen ikke om et rent opgør mellem demokrati og diktatur, men om at sprænge en lukket magtkerne indefra.
Hun beskriver toppen af det venezuelanske regime som en bande på fem: Nicolás Maduro, illegitim præsident, søskendeparret Delcy Rodríguez (vicepræsident) og Jorge Rodríguez (formand for Nationalforsamlingen), Diosdado Cabello (indenrigsminister) samt forsvarsminister Padrino López.
Nu er toppen af regimet en bande på fire. USA har udstedt dusører på Cabello og López, men ikke på Rodríguez-søskendeparret. Yuruvi er af den opfattelse, at det kan skabe et forhandlingsrum, hvor især den midlertidigt indsatte præsident Delcy Rodríguez kan presses til en kontrolleret overgang, og eventuelt med eksil som udvej.
Hun deler Trumps holdning om, at den demokratisk valgte oppositionsleder María Corina Machado ikke har den nødvendige opbakning til at gennemføre en sådan transition alene. Hun er dog heller ikke blind for USA’s interesser i olie og især mineraler.
Yuruvi har en teori om, at strategien bag magtovertagelsen er Marco Rubios værk. Hun mener, at han er arkitekten bag manøvren på grund af sin familiemæssige baggrund i Cuba. Mellem stormagters kynisme foretrækker hun amerikansk indflydelse frem for andre autoritære aktører. Ikke fordi det er godt, men fordi det i hendes øjne er det mindst dårlige. For venezuelanerne er alle valg pest eller kolera.
Hun bakker selvfølgelig Maria Corina Machado op og nærer den dybeste respekt for hendes indædte kamp gennem mere end tre årtier. Oppositionens vej mod magten i Venezuela har været alt andet end lineær. Som formuleret i taler ved Nobelprisoverrækkelsen i december 2025 på María Corina Machados vegne har kampen ikke udspillet sig gennem en enkelt valgsejr. Men gennem årtiers fragmenterede forsøg som boykot, dialogprocesser, internationale sanktioner, forhandlinger, valg der blev vundet og annulleret, kandidater der blev fængslet, forvist eller forhindret i at stille op.
Oppositionen har igen og igen forsøgt at spille efter demokratiske spilleregler i et system, der systematisk har undermineret dem. Ifølge Yuruvi er det netop den historik, der i dag gør Machado vanskelig som samlingsfigur i praksis. Ikke fordi hun mangler legitimitet, men fordi legitimitet alene ikke længere er nok i et land, hvor magten aldrig har respekteret den.
Overgangen kræver i hendes øjne ikke i første omgang rendyrket demokrati, men en midlertidig figur, der kan forhandle, afvikle og opløse magt, også med aktører, der endnu ikke er forsvundet fra systemet.
Dansk privilegieblindhed
På sociale medier har debatten om Venezuela fået unge stemmer fra forskellige dele af verden til at reagere. Ikke som en samlet bevægelse, men som en konstellation af kritiske unge fra samfund med autoritære træk, der deler en fælles ærgrelse over, hvordan demokratiske værdier i Vesten bliver vekslet til universelle krav.
De føler, at vi ikke anerkender den rå realitet, som mennesker i diktaturer lever under. I deres øjne er det vestlige fokus på procedurer frem for overlevelse ikke kun naivt, men en form for privilegieblindhed. Overlevelse vejer tungest, og håbet knytter sig udelukkende til muligheden for, at frygten mister sit greb, og familier igen kan blive genforenet. Set udefra fremstår det ulogisk og inkonsekvent. Indefra er det rationelt.
Når debatten om Venezuela i dansk kontekst glider direkte over i Grønland, projicerer vi samtalen over i et helt andet historisk og politisk landskab. Grønland er ikke et samfund, hvor håb smugles ind gennem tavshed, eller hvor et magtskifte måles i graden af frygt. Selv om vi ikke skal undervurdere, at forholdet mellem Danmark og Grønland stadig er præget af koloniale spændinger, der især i krisetider som nu sætter tilliden og magtforholdet på spidsen i rigsfællesskabet.
I deres blik er det vestlige fokus på procedurer frem for overlevelse ikke kun naivt, men en form for privilegieblindhed
Men det er afsporet at lade vores blik på Grønland præge af det kaos, der er under opsejling i Venezuela.
Vi vil gerne tro, at demokrati altid er udtryk for humanisme, at aftaler og procedurer altid beskytter mennesker, men verden er mere ujævn end som så. For nogle er demokrati et mål. For andre er det et middel. Og for dem, der har levet længe nok uden nogen af delene, er håbet hverken ideologisk eller principielt, men eksistentielt.
Samtidig må vi erkende vores egen magtesløshed, at vores gode hensigter og demokratiske idealer i stigende grad udspilles i et internationalt system, der i disse år er ved at blive skyllet rundt i det badevand, som USA’s alliance med Nato efterlader.
Det forpligter os ikke til at opgive vores værdier, men til for alvor at åbne vores komfortable øjne og få øje på det udenforstående i det indforståede. Når vi føler os truet på vores indforståede orden, er det måske blot et vidnesbyrd om, hvor privilegerede vi er.
Yuruvi opfordrer danskerne til at læse op på baggrundshistorie og analyser, før vi drager for forhastede konklusioner. Vi kan ikke kun analysere den politiske situation ud fra skabeloner på vores egen verdensorden eller vores had til Trump.
Lyt til det, der sidder i din venstre side, siger Yuruvi. Gæt, hvad det er!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og